tak for alt

Jeg var fem år. Eller det vil sige – så gammel følte jeg mig. I virkeligheden var jeg kun et par år yngre end jeg er nu, og burde derfor være alt, alt for gammel til på nogen måde at lade mig påvirke af hysteri over at møde en kendt person. Som bosiddende i København bør man i det hele taget være rimelig immun over for den slags. Både inden- og udenfor Assistens Kirkegård ligger kendiser og flyder overalt.

Mindst af alt bør en fodboldspiller – en skide fodboldspiller – få hjertet til at hoppe, som er det et stjerneskib, der glider hen over en i barndommens drømme. Men det var ikke bare gennemsnits bondeknolden uden hjerne for andet end bold og druk.

Det var på Estadio Bernabeu i Madrid. Mens spillerne varmede op, stod jeg helt nede ved reklamebanderne med mit engangskamera i hånden. Idet spillets absolutte mester, [Zīn ad-Dīn Zīdān], kom helt tæt på, skød jeg et minde til fotoalbummet. Han bemærkede min blitz, kiggede op, og vinkede. Til mig.

Jeg har mødt ministre uden at skænke storheden en tanke. Selv da Nicolas Bro væltede over mod mig på den lokale bar, følte jeg ikke, at det var stort – i al fald ikke på den måde. Men af uforklarelige årsager var lige netop det her øjeblik stort. Selve billedet blev dårligt, men vinket står stadig i frisk og skarp erindring.

Lige så højt som jeg elsker fodbold – lige så komplet uinteresseret er jeg ellers i de, der udøver sportsgrenen. Det er lidt ligesom med musik. Depeche Mode laver helt sikkert fine sange, og jeg har været til en del koncerter med dem. Men jeg har ikke særlig meget lyst til at drikke med dem. De har sikkert heller ikke lyst til at drikke med mig - eller med hinanden. Så det er fint nok. Men Zidane derimod vil jeg gerne skåle med.

I går svingede Zidane sit hoved for sidste gang i fodboldsammenhæng. Ved finalen i 1998 skaffede hovedet kampens to mål. I går rakte det til en brystpuster mod Materazzi - fodboldens største svin (se selv). Det var ikke videre elegant af ZiZou, men det var ikke første gang i sin karriere, at han har mistet besindelsen. Den store forskel på Zidane og idioter som Materazzi er, at Zidane aldrig går efter at skade sin modstander.

Rødt kort eller ej. Dem har Zidane alligevel fået tolv af i sin karriere. I går sagde vi farvel til fodboldens absolut største spiller i det seneste ti-år. En spiller på højde med Pele, Maradonna og Platini. Så kan det godt give et sug i maven. Også selv om suget i går ikke var af den gode slags.

Skål, Zizou. Tak for alt!