just can't get enough

Jeg nyder stilheden. Særligt når den bliver blæst ud i Parken med Depeche Mode på scenen. Oh yes - lørdag befinder undertegnede sig i en helt anden verden over et græstæppe og under et rulletag. En verden fyldt med minder.

De første minder er i sort og hvid. Jeg kan stadig se Depeche Modes ”101”-plakat for mig. Plakaten var absolut obligatorisk teenage-pynt i slut-80erne, og den hænger da også helt korrekt på skrå i min coole fire år ældre fætters værelse. Nedenunder glider lyden fra Pasadena Rose Bowl ud fra den nye, smarte cd-afspiller i sort fra sony.

I min status som fattig præ-teenager nøjedes jeg selv med at fremskaffe kopikassettebånd fra Polen med Violator og Speak and Spell. Men det lød godt i min hvide walkman (stadig sony) trods occational båndsalat.

I det hele taget var jeg quo min alder en rigtig efternøler. Da jeg havde nået teenage-alderen, var dampen gået af Depeche. De udgav Songs of Faith & Devotion, som ikke var i nærheden af at leve op til Violators storslåede hit-maskine. Bandmedlemmerne hadede hinanden, var røget alvorligt på stoffer, og gav først lyd fra sig fire år senere. Albummet hed Ultra, udkom mens jeg gik i gymnasiet, og ”It’s No Good” blev en obligatorisk del af enhver fest, ligesom ”Never Let Me Down Again”, ”Enjoy The Silence” og mange flere allerede var det.

Da studenterhuen var kommet på og mine teltpæle sat i Københavns muld, fik jeg endelig stjernerne at se og høre. Stående, rockende, ekstatisk hoppende i sand i Club Danmark Hallen i Valby. Fanfuckintastisk. Det var to timers hit-parade og er stadig en af mine bedste koncert-oplevelser ever.

Den næste med bandet blev til gengæld en af de fladeste. Det var i Parken i 2001, og da Dave Gahan med et ”Thank you” takkede af efter halvanden uengageret time uden et eneste ekstranummer, vidste vi alle godt, at gnisten var væk - igen.

For modsat U2, Rolling Stones og lignende oldingebands har Depeche Mode aldrig optrådt som en velsmurt milliardmaskine. Også selv om de med 70 mio. solgte albums er i den helt tunge liga. Efter Exciter Touren gik gruppen i en noget nær uløselig opløsning. It really was no good.

Mellemspillet blev for mig en hamrende fed og usandsynligt stoned Gahan single-performance på Roskilde festivalen i 2003. Den påståede clean Gahan lå næsten nøgen på scenen, mens han promoverede sit eget album ”Paper Monsters” ved at spille alle de gode gamle Depeche Mode-hits. Det var ikke så populært hos resten af den gamle gruppe, hvorimod Gahan så ud til at nyde det, lige indtil han blev slæbt af scenen.

Men hvorfor også fixe noget, hvis det fungerer ødelagt? De absolut mest nødvendige kompromiser blev indgået, og Martin Gores totale tekst-dominans blev opløst ved at Gahan fik lov til at skrive tre af sangene på albummet ”Playing the Angel”.

Så lørdag er det altså tid igen. Fuck interne magtkampe, selvmordsforsøg ad libitum og et helt ekstremt stofmisbrug. De tre tilbageværende aldrende gutter vil på godt og ondt igen fyre den af med alt fra naivt synthpop hen over dyster melankoli til fantastiske crowd-pleaser-numre. Alle de gamle numre vil vække minder – og alle de nye har plads til kommende.

Be there – and reach out and touch faith!