golden søndagslir
Ud over at være fantastisk lækker og skæg er jeg selvfølgelig også med på den værste. I weekenden fik jeg en fræk udfordring og tog imod den. Det skete, mens jeg var på min daglige jagt på det lokale værtshus. En fræk fyrreårig bodegamutter lænede sig ind over mig, mens jeg var ved at bestille min brandbil – med udrykning. Man er vel verdensmand og bekendt med udbuddet, når man nu som jeg lever et fantastisk udadvendt liv med uanede mængder penge til billig sprut. Bodegamutteren så på mig med stangvåde øjne og sagde– Det er så fedt, når en mand lugter af mand.
Hun behøvede ikke at sige mere – og kunne det sikkert heller ikke. Jeg vidste nemlig straks, hvad hun tænkte på, så jeg lavede mandetricket over alle mandetrick.
Næsten uden at slingre forlod jeg det fancy sted for at besøge beværtningens mest benyttede toilet. De parkerede biler udenfor. Her gjorde jeg, hvad en mand normalt altid gør ude foran et værtshus klokken tre om natten. I min misundelsesværdigt stive tilstand sjatramte jeg da også mig selv, som det hører sig til.
Stolt slendrede jeg tilbage til bardisken og den forrygende frække bodegamutter, der dog i mellemtiden havde fundet en spændstig kvinde i lædervest at spilde sine talenter på. Hendes tab. I stedet stak jeg mine mandefingre op i ansigtet på den erotisk buttede bartender, der havde frække leverpletter hele vejen op af sine flommede, bare arme. Med et smart, selvsikkert smil spurgte jeg, om han kunne dufte, hvad jeg havde på.
Han smilte skælmsk, og vi skålede i øl med samme kulør som min nypåførte eau de toilette. Resten af aften fik jeg både mænd, kvinder og hermafroditter til at dufte til mine fingre – og det viste sig, at ti af de adspurgte havde påført sig samme duftevand denne aften. Det er åbenbart ved at være en trend at benytte sin egen dunst.



<< Home