Madonna does Paris

Franskmænd er flabede. Hvis man finder plastic halvvejs nede i sin drink, vil tjeneren spørge, hvorfor man så overhovede drak noget af den. Sådan gjorde den særdeles øretæveindbydende tjener i al fald på en club i Bercy i Paris. Men en time forinden var han i den grad blevet overtrumfet i flabethed en kilometer derfra.

Madonna – for stor til Horsens, men perfekt til Paris – havde nemlig lige rettet sin midterste finger mod publikum efter den havde været en tur nede i trusserne og vende. Men modsat tjeneren gav Madonna sine betalende fingeren på den fede måde. Provo og politisk bevidst som altid beviste de sidste årtiers dronning nemlig, hvorfor hun sidder så solidt på sin trone. Eller hestesaddel skulle man måske sige. Dronningen lagde nemlig ud med et forrygende ridt i sodomi – hvorefter hun med sine sædvanlige hårde angreb på texanske præsidenter og engelske medløbere, sit fokus på aids i Afrika og sine angreb på religionen som institution indtrængende opfordrede publikum til at handle. Gøre noget. Don’t just stand there, let’s get to it. React!

Madonna havde ellers os nikkedukker i sin hule hånd. Når hun bad os – nej, forlangte – at vi hoppede, så hoppede vi. Og skulle vi hoppe og synge med samtidig, gjorde vi også det, selv om det aldrig blev sing-a-long. Madonna er nemlig aldrig på niveau med sit publikum – eller med resten af verden for den sags skyld. Hun er altid over. Hun sætter ikke standarden – nej, hun sætter det niveau, andre blot kan drømme om at nå.

Jeg var ikke i Horsens, og er således ikke mavebitter over trafikale problemer, mark med ringe udsyn og dårlige lydforhold eller for at have betalt en halv roskildefestivalbillet for noget, der kun varede et par timer. Jeg stod i stedet i en megamoderne hal i Paris, hvor publikum både så og hørte, hvad de havde betalt for, og hvor de elskede Madonna af hele deres franske hjerte – som hun gerne talte i modersmål til.

Havde hun sparet os for sit rockguitarshow og måske endda også leveret sit ”Push” fra seneste album, ville aftenen have været perfekt. Men lige ved og næsten slog alligevel undertegnede af hesten. Madonna red publikum for vildt med ”Sorry”, en provokerende version af ”I Love New York”, et imponerende ”Jump” med dansere hoppende fra tribune til tribune blandt publikum og selvfølgelig hendes nye, store hit, ”Hung Up” for ikke at nævne versioneringer af ”Erotica”, ”Lucky Star”, ”Like A Virgin” og ”La Isla Bonita”.
Missede du hende i Paris og London, eller hang du fast i mudderet i Horsens, så kan du stadig nå at fange Madonna i Amsterdam, Prag, Moskva – eller hvis du er helt skæv – Tokyo.

Skynd dig. Time goes by...so fast!

"If I want something on my stage, I will take it from you" - Madonna varmer op om publikum (dårlig lydkvalitet, beklager!)

fysisk flop

Fysiske butikker er færdige. De har intet at tilbyde mere. Det måtte jeg konstatere i dag efter at have spildt over en time i tre butikker på jagt efter en ganske simpel elektronik-dippedut.
Jeg foretager da også flere og flere af mine indkøb på nettet. Dagligvarer er jeg desværre fortsat nødt til at shoppe fysisk – og tøj har jeg det stadig bedst med at have prøvet på før dankortet ristes. Men stort set alle gadgets og bøger og bling køber jeg nu online. Det er ikke bare billigst og hurtigst, det er også bedst.

For helt ærligt – har jeg søgt bare ti minutter på nettet, ved jeg mere om det produkt, jeg vil købe, end hvis jeg venter en halv time på at tale med en inkompetent ekspedient. Således havde ingen af de tre ekspedienter, jeg snakkede med i dag, hørt om det produkt (et simpelt hukommelseskort) jeg var på jagt efter. Den ene ekspedient var ved at sælge mig et forkert produkt, den anden måtte jeg finde produktet i en brochure for, og den tredje var sådan set fleksibel nok – han ringede nemlig til en leverandør, der vidste noget om det (men som først havde varen på lager i oktober – til det dobbelte af netprisen).

Men min lille empiriske undersøgelse viste også, at det ikke ligefrem var de skarpeste kunder, der købte ind fysisk. Særligt en kunde imponerede mig ved at være Spørge-Jørgen i tredje potens. ”Er den her bedre end den her” giver enhver sælger en boldbane at spille på. Han nøjedes dog med at sende et tomt blik ud i luften som svar.

De fysiske butikker er for de kunder, der ikke ved, hvad de ville have. Skulle jeg nogensinde pludselig få brug for en symaskine – ja, et fingerbøl for den sags skyld – ville jeg spæne ned i den første og bedste symaskinebutik, hvor selv den mest blæste sælger kunne slippe af sted med at sælge mig hvad som helst.
- Dobbelttråd er dobbelt så godt? Fint, fint. To af dem.

Men ved man bare det mindste om, hvad man vil have, så vil jeg hårdnakket påstå, at du fire ud af fem gange er bedre tjent med den information, du kan finde på nettet. Ikke mindst ved at læse andres anbefalinger og erfaringer.

Nettet er kommet for at blive – og det strammer i den grad om butikker, der sjofler med servicen.

brandgammelt

Det er sjældent, at Rabalderstræde og Dizzy Mizz Lizzy finder vej til Vegas lydanlæg. Men det gjorde begge til aften – endda live. Først tog Tim Christensen røven på alt og alle ved at lade solokarrieren hvile for en dag. Han stillede op i 1996-stil med sit tidligere faste ensemble. Og en halv time senere dukkede han op på scenen igen. Denne gang for at trykke den af med Kim Larsen til Gasolin greatest.

Jo tak – en støttekoncert med en noget skjult setliste endte med at blive det vilde trip down memory lane. Mine veje har ikke tidligere krydset Kim Larsens, men jeg skal love for, at den brede mund kan bræge endnu. Og publikum rå-åd godbidderne. Posen med bands var ellers rystet godt og grundigt. Således blev ørerne også fulde af Baal, Backseat, Winther-John, Die Dumme Dänen og Boat Man Love med lige knap 50-årige Michael Falch i rød læderjakke som gæst.

Men stemningen var i top – og så gjorde det ikke så meget, at arrangørerne havde valgt at lade Gnags runde af. Før denne aften følte jeg mig ellers sikker på, at der var større sandsynlighed for, at jeg ville komme til at høre opløste Dizzy Mizz Lizzy end Gnags, der vist aldrig bliver trætte af ”Vilde kaniner”.

For de af jer der missede Dizzy Mizz’s reunion og Rabalderstræde er der her helt eksklusivt et par frygtelig grimme videoklip. Jeg beklager, at det ikke er fulde numre, men der skulle også hoppes.

Dizzy Mizz Lizzy - Rabalderstræde - se billeder på flickr

super Suber

- I don’t care.
Så kontant svarede professor Howard Suber flere gange, da han i dag som optakt til de næste par dages tv-festival afholdt masterclass i det store mødelokale på 14. sal i TV-byen.
Spørgsmålene gik på, hvad han mente om den ene eller anden film eller tv-serie. Men selv om man som professor og underviser ved UCLA’s Film- and Television Department i over 40 år bestemt har en mening om film, så rager det ham professionelt. Howard Suber har nemlig analyseret filmhistoriens mest populære og bedst huskede film - hvilke lighedstræk de har, og hvad det er i menneskets psykologi, der gør, at der er bestemte film, vi kollektivt falder pladask for.
Og apropos pladask slog Subers analyser benene fuldstændig væk under mig. Den mand kan både analysere og formidle. Har du prøvet at være høj, og følt dig pludseligt beriget med en fantastisk indsigt, så kender du den fornemmelse, jeg lige har haft i kroppen i de fire forrygende timer, sessionen varede.

Suber er vant til at begejstre. En af hans tidligere elever, Palle Strøm, var helt rørt, da han skulle introducere ham. Og superlativerne kunne umuligt værre større. Men når også Francis Ford Coppola, Geoff Gilmore, Fred Roos, Alexander Payne og David Koepp skamroser Suber, er der noget om snakken. I forbindelse med lanceringen af Sobers kommende bog, ”The Power of Film” siger Koepp det ganske enkelt:
- What Aristotle did for drama, Suber has now done for film.
Sådan!

Egentlig er mig meget imod at skrive et indlæg om et foredrag uden at forsøge at referere relevante pointer, men ud over at være i tidsnød (støttekoncert på Vega i aften – be there; Kira og Kim they are) vil jeg tillade mig den luksus at lade Subers foredrag bundfælde sig. Og egentlig vil jeg allerhelst bare læse hans bog med det samme. Men den udkommer desværre først til september. Så er du bare en anelse interesseret i filmanalyse, har du ikke en eneste plausibel undskyldning for ikke at forudbestille den nu. Jeg er helt og aldeles overbevist om, at den er intet mindre end genial.

skyld med skyld på

En rigtig mand kan smadre alt og alle i bjergene i Tour de France. I al fald hvis han sprøjter sig med syntetisk testosteron før etapen. Det er meget få, der stadig tror på, at Floyd Landis er uskyldig. Ikke bare er den snart forhenværende gule trøje-indehaver dømt positiv af UCI i både a- og b-prøve, hans egen forklaring slår nu også revner. Kommunikativt har Floyd Landis behandling af dopingskandalen været...en skandale.

Floyd forsvinder
Forløbet kort: UCI melder ud, at en rytter under tour de france er fundet dopet. De fortæller, at det nationale forbund og holdet er blevet informeret. Danske medier undersøger straks, om der er tale om løbets enlige dansker. Det er der som bekendt ikke. De kvalificerede gæt begynder dog først to dage senere, da Floyd Landis på mystisk vis først undlader at deltage i et løb i Holland, og dagen efter bliver væk fra et løb i Danmark. Så eksploderer nyheden: Det ER vinderen af årets i forvejen skandaleramte Tour de France, der er fundet skyldig i doping. Testosteron-tallet er målt til at være alt, alt for højt i prøven fra den dag, han vandt vigtige minutter tilbage, som han dagen forinden havde tabt.

Mor: Han kan godt have taget doping
Hans hold, Phonak, bekræfter nyheden, men Floyd Landis er tavs i endnu et par dage. Den nærmeste, der udtaler sig, er hans stærkt religiøse mor. Hun kan godt forestille sig, at han har taget doping. Hvem behøver venner, når man har familie?
Endelig kommer Landis’ forklaring så. Siden drengeårene har Landis haft en enorm produktion af testosteron. Normalt betyder det, at man så hurtigt bliver skaldet, men i Landis’ tilfælde har det vist i stedet gjort ham til en rødhåret albino.

Dopet med sprut
Men et par dage efter er det faktisk det røde skæg, han bruger som forklaring. I bedste skottestil erklærer han nemlig, at det er fordi, han aftenen før sin store etapesejr skyllede skuffelsen over dagens etape ned i øl og whisky. Og foruden et forøget testosteron-tal bliver man åbenbart også til superman på en cykel, når man har en lille skid på.
Virkeligheden vil dog anerledes. Både a- og b-prøven bekræfter nemlig ikke bare, at der er tale om ekstraordinært meget testosteron, men også at der er tale om syntetisk testosteron.

"Noget langt ude"
I dag indrømmer Floyd Landis så, at hans påstand om, at det var alkohol og spirtus, der var skyld i de høje tal var ”noget langt ude”.

- Problemet har fra starten været det faktum, at de personer, der udførte testen, ikke fulgte deres egne regler og offentliggjorde resultaterne før jeg havde en chance til at undersøge, hvordan det hang sammen, fortæller Floyd Landis.

Nej, Landis. Når man er dopet, hænger det sammen med, at man har taget doping. Og det er problemet.
Skulle det senere vise sig, at man faktisk kan tvivle på testresultaterne, vil det stadig være indtrykket af en usammenhængende Landis, der står tilbage.

Meld klart ud eller ti stille
I sådan en sag er det vigtigt at melde meget præcist ud. Er man virkelig uskyldig, så vær forbandet sikker på, at du ikke melder noget ud, du ikke er sikker på. Bliver man først vag eller vaklende i sin forklaring, så er man dømt skyldig uanset hvad tests og prøver viser.

Og er du skyldig, så gå til erkendelse med det samme. Fortæl, at du angrer. At du – som sandt er - blev fristet af det udyr, der stadig er løs i cykelverden. Indstil dig på, at din karriere er slut, men gør samtidig doping til din sag. Forklar, at du har lært af det her, og at du gerne vil give dit bidrag til at gøre sporten ren. Dit navn vil alligevel for evig tid være forbundet med doping. Hvorfor i det mindste ikke give den forbindelse en positiv klang?

I stedet har Landis tabt sin gule trøje, sin karriere og sin troværdighed.