ål-tale

Fogh er glattere end en ål indsmurt i blødt smør. Selv om El Prebsi Bush formastede sig til at ringe uden om Foghs drejebog, ser det efterhånden ud som om, at alt kører efter statsministerens hoved igen. Også selv om billedet af hans hoved er blevet afbrændt et par gange i Mellemøsten de seneste uger.

Holdningen i den danske befolkning er, at ja, måske sagde Fogh nej til et møde med et par ambassadører, men han gjorde det for ytringsfrihedens skyld. Fogh, den stolte statsmand, ville ikke tage retslige skridt imod Jyllands-Posten.

Men kære Fogh, det er jo spin. Det var ikke det, ambassadørerne krævede, som man kan læse i dette brev (side to her). De elleve ambassadører kræver ikke, at Fogh skal tage retslige skridt, og det er langt fra kun tegningerne, der gør dem bekymrede. Brian Mikkelsen, Frevert og Radio Holger bliver nævnt før de nu verdensberømte tegninger.

Roger Buch har på DJH’s blog dissekeret ambassadørernes brev og Foghs efterfølgende fornærmelse af et svarbrev. (Desuden skriver Bo Arlind mere om Foghs vellykkede spin her.)

Som afrundning på en link-tung post får Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut dagens næstsidste kommentar. De har bragt et særdeles begavet indspark her – og jeg citerer:

”Sagen er netop kompliceret, fordi den forudsætter, at man bør høre, hvad den anden vil sige for at undgå en polarisering, hvor hver part påkalder sig absolutte rettigheder. Absolutte rettigheder som kan være et let argument at bruge, men som hurtigt binder sin indehaver i faste holdninger, der forvandler enhver dialog til en form for udveksling af beskyldninger eller en udstilling af styrke og uretfærdigheder.”

Fogh bærer så absolut en stor del af ansvaret for den nuværende situation. Ytringsfrihed eller ej.