b-baby

Min familie har endnu en gang udvidet op til jul. Der gik dog trods alt ikke helt ble-snak i den, men blandt andet tidligere tiders babyer og deres handlingsmønstre blev nævnt - deriblandt undertegnedes forhistorie. Og faktisk gik jeg hen og blev klogere på mig selv af den snak.

Babyer skriger som en stukket gris, og galer før hanen er kommet ud af fjerene. Altså – sådan er normale babyer, men ikke undertegnede. Jeg skreg ikke meget, og på trods af min opvækst i en A-familie udviklede jeg faktisk som hel spæd b-tilstand. Jeg kunne snildt sove til klokken ti.

Der er altså ikke tale om, at en tung social arv har gjort mine morgener hæslige. At stå tidligt op er blot imod min natur. Det er ikke en del af min dna-streng.

Jeg kan til nød tvinge mig selv ind i et for mig naturstridigt søvnmønster. Mest ekstrem var min tid som morgenavisbud, hvor et bundt tryksværtebefængte, regnskovsudryddende aviser hver morgen senest klokken fem med et tungt klask ramte stentrappen op til min hoveddør. Og både på studier og arbejdsmarked har jeg måtte erkende, at klokken ni normalt er luksustid at møde på.

Det lykkes da også gang på gang at komme ind i en form for rutine, hvor jeg faktisk vågner af vækkeurets infernalske morgenbrøleri. Men så snart muligheden byder sig – i ferier eller weekender - skifter jeg til b-tid. Det tager mig under en dag at skubbe min døgnrytme fire timer – og mindst to dage at vende tilbage til den bitre rutine.

De kloge hoveder siger, at det gælder om at lytte til sin krop. Hoster man, bør man holde op med at ryge. Har man 41 i feber, skal man give kroppen ro til at svede sygdommen ud, og ligner man en slatten grøntsag, bør man spise flere friske af slagsen. Men hvornår tropper en af de latinkyndige op og fortæller, at det også er pokkers vigtigt at lytte til sit indre ur?

Klokken er 7:17. Om tre timer vågner jeg officielt. Indtil da er jeg søvngænger. Væk mig venligst ikke.