skræmmende

På pol.dk lige nu er de seks største nyheder om det mere end spændte forhold mellem Danmark og en del af den muslimske verden. Der er udsendt fatwa mod den danske bataljon i Irak, en bombetrussel mod JP er afblæst, Per Stig skal mødes med FN’s generalsekretær og USA’s udenrigsminister for at diskutere den danske holdning til tegningerne, og PET advarer mod danske demonstrationer.

- Det handler om ytringsfrihed, sagde statsministeren.
- Nej, det handler om at vise respekt, sagde ekstremisterne og brændte vores dannebrog af offentligt. Men efter dødstrusler, terrortrusler og senest boykot af danske varer, smed JP og statsministeren håndklædet i ringen, og undskyldte (næsten), at en dansk avis tegnede profeten Muhammed.

Undskyldningen fra JP kom alt for sent, og statsministerens ikke-undskyldning-men-så-alligevel var også over en måned for længe undervejs. Skaden er sket. Danmark er et terrormål som aldrig før, og dansk eksport har lidt stor skade.

Det handler ikke om, hvem der har ret. Det handler om diplomati. Det handler om at finde en løsning mellem to parter, der absolut ikke forstår – eller kommer til at forstå - hinanden.

Der er bestemt ingen vindere i denne her sag. De kulturelle forskelle mellem ”os” og ”dem” har vel aldrig trådt tydeligere frem. Polerne er så langt væk fra hinanden, som de kan komme, og der eksisterer ikke en platform at diskutere på.

”Vi” danskere har slet ikke religionen nok oppe under neglene til at forstå, hvilke helt afsindige følelser en for os simpel tegning sætter i gang, og ”de” terrortruende muslimer forstår slet ikke vores vestlige værdigrundlag, der vil beskytte ytringsfriheden.

Såret er vidt åbent. Følelserne har forlængst taget over. Det her er blevet personligt.

vågn op, lille Hans

Jeg er gadget-freak. No doubt about that. Og hver gang jeg ser noget nyt og liret, stiger min puls.

Og apropos gadgets og puls (hvor tilfældigt) så faldt jeg over det her ur. Hvor rockerblæret blingblingeling er det ikke lige? OK, det er grimt som BR – men det her ur kan simpelthen vække dig, når du mest kan overskue det mellem de givtige REM-søvne. Fanfuckintastisk!

Eneste problem ved uret er, at det sikkert først vil vække mig omkring maj.

videosnask

Engang for længe, længe siden fik en smart video-dj på en tv-station en genial idé. Han satte et lille stykke tekst ind i starten og slutningen af en musikvideo, der fortalte, hvad kunstneren og nummeret hed. Glimrende fundet på.

Men sådanne bokse kan jo bruges til meget mere, tænkte en ny video-dj og opfandt så stilen, hvor adskillige pop-ups med tekst fortalte os seere alle mulige og umulige facts om den enkelte musikvideos tilblivelse. Det var ganske skægt første gang, man læste boksene.

Så kom sms – og den menige teenager in spe kunne nu sende en personlig hilsen til ”Iben fra Skagen” – med masser af ”møzzz” og ”knuzzz”, mens videoerne spillede. Hilsenerne blev så spyttet ud i en CNN-newsticker-look-a-like. Da det blev mere kikset at se på end Polle fra Snave, blev videoerne igen nogenlunde boks-rene. Men det var stilhed før stormen. Boks-bagmændene gik nemlig i gang med at planlægge en ny laveste fællesnævner.

Og værsgo’: På MTV kan man nu late night læse, hvordan to navne passer sammen i sengen. Her kan ”Mia og Mikkel” score 77 procent (eller 88 – tallet er helt tilfældigt) og få at vide, at Mia er en frækkert, der elsker trekanter – gerne med grønlændere. Mon Mias forældre tænkte på dette, da de navngav hende?

Crapkanalen The Voice er fulgt efter i en lidt mindre dirty version, da de nøjes med at rate forholdets chance for beståen - igen ud fra navne og igen ud fra en fuldstændig tilfældig og tåbelig pointscore. Til gengæld lader de en underlig bold hoppe hen over skærmen i tide og utide, således at musikvideoen bagved al teksten efterhånden er reduceret til et anonymt vægtæppe.

Det er videosnask af værste skuffe - og jeg nægter at tro på, at hverken ungdommen eller alderdommen gider at sidde særligt længe og se på en video, hvor halvdelen af pladsen bliver brugt til boksbræk.

Men måske tager jeg fejl. Måske er det bare alderen, der trykker. Måske er det derfor, at de har udstyret os mugne ældre med VH1. Her foregår det ikke så hurtigt og tilklistret. Tak. Tror jeg nok.

lille spejl på væggen dér

Hvem mon jeg ligner mest af de kendte, tænker jeg hver morgen, når jeg selvsikkert smiler til mig selv i spejlet.

OK, det er ikke helt sandt, men en blogpost er ikke noget uden en indledning, og hvis nu jeg virkelig tænkte sådan, så ville nettet som så mange gange før kunne give mig et svar. Her på MyHeritage kan du nemlig få testet dine spejlmates (tak til ohhonneybunny for link).

Og så er det nu, jeg ikke ved, om jeg skal være smigret, chokeret eller dybt fornærmet. For ifølge testen ligner jeg to ret forskellige personer. Den ene er George Clooney med et 46% match. Jeg har altid selv kunnet se det, men MyHeritage er den første, der giver mig ret. Men med bare en procent mindre – 45% - matcher jeg... en ung Brigitte Bardot.

Den er tricky.

pakket væk

Det er ret let. Der er kun to outfits, man kan vælge, når man er blevet voksen og har blandede kromosomer. Det viser min egen lille empiriske undersøgelse.

Det ene er jakkesættet. Med det outfit følger en række spændende variationer. Selve buks og jakke kan være i to farver. Grå eller sort. Imellem disse to farver kan an vælge en masse spændende nuancer som eksempelvis gråsort. Med jakkesættet hører skjorte og slips og anonyme sko med snøre.
De friske typer smider jakken, og er man lidt løs på tråden, er slipset også væk. Men normalt er det bedst, at man lader sit slips hænge lidt skævt, så det matcher bæltet, der heller ikke helt har ramt navleaksen. På den måde fremstår man bedst som et hårdtarbejdende mappedyr, der ikke går op i mode og appearence.

Den anden mulighed er mere enkel. Her kører man rent bukse + skorte. Bukserne kan dog her kun have en farve. Tænk beige, beige, beige. Skjorten er mørkeblå, hvis du er gammel, og lyseblå hvis du (tror, du) er ung.
I sjældne tilfælde er den ligefrem sort, hvis vedkommende har sneget dig til at købe Euroman en enkelt gang i Føtex.
Et fælleskrav til dette wild guy-look er, at skjorten skal være stoppet pænt ned i bukserne med en lille absolut obligatorisk bule over bæltespændet (bemærk over, ikke under - her skal der være flat som et udbrændt strygebræt).
Det var det. Det er mulighederne, når man har rundet de tredive mentalt, og er ansat i fast job med udsigt til at få sin efterløn fjernet.

Jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg på bare et år får gearet mig mentalt op (eller ned) til dette aldersskifte. Hvad skal der blive af mine hættetrøjer, nudie-jeans og adidas boots? Lister det sig pludselig ud af ens klædeskab og skostativ en nat, hvor man sover lidt for tungt? Eller sker det mentale skifte helt af sig selv? Kigger man en dag ned af sig selv og konstaterer: Der forsvandt jeg?

trafik

Buschauffører i Hovedstadsområdet strejker. SAS-piloterne har lammet meget af flytrafikken. S-togsruter bliver konstant aflyst på grund af manglende togsæt. Det er ikke let at komme fra A til B her i 2006.

dj dreams

OK. Det ene (beat) tog det andet. Jeg skulle lige crossfade en sang, og inden jeg havde set mig om – eller på klokken - havde jeg installeret fire nye programmer på computeren (det her er kanon). Og så stod den ellers på loops, pitches og tweaking the treble. Gorillaz, Kanye West og Missy Elliott vil aldrig blive det samme igen. This is a Jazze Phizal, productshizzle.

Måske skulle jeg bare springe ud i det. Anskaffe mig en rusten Passat, skrive ”DJ Andys Mobildisco” på siden og køre i rutefart mellem firmafester og kantiner på tekniske skoler.

DJ Andy is in da house! Fatboy Slim is freezing in heaven!

enden for Ellis

Kender du det, at du læser en bog, der med sine ord får din hjerne bragt ind i en anden tankesfære - selv længe efter at bogen er lagt væk? Sådan en bog var ”American Psycho” af Bret Easton Ellis for mig i gymnasiet, og sådan en bog er ”Lunar Park” af samme forfatter for mig lige nu. ”Lunar Park” er noget af det mest dristige, åbenhjertige og elegante, jeg har læst til dato.

Skulle du by any chance ikke have hørt om Ellis før, så var han stor i slutningen af 80’erne og gigastor i starten af 90’erne. I 1985 fik han i en alder af 21 år udgivet "Less Than Zero", der blev filmatiseret. To år senere fulgte "Rules of Attraction", og som 27-årig skrev han en af nyere tids mest kontroversielle romaner, "American Psycho". De tre bøger udgør en slags trilogi, og handler om gode klassiske dyder som sex, stoffer og vold.
”American Psycho” introducerer Patrick Bateman, en sadistisk yuppie-massemorder, som Bret Easton Ellis hurtigt finder ud af, at han aldrig vil kunne toppe karaktermæssigt igen. Han har dermed skrevet sit livs roman længe inden, han er fyldt tredive, og i de næste fjorten år udkommer der kun to mindre succesfulde bøger fra Bret – indtil Lunar Park.

I Lunar Park hedder hovedpersonen sjovt nok Bret Easton Ellis, er forfatter, og har så mange skeletter i skabet, at hans nye tilværelse som gift og ansvarlig far synes noget truet.
Lunar Park er ikke en selvbiografi, men det er heller ikke ikke en selvbiografi. Det svinger hele tiden. Mellem fiktion og fakta og mellem realisme og rendyrket horror. Selv bogens forfatterstemme vibrerer til tider på mest elegante vis, således at forfatteren til bogen begynder at kommentere til forfatteren i bogen. Forvirret? Det behøver du ikke at være, for Brets pen er så syleskarp, at hvert komma holder. Og sætningerne imellem er lige så kyniske, sarkastiske, ondskabsfulde og krukkede som vanligt alt imens arrogancen driver tykt ned over siderne.

Dét, der gør, at Ellis’ ord og tanker hænger fast længe efter, at sidste side er læst til ende, er hans evne til lynhurtigt at analysere og dissekere enhver situation. Han observerer uden forbehold. Dyrisk og aggressivt. At læse andet imens eller lige efter er som at træde ind i en pladderhumanistisk rundkreds-diskussion blandt førsteårs RUC-studerende.

Men Ellis bløder faktisk op undervejs. Han rykker sig. Lunar Park er et opgør mod alle de dæmoner som i sin tid skabte Patrick Bateman. Det er et opgør mod hans far og mod sin egen natur. Hvor ”American Psycho” også var en samfundskritik, accepterer Lunar Park samfundet som det er.
– I don’t care about society, har Ellis udtalt i forbindelse med bogen. Til gengæld ved han heller ikke, hvad der nu rager ham. For Lunar Park er afrundningen på det, han startede med ”Less Than Zero”.

Har du ikke læst Ellis' tre første bøger – eller i al fald som minimum "American Psycho", får du nok ikke meget ud af Lunar Park. Nye læsere kan derfor ikke begynde her. Gamle derimod kan fortsætte. Spørgsmålet er, om Ellis kan. For dette kan ligne en udgang.

a votre santé

I går ankom vinen så med non-aggressiv pakkepost.

Tak for vinen, Bjørn. Den vil jeg nyde til ”An Officer and a Gentleman”, mens jeg spiser en passende hors d’oeuvre...

...eller også vil jeg undersøge, hvorfor der SÅ eksplicit bliver gjort opmærksom på, at vinen indeholder sulfitter.

in vino veritas

Kære psykolog,

Jeg håber, det er ok, at jeg lige bliver her under tæppet lidt endnu. Har lige brug for et par minutter i fosterstilling. Det var grimt. Det var klamt. Det var et overgreb.

Det hele startede så godt og rart. Så rigtigt. Og helt uskyldigt. Jeg fik en forespørgsel på mail, om jeg ville deltage i en undersøgelse om chokolade. Det var en helt igennem pålidelig mail sendt til mig, fordi jeg er tilmeldt en analysebureau på nettet. Og så siger man da ja, ikke? Det var endda noget med prøvesmagning. Det er lige mig.

Det var selvfølgelig for godt til at være sandt, og jeg glemte da også helt mit tilsagn. Indtil i fredags hvor en fyr - lad os kalde ham Bjørn - ringede og fortalte, at jeg desværre ikke var blandt de udvalgte, men at de ville give mig en flaske vin, hvis jeg ville svare på nogle spørgsmål om chokolade.

Jamen, skidt pyt. Det kunne være meget værre. Chokolade er bestemt et godt emne at blive interviewet om i 22 minutter, hvis det nu skal være. Efter interviewet gav jeg troskyldigt min adresse til Bjørn og udtrykte min undren over, at det ikke var chokolade, de sendte ud i stedet for vin.
- Det er fordi, vi altid har så meget vin på lager herinde, sagde han. Og det lød jo plausibelt nok.

Jeg har tidligere fået gaver tilsendt for at deltage i undersøgelser. Med den slags går der altid to-tre uger, før det dukker op, så jeg forventede bestemt ikke at se min flaske vin det næste stykke tid.

Men i dag, kære psykolog, i dag... I dag ringede han igen. Bjørn. Klokken lidt i ni om aftenen. Han var flov over, at han ikke havde fået sendt vinen til mig endnu. Det var da også tre dage siden. Nu fik jeg ikke lige indtrykket af, at det var ham personligt, der skulle sende vinen – men ok, et analysebureau med ansvar. Så er det også set. Men...han ville gerne komme over med vinen...nu...personligt.

Må jeg få et glas vand?

Tak.

Altså. Jeg ved godt, at jeg svarede på de spørgsmål. Jeg var endda flink i telefonen. Men...men det var jo ikke dét, der lå i det. Ja, jeg ved godt, at jeg er hamrende homofobisk. Jeg kan slet ikke have det. Men i aften...i aften lærte jeg, hvordan en kvinde må have det, når den helt, helt forkerte person lægger an på dem (lad mig i den forbindelse sende en uforbeholden undskyldning ud i nattelivet til et ukendt antal kvinder).

Nåh. I det mindste er den slags høflige og han tog mit afslag pænt. Nu vil jeg ind og sove. Med døren låst forsvarligt. I morgen sømmer jeg postkassen til. Og så skal jeg ud og finde ny bolig. Bare for en sikkerheds skyld.

Tak for snakken, psykolog.

strepsil-junkie

Min hals gør nas. Jeg har allerede pushet dagens første pakke piller med honning og citron hos den lokale døgn-urban-butik. Har ellers været ualmindelig fornuftig i år. Jeg går med halstørklæde, og mit soveværelse er ligefrem lunt at være i.

Hvad pokker skal jeg gøre for at blive fri for at have modbydeligt ondt i halsen – altså ud over at realisere boligdrømmen. Og så er jeg end ikke sikker på, at min hals vil have det bedre i en kølig hule.

Alting er lettere om sommeren. Hmmm...måske er det fordi isen p.t. ligger udendørs og ikke tages indenbords, at min hals strejker?

tiiiiiiimber

Frederik og Marys afkom vil om under to uger få smidt vand i hovedet i en eller anden dansk proletarkirke. Der er dermed gået et par måneder siden fødslen, så den tasmanske hundjævel er formentlig snart klar til at få flækket bæveren igen af den altid virile kronprins.

Ovenstående er ikke at finde i Politiken – men det kunne det lige så godt. I al fald mener kulturanmelder Henrik Palle sagtens, at man i en anmeldelse af den ellers rimeligt stuerene Krøniken kan skrive:

”... Søs, denne varmblodede flirt af en overklassekvinde, [får] fortsat flækket bæveren af fremmede mænd...”

Sådan. Hvordan mon Henrik Palle ville anmelde en pornofilm?

ikke så grotesk efter danske forhold

Har du prøvet at blive fyret for at bruge for meget tid på arbejdet på at redde et egern? Jeg fandt en et par uger gammel artikel på berlingske.dk, der har groteske eksempler på, hvordan man kan miste sit arbejde. Hvad med kvinden fra Michigan, der bliver fyret for ikke at møde op på arbejde dagen efter, at hendes mand er taget til Irak som soldat?

Man kan finde hele listen fra challengergray.com her. Der er faktisk kun tre ting på listen, som ikke optræder som eksempel i Berlingskes referat. De to af eksemplerne er henholdsvis historien om frisøren i Chicago, der fyrer sine ansatte, hvis de snakker spansk – selv i frokostpausen, og dernæst er det historien om 30 muslimske medarbejdere på en fabrik, der blev fyret for at bede ved solnedgang.

Er det en tilfældig prioritering fra Berlingske, der gør, at de to eksempler ikke lige fandt plads i artiklen, eller er det fordi, at eksemplerne ikke er så utænkelige – eller morsomt – at nævne i forhold til danske tilstande? Hvis det er fordi, eksemplerne ikke lyder så groteske i danske ører, synes jeg, det er lidt tankevækkende, at de bliver fremlagt som The Most Unbelievable Workplace Events of 2005 af et amerikansk firma.

smæld på januar

Hvad en mørk måned som januar mangler på varme, prøver den at kompensere for med stød. Jeg får konstant stød. Stød på gelændere, stød på dørhåndtag, stød på biler.

Hvordan er det nu reglerne er? Man får vist ikke stød, hvis man har en hånd på taget af bilen, når man stiger ud. Men hvad med dørhåndtag-smældet? Jeg tror, det er noget med at have det rigtige fodtøj på og ikke at rulle mere end højst nødvendigt hen over ryatæpperne.

mærkeår

1219 – Dannebrog falder ned fra himmelen under et slag i Lyndanisse, Estland
1849 – Danmarks Riges Grundlov bliver underskrevet af Frederik d. 7.
2005 – iAndy.dk popper frem på alverdens browsere...

...og det skete faktisk for præcist et år siden!

b-baby

Min familie har endnu en gang udvidet op til jul. Der gik dog trods alt ikke helt ble-snak i den, men blandt andet tidligere tiders babyer og deres handlingsmønstre blev nævnt - deriblandt undertegnedes forhistorie. Og faktisk gik jeg hen og blev klogere på mig selv af den snak.

Babyer skriger som en stukket gris, og galer før hanen er kommet ud af fjerene. Altså – sådan er normale babyer, men ikke undertegnede. Jeg skreg ikke meget, og på trods af min opvækst i en A-familie udviklede jeg faktisk som hel spæd b-tilstand. Jeg kunne snildt sove til klokken ti.

Der er altså ikke tale om, at en tung social arv har gjort mine morgener hæslige. At stå tidligt op er blot imod min natur. Det er ikke en del af min dna-streng.

Jeg kan til nød tvinge mig selv ind i et for mig naturstridigt søvnmønster. Mest ekstrem var min tid som morgenavisbud, hvor et bundt tryksværtebefængte, regnskovsudryddende aviser hver morgen senest klokken fem med et tungt klask ramte stentrappen op til min hoveddør. Og både på studier og arbejdsmarked har jeg måtte erkende, at klokken ni normalt er luksustid at møde på.

Det lykkes da også gang på gang at komme ind i en form for rutine, hvor jeg faktisk vågner af vækkeurets infernalske morgenbrøleri. Men så snart muligheden byder sig – i ferier eller weekender - skifter jeg til b-tid. Det tager mig under en dag at skubbe min døgnrytme fire timer – og mindst to dage at vende tilbage til den bitre rutine.

De kloge hoveder siger, at det gælder om at lytte til sin krop. Hoster man, bør man holde op med at ryge. Har man 41 i feber, skal man give kroppen ro til at svede sygdommen ud, og ligner man en slatten grøntsag, bør man spise flere friske af slagsen. Men hvornår tropper en af de latinkyndige op og fortæller, at det også er pokkers vigtigt at lytte til sit indre ur?

Klokken er 7:17. Om tre timer vågner jeg officielt. Indtil da er jeg søvngænger. Væk mig venligst ikke.

ok - jeg er skredet

Godt nytår. Mit var koldt, vådt, hot, godt.

Men den startede knap så fikst ved at viceværten udsendte en mail om, at hovedpumpen i hele ejendommen var brændt af. Det betød intet mere varmt vand i 2005, så jeg blev meget ædru, da jeg klokken 21 skulle tage et bad, før festen flyttede videre ind mod byen.

Der er stadig ikke varmt vand, og her er i øvrigt pissekoldt. Jeg har derfor besluttet mig for at flytte. Er der nogen, der vil være med på en deler – eller evt. bare vil give et bidrag til en uværdigt frysende?