hår

Kære børn,

Dengang jeg var ung, der var jeg pæn og korthåret. Jeg var endda helt lyshåret, indtil jeg fik lidt naturlig toning i folkeskoletiden. Og først i gymnasietiden landede en David Bowie-ugle i mit hår og tog permanent ophold gymnasietiden ud.

Men sådan er det jo ikke med jer unge drenge, vel? I skal partout ligne en ung Paul McCartney allerede i fjerde klasse, før I overhovedet aner, hvad "Can't Buy Me Love" betyder. I har jo så meget hår på hovedet, at det helst skal ligne noget, som ikke bare en – men tyve ugler – har gylpet op. I må lægge elkraftværkerne halvt ned, når I hver morgen skal føne jeres gigantiske manker. Og der må gå halve krukker Dax og Vax til, før håret matcher jeres fedtglinsende hud.

Men kids – I got news for u all. Det er uncool at være langhåret. Se på jeres største idoler. Zidane er ikke ligefrem bange for at moone tilskuerne med sit boldbegavede hoved, metrosex-midaldrende Beckham har forlængst lagt sin hanekam ned, og samtlige danske mandlige skuespillere med testosteron-værdi har bekendt isse (nej, David Owe hører ikke til i denne kategori). Ja, og så har jeg da også selv lagt min frisure i en længde, der ville få en amerikansk infanterist til at gøre honnør.

Børnlille, for pokker. Tror I, at Natalie Portman synes, det er særligt sexet, at I har arvet hendes afbarberede paryk? Tænk på alle de stakkels kemikalier, der må lade livet for at I kan proppe spandevis af shampoo i håret.

Nej, rollinger. En rigtig mand bruger hårtrimmer som kam. Trim hårsækkene og spar britpop-looket indtil I i det mindste får hår mere vitale steder.

Og lad mig slå det fast med syvtommersøm – jeg er ikke en skid jaloux over, at I rent faktisk har flere frisurer at vælge imellem end "kort", når I går til frisøren. Skide apolitiske forstads-hippier!