forbi før det startede

Kære læser. Her skulle have været et hyldestindlæg om touren, der starter i morgen. Om hvordan syv års tørke under texansk dominans endelig er slut, og hvordan et nyt dansk-tysk-italienske drama mellem CSC, Basso og Ullrich starter.

Men det sluttede før det begyndte. T-Mobile har dagen før dagen suspenderet Jan Ullrich. Og hvis Den Internationale Cykelunion fremviser dokumentation for, at Basso også har samarbejdet med doping-læge Dr. Eufemiano Fuentos, ryger italieneren samme vej, siger CSC's Bjarne Riis.

Det har været hårdt at være cykelfan siden 1998. Doping har stået øverst på sejrsskamlen lige siden. Skandale har afløst skandale. Nu var der endelig kommet lidt ro på – og med Lance på pension ville feltet i al fald tælle en stor kemiker mindre. Der ville blive åbnet op for de ryttere, som ikke restituerer sig hundrede procent over en nat.

Men nu er festen slut. Mindst den ene af de to store favoritter til trøjen deltager ikke. En sejr i år vil højst tælle halvt. Og føles hul.

Hvad er der tilbage? Vi har ikke nogen danskere med i år. I al fald ikke på det hold, der betyder noget. Selvfølgelig er der Michael Rasmussen – med tilnavnet Kyllingen fra Tølløse. Det ikke bare lyder som en joke i forhold til Ørnen fra Herning. Det er en joke!

Kyllinge-Michael udstråler selvtillid på samme niveau som en teenager, der lige har fået sit første kyssesår på størrelse med Guantanamo-basen. Alligevel hoster han ord ud, der er så overdimensionerede, at enhver vestsjællænder må vende sig i sin kolonihave. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem det espeløv, som udtaler ordene, og så de stor-skrydende fraser, ordene danner. De får den prikkede bjergtrøje til at virke mere gloværdig end den gule trøje – om end ingen rigtig bjergrytter kunne drømme om at satse på polkatrøjen. Den blege kylling kommer da også altid halsende efter, når det virkelig går op af.

At hans forgænger Richard Virenque var et flæbende epo-monster, som man skulle være mere end almindelig frankofil for at holde af, vil jeg på denne sorgens dag undlade at komme nærmere ind på.

Nu er det op til UCI, Basso, Valverde, Leipheimer og resten at vise, at touren stadig er værd at se. At vi ikke skal døje i sommervarmen med andet end kylling uden smag. Lige nu står menuen på et tour de france uden kamp om førstepladsen og uden Leth til at formidle løbet. Velbekomme.

helvedes forgård

Er du parat? Godt, så går vi i roskilde-mode: Åååårh hvaaad? Er du rådden en koger-seksualsocialsamværsoplevelse vi skal fyre af de næste fire, fuckin’ fede festivaldage. Det bli’r for hipt, for funky, for flippet. Eller hvad?

Jeg indrømmer gerne, at min første roskildefestivaloplevelse lod vente en del år på sig. I mange år forinden havde jeg hørt fabler og fortællinger om dette syndens rock’n’roll mekka. De er velkendte – disse skæbnesfortællinger om hvordan et par vindblæste marker for en stund forvandler sig til Helvedes forgård. Christiania og Amsterdam er blot blide offerlam i sammenligning. Hvert år gejler medier og masser gejler sig op til, at NU bryder samfundet as we know it for alvor ned i fire flippede dage.

Min næste indrømmelse er, at min første festival foregik i VIP-style. Afskærmet fra stank og fordærv fra pladsen var jeg logeret lige bag Arena (eller Grøn Scene, som man stadig siger, hvis man er festivalfresh). Her var græsset grønt og der var anstændigt fællesbad hver morgen (så anstændigt som det nu bliver, når en lille, ilter og nøgen Søren Fauli hver morgen brokker sig over alt og alting inklusive det faktum, at man bliver våd under en tændt bruser). Efter korpus-rengøring var der morgenmad tilberedt af kokke og indtaget enten indenfor i behagelig skygge eller udenfor ved et cafébord. Koncertoplevelserne foregik enten on stage eller om ikke andet i det indhegnede område helt foran scenen, hvor orange vagter afskærmede os fra de resterende almindelige dødelige. I ventetiden mellem gode navne kunne vi indtage billige, velshakede drinks eller imported beer fra de mange VIP-barer bag Orange Scene. Og om aftenen bød kokkene op med veltilberedt aftensmad, inden endnu et par koncerter skulle indtages. Jo, det var Helvedes forgård, hvis forgården altså hedder Hotel Ritz og har panoramaudsigt over skyerne.

Jaja. Jeg ved det godt. Det er jo ikke det rigtige Roskilde. Festivalstemningen findes ikke på front row, men hundrede meter væk fra hovednavnet på Orange Scene (der sikkert i ægte rock’n’roll stil har valgt at udeblive). Men jo, kære læser, der har jeg også været. I verdens mindste og mest utætte telt omgivet af mudder for at høre Bowie, der fik for ondt i glasøjet til at spille. Mine lange ben forsvandt næsten op til knæet i tykt mudder, og der var ikke meget VIP over koncerter i regnvejr og spaghetti bolognese fra feltkøkkener. Selv om ingen af delene var særligt lækkert, var det dog heller ikke Helvedes forgård. Og der var stadig barer med drinks og beer, ligesom der som i enhver anden lille provinsby var mulighed for at gå i biografen, og for at shoppe det mest nødvendige (her: store hatte, læderarmbånd og t-shirts uden pasform).

For det er det, Roskildefestivalen er. En hyggelig provinsby hovedsageligt med unge indbyggere, der allerede har lært sig det lidt ældre bodegafolks adfærd med at drikke tæt også på hverdage. Der er ikke altid lige rent, men man opfører sig generelt pænt og falder lige så meget i snak med andre, som man normalt gør i mindre samfund. For folk med københavnermentalitet kan det naturligvis være grænseoverskridende at snakke til en, man ikke kender, men har man først befundet sig i mindre byer som Århus og nedefter, vil denne adfærd virke forholdsvis velkendt.

Drop B.S. Christiansen-retorikken. Du befinder dig ikke mellem liv og død, fordi du får lidt mudder på skoene. Og føler du dig nærmere Dalai Lama på en mørkebrun mark, er det helt sikkert mere på grund af det, du har røget, end fordi du er blevet trukket ind i et særligt sort hul af næstekærlighed. Din hashdealer har i al fald helt sikkert været sig selv nærmest.

Men god fornøjelse alligevel derude! Jeg er kun lidt misundelig – men luner mig ved mine billetter til Madonna-koncert senere på året. VIP-pladser og Paris, naturligvis. Musik lyder ikke bedre i provinsmudder.

checkliste til sankthans-aften

tømmerflåde – check
brænde – check
heks – check
benzin og lighter – check
tilladelse til bålafbrænding – oh fuck!

Jeg nægter at tro, at en checkliste til et sankthansbål kan være specielt lang. Og taget i betragtning, at det kræver en polititilladelse at gå mere end fire i flok ned af Nørrebrogade, så burde bare en eller anden nok have tænkt på, at det kræver tilladelse at tænde et stort bål lige ved starten på Nørrebro.

Men heksen slap altså – så pas på derude!

af med huen

De er alle vegne. Og hvor er de unge og kære. Se, de har en lille hue på med bånd.

Juni er måneden, hvor studenterne springer ud. I de næste mange dage vil de hørligt fejre deres store bedrift. For det er jo ikke sådan at bestå. Dengang jeg selv fejrede mig selv var der faktisk en fra vores gymnasium, der ikke kom igennem nåleøjet. Hvad mon der er blevet af ham?

Men disse særligt udvalgte klarede det altså. Og ligesom da de et par år tidligere smed med karameller og sprøjtede med vand, er de nu ”klar til at springe ud i den store vide verden,” som Urban skriver på sin forside i dag.

Undskyld, hvilket spring? Kære hue-ejer - med mindre du vil have den nye velfærdsreform godt og grundigt efter dig, er det bare med at komme tilbage på skolebænken. Læs, læs, læs! Den vide verden er nemlig reserveret til omstillingsvillige multiakademikere, der forhåbentlig er blevet færdige på den halve tid, og som har lyst til at arbejde det dobbelte for det kvarte i løn i en stilling, man alligevel ikke er klædt på til.

Men selv om det er langt sværere at bestå en videregående uddannelse, var der ingen flødekarameller eller fikse huer med passende bånd til mig, da jeg blev færdig på Journalisthøjskolen. Jeg fik mine eksamenspapirer tilsendt i en pæn mappe, og det var det. Springet ud i den store vide verden måtte jeg selv tage uden først at have betragtet den gennem druktåger på ladet af en traktor.

Misforstå mig ikke. Jeg føler mig langtfra forbigået. Min hue har fået de hak, den skal have, og jeg har for længst danset rundt om springvand og følt mig som verdensherre, dengang jeg blev beriget med et gennemsnit. Så jeg føler mig ikke glemt. Jeg føler bare, at jeg fejrede mig selv nogle år for tidligt.

Så hvorfor ser vi ikke i stedet store, åbne limousiner med nyudklækkede jurister, der dytter rundt i gaderne for at lade sig hylde af kommende klienter? Og hvorfor bliver vi ikke præsenteret for den nye generation af sygeplejersker (gerne i moderigtigt Ungdomshus-outfit)?

Lad os fejre de færdiguddannede i stedet. Så kan vi nøjes med at ønske de nyudklækkede huer fortsat god fornøjelse med at blive klar til springet ud i den store vide verden.

dress-code

Der er Hawaii-fest i firmaet. Pigerne vimser rundt i bastskørter og har blomster om halsen og i håret. Jeg har en t-shirt på. Den er rød.

God weekend!

skidt

Det er det, jeg næsten altid har sagt: iPod er lige til at tørre røv i.

lige i målgruppen

Yessir. Enhver bekymring om alder er hermed udskudt. I stedet for at være henvist til en mimre-barstol på et aldersdomsdisco, hvor ”knæhøj karse” stadig er accepteret slang, kan jeg nu i selvsikker stil skrige ”DOPENESS!”, når jeg vælter ud af Deres på Strøget iført meterlang hængerøv og med sms-beskeder tværet ud over fingrene. For jeg er nemlig lige i den rigtige målgruppe. Jeg er lige så hip som en bebumset teenager på 15 år, hvis sexliv begrænser sig til forældrenes netforbindelse. Det siger McDonalds selv. I Børsens tillæg ”MedieMarked” – som unge, hippe fyre som jeg læser – kalder marketingskoordinator Susanne Højgaard målgruppen mellem 15 og 35 år for young adults.

Hørte du det? Ellers så skru op for høreapparatet, besse. Marketing har lige givet mig fem et halvt års break på krisen. Der er stadig masser af tid til at få coole tømmermænd fra steder, som ikke har sat 80’er musik på repeat. Og jeg kan sagtens have en megaovertrukket kassekredit – for jeg er en young adult. Gammel nok til at kneppe - for ung til at være rigtig fornuftig.

Det er lige før, jeg burde fejre det med en Happy Meal på McD. Hvis det altså ikke var fordi, jeg er så bekymret for mit blodsukker.

feber

- Det er godt gået af Elfenbenskysten, siger den ene til den anden i bussen, som nikker samtykkende.
Selv om vejret er godt, er det ikke ligefrem så eksotiske steder, der normalt opnår omtale i en gulblå s-bus i Taastrup. Men i øjeblikket er hele verden på folks læber, for der er dømt VM i fodbold.

Selv tossen, der igen og igen fortæller Salma Hayek-klonen, at han skal skynde sig hjem, bliver mødt med et smil.
- Jeg skal se de brassere - skal I ikke, spørger han igen og igen uden antydningen af den sædvanlige tosse-racisme. Hayek smiler videre, og siger, at det er da også spændende, mens hun mader sin grøn og gul-påklædte datter med en is.
Og den ældre forstadskvinde, der har forvildet sig ind i et offentlig transport-middel, må overfor sin veninder indrømme, at de ghanesere altså gjorde det godt mod italienerne.

Der er VM-feber, og vi kan nyde det helt uden at bide negle og uden at drikke os fra sans og samling for at kunne holde Thomas Helvegs tilbagelægninger ud. Selvfølgelig er det ærgeligt, at der ikke er brug for rød-hvid krigsmaling, og at der ikke er udsigt til kollektivt hovedspring i Storkespringvandet i nationalrus denne sommer. Men det er helt rart for en gangs skyld bare at kunne nyde fodbolden for fodboldens skyld.

Alkoholen må vi derfor finde på andre undskyldninger for at hælde indenbords. En god grund kan være at drikke sig mod til at danse samba. For tossen har ret. Vi skal sq se de brassere.

æd løs!

- Koen skal også have en roe,
sagde min morfar altid, hvis han gav en lille erkendtlighed. Og når solen i disse dage har besluttet sig for at beære os med et par solstråler, gælder det bare om at æde løs. For i Danmark har vi lært at nøjes og ligefrem blive taknemmelige, når solen gider gøre sin pligt og skinne på os i juni måned.

Men nu er der ingen grund til at være kold og bitter mere. Weekendprognosen lyder som følger – op til 28 grader, pool og kolde soda (evt. kolde drinks senere). Ah ja – og VM-fodbold. Life is great!

Og til alle de, der knokler til eksamen i ly fra solens varme stråler, har jeg kun en ting at sige: Get a job!

tik, tak, tik, tak

Argh. Jeg tikker. Tik, tak, tik, tak. Mit biologiske ur hamrer faktisk derudaf. No wonder, at det hedder klokkeværket dernede. For nu er det åbenbart bevist, at ens...ehm...nektar ikke ældes med samme ynde som vin og Sean Connery.

En samling lumre ansatte i alderen 22 til 80 år fra Lawrence Livermore National Laboratory i Californien har hver doneret en portion reproduktionsmateriale til underbyggelse af denne modbydelige tik-tak-påstand. De mindst lige så lumrede forskere på stedet er herefter kommet frem til, at selv om antallet af små, aggressive haletudser forbliver det samme livet igennem, så tager de åbenbart skade på vej mod efterlønnen. Der var fem gange så stor risiko for, at de ældre sædcellers DNA var beskadiget i forhold til ung, frisk...hjælp mig, jeg er ved at løbe tør for navne her.

Nu nævner de ræverøde slyngler på Politiken ikke noget om, hvornår det her forbandede ur præcist begynder at tikke. Topper kvaliteten hos de 22-årige, hvorefter forskerne er vidne til et frit kvalitetsfald, indtil ens afkom vil være så degenereret hos den 80-årige far (halleluja for viagra), at selv Morten og Peter må vrænge på næsen? Eller eksisterer der et toppunkt omkring de forsvarlige fyrre, hvor man spytter rene supermænd ud?

Og kan en undersøgelse foretaget udelukkende blandt personer fra Californien over-hovedet sige andet, end at de burde tage mindre sol og få flere fedtsugninger?

Jeg KUNNE styre min nysgerrighed og købe undersøgelsesresultaterne – men de 60 kr. kan bruges bedre. På en pakke kondomer eksempelvis.

mode

Jeg har været inde i tre tøjbutikker i dag - alle tre beliggende i de rigtige sidegader - og alle tre med Depeche Mode kværnede på anlægget. Useless, Home og John The Revelator. Mode er på mode. En ekspedient sagde endda uopfordret til mig, at det bliver fedt, når bandet gæster Århus i morgen.

Jow, jow. Men om de så er halvt så kedelige som i Parken i februar, vil det stadig blive en performance, der kun sniger sig et lille stykke over prædikatet ”møg træls”. Jeg forudser dog alligevel, at samtlige streetsmarte københavnske tøj-butikker lukker tidligt i morgen.

Der er stadig billetter tilbage til koncerten, men jeg tror, jeg holder mig hjemme. Skulle jeg alligevel fortryde, når dørene først er lukket ind til det let kiksede Atletion stadion, kan jeg altid spytte lidt euro efter en live-optagelse derfra. Ellers tror jeg, at jeg nøjes med at læse endnu en lalleglad koncert-anmeldelse i Gaffa.

Og så er det ej at forglemme dagen, hvor der skal høres John The Revelator - hvis man altså synes, der er noget skægt over talsammensætningen i dag (06-06-06). Her vil det være passende at lytte til de fem nye mix, der udkom i går.

dødsmart

OK – hør godt efter for her kommer opskriften på ekstrem succes for enhver plat kæderygende manager, der vil tjene kassen indenfor showbiz:

Tag fire maddikehvide brits, udstyr dem i uklædeligt tøj, der har været populært siden Pulp, Blur, whatever. Lad dem spille lidt sjælevridende indie-brit-bræk og så skal du nok tjene penge.

Vil du ikke bare tjene penge – men tjene KASSEN – skal den forvirrede, dødssøgende forsanger i al offentlighed stoppe så mange nåle op i armen, at selv den del af pressen, der aldrig har hørt så meget som titlen på et eneste af gruppens numre, nævner det.
Lad ham stikke sig på toiletter, i fly, på gaden. Lad ham stikke sovende piger. Stik, stik, stik. For hvert stik vil pengene strømme ind fra flokke af forgabte teenagetøser (+/- 5 år), som synes, det er smukt, at en fyr viser følelser ved at flashe bleg hud, bleg stemme, blege, gennemprikkede arme, men som ikke er bleg for at prøve at slå andre ihjel gennem sit misbrug. En mand, der søger døden for sig selv og sine nærmeste, er alt for sexet. Lige meget om han allerede ligner en død.

Bad dig i penge når forsangeren dør af sit tåbelige og uendeligt ligegyldige misbrug. Og byg dig en pengetank, når pigerne græder ved hans gravsten over tabet af denne åbenbart perfekte parringsprimat.

God fornøjelse.

googleply*

To google or not to google – that is the question. Således fik google den radikale udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen til at stille dette skarpe spørgsmål til Fogh fra Folketingets talerstol:
»En Google-søgning i går aftes på Muhammed og Danmark viste over tre millioner hits. Der var kun 600.000 hits om H. C. Andersen og Danmark. Er det tilfredsstillende for Danmark, som før var en smuk svane?«

To google or not to google. Som ansvarlig statsminister måtte Fogh straks på nettet:
»For at følge med, så brugte jeg pausen til at google lidt, og jeg har lavet kontrolberegninger. Jeg søgte på »Danmark og frihed«, og det gav 21 millioner hits, og det er syv gange så meget som »Muhammed og Danmark«. Søger man på design og Danmark, er det ni millioner. Og så søgte jeg på Danmark og god regering, og det gav 25 millioner hits, så kom ikke her. Jeg fristes til at sige, at der ikke er noget at komme efter.«

To google. Berlingske melder, at selv oppositionen havde svært ved at lade være med at grine af Foghs slutreplik. Selv fik jeg kun 67 hits på søgningen Danmark ”god regering”, men søger man uspecificeret på denmark good government går det mere som Fogh melder.
Måske burde Fogh gå efter at blive valgt udenfor Danmark næste gang?

*googleply: Når man svarer efter at have konsulteret google.