let's get lir

Det føles så godt i maven.

Det var bare en lille forretningsrejse. Forretningskvinden og jeg delte en jet til Jylland. Til de store skyskrabere i Aalborg. Hun har mand og børn og jeg ved det godt. Men der var i den grad dømt Nordkraft. For livet skal leves forlæns, forståes baglæns, og blogges sidelæns.

Det var så forkert og alligevel så rigtigt. Vi delte sushis. Mundsmaskede rå fisk, mens vi hældte liflige, boblende druer i vores sansende munde. Vi smagte nyt og blev rundtossede og skøre, og sammen forsvandt vi ud i natten - ind i natten. Dybt ind. Hun i sit stive jakkesæt med pressefolder og en duft af Gucci. Jeg med våde boxershorts.

Min mave bobler.

Og det blev hverdag, og både Sekretæren og Dullen kunne se på mig, at der var noget galt. Når jeg sad til mine vigtige møder og de snakkede om strikketøj, var noget forandret. Ikke mit jakkesæt – det sad perfekt, kunne jeg se på Projektlederens blik. Men når powerpoint-showet viste talgrafer og budgetkurver, var det ikke de kurver, der gyngede for mit indre blik.

Det rumsterer i maven.

For hun har jo en mand. Og det er så dumt. Jeg falder altid for de forkerte. Og hvem er jeg til at bedømme, om hun skal tage den lange tur fra den ene til den anden ligusterhæk?

Men der var flirt. Forrygende flirt. Små signaler, der viste anderledes. Hun sendte en sms, mens jeg var ude at løbe. Sådan nogen sender hun ellers aldrig. Aldrig! Så beskeden betød virkelig noget. Jeg læste den igen og igen. Hun skrev: ”Hej hej”.

Hej, hej. Med neongrønt svedbånd og duften af sved i næsen kæmpede jeg mig videre gennem den dunkle skov.

A sms in the night
We shared a flight
The night is grey
And you are away

Jeg har ondt i maven.

Det kommer til at tage tid. Jeg har ryddet op. Smidt kærestebreve og andet skrammel ud – ud af mit liv – ud på nettet. Klassebilleder og historier om gamle flammer. Der skal gøres rent. Startes over. Det skal føles godt igen. Jeg vil i zen. Tilbage på de bonede gulve som den businesskarrierefyr, jeg er.

Jeg kaster op.

Nåh. Men det hele sluttede med, at jeg fandt en shotgun i udskuret, skød hendes nabo for at føre politi på afveje, ventede på, at hun kom hjem, hvorefter jeg skød hende. Færdig med ydmygelser – færdig med at være nullet, der alligevel ikke kom før hendes mand.

Spildte jeg min tid? Gik jeg i ring? I dén grad.

Snap out of it, Andy. Bang!