fysisk flop
Fysiske butikker er færdige. De har intet at tilbyde mere. Det måtte jeg konstatere i dag efter at have spildt over en time i tre butikker på jagt efter en ganske simpel elektronik-dippedut.Jeg foretager da også flere og flere af mine indkøb på nettet. Dagligvarer er jeg desværre fortsat nødt til at shoppe fysisk – og tøj har jeg det stadig bedst med at have prøvet på før dankortet ristes. Men stort set alle gadgets og bøger og bling køber jeg nu online. Det er ikke bare billigst og hurtigst, det er også bedst.
For helt ærligt – har jeg søgt bare ti minutter på nettet, ved jeg mere om det produkt, jeg vil købe, end hvis jeg venter en halv time på at tale med en inkompetent ekspedient. Således havde ingen af de tre ekspedienter, jeg snakkede med i dag, hørt om det produkt (et simpelt hukommelseskort) jeg var på jagt efter. Den ene ekspedient var ved at sælge mig et forkert produkt, den anden måtte jeg finde produktet i en brochure for, og den tredje var sådan set fleksibel nok – han ringede nemlig til en leverandør, der vidste noget om det (men som først havde varen på lager i oktober – til det dobbelte af netprisen).
Men min lille empiriske undersøgelse viste også, at det ikke ligefrem var de skarpeste kunder, der købte ind fysisk. Særligt en kunde imponerede mig ved at være Spørge-Jørgen i tredje potens. ”Er den her bedre end den her” giver enhver sælger en boldbane at spille på. Han nøjedes dog med at sende et tomt blik ud i luften som svar.
De fysiske butikker er for de kunder, der ikke ved, hvad de ville have. Skulle jeg nogensinde pludselig få brug for en symaskine – ja, et fingerbøl for den sags skyld – ville jeg spæne ned i den første og bedste symaskinebutik, hvor selv den mest blæste sælger kunne slippe af sted med at sælge mig hvad som helst.
- Dobbelttråd er dobbelt så godt? Fint, fint. To af dem.
Men ved man bare det mindste om, hvad man vil have, så vil jeg hårdnakket påstå, at du fire ud af fem gange er bedre tjent med den information, du kan finde på nettet. Ikke mindst ved at læse andres anbefalinger og erfaringer.
Nettet er kommet for at blive – og det strammer i den grad om butikker, der sjofler med servicen.



<< Home