den forsømte frihed

Vrooom. Vroooom, vroooom, vrooooom.
Kan du høre det? Det er lyden af frihed. De dybe lyde og tunge benzindunste dunker gennem polerede udstødninger. Kværnene er toptunede, og al isenkram funkler. Frihed for fanden. Tonsvis af stålheste venter bare på startskuddet, så de i samlet flok kan galopere ud af Nørrebrogade for at ende på Bakken. Det her er ren, rå testestoron-power.

Eller vent lidt. Skub lige vesiret på hjelmen op, mester. Hvilket skue møder dit øje, du vilde biker? Din elskede væbner af et transportmiddel holder parkeret på et stykke flad, våd asfalt en trist, rockerkold martsdag. Overalt kan du få øje på rødmossede fyre, der er langt forbi de tredive, og som har måtte udøve vold på deres korpuser for at kunne klemme det ned i de tætsiddende rød/hvid/sort læderoutfits.

Måske har du kone og børn på slæb. Og du skal i al fald ikke for sent hjem. Det går ikke at drikke en øl. Politiet er jo til stede. De holder pænt al anden trafik til side, så I som en lille andeflok kan passere uden at komme til skade.

Det her er ikke det vilde vesten. Du er ikke lovløs. Duften af frihed er forlængst afløst af lugten af budgetkonto, hvor benzin og læderhandsker er blevet til små kalkulerede felter i fællesregnskabet.
Du skal ikke finde guld, gøre krav på et jordlod eller føre bissende kvæg tværs gennem landet. Du skal køre et par kilometer ud til Bakken, hvor du og børnene kan få en ballon og måske en rød sodavand.

Skål med Pjerrot og få nu skyllet friheden godt ned. Vroom, vroom, bum, bummelum.

hår

Kære børn,

Dengang jeg var ung, der var jeg pæn og korthåret. Jeg var endda helt lyshåret, indtil jeg fik lidt naturlig toning i folkeskoletiden. Og først i gymnasietiden landede en David Bowie-ugle i mit hår og tog permanent ophold gymnasietiden ud.

Men sådan er det jo ikke med jer unge drenge, vel? I skal partout ligne en ung Paul McCartney allerede i fjerde klasse, før I overhovedet aner, hvad "Can't Buy Me Love" betyder. I har jo så meget hår på hovedet, at det helst skal ligne noget, som ikke bare en – men tyve ugler – har gylpet op. I må lægge elkraftværkerne halvt ned, når I hver morgen skal føne jeres gigantiske manker. Og der må gå halve krukker Dax og Vax til, før håret matcher jeres fedtglinsende hud.

Men kids – I got news for u all. Det er uncool at være langhåret. Se på jeres største idoler. Zidane er ikke ligefrem bange for at moone tilskuerne med sit boldbegavede hoved, metrosex-midaldrende Beckham har forlængst lagt sin hanekam ned, og samtlige danske mandlige skuespillere med testosteron-værdi har bekendt isse (nej, David Owe hører ikke til i denne kategori). Ja, og så har jeg da også selv lagt min frisure i en længde, der ville få en amerikansk infanterist til at gøre honnør.

Børnlille, for pokker. Tror I, at Natalie Portman synes, det er særligt sexet, at I har arvet hendes afbarberede paryk? Tænk på alle de stakkels kemikalier, der må lade livet for at I kan proppe spandevis af shampoo i håret.

Nej, rollinger. En rigtig mand bruger hårtrimmer som kam. Trim hårsækkene og spar britpop-looket indtil I i det mindste får hår mere vitale steder.

Og lad mig slå det fast med syvtommersøm – jeg er ikke en skid jaloux over, at I rent faktisk har flere frisurer at vælge imellem end "kort", når I går til frisøren. Skide apolitiske forstads-hippier!

Ok – jeg bider fordommene i mig og udfylder endnu en stafet.

Fire jobs jeg har haft:
1. avisbud – milliondrømmen skal jo starte et sted.
2. ond telefonsælger – mareridt?
3. back office-medarbejder – jeg kan i denne lukkede forsamling fortælle, at ”back-office” står for, at ingen rigtig ved, hvad man laver. Hvorfor fa’en kvittede jeg det job?
4. journalist – nyhedshund, vov vov. God hund. Klap, klap.

Fire film jeg kan se igen og igen:
Hvis jeg skal kunne se en film igen og igen, skal den gerne være underholdende. Rigtig gode film suger jeg til mig og ser oftest en ekstra gang eller tre, fordi gensyn kan skabe nye indtryk. De sjove ser jeg igen og igen, fordi jeg aldrig bliver træt af et billigt grin.

1. The Big Lebowski – større flyderfilm findes ikke. White russian og mælkeskæg, tak!
2. King Pin – også en bowling-film, og jeg er slet ikke til bowling. Men Bill Murray holder. Altid!
3. alt med Quentin Tarantino – han er fed på den fede måde.
4. The Godfather - ok, jeg griner måske ikke vanvittigt meget, men jeg holder stadig vejret hver gang Michael Corleone går ud på restaurantens toilet for at hente pistolen bag cisternen.

Fire steder jeg har boet:
1. Nørrebro – yes, baby!
2. Nørrebro igen – yes, hit me one more time!
3. Århus – lærer aldrig at fatte, hvorfor man skal stå på bagest i bussen, og hvorfor en øl skal koste 45 kr., fordi den serveres ved siden af stinkende å.
4. Missouri, USA – tænk, midt i bibelbæltet har de steder med fri bar for 4 dollars. Sweet Jesus, praise my refill cup.

Fire tv-shows jeg elsker:
1. Simpsons – Homer har svaret på alt. Alt!
2. American Idol – er jeg den eneste, der synes, Simon er lidt for flink?
3. Friends – “Waapaa”, Chandler Bing.
4. Klovn – totalt rip-off, I know. Men livet er ikke for kort til gentagelser.

Fire steder jeg har været på ferie:
1. Madrid – den by stjal mit hjerte.
2. Paris – den by knuste mit hjerte.
3. Barcelona – den by druknede mit hjerte.
4. Amsterdam – den by...hvad var spørgsmålet igen?

Fire websites jeg besøger dagligt:
1. google.com
2. pol.dk
3. berlingske.dk
4. bt.dk – ok, indrømmet. Jeg er nyhedsjunkie. Behøver mit fix – og til sidst tager jeg til takke med dårlige skud.

Fire steder jeg hellere ville være lige nu:
1. Copacabana – gerne med trommesæt.
2. Caribien – gerne med snorkel.
3. Egypten – gerne forklædt som tysker i pyramide.
4. Amsterdam – gerne...hvad?

Fire bloggere jeg tagger:
Jeg tror, vanviddet stopper her. Alle er vist blevet tagget tre, fire, fem gange. So few blogs – so many batons.

Danmark - Resten af verden 1-1

"Racismen kan antage mange former", skriver FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder her på arabisk på en spritny plakat.
Talsmænd for Lego, udenrigsministeren - og hvem, der ellers vil til mikrofonerne, har brokket sig dagen lang. FN beklager, og piller - som planlagt - plakaten ned, når dagen er omme.

Jeg synes, det er ærgeligt, at FN kalder Lego-klodsen en fejl. Personligt finder jeg plakaten særdeles elegant. Om klodsen så virkelig udspringer af en tanketorsk, skal jeg ikke kunne sige. Men noget frembragt ubevidst kan netop være særligt rammende.

Plakaten er blevet publiceret i dag, fordi det er "The International Day for the Elimination of Racial Discrimination". Det har danske medier oversat til henholdsvis "den internationale dag for racisme" og "den internationale racismedag".

Ubevidst - eller bare klodset?

grrr.....søndagslir

Jeg var udsat for et frygteligt overgreb denne weekend. Skulle med DSB, og havde købt pladsbillet. En var ikke nok mente jeg, så jeg købte to pladsbilletter. Måske fandt jeg på noget skægt at bruge et ekstra sæde til, tænkte jeg.
Finder min plads. Toget er fyldt op på nær mine to pladser. Jeg sætter mig stille ned uden at forstyrre andre. Jeg passer med andre ord mig selv.

Pludselig kommer der en stor fyr og spørger, om han må sætte sig på den tomme plads. Altså den plads, jeg har pladsbillet til. Jeg siger klart nej og henviser til min pladsbillet. Fyren går og jeg falder lidt i søvn. Men pludselig vågner jeg med et sæt. Fyren fra før er ved at sætte sig på min plads. Jeg farer op. Det er jo MIN plads. Han er større end mig, og bruger sin størrelse til at tryne mig, den lille mand.

Jeg råber op, og passagererne reagerer. De forstår godt, at pladsen er vigtig for mig, og det er jo mig, der har købt og betalt pladsbilletten. Men alligevel vil fyren sætte sig. Han siger, at han da gerne vil købe min pladsbillet for halvtreds gange mere, end jeg har betalt for det. Så jeg gør, hvad man gør, når man er presset. Jeg tisser på det tomme sæde. Pisser territoriet af. Vuf!

Det er ikke bare for at være en sur skiderik. Jeg havde jo den plads, fordi det var superfedt at have to pladser. Jeg ville måske have skiftet sæde senere. Altså hvis jeg ikke havde tisset på den.

Hvis den her sag ender med, at jeg får en bøde fra DSB, må jeg kigge principielt på det. Det handler jo ikke bare om mit sæde. Det handler om alles sæder. Om den lille mand mod overmagten. Det er jo absurd.

listen

Compose mail. Attach a file. Send.
Sidste punkt på min mange år gamle checkliste kan streges ud.
Har du sådan en - en checkliste for hvad du skal nå, inden du bliver 20, 30, 40 år?

Jeg skrev listen, da jeg var 21 år. Mit valg om at droppe jura-studiet udløste en meget tidlig midtvejskrise. Pludselig så jeg mig selv sidde i et lille kammer - alene og forladt som en 35-årig evighedsstuderende, der droppede ind og ud af det ene mere obskure studie efter det andet uden retning på liv og levned.

Jeg satte mig derfor en række mål for, hvad jeg skulle nå, inden jeg fyldte 30. Hvis jeg var en politiker ville det i dag hedde en drejebog, eller en resultatkontrakt, hvis jeg var direktør – men for en almindelig dødelig som undertegnede hed og hedder det stadig bare "mål".

I korte træk så listen sådan ud:
- færdiggøre en uddannelse (no more law-flaws)
- få fast arbejde matchende uddannelse (kassedame i Netto – no thanx!)
- prøve at bo sammen med fast kæreste (grænseoverskridende for en eremit)
- købe ejerlejlighed i København (boligspekulant in spe)
- prøve for en periode at bo i udlandet (hjemme godt, ude bedst)
- skrive en bog (denne verden behøver bøger)

Flere af punkterne gik hurtigt hjem. Som 22-årig flyttede jeg sammen med min daværende kæreste i et spændingsmættet års tid. Indenfor samme år købte jeg min nuværende guldgrube af en ejerlejlighed og året efter startede jeg på Journalisthøjskolen. Sidste semester læste jeg i USA, og jeg nåede at få en fast stilling i pæn tid inden de 30. Der var således kun et punkt tilbage – at skrive en bog.

Og i denne uge er manus så sendt til forlaget. Bogen bliver publiceret til august. Det er godt nok en faglitterær lærebog og ikke den skønhedslitterære moppedreng, jeg nok havde regnet med – men hey – forfatter er forfatter og bare fordi jeg havde et punkt om, at jeg skulle bo sammen med en kæreste, var det ikke ensbetydende med, at det ligefrem var en skæg periode. Et mål er et mål.

Jeg har stadig en hel del måneder tilbage af mit niogtyvende år, hvilket naturligvis betyder, at jeg har satte mine mål for lavt. Og hvad endnu værre er – at jeg nu skal til at sætte mig nye mål.

Men hvor jeg var ret sikker på, hvad jeg ville opnå, inden jeg blev 30 år, er jeg meget mindre sikker på, hvad der venter ved de fyrre - ud over "fed og færdig". Hedder de nye mål villa, vovse og viet, og skal jeg virkelig allerede nu prøve at definere, hvor min job-karriere har bragt mig om ti år? Stadig fastansat er nok lidt for vagt formuleret. Fogh fornyede ikke sin valgperiode ved at love same o' same o'.

Problemet er, at jeg ikke har en livskrise lige nu. Jeg har det godt. Selv om postnummeret måske kunne trænge til lidt fornyelse, og jeg allerede påtænker lidt efteruddannelse, er der ikke for alvor noget, der virkeligt er presserende for mig.
Det skulle da være endelig at få taget hul på min adventure-liste, som indtil videre kun har et sprængende punkt: at møde en hvid haj i dets rette element (gerne adskilt af et par metaltremmer i et bur). Min ”at lade mig trække gennem vandet af en hval” er endnu liiige en anelse for grænseoverskridende for en, der stadig mangler sit dykkercertificat.

Men måske står trediverne på adventure-time? Jeg mener – hvis tyverne virkelig er de nye teenage-år, må trediverne være de nye tyvere.

Hvordan ser din liste ud?

havfrue på forskud

Opskriften for at vinde en Oscar er let. Lav en melodramatisk film, som alle kan forstå, og som gerne indeholder lutter politisk korrekte statements. Tilsæt lidt overfladisk dybde - og din gyldne mand er hjemme.

Det er dog endnu lettere at vinde Den Gylden Havfrue, som hvert år uddeles af WIFT/DK (Women In Film and Television) til en eller flere danske kvinder, der har lavet en ”påskønnelsesværdig indsats i dansk film, tv eller multimedie”. For ud af 31 danske spillefilm med premiere i 2005 var der nemlig kun en, som var instrueret af en kvinde. Derfor har komitéen i stedet i år valgt at præmiere kvinder, ”der i fremtiden - forhåbentlig - kan være med til at sikre et mere mangfoldigt mediebillede.”

Hvis Oscar-komitéen følger det eksempel, kan det måske endelig være, at instruktør Tony Scott kan få en Oscar for "engang i fremtiden forhåbentlig at lave en god film".

golden søndagslir

Ud over at være fantastisk lækker og skæg er jeg selvfølgelig også med på den værste. I weekenden fik jeg en fræk udfordring og tog imod den. Det skete, mens jeg var på min daglige jagt på det lokale værtshus. En fræk fyrreårig bodegamutter lænede sig ind over mig, mens jeg var ved at bestille min brandbil – med udrykning. Man er vel verdensmand og bekendt med udbuddet, når man nu som jeg lever et fantastisk udadvendt liv med uanede mængder penge til billig sprut. Bodegamutteren så på mig med stangvåde øjne og sagde
– Det er så fedt, når en mand lugter af mand.

Hun behøvede ikke at sige mere – og kunne det sikkert heller ikke. Jeg vidste nemlig straks, hvad hun tænkte på, så jeg lavede mandetricket over alle mandetrick.
Næsten uden at slingre forlod jeg det fancy sted for at besøge beværtningens mest benyttede toilet. De parkerede biler udenfor. Her gjorde jeg, hvad en mand normalt altid gør ude foran et værtshus klokken tre om natten. I min misundelsesværdigt stive tilstand sjatramte jeg da også mig selv, som det hører sig til.

Stolt slendrede jeg tilbage til bardisken og den forrygende frække bodegamutter, der dog i mellemtiden havde fundet en spændstig kvinde i lædervest at spilde sine talenter på. Hendes tab. I stedet stak jeg mine mandefingre op i ansigtet på den erotisk buttede bartender, der havde frække leverpletter hele vejen op af sine flommede, bare arme. Med et smart, selvsikkert smil spurgte jeg, om han kunne dufte, hvad jeg havde på.

Han smilte skælmsk, og vi skålede i øl med samme kulør som min nypåførte eau de toilette. Resten af aften fik jeg både mænd, kvinder og hermafroditter til at dufte til mine fingre – og det viste sig, at ti af de adspurgte havde påført sig samme duftevand denne aften. Det er åbenbart ved at være en trend at benytte sin egen dunst.

blasfemi

Det er blevet populært at brænde Dannebrog og billeder af Fogh af. Det kan jeg til nød acceptere. Enhver kan have brug for at komme af med deres vrede.
Men der er altså visse ting, man bare ikke brænder af. Ting, der betyder så meget for folk, at de fremstår helligere end selv den mest ophøjede religion eller nation. Jeg snakker naturligvis om de fraklippede nøgenscener af Natalie Portman fra filmen Closer, som instruktøren Mike Nichols har valgt at brænde, så de ikke ”faldt i de forkerte hænder”.

Mike, din fims! Hvis du har brændt nøgenscener med Natalie Portman af, står det vist krystalklart, at de værdifulde stykker celluloid allerede befandt sig i de forkerte hænder. Det gør ondt. Rigtig ondt. For at omsætte det til fimsesprog, Mike, så er det ligesom hvis nogen havde brændt dine billeder af Burt Reynolds på et bjørnetæppe.

Og Portman, det er jo bare kunst! Dine bryster var manglet i den film. For ja - lidt har også ret.

træd ikke over stregen - der kommer tog

Udtrådt tyggegummi, tiggere og tomme informationsskærme. Al det kan man dagligt finde på Nørreport St. Men når det kommer til en reklame for bogen ”Hvad er islam”, siger Banedanmark stop. De har såkaldt etiske regler for pornografiske, religiøse og politiske reklamer, der åbenbart forbyder dem at reklamere for en oplysende bog.

Jeg mindes at have set billedet af en gravid Thøger Seidenfaden, der reklamerer for sit feministiske bøsseævl af en avis på Nørreport St., men dengang var det vel også andre tider. Nu må man i stedet skylle ytringsfriheden ned med sin imperialistiske cola og fejlfarvede M&M’s fra Nørreports sidste totalt politisk ukorrekte bastion - slik- og sodavandsautomaten.

Bøvs.

så så man lige lidt søndagslir

Åh. Hvor skal jeg dog fortsætte min fortælling om mit jetset-liv på alverdens plettede lagener?

Jo, forleden fik jeg da vist lige en superfræk sms. Der stod frækt og frejdigt: ”Hej Henrik, jeg bliver forsinket. Gider du at hente børnene?”. Det satte straks min kreative hjerne i gang. Hvem pokker har jeg dog dusket indenfor de seneste år, som jeg åbenbart har fået børn med, og som tændte på at kalde mig Henrik? Jeg har været sammen med så utroligt mange forvirrede piger, at jeg ikke lige kunne komme på det, så jeg skrev tilbage – ”Hej dejlige, her er din ”Henrik”. Fedt, at det blev til børn – men kan du lige nævne, hvornår jeg duskede dig? Knuzzz Skarpskyderen”.

Det udviklede sig til en meget lang og hed sms-battle, hvor hun begyndte at lege med, at der også var en anden Henrik i spil. Frækkert! Siden fulgte et par hede telefonopkald, der kun blev afbrudt af en dårlig telefonforbindelse, og det førte da også til et enkelt overraskende nattebesøg, indtil der kom et polititilhold i vejen. Den anden Henrik var hun åbenbart gift med, og så fik hun kolde fødder. Forvirrede kælling, siger jeg bare. Hvorfor så kalde mig for Henrik, hvis hun ikke vil noget?

Nåh – men for at undgå den slags små uheld har jeg besluttet mig for at skrive en stor biografi om mit vilde liv i nødsporet. På den måde kan jeg huske alt og alle, som jeg har fået polititilhold fra. Den skal hedde ”Mig og Casanova og mig og mig” og udkomme i sort læder af samme slags som det, der forskønner min lædersofa, mine læderbukser og min udklædning til diverse læderparties i Skindergade. Wrrrraaaauuuuuw!

Håber, I hygger jer derude. Nu vil jeg surfe tøzeblogz. Pas på derude – supergun er løs. Knuzzz!

time goes by

Kigger i kalenderen. Forår. Kigger ud af vinduet. Sne. Kalenderen er tydeligvis ikke synkroniseret med vejrliget.

Til gengæld er min pda endelig blevet synkroniseret med min arbejdskalender. Så nu kan jeg også digitalt konstatere, at jeg ikke har noget liv.