mere søndagslir

Nej altså, havde helt glemt, at det er søndagslirtid i dag. Dumme spraydåse altså. Nåh, men hvad sker der så liiiige i mit craisy-daisy liv?

Jo altså. Var lissom til koncert. HAAAALLOOO!!!, det var højt. Godt, jeg allerede havde drukket mig totalt bacardi-lemon. Der var ellers komplet rockerkrise i starten. Jeg tabte to fadøl på vej over plænen under åbningsnummeret. Altså – man spilder bare ikke gyldne dråber på den måde. Heller ikke selv om det er på en plæne. Ihhhhh...!

Nåh men altså – mødte bare SÅ mange jeg kendte. Måske er det bare fordi, jeg kender SÅ mange. Og der var endda enkelte, der ville kendes ved mig. Fik også en sindssvag lækker sms efter koncerten med et billede af en opsvulmet ... Gore. Tror da nok liiige, det var en keeper!!!

Efter koncerten gik den vilde tur så bare videre i byen. Crashede først totalt hos en eller anden, der havde mange guitarer men intet sprut. Så så man lige mig smutte videre! Men altså er det her London eller hvad? Alt lukker jo klokken to. Og der er festen først lige startet, ikke tøser???

Så tak for taxaer. Kom op at køre med guddommelig frisk taxachauffør, og tror du ikke, jeg var heldig og fik samlet en totalt lækker dåse op på vejen hjem??? Hun stod bare lige dér og ventede udenfor, og så sagde jeg haps. Total jæger. OK, hun var måske ikke lige helt ukendt, men er jeg måske singlefun?

Hav det super og smid lige en rygklapperkommentar på vejen, ikke?

got enough

Her skulle der være et billede
fra depeche mode-koncerten, men
ledningen til mit kamera er blevet væk.

Genmøder kan være triste. Og denne gang var gnisten bestemt ikke den samme. Bare se Gahan. Han beholdt tøjet på under hele koncerten. Totalt clean - ligesom numrene. Til sidst blev det endda fake, da Gore og Gahan ryg til ryg sang Goodnight Lovers til et kor af tændte lightere. Ja, I er virkelig gode venner, er I.

Første gang, jeg så Depeche Mode, var der masser af smerte og gejst. Anden gang var bandet ekstremt fraværende, mens Gahan alene på Roskilde var et særdeles seværdigt studie i stofmisbrug. Og i aftes var bandet altså gået clean og cheerful. Hvornår er det nogensinde blevet Depeches varemærke?

Pasadena Rose Bowl har bestemt vist anderledes, men jeg tror altså, at Depeche er bedre til intimkoncerter. Deres mainstream-succes er større end deres numre er lavet til. Eller også er det simpelthen et spørgsmål om, at der skal være højere til himmelen end der var i går. Parken er lydmæssigt skrækkeligt med tag over.

Jeg ved ikke, hvor det gik galt. Men galt gik det – selv om det startede i et rødt brag med A Pain That I’m Used To, fortsatte fint med John The Revelator, men undervejs fusede ud med numre, der er hørt bedre tidligere. Koncerten endte som et langt rutineknald. Det kunne næsten lige så godt have være et stilrent coverband, der stod på scenen i går aftes. Måske havde et coverband med edge ligefrem været bedre end the somehow real thing.

Depeche definetly let me down again.

sleep cool

Mobiltelefoner og iPods(kloner) får en gadget-konkurrent. I år gælder det om at vågne smart. For det er ærligt talt helt og aldeles ancient, at du stadig lader det billige vækkeur fra forrige jul vække dig, selv om du måske befinder dig i en givtig REM-tilstand.

Jeg har allerede omtalt armbåndsuret sleeptracker, der vækker en i den lette søvn. Men der er meget mere på vej. Hvis der skal gå apple-look i den (og det må der jo gerne), skal det være aXbo. Med en sensor måler et wristband på håndledet dine bevægelser i sengen, og slår alarmen til, når du mest venter det. Klokkeværket kan endda klare signaler fra to wristbands, men hvordan den lige vækker dig og ikke kæresten, står der ikke noget om.

Det er selvfølgelg en anelse nørdet at sove med wristband med bevægelsessensor. Men nørdfaktoren er først i top med SleepSmart, der er ved at være færdigudviklet hos Axon Sleep Research Laboratories. Her iklæder du dig et et headband som ”harmløst registrerer din hjerneaktivitet gennem natten”. Mon den kommer som kæreste-sæt? Og vil det i så fald være et parforhold, der er værd at vågne op til?

av!

Det starter med lyde. De bliver høje, skærrende. Dernæst begynder lyskilder at træde ekstra tydeligt frem. Selv et fjernsyns røde standby-knap bliver skarp og irriterende. Så forsvinder fokusering. Er det helt slemt, bliver midten af synsfeltet til utydelig grød. Hovedet fjerner al tankevirksomhed, og handlinger foretages i enstrenget refleks. Denne verden skal lukkes ned i et par timer.

Fjerner alle lyder, gemmer synet væk i en sort maske, og bedøver kroppen med piller. Og så genstarter jeg. Langsomt.

just can't get enough

Jeg nyder stilheden. Særligt når den bliver blæst ud i Parken med Depeche Mode på scenen. Oh yes - lørdag befinder undertegnede sig i en helt anden verden over et græstæppe og under et rulletag. En verden fyldt med minder.

De første minder er i sort og hvid. Jeg kan stadig se Depeche Modes ”101”-plakat for mig. Plakaten var absolut obligatorisk teenage-pynt i slut-80erne, og den hænger da også helt korrekt på skrå i min coole fire år ældre fætters værelse. Nedenunder glider lyden fra Pasadena Rose Bowl ud fra den nye, smarte cd-afspiller i sort fra sony.

I min status som fattig præ-teenager nøjedes jeg selv med at fremskaffe kopikassettebånd fra Polen med Violator og Speak and Spell. Men det lød godt i min hvide walkman (stadig sony) trods occational båndsalat.

I det hele taget var jeg quo min alder en rigtig efternøler. Da jeg havde nået teenage-alderen, var dampen gået af Depeche. De udgav Songs of Faith & Devotion, som ikke var i nærheden af at leve op til Violators storslåede hit-maskine. Bandmedlemmerne hadede hinanden, var røget alvorligt på stoffer, og gav først lyd fra sig fire år senere. Albummet hed Ultra, udkom mens jeg gik i gymnasiet, og ”It’s No Good” blev en obligatorisk del af enhver fest, ligesom ”Never Let Me Down Again”, ”Enjoy The Silence” og mange flere allerede var det.

Da studenterhuen var kommet på og mine teltpæle sat i Københavns muld, fik jeg endelig stjernerne at se og høre. Stående, rockende, ekstatisk hoppende i sand i Club Danmark Hallen i Valby. Fanfuckintastisk. Det var to timers hit-parade og er stadig en af mine bedste koncert-oplevelser ever.

Den næste med bandet blev til gengæld en af de fladeste. Det var i Parken i 2001, og da Dave Gahan med et ”Thank you” takkede af efter halvanden uengageret time uden et eneste ekstranummer, vidste vi alle godt, at gnisten var væk - igen.

For modsat U2, Rolling Stones og lignende oldingebands har Depeche Mode aldrig optrådt som en velsmurt milliardmaskine. Også selv om de med 70 mio. solgte albums er i den helt tunge liga. Efter Exciter Touren gik gruppen i en noget nær uløselig opløsning. It really was no good.

Mellemspillet blev for mig en hamrende fed og usandsynligt stoned Gahan single-performance på Roskilde festivalen i 2003. Den påståede clean Gahan lå næsten nøgen på scenen, mens han promoverede sit eget album ”Paper Monsters” ved at spille alle de gode gamle Depeche Mode-hits. Det var ikke så populært hos resten af den gamle gruppe, hvorimod Gahan så ud til at nyde det, lige indtil han blev slæbt af scenen.

Men hvorfor også fixe noget, hvis det fungerer ødelagt? De absolut mest nødvendige kompromiser blev indgået, og Martin Gores totale tekst-dominans blev opløst ved at Gahan fik lov til at skrive tre af sangene på albummet ”Playing the Angel”.

Så lørdag er det altså tid igen. Fuck interne magtkampe, selvmordsforsøg ad libitum og et helt ekstremt stofmisbrug. De tre tilbageværende aldrende gutter vil på godt og ondt igen fyre den af med alt fra naivt synthpop hen over dyster melankoli til fantastiske crowd-pleaser-numre. Alle de gamle numre vil vække minder – og alle de nye har plads til kommende.

Be there – and reach out and touch faith!

søndagslir

Så så man lige mig have tjekket forskellige blogs ud. Og så blev jeg da lige overrasket eller hvad? Jeg skal da også sponsoreres og have fine blade til at skrive om mig. Så altså der bliver lige sådan et stilskifte, ik? Nu er jeg ik’ sådan singlesild vel, så jeg har ik’ sådan det viiilde liv, hvor jeg kysser med Grand Prix-kloner hver gang, jeg møder en, der er fuld nok, men altså...iiiih...ej, nu tror I bare, at jeg er dum eller noget. Men jeg kan både stavve og sende smz’er. Mange. Og nogen gange får jeg endda svar.

Ih, tak, hvor er I søde, at I gider læse med. Jeg opdaterer lige så snart, jeg har tømmermænd igen. Kyzzz.

agent på retræte

Bond har endelig fået sin babe - eller hvilken betegnelse man ellers vil give Eva Green. Det er dermed på tide med en status.

Ingredienserne i en Bond-film er normalt

1 stk. hårdkogt britisk agent
1 stk. lækker Bondbabe (til tider flere hvis det er en rigtig god film) og
1 stk. skræmmende skurk

Den kommende Bond-film, Casino Royale, består derimod af

1 stk. blond fims
1 stk. fransk cafeterie-snask
1 stk. stiknarkoman-look-a-like (+ Nannas far for at gøre det ekstra skræmmende)

Jeg ved godt, at tingene hænger sammen. Den nye Bond, Daniel Craig, ville aldrig kunne score noget, der er mere lækkert end left-overs, og han ville aldrig kunne bekæmpe noget, der er mere farligt end en senet Mads Mikkelsen, hvis mest skræmmende våben formentlig vil være manglende hygiejne. Det hele passer sammen.

Men hvad er det lige i tidsånden, der gør, at man ikke i stedet vælger Clive Owen som hårdkogt Bond, Keira Knightley som Bond-babe og Gary Oldman som skurk?
Er vi ikke kommet forbi metroseksuel mand, der scorer ligeværdig kvinde og snakker sig ud af problemer med uvenner? Verden er fyldt med terrorister, korrupte præsidenter og Muhammed-tegninger. Her er mere farligt end nogensinde før. Den kolde krig var ligefrem varm og hyggelig i forhold til det ragnarok, der er opstået efter muren er faldet, Jeltsin er lagt i sprit, og muslimerne er kommet ud af deres burka.

Kom nu ind i kampen, Bond. Look tough, kiss hot and fight the evil. Nannas far har alligevel ikke tid til at lege, for han skal smørre madpakke. Christ!

nøøøøj

Jeg har lige fået en pakke fra Luxemborg. Det lille smørhul tror jeg aldrig, jeg tidligere har fået post fra. Og jeg ventede det heller ikke lige. Men med internettet er geografien blevet flydende. Når jeg bestiller en pakke fra en engelsksproget hjemmeside, kan den sagtens have hjemme i Danmark eller Australien med depot i Gedser. It doesn’t matter, mate!

Måske er jeg bare virkelig ved at blive gammel, men det er virkelig fascinerende med den globale udveksling af varer og informationer, snak og kontakter, der foregår helt ned på microniveau i det enkelte hjem. For ti år siden havde jeg aldrig sendt en mail. Nu er alt andet blevet snail, og verden er min private markedsplads.

For at lyde endnu ældre – mon så ungdommen i dag (tsk, tsk) forstår, hvilket unikum internettet er? Da de legede røver og soldater - eller måske lige omkring doktor og patient - var det stadig røvhamrende besværligt for os unge progressive at fremdrive forgængelige informationer, der ikke lige stod i dagens avis eller i reklamebrochurerne. Noget så simpelt som at skaffe viden om en særlig cd (vi kaldte det vist plader dengang) eller film beroede på gode specialbutikker med netværket i orden. Og alligevel kunne valid information tage måneder at skafffe. Det gjorde så ikke tingene lettere, hvis man som undertegnede var geografisk fanget i en udørk af en provinsby, der troede af dansktop, iceman og frellsen var toppen af al nydelse. Engang imellem sneg jeg mig ind i et rødt bumletog med retning mod København - og med ankomst klokken fire – for at lege bonderøv på rov i et par timer.

Men i dag lå Léon i deluxe edition på to dvd-skiver og ventede på mig i postkassen. Sendt fra det lille hertugdømme. Selv om jeg har købt tonsvis af ting på nettet, bliver jeg stadig barnligt imponeret. Tænk at en pakke fra fjerne lande ikke kræver andet end et par tryk på tasterne og et enkelt slag med musehalen.

Jeg er blevet gammel. Gammel og glad.

spring is in the air

Happy Valentines!

muuuuuuuuuuuuuuuuuhammed

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg i bare en uges tid ikke ville læse mere om profeter, tegninger og dertilhørende menneskelig stupiditet. Men når det ligefrem går hen og bliver morbidt morsomt, kan jeg godt klare en enkel nyhed mere.

Den følgende historie foregår lidt udenfor Bethlehem - nærmere betegnet i Mohammad Abu Difs lille gård i en sydegyptisk landsby. Her blev en tyrekalv i dag født. Og selv om Mohammad Abu Dif nok ikke ligefrem hører til i top tre blandt vise mænd, kunne han godt se, at det var en helt særlig tyrekalv. Dens våde, nyfødte skind havde nemlig for øjnene af ham foldet ordene ”Der er ikke andre guder end Allah”.

Et slogan på en tyrekalv. Javel. Begrebet "at brande" stammer oprindeligt fra det at brændemærke sine køer. Og det er beviseligt hamrende effektivt at brande. Coca Colas brand alene er over 500 mia. kr. værd, og bare på grund af et par hudfolder på en kalv strømmede 20.000 egyptere i løbet af dagen til gården. Og ligesom når man placerer en Jean Michel Jarre-koncert på en nordjysk hede, giver 20.000 egyptere på en lille gård lidt tumult.

Men det var åbenbart et par tusinde trådte tæer værd. Ifølge en politimand, der foretrækker anonymitet (det forståes), har vidner sagt, at kalven er ”Allahs svar på de igangværende angreb på islam”.

Hvis Allah tror, at debatten handler om, hvor mange guder, der mon egentlig findes, har han vist ikke helt fattet pointen. Men dét er han så ikke ene om.

endelig går Lego ind i kampen

Er jeg den eneste, der er trææææææt af den skide konflikt? Jeg ved godt, at jeg er et kedeligt resultat af zapperkultur, men kan vi ikke få noget nyt på programmet?

ål-tale

Fogh er glattere end en ål indsmurt i blødt smør. Selv om El Prebsi Bush formastede sig til at ringe uden om Foghs drejebog, ser det efterhånden ud som om, at alt kører efter statsministerens hoved igen. Også selv om billedet af hans hoved er blevet afbrændt et par gange i Mellemøsten de seneste uger.

Holdningen i den danske befolkning er, at ja, måske sagde Fogh nej til et møde med et par ambassadører, men han gjorde det for ytringsfrihedens skyld. Fogh, den stolte statsmand, ville ikke tage retslige skridt imod Jyllands-Posten.

Men kære Fogh, det er jo spin. Det var ikke det, ambassadørerne krævede, som man kan læse i dette brev (side to her). De elleve ambassadører kræver ikke, at Fogh skal tage retslige skridt, og det er langt fra kun tegningerne, der gør dem bekymrede. Brian Mikkelsen, Frevert og Radio Holger bliver nævnt før de nu verdensberømte tegninger.

Roger Buch har på DJH’s blog dissekeret ambassadørernes brev og Foghs efterfølgende fornærmelse af et svarbrev. (Desuden skriver Bo Arlind mere om Foghs vellykkede spin her.)

Som afrundning på en link-tung post får Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut dagens næstsidste kommentar. De har bragt et særdeles begavet indspark her – og jeg citerer:

”Sagen er netop kompliceret, fordi den forudsætter, at man bør høre, hvad den anden vil sige for at undgå en polarisering, hvor hver part påkalder sig absolutte rettigheder. Absolutte rettigheder som kan være et let argument at bruge, men som hurtigt binder sin indehaver i faste holdninger, der forvandler enhver dialog til en form for udveksling af beskyldninger eller en udstilling af styrke og uretfærdigheder.”

Fogh bærer så absolut en stor del af ansvaret for den nuværende situation. Ytringsfrihed eller ej.

intet mindre end paradis

Hvis man de seneste dage har formastet sig til at se TV-avis eller ligefrem åbnet en papiravis, kan det godt være svært at forestille sig, at paradis faktisk findes på jord.

Men det gør det. På Ny Guinea har forskere nu fundet et uberørt område med kæmpeblomster, sjældne fugle og noget så eksotisk som et langnæbbet myrepindsvin, der slet ikke har lært at være bange for mennesker endnu (stakkels den, hvis dens sarte næse ved et uheld fik fat i JP fra denne uge).

Jeg har derfor straks aflyst enhver løssluppen idé om at bosætte mig i en jordhule i Spanien, og vil i stedet spændt vente på, om forskerteamet finder 72 jomfruer.

skræmmende

I en tid med had, misforståelser og divergerende ideologier er Christian Jungersens ”Undtagelsen” særdeles interessant læsning. I en moppedreng på 620 sider kommer vi længere ind under huden på fire kvinder, end rart er. Forbi Bridget Jones’ fedtlag, og forbi falsk søstersolidaritet. Langt længere end kvinder normalt selv kan lide at gå, og imponerende langt for en mand at nå.

De fire kvinder arbejder – og særligt modarbejder – på et lille kontor med den fine titel: ”Dansk Center for Information om Folkedrab”. På ydersiden dufter det hele af RUCsk lykke. Man er i den gode sags tjeneste, og hvis nogen ønsker at modarbejde al verdens ondskab, er det her blandt humanistisk indstillede kvinder. To af dem er idealistisk dugfriske fra universitetets beskyttende sfære, mens sekretæren og bibliotekaren allerede har været et par gange rundt om blokken. I det ene tilfælde måske en gang for meget.

Det er i disse rammer, at Christian Jungersen har valgt at dissekere og studere ondskabens væsen. Gennem mobning, grupperinger og til sidst mødet med menneskets allermest dyriske og udslettende natur.

Det hele starter med en mail. Ikke af den uskyldige slags. Flere af de fire kvinder modtager en dødstrussel forfattet på engelsk uden afsender. Det oplagte gæt er, at det må komme fra en af de mange personer, som de har skrevet artikler om til deres hjemmeside. Her har de lagt navn til adskillige folkemorderes historie. Mange af de beskrevne er stadig nulevende og på fri fod.

En anden mulighed er selvfølgelig, at det er en meget tættere på dem, der har sendt mailsne. Hvad med stedets bibliotekar, Anne-Lise? Hun er den nyest tilkommende, sidder for sig selv, og er lidt sær. Måske drikker hun. Måske siger vi bare, at hun drikker.

Mens mændene i bogen driver rundt i et fjernt internt magtspil, er det kvinder og kvindesind, der her er i centrum. At læse ”Undtagelsen” er som endelig at være fluen på pigetoilettet, når veninder skal sladre. Ja, jeg får som flue endda lov til at zumme ind i ørerne på alle fire kvinder for at høre, hvad de tænker. Eller i det mindste hvad de selv tror, de tænker. Det er fængende fascinerende. Også selv om de 620 sider sagtens kunne være kogt ned til det halve uden at have kostet et kommas forståelse.

De mange sider skal dog ikke afskrække. For selv om slutningen lugter lidt af filmen ”Wild Things” på speed, er den stadig værd at nå hen til og få med. Ondskaben pibler konstant frem i nye former gennem bogen og tvinger plottet og forståelsen til at ændre sig. Desværre til sidst grænsende til det urealistiske, der til dels ødelægger plottet. Men alligevel er bogen uhyre interessant.

Jeg lukker pænt døren til pigetoilettet og siger tak for kigget. Det var skræmmende.

i audiens

Jeg husker tydeligt mit møde med Abu Laban. Det foregik i Islamisk Trossamfunds stærkt befolkede lokaler lige efter endnu en fredagsbøn, hvor labanen havde fået sindene i kog. Dengang var emnet USAs invasion af Irak. Han havde råbt højt og aggressivt på arabisk, og jeg glædede mig til at finde ud af, hvad han egentlig havde sagt, når jeg kom hjem til vores tolke på redaktionen.

Først skulle jeg dog interviewe Laban selv. Der var blot et problem, der skulle ryddes af vejen først. Udenfor var der opstået slåskamp mellem et par opildnede deltagere til fredagsbønnen, og vores fotograf havde tilfældigt stået ved vinduet, mens det skete. Før han vidste af det, stod han omringet af en række truende mænd, som krævede båndet i kameraet udleveret. Fotografen kom rystet ind til mig med fem-seks meget aggressive mænd i hælende. Kort fortalte han mig, hvad der var sket, og at han ikke havde fået det på båndet.
- Så der er intet af slagsmålet på båndet, spurgte jeg lavt for at være sikker på, at det ikke bare var retorik. Det var jo unægteligt godt tv, for hele pladsen dirrede af aggressioner den dag.
Men der var intet på båndet, forsikrede fotografen mig så lavt og fortroligt, han kunne. Det betød, at vi ikke havde historien, og vi intet havde at forhandle med. Men forhandling krævede den rasende hob.
Abu Laban var nu selv til stede i rummet. Han holdt sig i baggrunden. Iagttagende.

Kravet var klart. Vi ville ikke få lov til at forlade lokalet med båndet, for de ville ikke have, at andre fik at se, at der havde været slåskamp. Uden bånd ville vi heller ikke kunne rapportere noget fra fredagsbønnen.

Men der var intet slagsmål på båndet, så der var ikke den store grund til at holde en lang tale om ytringsfrihed.
Havde vi haft optagelserne, ville det derimod have været en svær diskussion. Jeg kunne godt mærke, at jeg presselovsmæssigt var lidt på gyngende grund. Måtte vi optage, hvad vi ville, når vi nu tydeligt opholdt os i private gemakker? Forinden havde vi skrevet under på en erklæring om, hvordan man som presse skulle opføre sig på stedet. En i danske øjne helt uhør erklæring, men forinden havde jeg på redaktionen fået at vide, at ”den skriver du bare under på”. Ellers havde vi heller ikke fået et sekund billeder i kassen fra fredagsbønnen.

Der var bare ingen sag. Der var ingen billeder, vi skulle undskylde eller forholde os til. På båndet befandt sig kun bøn og interviews med diverse deltagende.

De oprørte muslimer ville se alle optagede billeder på båndet. Igen helt uhørt. Normalt får ingen kilder noget som helst af det optagede at se, før det bliver bragt prime time. Og her var et reelt praktisk problem. For kameraet kunne af en eller anden årsag ikke afspille, fortalte fotografen, og det eneste sted, vi kunne se, hvad der var på båndet, var i vores bil. Her var der et gennemsynsanlæg til rådighed på bagsædet. Men det ville i sagens natur kræve, at vi forlod rummet med båndet, hvilket gik en hel del imod deres krav om, at vi ikke fik det bånd med os derfra.

Jeg tror, det var tiende gang, jeg fortalte, vi ikke havde de billeder, og tiende gang, jeg blev truet, at Abu Laban brød ind. Rolig og forsonende. Enten mente han, at vi var blevet afskrækket nok fra at bruge billederne, eller også begyndte han efterhånden at tro på det, vi fortalte. På få øjeblikke fik han i al fald talt gemytterne ned, og vi kunne endelig interviewe ham.

Et sådan interview havde trange kår, da jeg ikke kunne tage afsæt i fredagsbønnen direkte. Jeg vidste endnu ikke, hvad han havde sagt. Men Abu Laban var nu en helt anden. Hvor hans øjne havde lynet i sin timelange tale, var de nu milde og forsonende. Hans stemme var blød og behagelig, og hans udtalelser moderate. Igen og igen udtrykte han sit fromme ønske at finde en fredelig løsning.

Da interviewet var slut, sørgede han for at følge os ned til bilen. Vi var ikke direkte i fare, formanede han, men alligevel var det bedst, at han gik med os. Igen lå vi i grænsefladen mellem det sagte og det usagte. Og igen var der ingen tvivl om, hvem der havde den absolut og udelte magt på stedet.

Havde vi haft bedre tid på redaktionen, kunne vi muligvis have fundet uoverensstemmelser mellem hans bøn og det efterfølgende interview. Men tiden var knap, og det var ikke de fine nuancer, der blev prioriteret højest. Interviewdelen endte med slet ikke at blive brugt. I stedet brugte jeg den del af bønnen, hvor han siger: ”Vi beder og bønfalder Gud om at give USA et nederlag. At han ødelægger USA’s hære. At han ophæver USA’s undertrykkelse af jordens folk, og udskifter den med en troende og velgørende ledelse, der genetablerer retfærdighed og rettigheder.”

Målet er en islamisk verdensorden. Det må man aldrig glemme, når man hører Abu Laban udtale sig.

avs

"Alcohol, table saws, and flannel shirts do not mix."

"Do not continue to hump a girl at a party once it's clear that the zipper is causing some major irritation....but do be proud that that's the reason for the irritation."

"My fave med pic was an x-ray I saw during EMT training... Pickle jar in rectum."

Hvis diverse tv-serier om emergency rooms ikke er nok til at tilfredsstille dit behov for frygtelige hospital-historier, kan du få en god bunke af dem på dette forum. Her skriver ansatte på diverse emergency rooms om deres oplevelser. Tro mig - de tre ovennævnte smagsprøver er af den absolut mere fredsommelige slags.

Consider yourself warned!

kristent budskab

"Wir wollen die totale ytringsfrihed" står der skrevet på et banner ud foran den mest progressive kirke i Danmark. Stefanskirken er lidt sej - selv for en non-religiøs som undertegnede.

boooring

Fokus forsvinder, blikket flakker. Øjnene falder i, og hovedet nikker. I et splitsekund går min bevidsthed i sort.
Tilbage til virkeligheden. Øjnene skeler en smule. De kan stadig ikke stille skarpt. Et par rækker foran mig fortsætter taleren sit timelange foredrag. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde for fem sekunder siden. Og ved hvert bevidsthedsudfald glemmer jeg, hvordan han ser ud. Rejser en anden i salen sig op i et af de øjeblikke min hukommelse flakker, ville jeg end ikke ane, hvem af de stående, der var taler.

Powerpointshowet er på tyvende slide. Der er alt for mange bogstaver og tal. Groft misbrug af bits og bytes. Teksten er ulæselig, farverne triste, og talerens ordflommeri, der i monotont tempo kværner hen over, er så uskarpt og ubrugeligt, at jeg ligefrem burde være taknemmelig for, at min hjerne prøver at lukke ned og spare opmærksomhed til bedre tider.

Dette. Er. Kedeligt.

00-Mads

Mads Mikkelsen bliver skurk i den nye Bond-film. Værsgo' mine damer og herrer. Før Ekstra Bladet, BT og den i branchen højtelskede Se & Hør, får du nyheden her på iAndy, mens den stadig er top confidential.
Mads bliver dermed den første skurk, der skal prøve at krumme en af Bonds nye blonde lokker – without a license to kill. Det burde dog stadig være en smal sag.