iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->bøv<!-- BlogbotTitleEnd -->

3.5.06

bøv

Slidte jeans, hættetrøje og sneakers – og 37 år gammel. 24-årige Morten Amsinck har på kommunikationsforum beskrevet en BøV’er – en BørneVoksen. Den nye generation af mænd, der ikke kan acceptere en generationskløft, og derfor ender som store børn, som bruger sine penge på gadgets og koncerter, render rundt i et brokvarter med iPod-bøffer i ørerne og arbejder i den kreative branche i stedet for at være voksne og grå.

Jeg føler mig heldigvis ikke spor ramt...for jeg er nemlig slet ikke 37 år endnu. Øv-bøv! Alligevel er jeg da stadig bekymret for, om man nu selv finder ud af, hvornår street skal blive til gadekær og fuck u skal blive til hov, hov - slap lige af.

På den anden side lyder alternativet - voksen - ikke så fedt. Det lyder som en straf. I al fald hvis det indbefatter kedeligt tøj, kedelige vaner og at man ikke må lege eller gå til koncerter. Det ender med, at det mest spændende i løbet af en måned bliver at se, hvor meget der er gået ind på kapitalpensionen.

Men Morten Amsinck – den unge, vrede mand – er hård i sin kritik af Bøven:
”Bøven er ikke blot irriterende, han er et problem. For hvordan kan man gøre oprør mod en far, der har flere hættetrøjer end en selv. En far som har mere tjald og flere billetter til Roskildefestivalen, end hans børn nogensinde vil kunne købe. For ingen kan gøre oprør mod en generation, der opfører sig som ens egen. Stop nu, kære Bøv, for vi kan ikke alle være samfundets børn. Act your age.”

Så en legende far er altså et problem. Nu besluttede min voksne far at hænge sig i en skov. Kan godt se, at det er et alternativ. Men hvordan er det lige, at man agerer ”sin alder”? Hvem har listen over, hvad der påkræves af en, når man er 25, 30, 35, 40 år? Selvfølgelig skal man tage ansvar, når der er noget at tage ansvar for. Det tror jeg godt, at man kan gøre uagtet hættetrøje og playstation (måske skal man liiiige lade tjalden ligge ved forældremøder og lignende). Og selv børnene af 68’er generationen formåede at lave sit eget oprør. De blev yuppier, punkere, hip-hoppere. Don’t worry, Morten – be happy. Og tag en chiller, ikke?

Det skal rettelig siges, at som alt andet er Bøven et amerikansk fænomen – beskrevet her. Jeg fik faktisk linket tilsendt for en uge eller to siden. Men har aldrig fået det læst. Det havde jeg ikke tid til. For der kom "Fjernsyn for dig".