iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->videosnask<!-- BlogbotTitleEnd -->

29.1.06

videosnask

Engang for længe, længe siden fik en smart video-dj på en tv-station en genial idé. Han satte et lille stykke tekst ind i starten og slutningen af en musikvideo, der fortalte, hvad kunstneren og nummeret hed. Glimrende fundet på.

Men sådanne bokse kan jo bruges til meget mere, tænkte en ny video-dj og opfandt så stilen, hvor adskillige pop-ups med tekst fortalte os seere alle mulige og umulige facts om den enkelte musikvideos tilblivelse. Det var ganske skægt første gang, man læste boksene.

Så kom sms – og den menige teenager in spe kunne nu sende en personlig hilsen til ”Iben fra Skagen” – med masser af ”møzzz” og ”knuzzz”, mens videoerne spillede. Hilsenerne blev så spyttet ud i en CNN-newsticker-look-a-like. Da det blev mere kikset at se på end Polle fra Snave, blev videoerne igen nogenlunde boks-rene. Men det var stilhed før stormen. Boks-bagmændene gik nemlig i gang med at planlægge en ny laveste fællesnævner.

Og værsgo’: På MTV kan man nu late night læse, hvordan to navne passer sammen i sengen. Her kan ”Mia og Mikkel” score 77 procent (eller 88 – tallet er helt tilfældigt) og få at vide, at Mia er en frækkert, der elsker trekanter – gerne med grønlændere. Mon Mias forældre tænkte på dette, da de navngav hende?

Crapkanalen The Voice er fulgt efter i en lidt mindre dirty version, da de nøjes med at rate forholdets chance for beståen - igen ud fra navne og igen ud fra en fuldstændig tilfældig og tåbelig pointscore. Til gengæld lader de en underlig bold hoppe hen over skærmen i tide og utide, således at musikvideoen bagved al teksten efterhånden er reduceret til et anonymt vægtæppe.

Det er videosnask af værste skuffe - og jeg nægter at tro på, at hverken ungdommen eller alderdommen gider at sidde særligt længe og se på en video, hvor halvdelen af pladsen bliver brugt til boksbræk.

Men måske tager jeg fejl. Måske er det bare alderen, der trykker. Måske er det derfor, at de har udstyret os mugne ældre med VH1. Her foregår det ikke så hurtigt og tilklistret. Tak. Tror jeg nok.