er der nogen på linien?

Et sjældent kig frem i tv-programmet gav mig det vilde rush tilbage i tiden. Vi snakker lastbiler, vi snakker Kris Kristoffersen – med andre ord – vi snakker filmen ”Convoy” på DR2 søndag.
Fuck, jeg var pinligt vild med den film, da jeg var kid. Og er der en god grund til, at præ-teenagere ikke burde være vildt fascinerede af store, skinnende lastbiler og det rå liv som trucker på landevejene med masser af sprøde piger og pommes frites på hver en rasteplads?

Jeg husker ikke handlingen så godt. Men det er noget med rigtige mænd, som står sammen mod det onde, politiske system, der kun er sat i verden til at begrænse duften af frihed og benzin. Anført af Rubber Duck (Kris Kristoffersen) kæmper de gæve truckere mod en ond, lokal sherif. Og så det sejeste - de har et samtaleanlæg, som de kan kalde hinanden på. Med dæknavne så de dumme coppas ikke kan lytte med. Det var übercool, husker jeg. Drenge og samtaleanlæg. Det er ikke for ingenting, at BRs walkie talkies og små grimme samtalebokse med fem meter ledning mellem den ene til den anden gik - og sikkert stadig går - som varmt brød. Eller at voksne børn sidder i kældre med radioudstyr og prøver at kalde hinanden. ”Mohawk Jim til verden....Mohawk Jim til verden...”. Det er den socialiserede jæger, der kommer op i os. Giv os hemmelige tegn og kaldelyde i vores jagt på bytte og frihed, og vi æder råt d-film som Convoy.

Søndag kl. 17:50 kan jeg genopfriske mine barnlige, uskyldsramte erindringer. Men tør jeg? Bør jeg? Gider jeg? Svaret blafrer i vinden – som plysterningerne i lastbilens panoramavindue. Oh yeah!