hår(d) søndagslir

Hår, hår, hår. Uh, fjollebolle, hvorfor har du dog ikke indset det noget før? Den til tider manglende opmærksomhed om min ellers fantastiske person skyldes selvfølgelig håret. Det er dér, styrken sidder, ligesom med ham der Simpson eller Sampson eller hvad det nu er, han hedder.

Indtil nu har jeg haft ægte, lange gule, hvide, blå og sorte hairextensions fra børnearbejdere i Peru til at klæde min smukke skal. Men jeg kan jo lige så godt være en rigtig x&y-mand and face the music – Red Hot Chili Peppers er bare ikke så hotte mere, når de svinger deres garn. Og ham der, der var kæreste med Courtney Love, indtil hun slog ham ihjel, er jo ligesom også død, ikke? Så der var altså kun en ting at gøre. Jeg måtte have mine hairextensions ud.

Tre timer hos frisøren og siden to timer hos Skadedyrlaboratoriet (jeg indrømmer, at der var gået lidt Bob Marley i den) – og jeg var fem kilo hår lettere. Det er heeelt crazy-daisy.

Nu er man så en af de der Justin Timberlake-kloner. Sådan en, man hellere vil have ud på dansegulvet end bare snakke med i baren. Indtil jeg vænner mig til det, er jeg så ham, der kommer svingende med hovedet og min halvskaldede isse – frem og tilbage ned af gaden. Når Dr. Phils frisører kan blive nomineret for bedste hairstyling, så står jeg til en gylden, skaldet oscar. Min nye frisure må helt sikkert kunne få mig med i Oprah (krydser fingre - men ikke ben).

Andy – nu en fantastisk person med to millimeter ren råstyrke.