velbekomme

Normalerweise synes jeg, at jeg er sådan rimelig velartikuleret. Alt med måde - naturligvis – men det sagte ord falder mig sjældent svært (i ædru tilstand).

Der er dog en markant undtagelse. Når det kommer til standardhilsener, er jeg en lallende amatør. Jeg mestrer nogenlunde ”god weekend” og ”hej hej”, men når det kommer til mere avancerede hilsener, slår min tunge klik og min hjerne går ud. Med tiden har jeg lært i stedet at kaste håndtegn. Et lille vink med et par fingre væk fra panden kan betyde det meste.

Men så klog på livet var jeg ikke som præteenager. Der kunne det let gå galt - som da jeg skulle sige farvel til en kammerats mor og søster. Jeg åbnede døren ind til stuen, hvor de sad, stak hovedet indenfor - og stivnede. Der var mad på bordet. De spiste. Et ”hej hej” ville ikke være nok som afskedssalut. De kiggede begge nysgerrigt på mig. Flere sekunders pinligt tavshed fulgte. Endelig åbnede jeg munden og sagde de eneste to ord, jeg kunne forbinde med hinanden i et passende farvel. To ord, der kun gav mening i det sekund, de blev sagt.
”God mad” sagde jeg højt, hvorefter jeg lukkede døren, kom til mental bevidsthed, og græmmede mig et par minutter.

Håndtegn, tak. Og velbekomme!