den visuelle straf
Der er ikke langt fra helt til skurk. Det måtte en chatekspert fra Herning sande, da hans dobbeltliv blev lagt til offentlig skue på TV2 forleden. Og det måtte Operation X også sande, da de gik fra at blive skamrost, som Andreas Karker i BT, der mener journalist Spiegelhauer skal have en Cavling, til at TV2’s direktør Per Mikael Jensen nu både i medierne og her må beklage, at journalisterne bag Operation X ikke straks videregav deres materiale til politiet. Der gik en måned fra chatekspert Rudy Frederiksen blev konfronteret til programmet gik i luften. Dermed fik han mulighed for at slette al det materiale, TV2 og Easy Film ikke var i besiddelse af.
Bryd etikken
Per Mikael Jensen mener, at sagen er helt speciel, og derfor burde journalisterne have brudt den almindelige etik, hvor journalister normalt aldrig tipper politiet. Jeg er som sådan enig. Sagen er unik og faren for, at meget materiale går tabt, hvis politiet ikke straks indrages, var enorm.
Ingen solohistorie
Men havde Easy Film udleveret materialet, ville de også i den grad risikere, at andre løb med den særdeles saftige historie. Fik først lokalpressen eller formiddagspressen nys om, at den lokale kendis i virkeligheden var sexforbryder, så ville Operation X’s program på ingen måde have sat dagsorden. Det havde i stedet været et bekræftende tilbageblik på en sag, der forlængst havde levet sin tid i pressen. Med andre ord – yesterdays news. Et begreb, der dræber en historie i et redaktionslokale hurtigere end en sukkerterning bliver opløst i kaffe.
Gode historier tager tid
Operation X er ekstremt flot klippet og fortalt. Den slags tager tid. Derfor kan programmet ikke udkomme timer efter, at sidste skud er i kassen. Samtidig kan der måske mangle at blive foretaget research og interviews. Og her er dilemmaet så. På den ene side har folkene bag Operation X begået et stykke fejende flot journalistisk arbejde. De har en kioskbasker solo-historie, og det er ikke svært at gætte, at historien vil komme til at sætte dagsorden. Selv DR må også senere gøre konkurrentens historie til topnyhed.
På den anden side ved de, at Rudy Frederiksen har tid til at fjerne mange af sine spor. De fortæller endda i programmet, hvordan han fjerner sine hjemmesider og selv siger op.
Gammel historie
Men er det strengt taget journalisternes problem? De har gjort som de skulle, og konfronteret casen med deres viden. Havde de undladt, ville de få en stor næse i Pressenævnet. Og skulle de gå til politiet? Historien er jo ikke ligefrem ny. Der er bare ingen, der har fattet mistanke i de 25 år, det har stået på. Hverken kommunalansatte eller Herning Politi. Sandsynligheden taler for, at chateksperten heller ikke var blevet stoppet, hvis ikke det havde været for et par aggressive journalister. Ligesom Brixtofte sikkert stadig havde regeret i Farum, hvis ikke det var for BT. Journalister løser dermed politiets opgaver. Men hvor politiet helst vil ud med så lidt som muligt i en sag, vil journalister ud med så meget som muligt. Journalister er nemlig kommercielle.
Kommerciel timing
Store afsløringer kræver kommerciel timing. BT gjorde det effektivt i Brixtofte-sagen ved gennem måneder at have linet tre store afsløringer op (dyr vin, byggegrunds-skandale og rod i Farum Kommunes regnskaber), som de kunne fyre af dag efter dag, og dermed konstant sætte dagsorden i mediebilledet ved at være solo. Operation X gjorde det ved at holde mund i en måned, til programmet var klar til at komme i luften.
Skade politiets arbejde
Men hvordan får man bevaret en sej solohistorie uden at skade politiets arbejde? Hvad hvis det var et terrornetværk, som en gruppe journalister var ved at trævle op? Hvordan afvejer man værdien af en solo – der kynisk set er det, journalisten lever for – med faren for at forbrydere undslipper, eller i al fald slipper lettere?
Straf udenfor fængsel
Jeg har desværre ikke svaret. Spørgsmålet er dog også, om Rudy & Co. virkelig slipper lettere. Måske får Rudy et par år mindre i fængsel, hvilket bestemt er meget ærgeligt. Men det er bestemt ikke kun i fængslet, at Rudy skal sone sin straf. Havde politiet fængslet ham uden det nogensinde var kommet til mediernes kendskab, kunne Rudy sikkert efterfølgende finde et nyt sted i Danmark, hvor han efter sin straf ville have levet i fred. Det synes umuligt nu. Eksponeringen har været enorm, og han må derfor formentlig leve resten af sit liv med viden om, at stort set samtlige i hans omgangskreds kender hans historie. Ja, de ikke bare kender den, de har alle set ham sidde og prale af den.
Brutale billeder
Billeder er nådesløse. De brænder sig ind i vores bevidsthed, og vores følelser reagerer meget skarpt. Vi kan ikke tænke 9/11 uden at se et fly fyldt med mennesker eksplodere i siden af en høj bygning. Vi så det ske. Og vi så alle Rudy i sit miljø. Det glemmer vi ikke. Det kan han aldrig bortforklare, selv om han bestemt prøvede. Det vil aldrig blive hans version af historien. Det vil altid blive den, vi så. Operation X’s historie. Og dermed vil han – bevismateriale eller ej – få sin straf. Offentlig stigmatisering.
Journalister arbejder i kommercielle miljøer. De er ikke offentligt ansatte. Derfor vil kravet om at have en solo-historie langt oftest veje tungere, end at politiet får måneders hårdt research-arbejde gratis. Til gengæld tror jeg ikke, at straffen er mindre ved offentlig eksponering. Altså naturligvis medmindre man hedder Kurt Thorsen.
Bryd etikken
Per Mikael Jensen mener, at sagen er helt speciel, og derfor burde journalisterne have brudt den almindelige etik, hvor journalister normalt aldrig tipper politiet. Jeg er som sådan enig. Sagen er unik og faren for, at meget materiale går tabt, hvis politiet ikke straks indrages, var enorm.
Ingen solohistorie
Men havde Easy Film udleveret materialet, ville de også i den grad risikere, at andre løb med den særdeles saftige historie. Fik først lokalpressen eller formiddagspressen nys om, at den lokale kendis i virkeligheden var sexforbryder, så ville Operation X’s program på ingen måde have sat dagsorden. Det havde i stedet været et bekræftende tilbageblik på en sag, der forlængst havde levet sin tid i pressen. Med andre ord – yesterdays news. Et begreb, der dræber en historie i et redaktionslokale hurtigere end en sukkerterning bliver opløst i kaffe.
Gode historier tager tid
Operation X er ekstremt flot klippet og fortalt. Den slags tager tid. Derfor kan programmet ikke udkomme timer efter, at sidste skud er i kassen. Samtidig kan der måske mangle at blive foretaget research og interviews. Og her er dilemmaet så. På den ene side har folkene bag Operation X begået et stykke fejende flot journalistisk arbejde. De har en kioskbasker solo-historie, og det er ikke svært at gætte, at historien vil komme til at sætte dagsorden. Selv DR må også senere gøre konkurrentens historie til topnyhed.
På den anden side ved de, at Rudy Frederiksen har tid til at fjerne mange af sine spor. De fortæller endda i programmet, hvordan han fjerner sine hjemmesider og selv siger op.
Gammel historie
Men er det strengt taget journalisternes problem? De har gjort som de skulle, og konfronteret casen med deres viden. Havde de undladt, ville de få en stor næse i Pressenævnet. Og skulle de gå til politiet? Historien er jo ikke ligefrem ny. Der er bare ingen, der har fattet mistanke i de 25 år, det har stået på. Hverken kommunalansatte eller Herning Politi. Sandsynligheden taler for, at chateksperten heller ikke var blevet stoppet, hvis ikke det havde været for et par aggressive journalister. Ligesom Brixtofte sikkert stadig havde regeret i Farum, hvis ikke det var for BT. Journalister løser dermed politiets opgaver. Men hvor politiet helst vil ud med så lidt som muligt i en sag, vil journalister ud med så meget som muligt. Journalister er nemlig kommercielle.
Kommerciel timing
Store afsløringer kræver kommerciel timing. BT gjorde det effektivt i Brixtofte-sagen ved gennem måneder at have linet tre store afsløringer op (dyr vin, byggegrunds-skandale og rod i Farum Kommunes regnskaber), som de kunne fyre af dag efter dag, og dermed konstant sætte dagsorden i mediebilledet ved at være solo. Operation X gjorde det ved at holde mund i en måned, til programmet var klar til at komme i luften.
Skade politiets arbejde
Men hvordan får man bevaret en sej solohistorie uden at skade politiets arbejde? Hvad hvis det var et terrornetværk, som en gruppe journalister var ved at trævle op? Hvordan afvejer man værdien af en solo – der kynisk set er det, journalisten lever for – med faren for at forbrydere undslipper, eller i al fald slipper lettere?
Straf udenfor fængsel
Jeg har desværre ikke svaret. Spørgsmålet er dog også, om Rudy & Co. virkelig slipper lettere. Måske får Rudy et par år mindre i fængsel, hvilket bestemt er meget ærgeligt. Men det er bestemt ikke kun i fængslet, at Rudy skal sone sin straf. Havde politiet fængslet ham uden det nogensinde var kommet til mediernes kendskab, kunne Rudy sikkert efterfølgende finde et nyt sted i Danmark, hvor han efter sin straf ville have levet i fred. Det synes umuligt nu. Eksponeringen har været enorm, og han må derfor formentlig leve resten af sit liv med viden om, at stort set samtlige i hans omgangskreds kender hans historie. Ja, de ikke bare kender den, de har alle set ham sidde og prale af den.
Brutale billeder
Billeder er nådesløse. De brænder sig ind i vores bevidsthed, og vores følelser reagerer meget skarpt. Vi kan ikke tænke 9/11 uden at se et fly fyldt med mennesker eksplodere i siden af en høj bygning. Vi så det ske. Og vi så alle Rudy i sit miljø. Det glemmer vi ikke. Det kan han aldrig bortforklare, selv om han bestemt prøvede. Det vil aldrig blive hans version af historien. Det vil altid blive den, vi så. Operation X’s historie. Og dermed vil han – bevismateriale eller ej – få sin straf. Offentlig stigmatisering.
Journalister arbejder i kommercielle miljøer. De er ikke offentligt ansatte. Derfor vil kravet om at have en solo-historie langt oftest veje tungere, end at politiet får måneders hårdt research-arbejde gratis. Til gengæld tror jeg ikke, at straffen er mindre ved offentlig eksponering. Altså naturligvis medmindre man hedder Kurt Thorsen.
<< Home