in vino veritas
Kære psykolog,
Jeg håber, det er ok, at jeg lige bliver her under tæppet lidt endnu. Har lige brug for et par minutter i fosterstilling. Det var grimt. Det var klamt. Det var et overgreb.
Det hele startede så godt og rart. Så rigtigt. Og helt uskyldigt. Jeg fik en forespørgsel på mail, om jeg ville deltage i en undersøgelse om chokolade. Det var en helt igennem pålidelig mail sendt til mig, fordi jeg er tilmeldt en analysebureau på nettet. Og så siger man da ja, ikke? Det var endda noget med prøvesmagning. Det er lige mig.
Det var selvfølgelig for godt til at være sandt, og jeg glemte da også helt mit tilsagn. Indtil i fredags hvor en fyr - lad os kalde ham Bjørn - ringede og fortalte, at jeg desværre ikke var blandt de udvalgte, men at de ville give mig en flaske vin, hvis jeg ville svare på nogle spørgsmål om chokolade.
Jamen, skidt pyt. Det kunne være meget værre. Chokolade er bestemt et godt emne at blive interviewet om i 22 minutter, hvis det nu skal være. Efter interviewet gav jeg troskyldigt min adresse til Bjørn og udtrykte min undren over, at det ikke var chokolade, de sendte ud i stedet for vin.
- Det er fordi, vi altid har så meget vin på lager herinde, sagde han. Og det lød jo plausibelt nok.
Jeg har tidligere fået gaver tilsendt for at deltage i undersøgelser. Med den slags går der altid to-tre uger, før det dukker op, så jeg forventede bestemt ikke at se min flaske vin det næste stykke tid.
Men i dag, kære psykolog, i dag... I dag ringede han igen. Bjørn. Klokken lidt i ni om aftenen. Han var flov over, at han ikke havde fået sendt vinen til mig endnu. Det var da også tre dage siden. Nu fik jeg ikke lige indtrykket af, at det var ham personligt, der skulle sende vinen – men ok, et analysebureau med ansvar. Så er det også set. Men...han ville gerne komme over med vinen...nu...personligt.
Må jeg få et glas vand?
Tak.
Altså. Jeg ved godt, at jeg svarede på de spørgsmål. Jeg var endda flink i telefonen. Men...men det var jo ikke dét, der lå i det. Ja, jeg ved godt, at jeg er hamrende homofobisk. Jeg kan slet ikke have det. Men i aften...i aften lærte jeg, hvordan en kvinde må have det, når den helt, helt forkerte person lægger an på dem (lad mig i den forbindelse sende en uforbeholden undskyldning ud i nattelivet til et ukendt antal kvinder).
Nåh. I det mindste er den slags høflige og han tog mit afslag pænt. Nu vil jeg ind og sove. Med døren låst forsvarligt. I morgen sømmer jeg postkassen til. Og så skal jeg ud og finde ny bolig. Bare for en sikkerheds skyld.
Tak for snakken, psykolog.
Jeg håber, det er ok, at jeg lige bliver her under tæppet lidt endnu. Har lige brug for et par minutter i fosterstilling. Det var grimt. Det var klamt. Det var et overgreb.
Det hele startede så godt og rart. Så rigtigt. Og helt uskyldigt. Jeg fik en forespørgsel på mail, om jeg ville deltage i en undersøgelse om chokolade. Det var en helt igennem pålidelig mail sendt til mig, fordi jeg er tilmeldt en analysebureau på nettet. Og så siger man da ja, ikke? Det var endda noget med prøvesmagning. Det er lige mig.
Det var selvfølgelig for godt til at være sandt, og jeg glemte da også helt mit tilsagn. Indtil i fredags hvor en fyr - lad os kalde ham Bjørn - ringede og fortalte, at jeg desværre ikke var blandt de udvalgte, men at de ville give mig en flaske vin, hvis jeg ville svare på nogle spørgsmål om chokolade.
Jamen, skidt pyt. Det kunne være meget værre. Chokolade er bestemt et godt emne at blive interviewet om i 22 minutter, hvis det nu skal være. Efter interviewet gav jeg troskyldigt min adresse til Bjørn og udtrykte min undren over, at det ikke var chokolade, de sendte ud i stedet for vin.
- Det er fordi, vi altid har så meget vin på lager herinde, sagde han. Og det lød jo plausibelt nok.
Jeg har tidligere fået gaver tilsendt for at deltage i undersøgelser. Med den slags går der altid to-tre uger, før det dukker op, så jeg forventede bestemt ikke at se min flaske vin det næste stykke tid.
Men i dag, kære psykolog, i dag... I dag ringede han igen. Bjørn. Klokken lidt i ni om aftenen. Han var flov over, at han ikke havde fået sendt vinen til mig endnu. Det var da også tre dage siden. Nu fik jeg ikke lige indtrykket af, at det var ham personligt, der skulle sende vinen – men ok, et analysebureau med ansvar. Så er det også set. Men...han ville gerne komme over med vinen...nu...personligt.
Må jeg få et glas vand?
Tak.
Altså. Jeg ved godt, at jeg svarede på de spørgsmål. Jeg var endda flink i telefonen. Men...men det var jo ikke dét, der lå i det. Ja, jeg ved godt, at jeg er hamrende homofobisk. Jeg kan slet ikke have det. Men i aften...i aften lærte jeg, hvordan en kvinde må have det, når den helt, helt forkerte person lægger an på dem (lad mig i den forbindelse sende en uforbeholden undskyldning ud i nattelivet til et ukendt antal kvinder).
Nåh. I det mindste er den slags høflige og han tog mit afslag pænt. Nu vil jeg ind og sove. Med døren låst forsvarligt. I morgen sømmer jeg postkassen til. Og så skal jeg ud og finde ny bolig. Bare for en sikkerheds skyld.
Tak for snakken, psykolog.
<< Home