iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->forbi før det startede<!-- BlogbotTitleEnd -->

30.6.06

forbi før det startede

Kære læser. Her skulle have været et hyldestindlæg om touren, der starter i morgen. Om hvordan syv års tørke under texansk dominans endelig er slut, og hvordan et nyt dansk-tysk-italienske drama mellem CSC, Basso og Ullrich starter.

Men det sluttede før det begyndte. T-Mobile har dagen før dagen suspenderet Jan Ullrich. Og hvis Den Internationale Cykelunion fremviser dokumentation for, at Basso også har samarbejdet med doping-læge Dr. Eufemiano Fuentos, ryger italieneren samme vej, siger CSC's Bjarne Riis.

Det har været hårdt at være cykelfan siden 1998. Doping har stået øverst på sejrsskamlen lige siden. Skandale har afløst skandale. Nu var der endelig kommet lidt ro på – og med Lance på pension ville feltet i al fald tælle en stor kemiker mindre. Der ville blive åbnet op for de ryttere, som ikke restituerer sig hundrede procent over en nat.

Men nu er festen slut. Mindst den ene af de to store favoritter til trøjen deltager ikke. En sejr i år vil højst tælle halvt. Og føles hul.

Hvad er der tilbage? Vi har ikke nogen danskere med i år. I al fald ikke på det hold, der betyder noget. Selvfølgelig er der Michael Rasmussen – med tilnavnet Kyllingen fra Tølløse. Det ikke bare lyder som en joke i forhold til Ørnen fra Herning. Det er en joke!

Kyllinge-Michael udstråler selvtillid på samme niveau som en teenager, der lige har fået sit første kyssesår på størrelse med Guantanamo-basen. Alligevel hoster han ord ud, der er så overdimensionerede, at enhver vestsjællænder må vende sig i sin kolonihave. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem det espeløv, som udtaler ordene, og så de stor-skrydende fraser, ordene danner. De får den prikkede bjergtrøje til at virke mere gloværdig end den gule trøje – om end ingen rigtig bjergrytter kunne drømme om at satse på polkatrøjen. Den blege kylling kommer da også altid halsende efter, når det virkelig går op af.

At hans forgænger Richard Virenque var et flæbende epo-monster, som man skulle være mere end almindelig frankofil for at holde af, vil jeg på denne sorgens dag undlade at komme nærmere ind på.

Nu er det op til UCI, Basso, Valverde, Leipheimer og resten at vise, at touren stadig er værd at se. At vi ikke skal døje i sommervarmen med andet end kylling uden smag. Lige nu står menuen på et tour de france uden kamp om førstepladsen og uden Leth til at formidle løbet. Velbekomme.