skræmmende

I en tid med had, misforståelser og divergerende ideologier er Christian Jungersens ”Undtagelsen” særdeles interessant læsning. I en moppedreng på 620 sider kommer vi længere ind under huden på fire kvinder, end rart er. Forbi Bridget Jones’ fedtlag, og forbi falsk søstersolidaritet. Langt længere end kvinder normalt selv kan lide at gå, og imponerende langt for en mand at nå.

De fire kvinder arbejder – og særligt modarbejder – på et lille kontor med den fine titel: ”Dansk Center for Information om Folkedrab”. På ydersiden dufter det hele af RUCsk lykke. Man er i den gode sags tjeneste, og hvis nogen ønsker at modarbejde al verdens ondskab, er det her blandt humanistisk indstillede kvinder. To af dem er idealistisk dugfriske fra universitetets beskyttende sfære, mens sekretæren og bibliotekaren allerede har været et par gange rundt om blokken. I det ene tilfælde måske en gang for meget.

Det er i disse rammer, at Christian Jungersen har valgt at dissekere og studere ondskabens væsen. Gennem mobning, grupperinger og til sidst mødet med menneskets allermest dyriske og udslettende natur.

Det hele starter med en mail. Ikke af den uskyldige slags. Flere af de fire kvinder modtager en dødstrussel forfattet på engelsk uden afsender. Det oplagte gæt er, at det må komme fra en af de mange personer, som de har skrevet artikler om til deres hjemmeside. Her har de lagt navn til adskillige folkemorderes historie. Mange af de beskrevne er stadig nulevende og på fri fod.

En anden mulighed er selvfølgelig, at det er en meget tættere på dem, der har sendt mailsne. Hvad med stedets bibliotekar, Anne-Lise? Hun er den nyest tilkommende, sidder for sig selv, og er lidt sær. Måske drikker hun. Måske siger vi bare, at hun drikker.

Mens mændene i bogen driver rundt i et fjernt internt magtspil, er det kvinder og kvindesind, der her er i centrum. At læse ”Undtagelsen” er som endelig at være fluen på pigetoilettet, når veninder skal sladre. Ja, jeg får som flue endda lov til at zumme ind i ørerne på alle fire kvinder for at høre, hvad de tænker. Eller i det mindste hvad de selv tror, de tænker. Det er fængende fascinerende. Også selv om de 620 sider sagtens kunne være kogt ned til det halve uden at have kostet et kommas forståelse.

De mange sider skal dog ikke afskrække. For selv om slutningen lugter lidt af filmen ”Wild Things” på speed, er den stadig værd at nå hen til og få med. Ondskaben pibler konstant frem i nye former gennem bogen og tvinger plottet og forståelsen til at ændre sig. Desværre til sidst grænsende til det urealistiske, der til dels ødelægger plottet. Men alligevel er bogen uhyre interessant.

Jeg lukker pænt døren til pigetoilettet og siger tak for kigget. Det var skræmmende.