iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->skræmmende<!-- BlogbotTitleEnd -->

31.1.06

skræmmende

På pol.dk lige nu er de seks største nyheder om det mere end spændte forhold mellem Danmark og en del af den muslimske verden. Der er udsendt fatwa mod den danske bataljon i Irak, en bombetrussel mod JP er afblæst, Per Stig skal mødes med FN’s generalsekretær og USA’s udenrigsminister for at diskutere den danske holdning til tegningerne, og PET advarer mod danske demonstrationer.

- Det handler om ytringsfrihed, sagde statsministeren.
- Nej, det handler om at vise respekt, sagde ekstremisterne og brændte vores dannebrog af offentligt. Men efter dødstrusler, terrortrusler og senest boykot af danske varer, smed JP og statsministeren håndklædet i ringen, og undskyldte (næsten), at en dansk avis tegnede profeten Muhammed.

Undskyldningen fra JP kom alt for sent, og statsministerens ikke-undskyldning-men-så-alligevel var også over en måned for længe undervejs. Skaden er sket. Danmark er et terrormål som aldrig før, og dansk eksport har lidt stor skade.

Det handler ikke om, hvem der har ret. Det handler om diplomati. Det handler om at finde en løsning mellem to parter, der absolut ikke forstår – eller kommer til at forstå - hinanden.

Der er bestemt ingen vindere i denne her sag. De kulturelle forskelle mellem ”os” og ”dem” har vel aldrig trådt tydeligere frem. Polerne er så langt væk fra hinanden, som de kan komme, og der eksisterer ikke en platform at diskutere på.

”Vi” danskere har slet ikke religionen nok oppe under neglene til at forstå, hvilke helt afsindige følelser en for os simpel tegning sætter i gang, og ”de” terrortruende muslimer forstår slet ikke vores vestlige værdigrundlag, der vil beskytte ytringsfriheden.

Såret er vidt åbent. Følelserne har forlængst taget over. Det her er blevet personligt.