hanegal

Kaere Kyllinger, Hvil jeres hidsige Naeb for en Stund. Stop Pikkeriet og sæt jer i stedet godt til rette ved den varme Kamin. Lad den lune jeres flossede fjer, og lyt til den Historie, jeg nu vil berette.

Ahem...

"Det er en frygtelig betegnelse!" sagde en Høne, og det omme i den Kant af Byen, hvor Historien ikke var passeret. "Det er en frygtelig betegnelse på Qvindelige, Æggelæggende Frie Fugleindivider! Jeg kan ikke ha det! det er godt at vi ere Mange sammen paa Stangen!" - Og saa fortalte hun, saa at Fjedrene reiste sig paa de andre Høns og Hanen lod Kammen falde. Det er ganske vist!

Men vi ville begynde med Begyndelsen, og den var i den anden Kant af Byen i et Hønsehuus. Solen gik ned og Hønsene fløi op; een af dem, hun var hvidfjedret og lavbenet, skrev et brev til Hanen om Hønsenes forhold og var, som Høne, ganske løs i fjerene på alle Maader; idet hun kom til Underskriften, pillede hun sig med Næbet, og saa faldt der en lille Fjeder af hende. Eller som Eieren – den Kære Statsminister ville have sagt det. Der fald en Finke fra Pandebrasken. I brevet til Hanen betegnede hun sig selv og sine Høns som Qvindelige Høns og ikke som det sig Hør og Bør – Qvindelige, Æggelæggende Frie Fugleindivider.

"Der gik den!" sagde hun, og læste brevet op for sig selv "jo mere jeg forsimpler, desdeiligere bliver vi nok!" Og det var nu sagt i Munterhed, for hun var det muntre Sind mellem de Høns, iøvrigt, som sagt, meget løs på stangen; og saa sov hun.

Mørkt var det rundtom, Høne sad ved Høne og den, som sad hende nærmest, sov ikke; hun hørte og hun ikke hørte, som man jo skal i denne Verden, for at leve i sin gode Rolighed; men sin anden Naboerske maatte hun dog sige det: "hørte Du hvad her blev sagt? Jeg nævner Ingen, men der er en Høne, som vil kalde os for Høns, for at lyde godt! var jeg Hane, jeg vilde foragte hende!"

Og lige ovenover Hønsene sad Uglen med Ugle-Mand og Ugle-Børn; de have skarpe Ører i den Familie, de hørte hvert Ord, som Nabohønen sagde, og de rullede med Øinene og Ugle-Moer viftede sig med Vingerne: "Hør bare ikke efter! men I hør-te sagtens hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne Ører, og man skal høre meget før de falde af! Der er een af Hønsene, som i den Grad har glemt, hvad der skikker sig en Høne, at hun sidder og kalder os for Ligge-Høns og ikke Æggelæggende, Frie Fugleindivider!"

"Prenez gade aux enfants!" sagde Ugle-Lotten, "det er ikke Noget for Børnene!"
"Jeg vil dog fortælle Gjenbo-Ugle det! det er saadan en agtværdig Ugle i Omgang!" og saa fløi Mutter.

"Hu-hu! uhuh!" tudede de begge to og det lige ned i Gjenboens Dueslag til Duerne. "Har I hørt det! har I hørt det! uhuh! der er en Høne, som har kaldt os for Putte-Høns overfor sig for Hanens Skyld! hun vil føde hans Æg, uhuh!"
"Hvor? Hvor?" kurrede Duerne!
"I Gjenboens Gaard! jeg har saa godt som selv Hørt det! det er næsten en upassende Historie at fortælle! men det er ganske vist!"

"Troer, troer hvert evige Ord!" sagde Duerne, og kurrede ned til deres Hønsegaard: "der er en Høne, ja der er somme der sige, at der er to, som have kaldt sig Liderlige Hønemuttere for at hidkalde sig Hanens Opmærksomhed. Det er et voveligt Spil, man kan faa baade det ene og det andet på Stangen med det Navn, og de ere døde begge to!"

"Vaagn op! vaagn op!" galede Hanen og fløi op paa Plankeværket, Søvnen sad ham endnu i Øinene, men han galede alligevel: "Der er tre Æggelæggende Frie Fugleindivider, som døde af ulykkelig Kjærlighed til en Hane! de havde haft Saerdeles syndig omgang med ord! det er en fæl Historie, jeg vil ikke beholde den, lad gaae videre!"

"Lad gaae videre!" peeb Flagermusene, og Hønsene klukkede og Hanerne galede: "lad gaae videre! lad gaae videre!" og saa foer Historien fra Hønsehuus til Hønsehuus og tilsidst tilbage til Stedet, hvorfra den egentlig var gaaet ud.

"Det var rent orgie," hed det, "og eftersom den Ene var smittet med Fugleinfluenza, endte det med, at De alle faldt døde ned, til Skam og Skjændsel for deres Familie og til stort Tab for Eieren!"

Og Hønen, som havde kaldt sig og sine for Qvindelige Høns, kjendte naturligviis ikke sin egen Historie igjen, og da hun var en følte hun var en respectabel Høne saa sagde hun: Jeg foragter de Høns! men der er flere af den Slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit til, at den Historie kan komme i Avisen, saa gaaer den Landet over; det har de Høns fortjent og Familien med!"

Og det kom i Avisen og det blev trykt og det er ganske vist: en lille Høne kan nok blive til et orgie af ord!

Nu maa I gerne Pikke videre.