pisseprincipper

Et princip er en grim fætter.

Jeg kan blive hamrende harm, når noget er af "af princip". Forleden blev Apple i Norge angrebet for en lang række forhold på den norske iTunes. Eksempelvis virker købte numre ikke til andet end iPods. Apple valgte af princip ikke at udtale sig – selv om de nok har en mening om sagen. Men et princip var trods alt bedre end en udtalelse. Et princip ophæver nemlig ethvert behov for argumentation. For et princip diskuterer man ikke – det accepterer man.

Jeg kan huske, at jeg engang skulle kontakte Aldis hovedkontor i Tyskland. De oplyste på aggressiv tysk, at de af princip aldrig udtalte sig om noget som helst. Godt så. Det siger nok en del om typen af spørgsmål, de af gode grunde er vant til at blive mødt med.

For er det ikke sjældent, at en virksomhed "af princip" ikke ønsker at udtale sig om nye produkter, gode regnskaber og når de donerer penge til velgørenhed og anden form for aflad?

Der findes også princip-sager. Omkodet til realsprog betyder det, at sagen efterhånden er uvæsentlig og formentlig blevet særdeles kværulerende.

Privatpersoner kan bestemt også både have principper og principsager. Når jeg bliver mødt af et princip i en diskussion, er jeg klar over to ting. For det første at der normalt ikke mere at hente i diskussionen – et princip lukker og slukker. For det andet at standpunktet formentlig ikke er rationelt til at begrunde. Som journalist og pragmatiker kan det virkelig være hårdt at blive mødt med et princip.

Åh, fri mig for principper.