nytårstalen

Kære læsere og medbloggere,

Et nyt år truer. Og denne lille ubetydelige blog har lige straks fødselsdag. Om fire dage fylder iAndy et år. Det er på tide at gøre status. Både over denne blog og vores fælles blogandedam.

For halvandet år siden kendte jeg stort set intet til blogs. Så rejste jeg til USA, hvor jeg fik fortalt, at blogs skam var det helt store. Undervejs i mit ophold fik den amerikanske tv-station CBS fingrene i klemme, da en lang række amerikanske bloggere satte tvivl ved gyldigheden af et par fortrolige militærpapir om Bushs militære karriere – eller mangel på samme. I faget: ”Journalism and Democracy” diskuterede vi blogs’ betydning i mediebilledet og i debatten. Den lokale avis, The Missourian, begyndte at lade lokale blogs blive en del af avisens image på nettet.
Som spirende journalist var jeg hooked. Det måtte jeg prøve. Med en god vens hjælp fik jeg selv en blog, hvorfra jeg kunne agere og regere. Modsat en normal statisk hjemmeside er opdateringerne i fokus på en blog. Først med det sidste. Tanker og ideer kan hurtigt blive vendt, hvor en almindelig hjemmesides gæstebog kun opfordrer til kommentarer som: ”fed side!!!”. En blog byder ikke på noget teknisk nyt, men det er en ny måde at tænke på. En måde, der har puls og liv.

Hurra for det. Puls og liv er godt. Og særligt blandt bloggere er der store visioner om at få integreret blogs i mediebilledet. Aviser bør have links til blogs, og flere virksomheder med fingeren på pulsen har allerede taget blog-tanken til sig. Blogs er for alvor blevet et hit i 2005.

Medierne har da også fanget denne puls, og bringer løbende artikler om blogs. Så langt så godt. Men endnu er artiklerne ikke kommet længere end til at fortælle, hvad en blog er, og undrende spørge til hvorfor x og y krænger deres (sex)liv ud på nettet? Stoffet er lige så blødt som søndagsbollen i kaffen, når der fra lænestolen bliver hygget med et livsstilsmagasin.

Modsat de aggressive og undersøgende amerikanske blogs, er danske blogs i bedste fald klummer. Den type blogs, som pressen har været mest interesseret i, er de, der omhandler sex. Sex sælger. Et stort antal danske blogs handler konsekvent om det modsatte køn, og hvordan eller hvorfor ejeren af bloggen får eller ikke får sin ration. Det bliver selvfølgelig stereotypt i samme grad som ugebladenes konsekvente placering af kongehuspersonager på forsiden. Men det sælger, og det skal det også have lov til. Identifikationsfaktoren er i top, når talen falder på kærester eller manglen på samme.

Men hvad med alt det andet? Hvor er debatten? Hvor er bloggens svar på Jens Olaf Jersild? Hvor er meningstilkendegivelserne om regeringen, om landets tilstand, om etiske spørgsmål, om dilemmaer, om personlig udvikling? Der er enkelte politiske blogs, der ganske kraftigt markerer deres politiske ståsted – og bliver der. Det er småt med nuancerne. Dermed bliver de for undertegnede ikke andet end partsindlæg i den politiske debat - hvilket bestemt er bedre end ingenting, men de er slet ikke sofistikerede og underbyggede nok til at kunne kræve nogen ret ud over deres .dk-domæne.
Selv i vores ironiserede navlepilleri gør vi os ikke eksperter på vores eget liv. Distance, tak!

Når jeg skyder mod manglen på indhold, skyder jeg naturligvis også mod min egen blog. Her er der heller ikke meget at komme efter af debatskabende, samfundsætsende stof, og jeg gør ikke noget særligt for at lære fra mig, hvad jeg har lært og oplevet. Min blogs indhold er i høj grad inspireret af andre danske blogge, ligesom andre måske er blevet inspireret af min.

Skal vi tro på indholdet af størstedelen af de danske blogs, er der tre ting, der rigtigt interesserer os: det modsatte køn, børn og it-dillerdaller. Det er åbenbart essensen af livet.
Jeg savner en større fragmentering på blogscenen. Jeg savner et modspil - et opråb. Jeg savner at blive andet end underholdt.

Er det for meget forlangt? Er danske blogs berettigelse blot at være fyld i den tykke søndagsavis mange tillæg? Ønsker vi bloggere helst at bruge netpladsen til vores personlige Big Brother-show, hvor vi selv kan styre kameravinklen?

Nåh. I dag står den i al fald på underholdning. Skål derude – skål i skingrende orange boblechampagne. Nyd kransekagen og søb i Dronningens nytårstale. Måske siger hun noget nyt i år?

Godt nytår – og fortsat god fornøjelse på iAndy.

Andy

fem gode grunde til at forholde sig i ro

Der er hele døgn, hvor jeg bare burde være blevet i sengen - i endnu større grad end det allerede er tilfældet.

Indenfor det seneste døgn er det lykkedes mig:

• at smide min ene lækre, varme vinterhandske væk
• at ødelægge en låge i mit køleskab
• at smadre et glas under opvask – endda mens jeg tørrede glasset af med viskestykke (glas er noget sart skidt, der ikke er velegnet til knofedt)
• at tabe en radiator på vejen (don’t ask)
• og at skære min tommelfinger på en ond dåse salsa dip.

Godt, det snart er nytår!

beat the knæk

Hvis du mod al sund fornuft alligevel har besluttet dig for at gå udenfor i snedriverne, kan du lige så godt få din lungebetændelse, mens du ser noget fedt. Så lad kælken glide hen til Tivolis koncertsal, og indløs billetter til Nøddeknækkeren, der er en breakdance/electric boogie/hip-hop og klassisk dans-version af en historie, der i øvrigt er ganske ligegyldig. Men det er dansen ikke, og særligt ikke for børn af 80’erne. Man kan godt få en lille tåre i det ene øje, når danserne hylder ”Man In A Box” ved at lade movet være livsgivende, når de skal trække luft ind under vandet.

Hovedrollen indehaves af Josephine Raahauge, der blev landskendt ved at gøre det, hun er god til, i Danske Bank-reklamerne. Og det gør hun godt nok også i forestillingen. Hvis der er nogen, der har fundet hendes led i sneen, så lad være med at give dem tilbage til hende, for det ser faneme godt ud, når hun lader breaksne flyde gennem sin krop.

Det er andet år, forestillingen bliver opført, da det blev en kæmpe succes sidste år. Men selv om julen varer lige til påske, spiller Nøddeknækkeren kun frem til 8. januar. Så se at få fundet de hvide handsker frem og lad sne være sne og break være sagen.

juleferie

Min kreativitet er gået på juleferie, så jeg kan ikke finde på noget halvsmart eller kvartsjovt at skrive om al julegejlet.

Mit eneste budskab er derfor: Få ædt nogle æbleskiver, spid anden, rul grisen og tag hovedspring med dobbelt salto ned i alle julegaverne.

Hav det fantastisk – og rigtig glædelig jul!

Julehilsener

Andy

jomfru-mail

En mail. Findes der noget lettere at smide af sted efter folk? De tager ti sekunder at skrive og et sekund at fyre ud i webspace, hvorefter de med militærpræcision dumper ned i afsenderens mailboks. Er der sat et komma, et punktum eller en streg forkert, så er det kun en mail. Sprogtonen er let, og hurtighed en dyd.

Indtil i dag.

Når jeg sender en mail, har den normalt en modtager. Med lidt god vilje kan den have et par stykker eller en lille gruppe af modtagere – men normalt snakker vi one-to-one-communication for lige at fyre et totalt overflødigt buzzword af.

For ti minutter siden var der over femten hundrede modtagere, da jeg trykkede: ”send”. For pokker hvor fik det mig til at føle mig som en klodset, uerfaren jomfru. Pludselig er selv det mindste komma til den grummeste formatering af allerstørste vigtighed.

Femtenhundrede modtagere. Det er skægt, at antallet i den grad skræmmer. Jeg har skrevet artikler, der er blevet læst af adskillige flere og produceret tv-indslag som forhåbentlig flere hundrede gange så mange har siddet og set, som der er modtagere af mailen. Men selv om jeg sendte fra en officiel mailadresse, der ikke havde mig selv som direkte afsender, virkede det her mere skræmmende.

Det må have været det jomfruelige aspekt. Glemmer man ikke normalt sin første gang (på nær den første gang)? Det er ikke ligefrem det store at stå og gå mere, og jeg synes heller ikke, at det føles særligt nervepirrende at sidde på en cykel – selv uden støttehjul.

Der er en første gang med alt. Næste gang jeg smider en mail af sted til 1500 læsere, er krilleren i maven nok væk. Man er kun jomfru en gang.

så lærte jeg det

Jeg kigger ned på mit ur. Sådan! Personlig rekord. Den lille viser skal stadig dreje mange gange rundt, før der skal danses om juletræet – et je suis fini. Faktisk er mit kalenderlys kun nået til den femte, og jeg har i dag købt den allersidste julegave for i år.

Fra nu af er jeg i sarkastisk bedrevidende-mode: ”Var der kø? Virkelig? Og så på lillejuleaftensdag. Folk skubbede vel ikke?” - og selvfølgelig klassikeren: ”Ja, du har jo også kun haft et år til at købe de gaver i.”

Jeg kommer næsten helt i julestemning.

storken er IKKE en dejlig flyver

Plaza Mayor i Madrid for et par timer siden:
Vi drikker ud og rejser os fra vores tapas-buffet. Jeg slynger min jakke over mig for syns skyld, mens jeg endnu en gang forsikrer min forretningsforbindelse for, at Gravesen stadig kan bidrage med vindermentalitet på den defensive midtbane, hvis vi får en træner, der bekymrer sig bare lidt om forsvaret i Real Madrid. Jeg er mæt og godt tilpas, har været på arbejde siden klokken elleve, og nyder nu det sidste af min siesta i vintersolens stråler.

Og så vågner jeg. Mit hoved hviler tungt på den kolde rude i s-toget mod Nørrebro St. Udenfor er det bælragende mørkt, så jeg skal stole på min indre alarmklokke, hvis jeg vil af det rigtige sted.Vanterne har jeg beholdt på i det kolde s-tog, selv om jeg ved, at det snart bliver endnu koldere, når jeg skal ud af toget. Kragen på min jakke er skudt godt op, og halstørklædet prøver at holde den ellers uundgåelige forkølelse stangen.

Det her har aldrig været meningen. Jeg mener det. Noget må være gået helt galt.

Kære stork, du afleverede mig ikke langt fra det kolde s-tog for snart 29 år siden i januar måned. Helt præcist dumpede du mig ned i en snedrive på Østerbro, hvor en flok indfødte huleboer tog mig til sig, og lærte mig at vokse op halvdelen af livet indenfor, mens vinden år efter år peb udenfor.

Stork, du skal vide, at jeg har tjekket din rute. Du burde allerede have forladt landet senest i september. I januar burde du befinde dig på den afrikanske savanne. Enten finder du noget perverteret morsomt i at flyve spædbørn den halve klode rundt, så de kan få isklumper i mælken, eller også er du – politisk korrekt formuleret – geografisk stærkt udfordret, hvis du kan forveksle de varme lande med Østerbro i januar. Alt over det nordligste Afrika og mere sydlige Spanien er at flyve for langt.

På grund af storken handler juleaften for mig ikke om en eller anden møgunge, der landede i en varm lade. Det handler om hævn mod storken. Den aften bruger jeg på at fortærre en af dens artsfæller sammen med svesker og kartofler, der bærer den kulør, jeg burde have lige nu.

sol, strand og kokospalmer

Min mailboks er fyldt med eksotiske billeder. Her er vandfald og asiatiske søer, nærbilleder af kobraer, der tirres af slangetæmmere, frække abekatte og billeder fra det caribiske hav.

Jeg kan slet ikke forklare dybden af akut depression, når jeg får tilsendt et billede af en ven med en kæmpe kvælerslange om halsen. Jeg vil også. Altså ikke nødvendigvis i genstridig nærkontakt med en kvælerslange, men jeg vil i al fald UD!

Det hjælper slet ikke på depressionen, at jeg i tide og utide bliver ringet op via skype af en god ven, når han engang imellem finder hul til indernettet ude i verden. Normalt ringer han fra en lille café på Jamaica eller i Texas eller Mexico, mens han spiser noget, han ikke kan navnet på. Det er heller ikke altid, at han lige kan huske, hvor han er i verden.

Det kan jeg til gengæld. Jeg sidder her, hvor jeg plejer at sidde. Og mine fødevarer er ikke mere eksotiske, end hvad Føtex og Netto har at tilbyde. Men ok, som Urban i dag kan berette, gør supermarkederne hvad de kan for at gøre København lidt mere sydlandsk.

Men kan jeg ikke bare få sol, strand og en enkelt kokospalme sendt herop i stedet for en dødsensfarlig brasiliansk bananedderkop?

afgørelsens time

Bedste film 2005: Broken Flowers
iAndy iAwards første kategori blev aldrig et tæt løb. Broken Flowers løb med langt over halvdelen af stemmerne. Filmen har allerede vundet Juryens Grand Prix på filmfestivalen i Cannes. Nu gentager den kunststykket, og løber med en iAward for bedste film i 2005. Tillykke til instruktør Jim Jarmusch og Bill Murray, der spiller Don Johnston i Broken Flower.
Bedste nummer i 2005: Precious af Depeche Mode
Hvor der ikke var nogen tvivl om årets film, var musikkategorien anderledes tæt. Det blev et parløb mellem Franz Ferdinand og Depeche Mode. Men sidstnævnte har rutinen, og måske var det den og et par gamle fans, der gjorde, at ”Precious” er kåret til årets nummer på iAndy. Tillykke til Dave og drengene. Det bliver fedt at se jer igen i Parken til februar.

Største skandale i 2005: Post Danmark
Der blev alligevel en klar vinder af årets skandale. Og selv om TV2 har blameret sig med triple-A-sagen, og stort set ingen gider høre H.C. Andersens navn nævnt det næste årti, og at Louise Frevert kun på de uautoriserede valgplakater kunne finde ud af, hvad der var hoved og hale, er det uden en særlig enesag Post Danmark, der er kåret til årets største skandale. Nogen gange er ens almindelige arbejdsrutiner nok til automatisk at blive kvalificeret til en narrehat.
Jeg glæder mig særligt til at overrække den sidste pris, da posten har leget tombola det sidste stykke tid med mine pakker og breve.

Tak til alle jer, der stemte. Uden jer havde iAwards ikke...ja...fundet nogen vindere.

nedtælling

Det er dagen før dagen. Faktisk er det næsten ligesom lillejuleaften. I morgen kl. 11.12 udløber muligheden nemlig for at stemme til den store iAndy iAwards.

Er Broken Flowers årets film? Giver Franz Ferdinand Madonna baghjul? Er den ulidelige HCA-hype årets største skandale?

Et par klare favoritter har meldt sig i både film- og musikkategorien, mens der er bred enighed om at være uenig i kategorien om årets største skandale. Enkelte har benyttet Florida-modellen, hvilket naturligvis kan forvride ethvert anstændigt valgresultat. Men husk: Losers talk - the winner walks home with the prom queen. Eller også er han bare en gammel cheerleader med en rig far.

Se kandidaterne her - og send din stemme til: iandyiawards@gmail.com.

da Jesus blev til en løve

Det kan være svært at se faresignalerne. En lille uskyldig bod opstillet på Gl. Torv kan dække over et milliardforetagende. Også selv om skiltet: ”Vil du vide mere om dig selv?” er skrevet med sprittusch, og manden, der bare gerne vil snakke med dig om livet, ser flink ud. På det opstillede bord ligger det egentlige budskab - gemt i en bog med ”Dianetik” skrevet på forsiden. Scientology kan godt finde ud af at gå på listefødder.

Disney benytter sig mere af store, klodsede andefødder. Og Disneys nyeste kommercielle filmudgave af "Narnia" bliver da også meget åbenlyst brugt til at formidle ”kristne værdier” (for man skal åbenbart være kristen for eksempelvis at elske sin næste).
Sitet her er da også åbenlyst kristen, selv om man ikke lige kan se, at det er ellers dejligt åbne Indre Mission, der står bag. Men det er ikke kun Indre Mission, der klæber sig til filmen. Luthersk Missionsforening planlægger at udgive materiale om filmen, Katolsk Orientering præsenterer forfatteren C.S. Lewis i sit nyeste nummer, og Sammenslutningen af frikirker er også med på bølgen, skriver kristendom.dk.
I USA har mange hundrede præster været på kursus i Narnia, skriver MetroXpress, mens folkene bag Narnia i England har uddelt 20.000 undervisningssæt til kristne grupper. Narnia skal altså promotes via religiøse grupper.

Yikes! Jeg havde næsten glædet mig til den film modsat resten af det eventyr-gejl, der har kørt længe. Tolkien har aldrig rigtig sagt mig noget – ud over de første 30-40 sider af Hobitten, der var fantastiske. Og Harry Potter mener jeg stadig, at jeg er for gammel til at læse, på trods af at børn i alle aldre (særligt pigebørn) sluger historierne om den bebrillede tryllekunstnerdreng råt. Selv faldt jeg i søvn i biografen.
Nej, Narnia var mit eventyrland, da jeg var kid. Jeg kæmpede mig fra pixibøgerne over i de store værker, og havde et særligt forhold til hver af de syv bøger i serien. Her var menneskeædende kæmper, marskmuler, stolte løver og skræmmende hekse. Nu er Løven Aslan blevet til Jesus, mens den onde, hvide sneheks er Satan selv.

Da jeg blev ældre fandt jeg godt nok ud af, at C.S. Lewis var blevet stærkt religiøs i sit voksenliv, men jeg er jo af god ateistisk opdragelse, og tror det bedste om folk. Så jeg føler mig ikke hjernevasket. Narnia-serien er gode bøger med gode historier. Om der skjuler sig et budskab eller to, som kristendommen forsøger at kræve rettighed til, må være derved. Men når man lancerer en film som et religiøst manifest, er jeg meget i tvivl, om jeg gider indløse biografbillet.

Troldene i Harry Potter har de kristne til gengæld været meget imod. Så måske skulle jeg tage Bondam-brillerne på og få læst lidt Potter-prosa.

advarsel: Oscar

En kvinde står og kigger efter en god premiere-film i Blockbuster. Med den ene hånd griber hun et cover, mens hun i den anden holder en mobiltelefon, som hun troskyldig refererer indholdet fra coveret ned i.
Hun virker fristet af teksten på coveret, men pludselig udbryder hun:
"...nej vent, den har vundet en Oscar. Det er ikke så godt."

HA! Hollywoods kvalitetsstempel number one er degraderet til en advarsel. Det er det, der sker, når man uddeler syv oscars til Dances With Wolves og 11 (elleve!!!) af slagsen til Titanic. Og undlader at uddele en til Bill Murray for Lost In Translation.

Kvinden stiller filmen tilbage på hylden. Duften af plastic skræmte.

nuts

Ahhh...pistacienødder. Jeg kan spise mig rundskæv og til sure opstød i cashew-nødder, peanuts og ristede mandler, men pistacienødder kan jeg ikke få nok af. Skallen til trods. Eller måske netop derfor. Det bliver en lille kamp, hver gang en ny nød skal knækkes, og netop derfor bliver den lille grimrian måske bare det mere lækker. En jordnøds bløde skal gør også helt klart den støvtørre nød lidt mere interessant at sætte til livs. Dét - og så selvfølgelig håbet om at blive til Supermule.

Men ved juletid kommer kongen over alle nødder på besøg. En nød, der kræver særligt værktøj eller overbærende familier, når man presser en kniv ned i den på stuebordet. Valnødden, mine damer og herrer. Mmmmmm..... SÅ er det jul.

...

Jeg er smart... Jeg kan sige fuck og skrive provokerende ting i min klumme... Og så bruger jeg hellere tre punktummer end et efter en sætning, fordi det lissom viser, at man liiige skal tænke lidt dybere over al det smarte, jeg skriver.

OK, jeg er ikke synderligt begejstret for Morten Løkkegaards klummeskriverier i MetroXpress. Uden at kende mandens cv til bunds er klummeskriblerier sikkert også en ny foreteelse for den tidligere tv-ankermand, så det er ok, at der lige skal ryddes ud i dårlige vaner, før stilen er endeligt på plads. Og klummerne indeholder bestemt bastante meninger – resten kommer han nok efter.

Men hvad er der med de tre punktummer? Jeg husker, at jeg selv med stor iver satte dem efter stort set alt, hvad jeg skrev i de mindre klasser i folkeskolen. Det så eddersmart ud eller var knæhøj karse, eller hvad man rendte og sagde dengang. Måske var det bling bling?

Tre punktummer har da også en effekt. De prøver at fortælle læseren, at noget ikke er helt forløst. At der stadig er noget tilbage at tænke over, trods læseren har læst sætningen til ende.
Men bør det ikke næsten være et krav til hver sætning? En sætning slutter forhåbentlig sjældent ved punktum.

For mig er det at sætte tre punktummer i enden af en sætning en uskik på linie med overdrevent brug af udråbstegn. Min første lærer på Journalisthøjskolen sagde det så godt, at han fortjener et citat:
”Skal der tre fede udråbstegn efter ens sætning, er det fordi, man sætningen i sig selv ikke er skrevet skarpt nok,” sagde han, og det citat tillader jeg mig at forlænge med:
”...og sætter man tre punktummer efter hinanden, indikerer man, at man ikke tror, at læseren selv tænker videre.”

Just my five cents...

sikken voldsom stress og jag

Og så står det dér og lyser med al sin juleglæde. Hvis ikke julegaveindkøb, familiebesøg og julefrokost-tam-tam kan give mig stress, kan kalenderlyset.

Umiddelbart ser sådan et lys uskyldigt ud. Det er fyldt med tegninger af engle, gran og julehjerter og en stribe tal nedad lyset markerer den store nedtælling til den dag, julemanden kommer frem og siger: ”SÅ SLUK DOG FOR HELVEDE ILDEN I DEN KAMIN”.

Afstanden mellem tallene 1, 2 og 3 og så fremdeles er ikke voldsomt stor. Afhængig af tykkelsen på julelyset bør sådan et stykke stearin kunne brændes af på daglig basis. Problemet er, at kalenderlys er lavet så snedigt, at der er meget langt ned til ”1”. Det vil sige, at medmindre man tyvstarter i slutningen af november, kommer man meget let bagud fra dag et.

Nu er det anden december, og jeg er end ikke kommet til første. Det er meget frustrerende, og da jeg formentlig ikke er meget hjemme i dag, har jeg allerede opbygget noget af en stearinpukkel til weekenden.

Til gengæld er jeg allerede nået til fjerde december i min julekalenderbog. Tak, DSB. Måske skulle jeg tage kalenderlyset med mig i toget om morgenen.

DSB-drillerier

Åh, de er nogen skægge nisser i DSB. Hohoho. Bedst som man står og fryser på en trist perron, kan de lirre lidt sjov af:
”Linie B+ er indtil videre aflyst på grund af mangel på togsæt”.

Akkeja, der er vel en stakkels julestresset indkøber et sted i DSB, der har glemt at bestille togsæt hjem. Jeg håber, at der sidder en gul post-it på hans skærm i dag, så det er på plads til i morgen.
Men bare ti minutter efter – hvilket er et splitsekund i DSB-terminologi – kommer et tog kørende. Og det kører og det kører og det kører. Hele vejen forbi os. Fyldt med tomme sæder.

Et par minutter efter kommer så den dræbende langsomme linie B – uden et "+" i enden. Perronspeakeren må dog mane til besindighed:
”Linie B kører langsomt i dag, da toget foran kører med nedsat hastighed.”
Mon det tomme tog foran kører langsomt, fordi det leder efter passagerer?

DSB er nu fyldt med søde, gamle nisser.

ny neknologi

Min næste mobil skal være en nano-mobil.
Det lyder lidt som om, man er snottet: Nano være, numme nokia!