helvedes forgård

Er du parat? Godt, så går vi i roskilde-mode: Åååårh hvaaad? Er du rådden en koger-seksualsocialsamværsoplevelse vi skal fyre af de næste fire, fuckin’ fede festivaldage. Det bli’r for hipt, for funky, for flippet. Eller hvad?

Jeg indrømmer gerne, at min første roskildefestivaloplevelse lod vente en del år på sig. I mange år forinden havde jeg hørt fabler og fortællinger om dette syndens rock’n’roll mekka. De er velkendte – disse skæbnesfortællinger om hvordan et par vindblæste marker for en stund forvandler sig til Helvedes forgård. Christiania og Amsterdam er blot blide offerlam i sammenligning. Hvert år gejler medier og masser gejler sig op til, at NU bryder samfundet as we know it for alvor ned i fire flippede dage.

Min næste indrømmelse er, at min første festival foregik i VIP-style. Afskærmet fra stank og fordærv fra pladsen var jeg logeret lige bag Arena (eller Grøn Scene, som man stadig siger, hvis man er festivalfresh). Her var græsset grønt og der var anstændigt fællesbad hver morgen (så anstændigt som det nu bliver, når en lille, ilter og nøgen Søren Fauli hver morgen brokker sig over alt og alting inklusive det faktum, at man bliver våd under en tændt bruser). Efter korpus-rengøring var der morgenmad tilberedt af kokke og indtaget enten indenfor i behagelig skygge eller udenfor ved et cafébord. Koncertoplevelserne foregik enten on stage eller om ikke andet i det indhegnede område helt foran scenen, hvor orange vagter afskærmede os fra de resterende almindelige dødelige. I ventetiden mellem gode navne kunne vi indtage billige, velshakede drinks eller imported beer fra de mange VIP-barer bag Orange Scene. Og om aftenen bød kokkene op med veltilberedt aftensmad, inden endnu et par koncerter skulle indtages. Jo, det var Helvedes forgård, hvis forgården altså hedder Hotel Ritz og har panoramaudsigt over skyerne.

Jaja. Jeg ved det godt. Det er jo ikke det rigtige Roskilde. Festivalstemningen findes ikke på front row, men hundrede meter væk fra hovednavnet på Orange Scene (der sikkert i ægte rock’n’roll stil har valgt at udeblive). Men jo, kære læser, der har jeg også været. I verdens mindste og mest utætte telt omgivet af mudder for at høre Bowie, der fik for ondt i glasøjet til at spille. Mine lange ben forsvandt næsten op til knæet i tykt mudder, og der var ikke meget VIP over koncerter i regnvejr og spaghetti bolognese fra feltkøkkener. Selv om ingen af delene var særligt lækkert, var det dog heller ikke Helvedes forgård. Og der var stadig barer med drinks og beer, ligesom der som i enhver anden lille provinsby var mulighed for at gå i biografen, og for at shoppe det mest nødvendige (her: store hatte, læderarmbånd og t-shirts uden pasform).

For det er det, Roskildefestivalen er. En hyggelig provinsby hovedsageligt med unge indbyggere, der allerede har lært sig det lidt ældre bodegafolks adfærd med at drikke tæt også på hverdage. Der er ikke altid lige rent, men man opfører sig generelt pænt og falder lige så meget i snak med andre, som man normalt gør i mindre samfund. For folk med københavnermentalitet kan det naturligvis være grænseoverskridende at snakke til en, man ikke kender, men har man først befundet sig i mindre byer som Århus og nedefter, vil denne adfærd virke forholdsvis velkendt.

Drop B.S. Christiansen-retorikken. Du befinder dig ikke mellem liv og død, fordi du får lidt mudder på skoene. Og føler du dig nærmere Dalai Lama på en mørkebrun mark, er det helt sikkert mere på grund af det, du har røget, end fordi du er blevet trukket ind i et særligt sort hul af næstekærlighed. Din hashdealer har i al fald helt sikkert været sig selv nærmest.

Men god fornøjelse alligevel derude! Jeg er kun lidt misundelig – men luner mig ved mine billetter til Madonna-koncert senere på året. VIP-pladser og Paris, naturligvis. Musik lyder ikke bedre i provinsmudder.