iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->på pension<!-- BlogbotTitleEnd -->

3.5.06

på pension

Det er tid for opgørelser. Således faldt opgørelsen fra Danica Pension ind af brevsprækken i går. Dejligt at konstatere, at hvis jeg går på pension nu, vil jeg først mangle penge om fjorten dage.
Jeg ved godt, at jeg burde have sådan en kapitalpension, som jeg hver måned kunne overføre enorme mængder af fradragsberettigede kroner til. Men altså – er der ikke noget perverteret over allerede at spare op til sin pension langt før de tredive (altså...rimelig langt...sådan målt i dage)?
Med diverse politiske rævekager skal man nok være 70 år, når min generation må gå på pension. Til den tid er der sikkert ifølge regeringen både ældre- og yngrebyrder så katastrofale, at Tjernobyl til sammenligning vil virke som en hel sund nedsmeltning.

Jeg forventer helt ærligt ikke, at jeg vil fyre så mange penge af som 70-årig. Bare der er til mimrekortet, så jeg kan komme i Parken for at se FCK hjemtage mesterskabet for 41. år i træk. Ja, jeg er beskeden. Og skulle der endelig mangle lidt på kistebunden, så kan jeg vel bare sælge en af mine lejligheder i Paris eller Amsterdam eller Madrid – eller måske et lille stykke af den store, fine ø, jeg ejer i Caribien.

Er det ikke når vi er unge (altså her under 70 år), at vi skal fyre den af? Jeg lider nærmest konstant af et latent rejsebehov. Og min liste over ting, der skal prøves er lang. Jeg tvivler på, at jeg som 70-årig stadig ønsker at dykke ned til hvide hajer – eller joine the 100 mile high club.

Jeg fatter ikke de, der sætter enorme summer ind på deres kapitalpension, så længe de er under 50 år. What’s the freakin’ point? Over de 50 år forstår jeg det godt. Der er man vel alligevel så kedelig og sat, at det ikke betyder det store, om man undlader at bruge sine penge nu eller venter ti-tyve år. Men når man er i 20’erne, 30’erne – ja, 40’erne?

Er det bare mig, der er afsporet og økonomisk dybt uansvarlig (og her tænker jeg på det konkrete spørgsmål om kapitalpension eller ej), eller er kapitalpension noget for regnskabsorme og livsforskrækkede mennesker med hang til livrem og seler?