jeg er her ikke

Vi mænd gemmer os. På toiletter, i skabe og skure. Ja, skure! Ifølge en journalist på New York Times melder amerikanske virksomheder om ”en enorm stigning” i efterspørgslen på skure. Det er nemlig ikke let at være mand i dag i et hjem bestående af åbne rum, samtalekøkken og dobbeltseng.

Og det er da helt rigtigt. Jeg troede bare ikke, det var ”en tendens”. For lige fra vi mænd var små drenge har vi elsket at gemme os i huler og hytter og rum af størrelser, der vil give enhver kommunikerende kvinde klaustrofobi og efterfølgende behov for samtaleterapi. Mens pigerne indrettede dukkehuse, barrikaderede vi drenge os i jordhuler under dække af, at fjenden nok snart kom. Adskillige i hjemmeværnet bruger stadig den undskyldning, mens vi andre må prøve at undskylde vores enlige tilstedeværelse i arbejdsværelset med, at vi gerne vil surfe porno i fred. For eftersom alle opgaver i hjemmet er blevet et fællesanliggende, er der ikke helle nogen steder mere.

I virkeligheden ved jeg ikke, hvad det er, der giver os sådan et behov for at være i fred. Det må jo være hormonelt. Godt nok jagede vi gerne alene dengang for længe siden, men vi blev alligevel hurtigt klar over nødvendigheden i at være flere, når der skulle nakkes mammutter. Og ikke mindst var vi klar over, at det krævede to at danse tango og tæt, så vi kunne få ført vores skur-søgende gener videre.
Vi er bare – også - skabt til at være lidt alene. Får jeg ikke lov at være lidt i fred i løbet af dagen, bliver jeg mut og sær.

Nu vil I påtrængende kvinder sikkert påstå, at I bestemt også har brug for tid til jer selv. Og måske er jeres timelange makeup-seancer i virkeligheden et dække over, at I gerne vil være lidt i fred. Min erfaring siger dog, at pålægning af øjenskygge ikke behøver være til hinder for, at jeres mundtøj fortsætter med at løbe løbsk.

Men samtalekøkkenet var altså jeres idé! Ingen mand med respekt for sine fingre ville opfinde en installation, der betyder, at vi skal koncentrere os om andet end kødkniven. Og mute-knappen på tv kan kun være skabt af en kvinde med ondt i halsen.

Jeg er endnu ikke den lykkelige ejer af et skur. Men det kan være, det er på tide at købe et, før de første samtale-skabe ser dagens lys.

Nu skal jeg på wc!

res ipsa loquitur (aka lir)

Når man finder sig selv liggende bagbundet over styret på en rockerstor kværn, mens en blond Hells Angel-rocker fyrer dyret af med 180 km ud af den tyske autobahn kan man kun tænke to nogenlunde klare tanker:

1) man skal være mere end almindelig skæv for at udføre dette perfide vendetta mod sund fornuft og rationalitet.

2) fuck, jeg er Gonzo!

På mit powertrip ud i eklatant overdrev er jeg på vej til Hamburg. Nærmere bestemt Reeperbahn – stedet for enhver sund knægt med interesse for mere end tændstikker. Tyskland byder nemlig ikke bare på VM-bold og litervis af Kölsch – landet med de stolte traditioner har også en gade med et sandt eldorado af white pussy, yellow pussy, black pussy. Hvis du vil ha’ det, har de det.

Min tro væbner TheGratist er også med på turen. Han er spændt fast under kværnen, hvilket gør turen mere ubehagelig for ham end for mig. Vi er havnet i denne særdeles prekære situation, fordi jeg var lidt for hustleragtig tidligere på aftenen.

Efter et par whisky-sjusser for meget på The Moose, fik jeg spottet en ordentlig blondine, jeg straks ønskede at gå ombord i. Allerede på dette tidspunkt var jeg så fucked up, at jeg ikke tænkte et sekund over, at blondinen med den store lædervest også havde skægstubbe og en stemme så rå, at den kunne skære gennem en tysk landmine som var den smør.

Andy: Hvis du er Thompson, så er jeg Hunter.
Formodede blondine: Hvad fanden snakker du om, din lede lort?
Andy: OK – du spiller kostbar. Men hvad siger du til at blæse lidt i fars alkometer?
Formodede blondine: Hvad fanden har du gang i? Skal du have et ordentlig lag tæsk?
Andy: HAHAHAHAHAHAHAHA

At tale om at fucke eksorbitant op i det. I virkeligheden var tøsen en finsk rocker, der holdt et pitstop i København på vej mod Hamburg. Nu ligger jeg på en stor, grim kværn.
Hvordan jeg fandt ud af, at tøsen ikke helt var tøs er så ekstrem en historie, der stadig giver mig kuldegysninger, at jeg vil spare jer læsere for den. Men jeg er i al fald glad for, at det er maven jeg nu ligger på hen over motorcyklen i vores dødsrally mod Hamburg.

På vores vej mod helvedes skærsild kan jeg skimte unge, attråværdige ludere med attributter strittende ud alle steder. Tøserne kan kun polsk og tysk og andre hysteriske sprog, som de skriger efter de store bikerdrenge, der sværmer forbi som bier på udkig efter fordærvet nektar.

Lige før rockeren bringer sin kværn til et hurtigt hvile for at smide os af (vi fik et lift, han fik noget andet), må det være på sin plads at skrive, at kun 80% af indholdet af denne tekst er råkopieret fra Tucker Max. Resten er rendyrket fiktion.

Da vi er landet sikkert på Reeperbahns våde asfalt er det tid at ryge en fed. TheGratist hoster op med to knytnævetykke af slagsen og inden længe har vi begge glemt smerterne i kroppen. Faktisk forsvinder de næste timer ud af min bevidsthed. Det næste er derfor en genfortælling af noget, jeg har læst i en bog.

For høje til at sanse noget samler et par grumme dørmænd os op og bærer os ind på gadens første stripbar ved navn Cirkus-Cirkus. Efter et par timer i en bedre bevidsthed end denne vågner jeg op til synet af en luder, der lapdanser på mit skød.
I mit tunge hoved aner jeg svagt at have set hendes profil på dating:
"Very young very tjekkisk pige with nice ass wants sexy gonzo," tror jeg hun skrev. Eller siger hun det til mig nu? Jeg ryster mit forslåede, stenede hoved. Måske er det de periodiske stemmer i mit hoved, jeg hører. Men hun vil have mig, tænker jeg. Hun vil have min prætentiøse nordsjællandske krop, der på nær et sted er fuldstændigt stiv af hollandsk røg.

Yes sir. Overfor mig sidder TheGratist med en polsk gaffeltruck af en kælling overskrævs. Han kan lide min stil, kan han, og da jeg også kan lide min stil, har vi mere end rigeligt til fælles til at være blodsbrødre og drukpals. Også selv om jeg på en eller anden listig måde skal have proppet en guldfisk ned i munden på ham som tak for sidst. Jeg overvejer at smide den i den første og bedste røde sodavand og jägermeister, som jeg kan komme til at bestille på dette eksorbitant fucked up sted, der får The Moose til at ligne et kloster for pensionerede nonner. Brandbil med blob i – skål, du gamle.

I det samme kommer ejeren af stedet hen til vores pladser. Han er en garderbred nynazist med et søm stukket tværs gennem hovedet.

FORTSÆTTES
(Eller gør den? Hold ikke vejret, brystfagre barbie med bambi-øjne. For når livet pumper gennem mine årer med så meget tryk på, at Skejby Sygehus holder en særlig seng ledig 24/7 til mit hårdt prøvede legeme, er der ikke tid til daglige banaliteter som blogs og brok. Hasta la vista, røvhuller!)

dagens undersøgelser

En ny, dansk undersøgelse viser, at det er sundt at drikke alkohol jævnligt. På den måde er man med til at forebygge eksempelvis hjertetilfælde. Men samme dag (altså i dag) viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, at børn har droppet alkoholen. Er det kun mig, der kan se konturerne til en frygtelig tragedie?
Få alkohol på skoleskemaet NU!

(og samtidig kan endnu et netop offentliggjort tal måske forklares ved selvsamme frygtelige mangel på forebyggelse af hjertetilfælde på folkeskoleniveau).

skidt snit

Snit, snit, snit. Det lyder som en spejderlejr, men det er ikke råbåndsknob og tricks med dolk, der rumsterer i hovedet på en gennemsnitligt just-post-teenager i disse dage. Nej, det handler om, hvorvidt snittet på eksamensbeviset er højt nok eller ej. Et simpelt tal afgør fremtiden. Desværre!

Selv så jeg for et par år eller syv siden mit snit til at komme ind på jura-studiet. I 3.g. fandt jeg nemlig ud af, at jeg ville prøve at lege ”Advokaterne” (det var trist nok før Ally McBeal fik sin serie). Jeg tjekkede, hvilket snit jura krævede, og gik derefter målrettet efter at nå det.
Og det lykkedes – på decimalen. Også selv om jeg fælt bummede den store eksamenslodtrækning og trak faget fransk med en flad femmer til følge.

Men verden blev alligevel ikke en jurist rigere. Efter et halvt år trak jeg stikket ud. Jeg var slet-slet ikke lavet af det stof, der udgør en knastør, superrig og stinkende korrekt jurist. Næh, øl, journalistik og kreativt sprogbrug var vejen frem pour moi.

På journalistuddannelsen talte mit snit ikke. Her skulle jeg i stedet igennem den berømte optagelsesprøve. Ikke alene betød det, at jeg forinden blev nødt til at sætte mig grundigt ind i, hvad det ville sige at være journalist – modsat min strudse-research på hvad en jurist laver. Det betød også, at både jeg og mine medstuderende rent faktisk passede til uddannelsen.
Dumpeprocenten er ekstremt lav på de journalistiske uddannelser modsat jura, hvor vi på førstedagen blev gjort opmærksom på, at der på tredje semester ville være halvt så mange hold. Halvdelen af os ville nemlig med usvigelig statistisk sikkerhed være droppet ud inden. Godt så! Og det er sikkert ikke særlig dyrt, Bertel!

Hvorfor pokker bliver uddannelsesvalg gjort til et spørgsmål om snit? Og hvorfor skal man være børnehavepædagog eller igennem lignende perversiteter, hvis man vil prøve at smyge sig ind via den efterhånden stærkt begrænsede kvote 2? Det er da totalt irrelevant for kommende superjurister, om de kan skifte ble på en baby. Det får de alligevel en illegal, udenlandsk arbejdskraft til. Og behøver man at være stiv i oldtidskundskab og fransk for at studere biologi på universitetet? Hvis ikke – hvorfor tæller snittet for disse fag så med?

Der er rigeligt af muligheder for at nedbringe dumpeprocenter og for at undgå de såkaldte fjumreår (jeg ikke synes er så fjumrede endda). Enten kan man følge modellen med at afholde en fagligt relevant optagelsesprøve, eller man kan dissekere snittet.

I forvejen kræver visse fag eksempelvis matematik på b- eller c-niveau. Hvorfor ikke udvide den specialisering og sige, at det kræver et bestemt snit på bestemte fag at komme ind? Regnestykket ville være let. Skal du ind på statskundskab, tæller din matematikkarakter, din danskkarakter og eksempelvis din karakter i historie, sam-fundsfag og engelsk. Resten er irrelevant.

Jeg hælder mest til optagelsesprøver. Men bliver det for tungt administrativt – på trods af store besparelser ved, at færre sikkert vil dumpe undervejs - er det let at ind-føre dissekeret snit.

Men indtil Bertel får åbnet sine stirrende øjne, vil jeg føle med de, der gruer over sit snit på grund af møgeksamener i fransk og andet djævleværk.

hvem er jeg?

Normalt kan ethvert spørgsmål besvares ved en hurtig google-søgning. Men sådan går det ikke med denne tirsdag aftens dybt eksistentielle spørgsmål om, hvem jeg egentlig er. Resultatet er nemlig kritisk. Ud over at være designer, indmeldt i Brande Golfklub og flittig gocart-kører, er jeg nemlig også...digter!

Avs. Den var værre. Farvel journalistik og glade dage – goddag øjenskygge og dystert sind. Hvis man skal tro google har mit alter ego åbenbart været meget trist, bitter og ytrende i perioden 2002-2006. Godt nok er mit navn ikke unikt, men folk – og med folk mener jeg omgangskreds og tidligere og kommende bekendte – kunne med en snagende google-søgning ret let foranlediges til at tro, at jeg er digter in spe. Og en pokkers dyster og dårlig en af slagsen.

Jeg kan sagtens leve med, at folk tror, jeg er en flittig gocart-kører, selv om det vist i mit tilfælde kun er blevet til en enkelt time i Sverige med ondt i ryggen til følge. Men jeg vil altså helst ikke have smudset mit navn til med dårlige digte. Det skulle jo nødigt hedde sig, at jeg var dyster...og seriøs!

Hvordan undgår man at blive forvekslet? Kan man smide en tag på en googlesøgning, der gør eventuelle lurere opmærksomme på, at ”jeg” tager afstand fra min navnebrors skriblerier? Og hvordan gør man rede for, hvem det er, der tager afstand fra hvem?

Svaret på aftenens eksistentielle spørgsmål må ifølge google være, at jeg ikke længere kun er mig. Jeg er mig og mine navnebrødre – på godt og ondt. Go fetch, stalker!

let's get lir

Det føles så godt i maven.

Det var bare en lille forretningsrejse. Forretningskvinden og jeg delte en jet til Jylland. Til de store skyskrabere i Aalborg. Hun har mand og børn og jeg ved det godt. Men der var i den grad dømt Nordkraft. For livet skal leves forlæns, forståes baglæns, og blogges sidelæns.

Det var så forkert og alligevel så rigtigt. Vi delte sushis. Mundsmaskede rå fisk, mens vi hældte liflige, boblende druer i vores sansende munde. Vi smagte nyt og blev rundtossede og skøre, og sammen forsvandt vi ud i natten - ind i natten. Dybt ind. Hun i sit stive jakkesæt med pressefolder og en duft af Gucci. Jeg med våde boxershorts.

Min mave bobler.

Og det blev hverdag, og både Sekretæren og Dullen kunne se på mig, at der var noget galt. Når jeg sad til mine vigtige møder og de snakkede om strikketøj, var noget forandret. Ikke mit jakkesæt – det sad perfekt, kunne jeg se på Projektlederens blik. Men når powerpoint-showet viste talgrafer og budgetkurver, var det ikke de kurver, der gyngede for mit indre blik.

Det rumsterer i maven.

For hun har jo en mand. Og det er så dumt. Jeg falder altid for de forkerte. Og hvem er jeg til at bedømme, om hun skal tage den lange tur fra den ene til den anden ligusterhæk?

Men der var flirt. Forrygende flirt. Små signaler, der viste anderledes. Hun sendte en sms, mens jeg var ude at løbe. Sådan nogen sender hun ellers aldrig. Aldrig! Så beskeden betød virkelig noget. Jeg læste den igen og igen. Hun skrev: ”Hej hej”.

Hej, hej. Med neongrønt svedbånd og duften af sved i næsen kæmpede jeg mig videre gennem den dunkle skov.

A sms in the night
We shared a flight
The night is grey
And you are away

Jeg har ondt i maven.

Det kommer til at tage tid. Jeg har ryddet op. Smidt kærestebreve og andet skrammel ud – ud af mit liv – ud på nettet. Klassebilleder og historier om gamle flammer. Der skal gøres rent. Startes over. Det skal føles godt igen. Jeg vil i zen. Tilbage på de bonede gulve som den businesskarrierefyr, jeg er.

Jeg kaster op.

Nåh. Men det hele sluttede med, at jeg fandt en shotgun i udskuret, skød hendes nabo for at føre politi på afveje, ventede på, at hun kom hjem, hvorefter jeg skød hende. Færdig med ydmygelser – færdig med at være nullet, der alligevel ikke kom før hendes mand.

Spildte jeg min tid? Gik jeg i ring? I dén grad.

Snap out of it, Andy. Bang!

brød med ord på

Et rugbrød er ikke længere bare et rugbrød og kommer fra noget så dumt som Kohberg. Nu har det en titel. Brødet jeg netop har slæbt hjem fra Føtex hedder ”Lubecker Rugbrød” – og foruden at veje et kvart ton, indeholder det både sennepsmel og kartoffelflager, og er trods navnet fra eget bageri. For madindkøb i dag er blevet et bombardement af flotte titler og lokaliteter, der skal få mundvandet i sving.

Tidligere har det været svært at få pisket savlet op til den trestjernede salami med fedt og farve. Lidt lettere går det nu, hvor spegepølsen er en ”økologisk baguette salami”, som kan nydes både som snack eller på brødet. De tidligere ellers så smarte baguettebrød er dermed blevet presset lidt på sit fine franske navn, men slår tilbage med, at de nu er stenovnsbagt i Belgien – og det med ekstra lang hævetid.

I det hele taget er det geografiske blevet ekstremt vigtigt. En mælk er først noget særligt, hvis den er fra Sønderjylland – eller et superlille mejeri uden tilknytning til Arla (som sikkert behandler mælken dårligt). Men helst skal spisen være hjemmelavet – som den grove remoulade fra Delikatessen – der ligesom det hjemmelavede Lubecker-brød også er med sennepsmel. Mon de laver det i samme skål?

Fra at være en røde pølser-kultur er vi blevet en flok feinschmeckere. Hverken vin, øl, brød, vand kan blive eksotisk, økologisk, lokalt og globalt nok. Og det er da absolut også uden blødende hjerte, at jeg ser, at min barndoms iceberg-salat er henvist til de dårligste pladser på salathylderne til halvdelen af det, dens smarte, italienske lillebrødre koster.

Men man skal passe lidt på. Leverpostejen, det skarn, prøver også at gøre sig fin. Selv om den stadig kommer fra tulip, er den nu både fiks og fransk og med 25% mindre fedt. Alligevel er den triste Daily-leverpostej, der kommer i enorme mængder til den halve pris af en lille fedtfattig pakke fra Tulip, både mere velsmagende OG med mindre fedt.

Flotte titler forfører. Og min bon i Føtex blev da også Kong Hans-kriminel. Bon appetit!

smil - du er på

Forestil dig, at du skal til jobsamtale. Forestil dig så, at du i hast bliver hentet i receptionen, anbragt i et fint rum, får mikrofon på, og at en veltalende kvinde annoncerer dig som redaktør på et teknologisk website, du aldrig har hørt om. Et stort studiekamera offentliggør dit noget overraskede ansigtsudtryk overfor millioner af seere, hvorefter studieværten de næste 90 sekunder stiller dig spørgsmål om en dom, du heller aldrig har hørt om.

Lyder det som et lille mareridt om præstationsangst? Well – for Guy Goma fra Congo blev det til virkelighed, da han forleden skulle til jobsamtale hos BBC. I receptionen blev han forvekslet med en anden Guy; Guy Kewney – der i stedet kunne overvære hele interviewet med hans navnebror fra selv samme reception.

Nu går historien verden rundt, og selv på iAndy kan du nu - ikke helt eksklusivt - få adgang til det fantastiske interview med den lidt befippede jobansøger.

Watch – and laugh!

pisseprincipper

Et princip er en grim fætter.

Jeg kan blive hamrende harm, når noget er af "af princip". Forleden blev Apple i Norge angrebet for en lang række forhold på den norske iTunes. Eksempelvis virker købte numre ikke til andet end iPods. Apple valgte af princip ikke at udtale sig – selv om de nok har en mening om sagen. Men et princip var trods alt bedre end en udtalelse. Et princip ophæver nemlig ethvert behov for argumentation. For et princip diskuterer man ikke – det accepterer man.

Jeg kan huske, at jeg engang skulle kontakte Aldis hovedkontor i Tyskland. De oplyste på aggressiv tysk, at de af princip aldrig udtalte sig om noget som helst. Godt så. Det siger nok en del om typen af spørgsmål, de af gode grunde er vant til at blive mødt med.

For er det ikke sjældent, at en virksomhed "af princip" ikke ønsker at udtale sig om nye produkter, gode regnskaber og når de donerer penge til velgørenhed og anden form for aflad?

Der findes også princip-sager. Omkodet til realsprog betyder det, at sagen efterhånden er uvæsentlig og formentlig blevet særdeles kværulerende.

Privatpersoner kan bestemt også både have principper og principsager. Når jeg bliver mødt af et princip i en diskussion, er jeg klar over to ting. For det første at der normalt ikke mere at hente i diskussionen – et princip lukker og slukker. For det andet at standpunktet formentlig ikke er rationelt til at begrunde. Som journalist og pragmatiker kan det virkelig være hårdt at blive mødt med et princip.

Åh, fri mig for principper.

bøv

Slidte jeans, hættetrøje og sneakers – og 37 år gammel. 24-årige Morten Amsinck har på kommunikationsforum beskrevet en BøV’er – en BørneVoksen. Den nye generation af mænd, der ikke kan acceptere en generationskløft, og derfor ender som store børn, som bruger sine penge på gadgets og koncerter, render rundt i et brokvarter med iPod-bøffer i ørerne og arbejder i den kreative branche i stedet for at være voksne og grå.

Jeg føler mig heldigvis ikke spor ramt...for jeg er nemlig slet ikke 37 år endnu. Øv-bøv! Alligevel er jeg da stadig bekymret for, om man nu selv finder ud af, hvornår street skal blive til gadekær og fuck u skal blive til hov, hov - slap lige af.

På den anden side lyder alternativet - voksen - ikke så fedt. Det lyder som en straf. I al fald hvis det indbefatter kedeligt tøj, kedelige vaner og at man ikke må lege eller gå til koncerter. Det ender med, at det mest spændende i løbet af en måned bliver at se, hvor meget der er gået ind på kapitalpensionen.

Men Morten Amsinck – den unge, vrede mand – er hård i sin kritik af Bøven:
”Bøven er ikke blot irriterende, han er et problem. For hvordan kan man gøre oprør mod en far, der har flere hættetrøjer end en selv. En far som har mere tjald og flere billetter til Roskildefestivalen, end hans børn nogensinde vil kunne købe. For ingen kan gøre oprør mod en generation, der opfører sig som ens egen. Stop nu, kære Bøv, for vi kan ikke alle være samfundets børn. Act your age.”

Så en legende far er altså et problem. Nu besluttede min voksne far at hænge sig i en skov. Kan godt se, at det er et alternativ. Men hvordan er det lige, at man agerer ”sin alder”? Hvem har listen over, hvad der påkræves af en, når man er 25, 30, 35, 40 år? Selvfølgelig skal man tage ansvar, når der er noget at tage ansvar for. Det tror jeg godt, at man kan gøre uagtet hættetrøje og playstation (måske skal man liiiige lade tjalden ligge ved forældremøder og lignende). Og selv børnene af 68’er generationen formåede at lave sit eget oprør. De blev yuppier, punkere, hip-hoppere. Don’t worry, Morten – be happy. Og tag en chiller, ikke?

Det skal rettelig siges, at som alt andet er Bøven et amerikansk fænomen – beskrevet her. Jeg fik faktisk linket tilsendt for en uge eller to siden. Men har aldrig fået det læst. Det havde jeg ikke tid til. For der kom "Fjernsyn for dig".

på pension

Det er tid for opgørelser. Således faldt opgørelsen fra Danica Pension ind af brevsprækken i går. Dejligt at konstatere, at hvis jeg går på pension nu, vil jeg først mangle penge om fjorten dage.
Jeg ved godt, at jeg burde have sådan en kapitalpension, som jeg hver måned kunne overføre enorme mængder af fradragsberettigede kroner til. Men altså – er der ikke noget perverteret over allerede at spare op til sin pension langt før de tredive (altså...rimelig langt...sådan målt i dage)?
Med diverse politiske rævekager skal man nok være 70 år, når min generation må gå på pension. Til den tid er der sikkert ifølge regeringen både ældre- og yngrebyrder så katastrofale, at Tjernobyl til sammenligning vil virke som en hel sund nedsmeltning.

Jeg forventer helt ærligt ikke, at jeg vil fyre så mange penge af som 70-årig. Bare der er til mimrekortet, så jeg kan komme i Parken for at se FCK hjemtage mesterskabet for 41. år i træk. Ja, jeg er beskeden. Og skulle der endelig mangle lidt på kistebunden, så kan jeg vel bare sælge en af mine lejligheder i Paris eller Amsterdam eller Madrid – eller måske et lille stykke af den store, fine ø, jeg ejer i Caribien.

Er det ikke når vi er unge (altså her under 70 år), at vi skal fyre den af? Jeg lider nærmest konstant af et latent rejsebehov. Og min liste over ting, der skal prøves er lang. Jeg tvivler på, at jeg som 70-årig stadig ønsker at dykke ned til hvide hajer – eller joine the 100 mile high club.

Jeg fatter ikke de, der sætter enorme summer ind på deres kapitalpension, så længe de er under 50 år. What’s the freakin’ point? Over de 50 år forstår jeg det godt. Der er man vel alligevel så kedelig og sat, at det ikke betyder det store, om man undlader at bruge sine penge nu eller venter ti-tyve år. Men når man er i 20’erne, 30’erne – ja, 40’erne?

Er det bare mig, der er afsporet og økonomisk dybt uansvarlig (og her tænker jeg på det konkrete spørgsmål om kapitalpension eller ej), eller er kapitalpension noget for regnskabsorme og livsforskrækkede mennesker med hang til livrem og seler?

skal/skal ikke

På mandag begynder billetsalget til koncerten med George Michael til november i Parken. Det er jo mere end en gang, at man (jeg, vi, min generation) har skrålet med på diverse simple Wham!-numre (...I remember when we used to have a good time - partners in crime...), og han formåede bestemt også at fyre den af i 90'erne. Freedom, Faith, Killer, Too Funky. Men i de seneste år er han jo faldet noget af på den.

Skal man eller skal man ikke indløse billet? En hurtig liste:

skal – wake me up before u go go, wham!-ikon
skal ikke – jesus to a child, bøsseikon

skal – fastlove
skal ikke – fast love på offentligt toilet

skal – too funky
skal ikke – too eighty and ninety?

(...tell me that's all in the past and I will gladly walk away...)

velbekomme

Normalerweise synes jeg, at jeg er sådan rimelig velartikuleret. Alt med måde - naturligvis – men det sagte ord falder mig sjældent svært (i ædru tilstand).

Der er dog en markant undtagelse. Når det kommer til standardhilsener, er jeg en lallende amatør. Jeg mestrer nogenlunde ”god weekend” og ”hej hej”, men når det kommer til mere avancerede hilsener, slår min tunge klik og min hjerne går ud. Med tiden har jeg lært i stedet at kaste håndtegn. Et lille vink med et par fingre væk fra panden kan betyde det meste.

Men så klog på livet var jeg ikke som præteenager. Der kunne det let gå galt - som da jeg skulle sige farvel til en kammerats mor og søster. Jeg åbnede døren ind til stuen, hvor de sad, stak hovedet indenfor - og stivnede. Der var mad på bordet. De spiste. Et ”hej hej” ville ikke være nok som afskedssalut. De kiggede begge nysgerrigt på mig. Flere sekunders pinligt tavshed fulgte. Endelig åbnede jeg munden og sagde de eneste to ord, jeg kunne forbinde med hinanden i et passende farvel. To ord, der kun gav mening i det sekund, de blev sagt.
”God mad” sagde jeg højt, hvorefter jeg lukkede døren, kom til mental bevidsthed, og græmmede mig et par minutter.

Håndtegn, tak. Og velbekomme!

skandale på vej

Kong Peter af Farum blev degraderet til joker, set i bagklogskabens ulideligt klare lys var Kurt en svindler, og nu viser Horsens økonomiske evne til at arrangere megakoncerter sig at være blålys.

Hvis noget virker for usandsynligt, er det det sikkert også.