tik, tak, tik, tak

Argh. Jeg tikker. Tik, tak, tik, tak. Mit biologiske ur hamrer faktisk derudaf. No wonder, at det hedder klokkeværket dernede. For nu er det åbenbart bevist, at ens...ehm...nektar ikke ældes med samme ynde som vin og Sean Connery.

En samling lumre ansatte i alderen 22 til 80 år fra Lawrence Livermore National Laboratory i Californien har hver doneret en portion reproduktionsmateriale til underbyggelse af denne modbydelige tik-tak-påstand. De mindst lige så lumrede forskere på stedet er herefter kommet frem til, at selv om antallet af små, aggressive haletudser forbliver det samme livet igennem, så tager de åbenbart skade på vej mod efterlønnen. Der var fem gange så stor risiko for, at de ældre sædcellers DNA var beskadiget i forhold til ung, frisk...hjælp mig, jeg er ved at løbe tør for navne her.

Nu nævner de ræverøde slyngler på Politiken ikke noget om, hvornår det her forbandede ur præcist begynder at tikke. Topper kvaliteten hos de 22-årige, hvorefter forskerne er vidne til et frit kvalitetsfald, indtil ens afkom vil være så degenereret hos den 80-årige far (halleluja for viagra), at selv Morten og Peter må vrænge på næsen? Eller eksisterer der et toppunkt omkring de forsvarlige fyrre, hvor man spytter rene supermænd ud?

Og kan en undersøgelse foretaget udelukkende blandt personer fra Californien over-hovedet sige andet, end at de burde tage mindre sol og få flere fedtsugninger?

Jeg KUNNE styre min nysgerrighed og købe undersøgelsesresultaterne – men de 60 kr. kan bruges bedre. På en pakke kondomer eksempelvis.