i audiens

Jeg husker tydeligt mit møde med Abu Laban. Det foregik i Islamisk Trossamfunds stærkt befolkede lokaler lige efter endnu en fredagsbøn, hvor labanen havde fået sindene i kog. Dengang var emnet USAs invasion af Irak. Han havde råbt højt og aggressivt på arabisk, og jeg glædede mig til at finde ud af, hvad han egentlig havde sagt, når jeg kom hjem til vores tolke på redaktionen.

Først skulle jeg dog interviewe Laban selv. Der var blot et problem, der skulle ryddes af vejen først. Udenfor var der opstået slåskamp mellem et par opildnede deltagere til fredagsbønnen, og vores fotograf havde tilfældigt stået ved vinduet, mens det skete. Før han vidste af det, stod han omringet af en række truende mænd, som krævede båndet i kameraet udleveret. Fotografen kom rystet ind til mig med fem-seks meget aggressive mænd i hælende. Kort fortalte han mig, hvad der var sket, og at han ikke havde fået det på båndet.
- Så der er intet af slagsmålet på båndet, spurgte jeg lavt for at være sikker på, at det ikke bare var retorik. Det var jo unægteligt godt tv, for hele pladsen dirrede af aggressioner den dag.
Men der var intet på båndet, forsikrede fotografen mig så lavt og fortroligt, han kunne. Det betød, at vi ikke havde historien, og vi intet havde at forhandle med. Men forhandling krævede den rasende hob.
Abu Laban var nu selv til stede i rummet. Han holdt sig i baggrunden. Iagttagende.

Kravet var klart. Vi ville ikke få lov til at forlade lokalet med båndet, for de ville ikke have, at andre fik at se, at der havde været slåskamp. Uden bånd ville vi heller ikke kunne rapportere noget fra fredagsbønnen.

Men der var intet slagsmål på båndet, så der var ikke den store grund til at holde en lang tale om ytringsfrihed.
Havde vi haft optagelserne, ville det derimod have været en svær diskussion. Jeg kunne godt mærke, at jeg presselovsmæssigt var lidt på gyngende grund. Måtte vi optage, hvad vi ville, når vi nu tydeligt opholdt os i private gemakker? Forinden havde vi skrevet under på en erklæring om, hvordan man som presse skulle opføre sig på stedet. En i danske øjne helt uhør erklæring, men forinden havde jeg på redaktionen fået at vide, at ”den skriver du bare under på”. Ellers havde vi heller ikke fået et sekund billeder i kassen fra fredagsbønnen.

Der var bare ingen sag. Der var ingen billeder, vi skulle undskylde eller forholde os til. På båndet befandt sig kun bøn og interviews med diverse deltagende.

De oprørte muslimer ville se alle optagede billeder på båndet. Igen helt uhørt. Normalt får ingen kilder noget som helst af det optagede at se, før det bliver bragt prime time. Og her var et reelt praktisk problem. For kameraet kunne af en eller anden årsag ikke afspille, fortalte fotografen, og det eneste sted, vi kunne se, hvad der var på båndet, var i vores bil. Her var der et gennemsynsanlæg til rådighed på bagsædet. Men det ville i sagens natur kræve, at vi forlod rummet med båndet, hvilket gik en hel del imod deres krav om, at vi ikke fik det bånd med os derfra.

Jeg tror, det var tiende gang, jeg fortalte, vi ikke havde de billeder, og tiende gang, jeg blev truet, at Abu Laban brød ind. Rolig og forsonende. Enten mente han, at vi var blevet afskrækket nok fra at bruge billederne, eller også begyndte han efterhånden at tro på det, vi fortalte. På få øjeblikke fik han i al fald talt gemytterne ned, og vi kunne endelig interviewe ham.

Et sådan interview havde trange kår, da jeg ikke kunne tage afsæt i fredagsbønnen direkte. Jeg vidste endnu ikke, hvad han havde sagt. Men Abu Laban var nu en helt anden. Hvor hans øjne havde lynet i sin timelange tale, var de nu milde og forsonende. Hans stemme var blød og behagelig, og hans udtalelser moderate. Igen og igen udtrykte han sit fromme ønske at finde en fredelig løsning.

Da interviewet var slut, sørgede han for at følge os ned til bilen. Vi var ikke direkte i fare, formanede han, men alligevel var det bedst, at han gik med os. Igen lå vi i grænsefladen mellem det sagte og det usagte. Og igen var der ingen tvivl om, hvem der havde den absolut og udelte magt på stedet.

Havde vi haft bedre tid på redaktionen, kunne vi muligvis have fundet uoverensstemmelser mellem hans bøn og det efterfølgende interview. Men tiden var knap, og det var ikke de fine nuancer, der blev prioriteret højest. Interviewdelen endte med slet ikke at blive brugt. I stedet brugte jeg den del af bønnen, hvor han siger: ”Vi beder og bønfalder Gud om at give USA et nederlag. At han ødelægger USA’s hære. At han ophæver USA’s undertrykkelse af jordens folk, og udskifter den med en troende og velgørende ledelse, der genetablerer retfærdighed og rettigheder.”

Målet er en islamisk verdensorden. Det må man aldrig glemme, når man hører Abu Laban udtale sig.