iAndy

den allersidste post

Kære alle,

Alt har en ende. Således også iAndy. Det har været rigtig hyggeligt at skrive her, men nu trækker jeg stikket ud for iBlog og for mit tilhørsforhold til blogger.com. Det kom aldrig til at fungere, som jeg ville have det.

Jeg kan ikke skyde al skylden på teknikken. Trofaste læsere har sikkert været i tvivl om formen på iAndy. Til tider har jeg været seriøs, andre gange har jeg forsøgt at være plat og pinlig – hvilket sikkert er lykkedes bedre. Jeg har skrevet om film, om fodbold, om gadgets, journalistik og bøger. Jeg har klaget over ondt i røven, og har ytret mig om alt lige fra karse til Tivoli.

Men jeg har ikke grønne fingre, og jeg har vel ikke mere ondt i røven end de fleste. Til gengæld bilder jeg mig selv ind, at jeg ved lidt om journalistik og kommunikation. Og hvad bedre er i disse blog-tider: Jeg har faktisk en holdning til det. Det er et godt udgangspunkt, hvis man har lyst til at ytre sig.

Og det har jeg - fortsat. Men det bliver med et nyt fokus og i nye omgivelser. Derfor kan du lige straks følge med i min nye blog, der meget originalt kommer til at hedde iAndy 2.0 (alt skal jo være 2.0 i dag). Den får den meget mundrette adresse: iandy.dk, og vil være lavet i WordPress.

På iAndy 2.0 vil du for fremtiden kunne finde masser af kommentarer til medier og bloggerkultur, der vil være anbefalinger af gode websteder om kommunikation, og jeg vil anmelde fagbøger, når jeg støder på en, der er et par ord værd. Mange historier kan bøjes, så de passer ind i formen – og derfor vil jeg sikkert også for fremtiden skrive om gadgets og andet lir. Udgangspunktet vil bare altid være kommunikation. Helst uden det bliver alt for tørt og seriøst.

Jeg håber, at I vil tage godt imod ændringerne. Det skal nok blive godt. Særligt, hvis I stadig er flittige med kommentarer. iAndy 2.0 er rygklapper-fri zone. Så skyd endelig løs, når den åbner om et par dage.

Tillader teknikken det, bliver alt indhold på iBlog stadig liggende, men her vil ikke blive opdateret mere. Dette er således den sidste post. Jeg takker for denne gang og slukker. Find selv ud.

This is not an exit.

iAndy

man skal ikke kaste med sten...

...når man hedder Louise Frevert. Ex-pornodronningen havde som bekendt en internetsag, hvor hun blev pinligere og pinligere hver gang, hun udtalte sig.

Uforståeligt nok er hun stadig i dansk politik - endda som medieordfører. Og med den titel disser hun i dagens Politiken DR's generaldirektør Kenneth Plummer. Plummer har muligvis haft kendskab til de nye budgetoverskridelser i DR Byen, men alligevel er det kun økonomidirektøren, der er fyret. Til det udtaler mediewise Frevert:

»Den hellige grav er ikke velforvaret, bare fordi man fyrer Fjord. Som forhenværende selvstændig erhvervsdrivende har jeg svært ved at forstå, at han ikke har vidst noget om det her. Hvis man er direktør, bør man også vide, hvad der foregår rent regnskabsmæssigt.«

Og man bør have gennemlæst sit eget partiprogram som politiker, ligesom det er en idé at vide, hvad der ligger på ens egen hjemmeside. Den hellige grav er ikke velforvaret, Frevert. Stå inde for det, du har i dit partiprogram - eller hold kæft. Alt andet er utroværdigt.

den visuelle straf

Der er ikke langt fra helt til skurk. Det måtte en chatekspert fra Herning sande, da hans dobbeltliv blev lagt til offentlig skue på TV2 forleden. Og det måtte Operation X også sande, da de gik fra at blive skamrost, som Andreas Karker i BT, der mener journalist Spiegelhauer skal have en Cavling, til at TV2’s direktør Per Mikael Jensen nu både i medierne og her må beklage, at journalisterne bag Operation X ikke straks videregav deres materiale til politiet. Der gik en måned fra chatekspert Rudy Frederiksen blev konfronteret til programmet gik i luften. Dermed fik han mulighed for at slette al det materiale, TV2 og Easy Film ikke var i besiddelse af.

Bryd etikken
Per Mikael Jensen mener, at sagen er helt speciel, og derfor burde journalisterne have brudt den almindelige etik, hvor journalister normalt aldrig tipper politiet. Jeg er som sådan enig. Sagen er unik og faren for, at meget materiale går tabt, hvis politiet ikke straks indrages, var enorm.

Ingen solohistorie
Men havde Easy Film udleveret materialet, ville de også i den grad risikere, at andre løb med den særdeles saftige historie. Fik først lokalpressen eller formiddagspressen nys om, at den lokale kendis i virkeligheden var sexforbryder, så ville Operation X’s program på ingen måde have sat dagsorden. Det havde i stedet været et bekræftende tilbageblik på en sag, der forlængst havde levet sin tid i pressen. Med andre ord – yesterdays news. Et begreb, der dræber en historie i et redaktionslokale hurtigere end en sukkerterning bliver opløst i kaffe.

Gode historier tager tid
Operation X er ekstremt flot klippet og fortalt. Den slags tager tid. Derfor kan programmet ikke udkomme timer efter, at sidste skud er i kassen. Samtidig kan der måske mangle at blive foretaget research og interviews. Og her er dilemmaet så. På den ene side har folkene bag Operation X begået et stykke fejende flot journalistisk arbejde. De har en kioskbasker solo-historie, og det er ikke svært at gætte, at historien vil komme til at sætte dagsorden. Selv DR må også senere gøre konkurrentens historie til topnyhed.
På den anden side ved de, at Rudy Frederiksen har tid til at fjerne mange af sine spor. De fortæller endda i programmet, hvordan han fjerner sine hjemmesider og selv siger op.

Gammel historie
Men er det strengt taget journalisternes problem? De har gjort som de skulle, og konfronteret casen med deres viden. Havde de undladt, ville de få en stor næse i Pressenævnet. Og skulle de gå til politiet? Historien er jo ikke ligefrem ny. Der er bare ingen, der har fattet mistanke i de 25 år, det har stået på. Hverken kommunalansatte eller Herning Politi. Sandsynligheden taler for, at chateksperten heller ikke var blevet stoppet, hvis ikke det havde været for et par aggressive journalister. Ligesom Brixtofte sikkert stadig havde regeret i Farum, hvis ikke det var for BT. Journalister løser dermed politiets opgaver. Men hvor politiet helst vil ud med så lidt som muligt i en sag, vil journalister ud med så meget som muligt. Journalister er nemlig kommercielle.

Kommerciel timing
Store afsløringer kræver kommerciel timing. BT gjorde det effektivt i Brixtofte-sagen ved gennem måneder at have linet tre store afsløringer op (dyr vin, byggegrunds-skandale og rod i Farum Kommunes regnskaber), som de kunne fyre af dag efter dag, og dermed konstant sætte dagsorden i mediebilledet ved at være solo. Operation X gjorde det ved at holde mund i en måned, til programmet var klar til at komme i luften.

Skade politiets arbejde
Men hvordan får man bevaret en sej solohistorie uden at skade politiets arbejde? Hvad hvis det var et terrornetværk, som en gruppe journalister var ved at trævle op? Hvordan afvejer man værdien af en solo – der kynisk set er det, journalisten lever for – med faren for at forbrydere undslipper, eller i al fald slipper lettere?

Straf udenfor fængsel
Jeg har desværre ikke svaret. Spørgsmålet er dog også, om Rudy & Co. virkelig slipper lettere. Måske får Rudy et par år mindre i fængsel, hvilket bestemt er meget ærgeligt. Men det er bestemt ikke kun i fængslet, at Rudy skal sone sin straf. Havde politiet fængslet ham uden det nogensinde var kommet til mediernes kendskab, kunne Rudy sikkert efterfølgende finde et nyt sted i Danmark, hvor han efter sin straf ville have levet i fred. Det synes umuligt nu. Eksponeringen har været enorm, og han må derfor formentlig leve resten af sit liv med viden om, at stort set samtlige i hans omgangskreds kender hans historie. Ja, de ikke bare kender den, de har alle set ham sidde og prale af den.

Brutale billeder
Billeder er nådesløse. De brænder sig ind i vores bevidsthed, og vores følelser reagerer meget skarpt. Vi kan ikke tænke 9/11 uden at se et fly fyldt med mennesker eksplodere i siden af en høj bygning. Vi så det ske. Og vi så alle Rudy i sit miljø. Det glemmer vi ikke. Det kan han aldrig bortforklare, selv om han bestemt prøvede. Det vil aldrig blive hans version af historien. Det vil altid blive den, vi så. Operation X’s historie. Og dermed vil han – bevismateriale eller ej – få sin straf. Offentlig stigmatisering.
Journalister arbejder i kommercielle miljøer. De er ikke offentligt ansatte. Derfor vil kravet om at have en solo-historie langt oftest veje tungere, end at politiet får måneders hårdt research-arbejde gratis. Til gengæld tror jeg ikke, at straffen er mindre ved offentlig eksponering. Altså naturligvis medmindre man hedder Kurt Thorsen.

25 film på ti dage - yikes!

Filmfestivalen bliver hård i år. Klokken lidt over tre blev jeg endelig færdig med at studere program, sætte krydser, tjekke datoer og lægge slagplan. Jeg har fået presset over 25 film ned på ti dage i kalenderen. Dermed skal jeg flere af dagene se op til fire film. Tro på det! Programmet i år er bare - i al fald på papiret - helt forrygende.

Nu ved jeg ikke, hvad de kære festivalarrangørerer har haft at vælge imellem, men programchefen virker i sit forord også ret glad for udbuddet i år. Det er i det hele taget fantastisk, så hurtigt den festival er blevet banket op til noget stort.

Bliver du ikke skræmt over, at personerne på lærredet snakker fransk, spansk, svensk, tysk – eller måske endda et eller andet østeuropæisk volapyk-sprog, så burde du flå dankortet i den gode sags tjeneste. Bare fordi det er spansk eller tysk, behøver det bestemt ikke at være kedeligt. Ja, det er end ikke et krav, at filmene er dybe og tunge. Ligesom vi i Danmark producerer mange udmærkede mainstream-film, så kan selv tyskere også være humoristiske og levere manuskripter, der ikke har rod i Nietzsches metafysiske tankeeksperimenter. Trods alt.

Det er nok for sent at sikre sig sponsorsnack, men du kan helt sikkert stadig købe filmpas. Både via nettet og hos din lokale Irma-pige.

kommercialisering

Turpas er gode. De minder mig om Tivoli og forlystelser. Filmpas er rigtig gode. De minder mig om biograf og gode oplevelser. Derfor bestilte jeg ligesom sidste år filmpas til Copenhagen International Film Festival. Dengang ankom filmpasset med en lille nøglering og sort taske – begge med sponsoren Politikens navn på.
I år hentede jeg det lille hvide plasticskilt på posthuset. Det blev leveret i en ordentlig pakke. Denne gang er der væsentligt flere sponsorer både på taske og nøglering, og desuden fulgte der følgende med:

1 stk. håndlavet økologisk chokolade fra Irma
1 stk. emergency poncho
1 lille pose chips fra Estrella
1 lille pose Café Noir-kaffe
1 stk. tandbørste fra Colgate
1 lille tube tandpasta – ligeledes fra Colgate
1 tube læbebalsam fra Matas og
1 kuglepen fra Wastells Rejser

Rigtige film skal altså åbenbart ses med chokolade, poncho, chips, kaffe,
læbebalsam, kuglepen, tandpasta og tandbørste i biografen. Velkommen til 2006.
Mon ikke vi skal forvente en del flere reklamer før filmene i år?

Madonna does Paris

Franskmænd er flabede. Hvis man finder plastic halvvejs nede i sin drink, vil tjeneren spørge, hvorfor man så overhovede drak noget af den. Sådan gjorde den særdeles øretæveindbydende tjener i al fald på en club i Bercy i Paris. Men en time forinden var han i den grad blevet overtrumfet i flabethed en kilometer derfra.

Madonna – for stor til Horsens, men perfekt til Paris – havde nemlig lige rettet sin midterste finger mod publikum efter den havde været en tur nede i trusserne og vende. Men modsat tjeneren gav Madonna sine betalende fingeren på den fede måde. Provo og politisk bevidst som altid beviste de sidste årtiers dronning nemlig, hvorfor hun sidder så solidt på sin trone. Eller hestesaddel skulle man måske sige. Dronningen lagde nemlig ud med et forrygende ridt i sodomi – hvorefter hun med sine sædvanlige hårde angreb på texanske præsidenter og engelske medløbere, sit fokus på aids i Afrika og sine angreb på religionen som institution indtrængende opfordrede publikum til at handle. Gøre noget. Don’t just stand there, let’s get to it. React!

Madonna havde ellers os nikkedukker i sin hule hånd. Når hun bad os – nej, forlangte – at vi hoppede, så hoppede vi. Og skulle vi hoppe og synge med samtidig, gjorde vi også det, selv om det aldrig blev sing-a-long. Madonna er nemlig aldrig på niveau med sit publikum – eller med resten af verden for den sags skyld. Hun er altid over. Hun sætter ikke standarden – nej, hun sætter det niveau, andre blot kan drømme om at nå.

Jeg var ikke i Horsens, og er således ikke mavebitter over trafikale problemer, mark med ringe udsyn og dårlige lydforhold eller for at have betalt en halv roskildefestivalbillet for noget, der kun varede et par timer. Jeg stod i stedet i en megamoderne hal i Paris, hvor publikum både så og hørte, hvad de havde betalt for, og hvor de elskede Madonna af hele deres franske hjerte – som hun gerne talte i modersmål til.

Havde hun sparet os for sit rockguitarshow og måske endda også leveret sit ”Push” fra seneste album, ville aftenen have været perfekt. Men lige ved og næsten slog alligevel undertegnede af hesten. Madonna red publikum for vildt med ”Sorry”, en provokerende version af ”I Love New York”, et imponerende ”Jump” med dansere hoppende fra tribune til tribune blandt publikum og selvfølgelig hendes nye, store hit, ”Hung Up” for ikke at nævne versioneringer af ”Erotica”, ”Lucky Star”, ”Like A Virgin” og ”La Isla Bonita”.
Missede du hende i Paris og London, eller hang du fast i mudderet i Horsens, så kan du stadig nå at fange Madonna i Amsterdam, Prag, Moskva – eller hvis du er helt skæv – Tokyo.

Skynd dig. Time goes by...so fast!

"If I want something on my stage, I will take it from you" - Madonna varmer op om publikum (dårlig lydkvalitet, beklager!)

fysisk flop

Fysiske butikker er færdige. De har intet at tilbyde mere. Det måtte jeg konstatere i dag efter at have spildt over en time i tre butikker på jagt efter en ganske simpel elektronik-dippedut.
Jeg foretager da også flere og flere af mine indkøb på nettet. Dagligvarer er jeg desværre fortsat nødt til at shoppe fysisk – og tøj har jeg det stadig bedst med at have prøvet på før dankortet ristes. Men stort set alle gadgets og bøger og bling køber jeg nu online. Det er ikke bare billigst og hurtigst, det er også bedst.

For helt ærligt – har jeg søgt bare ti minutter på nettet, ved jeg mere om det produkt, jeg vil købe, end hvis jeg venter en halv time på at tale med en inkompetent ekspedient. Således havde ingen af de tre ekspedienter, jeg snakkede med i dag, hørt om det produkt (et simpelt hukommelseskort) jeg var på jagt efter. Den ene ekspedient var ved at sælge mig et forkert produkt, den anden måtte jeg finde produktet i en brochure for, og den tredje var sådan set fleksibel nok – han ringede nemlig til en leverandør, der vidste noget om det (men som først havde varen på lager i oktober – til det dobbelte af netprisen).

Men min lille empiriske undersøgelse viste også, at det ikke ligefrem var de skarpeste kunder, der købte ind fysisk. Særligt en kunde imponerede mig ved at være Spørge-Jørgen i tredje potens. ”Er den her bedre end den her” giver enhver sælger en boldbane at spille på. Han nøjedes dog med at sende et tomt blik ud i luften som svar.

De fysiske butikker er for de kunder, der ikke ved, hvad de ville have. Skulle jeg nogensinde pludselig få brug for en symaskine – ja, et fingerbøl for den sags skyld – ville jeg spæne ned i den første og bedste symaskinebutik, hvor selv den mest blæste sælger kunne slippe af sted med at sælge mig hvad som helst.
- Dobbelttråd er dobbelt så godt? Fint, fint. To af dem.

Men ved man bare det mindste om, hvad man vil have, så vil jeg hårdnakket påstå, at du fire ud af fem gange er bedre tjent med den information, du kan finde på nettet. Ikke mindst ved at læse andres anbefalinger og erfaringer.

Nettet er kommet for at blive – og det strammer i den grad om butikker, der sjofler med servicen.

brandgammelt

Det er sjældent, at Rabalderstræde og Dizzy Mizz Lizzy finder vej til Vegas lydanlæg. Men det gjorde begge til aften – endda live. Først tog Tim Christensen røven på alt og alle ved at lade solokarrieren hvile for en dag. Han stillede op i 1996-stil med sit tidligere faste ensemble. Og en halv time senere dukkede han op på scenen igen. Denne gang for at trykke den af med Kim Larsen til Gasolin greatest.

Jo tak – en støttekoncert med en noget skjult setliste endte med at blive det vilde trip down memory lane. Mine veje har ikke tidligere krydset Kim Larsens, men jeg skal love for, at den brede mund kan bræge endnu. Og publikum rå-åd godbidderne. Posen med bands var ellers rystet godt og grundigt. Således blev ørerne også fulde af Baal, Backseat, Winther-John, Die Dumme Dänen og Boat Man Love med lige knap 50-årige Michael Falch i rød læderjakke som gæst.

Men stemningen var i top – og så gjorde det ikke så meget, at arrangørerne havde valgt at lade Gnags runde af. Før denne aften følte jeg mig ellers sikker på, at der var større sandsynlighed for, at jeg ville komme til at høre opløste Dizzy Mizz Lizzy end Gnags, der vist aldrig bliver trætte af ”Vilde kaniner”.

For de af jer der missede Dizzy Mizz’s reunion og Rabalderstræde er der her helt eksklusivt et par frygtelig grimme videoklip. Jeg beklager, at det ikke er fulde numre, men der skulle også hoppes.

Dizzy Mizz Lizzy - Rabalderstræde - se billeder på flickr

super Suber

- I don’t care.
Så kontant svarede professor Howard Suber flere gange, da han i dag som optakt til de næste par dages tv-festival afholdt masterclass i det store mødelokale på 14. sal i TV-byen.
Spørgsmålene gik på, hvad han mente om den ene eller anden film eller tv-serie. Men selv om man som professor og underviser ved UCLA’s Film- and Television Department i over 40 år bestemt har en mening om film, så rager det ham professionelt. Howard Suber har nemlig analyseret filmhistoriens mest populære og bedst huskede film - hvilke lighedstræk de har, og hvad det er i menneskets psykologi, der gør, at der er bestemte film, vi kollektivt falder pladask for.
Og apropos pladask slog Subers analyser benene fuldstændig væk under mig. Den mand kan både analysere og formidle. Har du prøvet at være høj, og følt dig pludseligt beriget med en fantastisk indsigt, så kender du den fornemmelse, jeg lige har haft i kroppen i de fire forrygende timer, sessionen varede.

Suber er vant til at begejstre. En af hans tidligere elever, Palle Strøm, var helt rørt, da han skulle introducere ham. Og superlativerne kunne umuligt værre større. Men når også Francis Ford Coppola, Geoff Gilmore, Fred Roos, Alexander Payne og David Koepp skamroser Suber, er der noget om snakken. I forbindelse med lanceringen af Sobers kommende bog, ”The Power of Film” siger Koepp det ganske enkelt:
- What Aristotle did for drama, Suber has now done for film.
Sådan!

Egentlig er mig meget imod at skrive et indlæg om et foredrag uden at forsøge at referere relevante pointer, men ud over at være i tidsnød (støttekoncert på Vega i aften – be there; Kira og Kim they are) vil jeg tillade mig den luksus at lade Subers foredrag bundfælde sig. Og egentlig vil jeg allerhelst bare læse hans bog med det samme. Men den udkommer desværre først til september. Så er du bare en anelse interesseret i filmanalyse, har du ikke en eneste plausibel undskyldning for ikke at forudbestille den nu. Jeg er helt og aldeles overbevist om, at den er intet mindre end genial.

skyld med skyld på

En rigtig mand kan smadre alt og alle i bjergene i Tour de France. I al fald hvis han sprøjter sig med syntetisk testosteron før etapen. Det er meget få, der stadig tror på, at Floyd Landis er uskyldig. Ikke bare er den snart forhenværende gule trøje-indehaver dømt positiv af UCI i både a- og b-prøve, hans egen forklaring slår nu også revner. Kommunikativt har Floyd Landis behandling af dopingskandalen været...en skandale.

Floyd forsvinder
Forløbet kort: UCI melder ud, at en rytter under tour de france er fundet dopet. De fortæller, at det nationale forbund og holdet er blevet informeret. Danske medier undersøger straks, om der er tale om løbets enlige dansker. Det er der som bekendt ikke. De kvalificerede gæt begynder dog først to dage senere, da Floyd Landis på mystisk vis først undlader at deltage i et løb i Holland, og dagen efter bliver væk fra et løb i Danmark. Så eksploderer nyheden: Det ER vinderen af årets i forvejen skandaleramte Tour de France, der er fundet skyldig i doping. Testosteron-tallet er målt til at være alt, alt for højt i prøven fra den dag, han vandt vigtige minutter tilbage, som han dagen forinden havde tabt.

Mor: Han kan godt have taget doping
Hans hold, Phonak, bekræfter nyheden, men Floyd Landis er tavs i endnu et par dage. Den nærmeste, der udtaler sig, er hans stærkt religiøse mor. Hun kan godt forestille sig, at han har taget doping. Hvem behøver venner, når man har familie?
Endelig kommer Landis’ forklaring så. Siden drengeårene har Landis haft en enorm produktion af testosteron. Normalt betyder det, at man så hurtigt bliver skaldet, men i Landis’ tilfælde har det vist i stedet gjort ham til en rødhåret albino.

Dopet med sprut
Men et par dage efter er det faktisk det røde skæg, han bruger som forklaring. I bedste skottestil erklærer han nemlig, at det er fordi, han aftenen før sin store etapesejr skyllede skuffelsen over dagens etape ned i øl og whisky. Og foruden et forøget testosteron-tal bliver man åbenbart også til superman på en cykel, når man har en lille skid på.
Virkeligheden vil dog anerledes. Både a- og b-prøven bekræfter nemlig ikke bare, at der er tale om ekstraordinært meget testosteron, men også at der er tale om syntetisk testosteron.

"Noget langt ude"
I dag indrømmer Floyd Landis så, at hans påstand om, at det var alkohol og spirtus, der var skyld i de høje tal var ”noget langt ude”.

- Problemet har fra starten været det faktum, at de personer, der udførte testen, ikke fulgte deres egne regler og offentliggjorde resultaterne før jeg havde en chance til at undersøge, hvordan det hang sammen, fortæller Floyd Landis.

Nej, Landis. Når man er dopet, hænger det sammen med, at man har taget doping. Og det er problemet.
Skulle det senere vise sig, at man faktisk kan tvivle på testresultaterne, vil det stadig være indtrykket af en usammenhængende Landis, der står tilbage.

Meld klart ud eller ti stille
I sådan en sag er det vigtigt at melde meget præcist ud. Er man virkelig uskyldig, så vær forbandet sikker på, at du ikke melder noget ud, du ikke er sikker på. Bliver man først vag eller vaklende i sin forklaring, så er man dømt skyldig uanset hvad tests og prøver viser.

Og er du skyldig, så gå til erkendelse med det samme. Fortæl, at du angrer. At du – som sandt er - blev fristet af det udyr, der stadig er løs i cykelverden. Indstil dig på, at din karriere er slut, men gør samtidig doping til din sag. Forklar, at du har lært af det her, og at du gerne vil give dit bidrag til at gøre sporten ren. Dit navn vil alligevel for evig tid være forbundet med doping. Hvorfor i det mindste ikke give den forbindelse en positiv klang?

I stedet har Landis tabt sin gule trøje, sin karriere og sin troværdighed.