den allersidste post

Kære alle,

Alt har en ende. Således også iAndy. Det har været rigtig hyggeligt at skrive her, men nu trækker jeg stikket ud for iBlog og for mit tilhørsforhold til blogger.com. Det kom aldrig til at fungere, som jeg ville have det.

Jeg kan ikke skyde al skylden på teknikken. Trofaste læsere har sikkert været i tvivl om formen på iAndy. Til tider har jeg været seriøs, andre gange har jeg forsøgt at være plat og pinlig – hvilket sikkert er lykkedes bedre. Jeg har skrevet om film, om fodbold, om gadgets, journalistik og bøger. Jeg har klaget over ondt i røven, og har ytret mig om alt lige fra karse til Tivoli.

Men jeg har ikke grønne fingre, og jeg har vel ikke mere ondt i røven end de fleste. Til gengæld bilder jeg mig selv ind, at jeg ved lidt om journalistik og kommunikation. Og hvad bedre er i disse blog-tider: Jeg har faktisk en holdning til det. Det er et godt udgangspunkt, hvis man har lyst til at ytre sig.

Og det har jeg - fortsat. Men det bliver med et nyt fokus og i nye omgivelser. Derfor kan du lige straks følge med i min nye blog, der meget originalt kommer til at hedde iAndy 2.0 (alt skal jo være 2.0 i dag). Den får den meget mundrette adresse: iandy.dk, og vil være lavet i WordPress.

På iAndy 2.0 vil du for fremtiden kunne finde masser af kommentarer til medier og bloggerkultur, der vil være anbefalinger af gode websteder om kommunikation, og jeg vil anmelde fagbøger, når jeg støder på en, der er et par ord værd. Mange historier kan bøjes, så de passer ind i formen – og derfor vil jeg sikkert også for fremtiden skrive om gadgets og andet lir. Udgangspunktet vil bare altid være kommunikation. Helst uden det bliver alt for tørt og seriøst.

Jeg håber, at I vil tage godt imod ændringerne. Det skal nok blive godt. Særligt, hvis I stadig er flittige med kommentarer. iAndy 2.0 er rygklapper-fri zone. Så skyd endelig løs, når den åbner om et par dage.

Tillader teknikken det, bliver alt indhold på iBlog stadig liggende, men her vil ikke blive opdateret mere. Dette er således den sidste post. Jeg takker for denne gang og slukker. Find selv ud.

This is not an exit.

iAndy

man skal ikke kaste med sten...

...når man hedder Louise Frevert. Ex-pornodronningen havde som bekendt en internetsag, hvor hun blev pinligere og pinligere hver gang, hun udtalte sig.

Uforståeligt nok er hun stadig i dansk politik - endda som medieordfører. Og med den titel disser hun i dagens Politiken DR's generaldirektør Kenneth Plummer. Plummer har muligvis haft kendskab til de nye budgetoverskridelser i DR Byen, men alligevel er det kun økonomidirektøren, der er fyret. Til det udtaler mediewise Frevert:

»Den hellige grav er ikke velforvaret, bare fordi man fyrer Fjord. Som forhenværende selvstændig erhvervsdrivende har jeg svært ved at forstå, at han ikke har vidst noget om det her. Hvis man er direktør, bør man også vide, hvad der foregår rent regnskabsmæssigt.«

Og man bør have gennemlæst sit eget partiprogram som politiker, ligesom det er en idé at vide, hvad der ligger på ens egen hjemmeside. Den hellige grav er ikke velforvaret, Frevert. Stå inde for det, du har i dit partiprogram - eller hold kæft. Alt andet er utroværdigt.

den visuelle straf

Der er ikke langt fra helt til skurk. Det måtte en chatekspert fra Herning sande, da hans dobbeltliv blev lagt til offentlig skue på TV2 forleden. Og det måtte Operation X også sande, da de gik fra at blive skamrost, som Andreas Karker i BT, der mener journalist Spiegelhauer skal have en Cavling, til at TV2’s direktør Per Mikael Jensen nu både i medierne og her må beklage, at journalisterne bag Operation X ikke straks videregav deres materiale til politiet. Der gik en måned fra chatekspert Rudy Frederiksen blev konfronteret til programmet gik i luften. Dermed fik han mulighed for at slette al det materiale, TV2 og Easy Film ikke var i besiddelse af.

Bryd etikken
Per Mikael Jensen mener, at sagen er helt speciel, og derfor burde journalisterne have brudt den almindelige etik, hvor journalister normalt aldrig tipper politiet. Jeg er som sådan enig. Sagen er unik og faren for, at meget materiale går tabt, hvis politiet ikke straks indrages, var enorm.

Ingen solohistorie
Men havde Easy Film udleveret materialet, ville de også i den grad risikere, at andre løb med den særdeles saftige historie. Fik først lokalpressen eller formiddagspressen nys om, at den lokale kendis i virkeligheden var sexforbryder, så ville Operation X’s program på ingen måde have sat dagsorden. Det havde i stedet været et bekræftende tilbageblik på en sag, der forlængst havde levet sin tid i pressen. Med andre ord – yesterdays news. Et begreb, der dræber en historie i et redaktionslokale hurtigere end en sukkerterning bliver opløst i kaffe.

Gode historier tager tid
Operation X er ekstremt flot klippet og fortalt. Den slags tager tid. Derfor kan programmet ikke udkomme timer efter, at sidste skud er i kassen. Samtidig kan der måske mangle at blive foretaget research og interviews. Og her er dilemmaet så. På den ene side har folkene bag Operation X begået et stykke fejende flot journalistisk arbejde. De har en kioskbasker solo-historie, og det er ikke svært at gætte, at historien vil komme til at sætte dagsorden. Selv DR må også senere gøre konkurrentens historie til topnyhed.
På den anden side ved de, at Rudy Frederiksen har tid til at fjerne mange af sine spor. De fortæller endda i programmet, hvordan han fjerner sine hjemmesider og selv siger op.

Gammel historie
Men er det strengt taget journalisternes problem? De har gjort som de skulle, og konfronteret casen med deres viden. Havde de undladt, ville de få en stor næse i Pressenævnet. Og skulle de gå til politiet? Historien er jo ikke ligefrem ny. Der er bare ingen, der har fattet mistanke i de 25 år, det har stået på. Hverken kommunalansatte eller Herning Politi. Sandsynligheden taler for, at chateksperten heller ikke var blevet stoppet, hvis ikke det havde været for et par aggressive journalister. Ligesom Brixtofte sikkert stadig havde regeret i Farum, hvis ikke det var for BT. Journalister løser dermed politiets opgaver. Men hvor politiet helst vil ud med så lidt som muligt i en sag, vil journalister ud med så meget som muligt. Journalister er nemlig kommercielle.

Kommerciel timing
Store afsløringer kræver kommerciel timing. BT gjorde det effektivt i Brixtofte-sagen ved gennem måneder at have linet tre store afsløringer op (dyr vin, byggegrunds-skandale og rod i Farum Kommunes regnskaber), som de kunne fyre af dag efter dag, og dermed konstant sætte dagsorden i mediebilledet ved at være solo. Operation X gjorde det ved at holde mund i en måned, til programmet var klar til at komme i luften.

Skade politiets arbejde
Men hvordan får man bevaret en sej solohistorie uden at skade politiets arbejde? Hvad hvis det var et terrornetværk, som en gruppe journalister var ved at trævle op? Hvordan afvejer man værdien af en solo – der kynisk set er det, journalisten lever for – med faren for at forbrydere undslipper, eller i al fald slipper lettere?

Straf udenfor fængsel
Jeg har desværre ikke svaret. Spørgsmålet er dog også, om Rudy & Co. virkelig slipper lettere. Måske får Rudy et par år mindre i fængsel, hvilket bestemt er meget ærgeligt. Men det er bestemt ikke kun i fængslet, at Rudy skal sone sin straf. Havde politiet fængslet ham uden det nogensinde var kommet til mediernes kendskab, kunne Rudy sikkert efterfølgende finde et nyt sted i Danmark, hvor han efter sin straf ville have levet i fred. Det synes umuligt nu. Eksponeringen har været enorm, og han må derfor formentlig leve resten af sit liv med viden om, at stort set samtlige i hans omgangskreds kender hans historie. Ja, de ikke bare kender den, de har alle set ham sidde og prale af den.

Brutale billeder
Billeder er nådesløse. De brænder sig ind i vores bevidsthed, og vores følelser reagerer meget skarpt. Vi kan ikke tænke 9/11 uden at se et fly fyldt med mennesker eksplodere i siden af en høj bygning. Vi så det ske. Og vi så alle Rudy i sit miljø. Det glemmer vi ikke. Det kan han aldrig bortforklare, selv om han bestemt prøvede. Det vil aldrig blive hans version af historien. Det vil altid blive den, vi så. Operation X’s historie. Og dermed vil han – bevismateriale eller ej – få sin straf. Offentlig stigmatisering.
Journalister arbejder i kommercielle miljøer. De er ikke offentligt ansatte. Derfor vil kravet om at have en solo-historie langt oftest veje tungere, end at politiet får måneders hårdt research-arbejde gratis. Til gengæld tror jeg ikke, at straffen er mindre ved offentlig eksponering. Altså naturligvis medmindre man hedder Kurt Thorsen.

25 film på ti dage - yikes!

Filmfestivalen bliver hård i år. Klokken lidt over tre blev jeg endelig færdig med at studere program, sætte krydser, tjekke datoer og lægge slagplan. Jeg har fået presset over 25 film ned på ti dage i kalenderen. Dermed skal jeg flere af dagene se op til fire film. Tro på det! Programmet i år er bare - i al fald på papiret - helt forrygende.

Nu ved jeg ikke, hvad de kære festivalarrangørerer har haft at vælge imellem, men programchefen virker i sit forord også ret glad for udbuddet i år. Det er i det hele taget fantastisk, så hurtigt den festival er blevet banket op til noget stort.

Bliver du ikke skræmt over, at personerne på lærredet snakker fransk, spansk, svensk, tysk – eller måske endda et eller andet østeuropæisk volapyk-sprog, så burde du flå dankortet i den gode sags tjeneste. Bare fordi det er spansk eller tysk, behøver det bestemt ikke at være kedeligt. Ja, det er end ikke et krav, at filmene er dybe og tunge. Ligesom vi i Danmark producerer mange udmærkede mainstream-film, så kan selv tyskere også være humoristiske og levere manuskripter, der ikke har rod i Nietzsches metafysiske tankeeksperimenter. Trods alt.

Det er nok for sent at sikre sig sponsorsnack, men du kan helt sikkert stadig købe filmpas. Både via nettet og hos din lokale Irma-pige.

kommercialisering

Turpas er gode. De minder mig om Tivoli og forlystelser. Filmpas er rigtig gode. De minder mig om biograf og gode oplevelser. Derfor bestilte jeg ligesom sidste år filmpas til Copenhagen International Film Festival. Dengang ankom filmpasset med en lille nøglering og sort taske – begge med sponsoren Politikens navn på.
I år hentede jeg det lille hvide plasticskilt på posthuset. Det blev leveret i en ordentlig pakke. Denne gang er der væsentligt flere sponsorer både på taske og nøglering, og desuden fulgte der følgende med:

1 stk. håndlavet økologisk chokolade fra Irma
1 stk. emergency poncho
1 lille pose chips fra Estrella
1 lille pose Café Noir-kaffe
1 stk. tandbørste fra Colgate
1 lille tube tandpasta – ligeledes fra Colgate
1 tube læbebalsam fra Matas og
1 kuglepen fra Wastells Rejser

Rigtige film skal altså åbenbart ses med chokolade, poncho, chips, kaffe,
læbebalsam, kuglepen, tandpasta og tandbørste i biografen. Velkommen til 2006.
Mon ikke vi skal forvente en del flere reklamer før filmene i år?