modern voting

Jeg har aldrig sagt det før, og jeg lader gerne være med at sige det igen: iAndy har nogen rigtig kvikke læsere.
De har nemlig fundet ud af, at man kan stemme så tosset man vil i iAwards, da der ikke er angivet nogen begrænsning på antal af afgivne stemmer per mailboks.

Godt set. Og helt rigtigt! iAwards kører efter den gennemtestede og meget populære Florida-model. Her kan man stemme lige så mange gange, man lyster, bare man kan finde ud af at betjene stemmemaskinen.

Er det snyd? Udemokratisk? Det synes jeg faktisk ikke. At stemme handler jo om at give sin mening til kende. Og den, der råber højest, bliver som oftest hørt. En dedikeret person, der gerne vil spamme stemmeboksen med tonsvis af stemmer, tæller derfor naturligvis mere end den, der kun en enkelt gang nosser sig sammen til at stemme.

Men selv om iAndys læsere er kvikke (yikes, der sagde jeg det igen), så er de ikke særligt dedikerede. Jeg har nemlig endnu ikke stødt på to mails sendt fra samme mailadresse.
Hvis Florida-modellen ikke virker, hvordan fanden blev George Bush så genvalgt?

Husk at stemme! Se stemmesedlen her – og send stemmen her.

Intet medie er for lille til at uddele awards. Se bare Zulu Awards. iAndy vil naturligvis ikke holde sig tilbage, men der er kun tre iAwards, selv om det er kutyme at uddele titusinde priser uden grundlag (se Zulu Awards igen, Danish Music Awards, Danish Dance Awards, Bodil, Robert, Golden Swan – find selv på flere).

I ren ansvarsforflygtigelse er det naturligvis læserne, der vælger, hvem der skal have en iAward.

Kandidaterne er:

Kategori A: Bedste film i 2005
1. Sin City – hvis man skal lave en tegneserie om til film, så gør det sådan!
2. Broken Flowers – illussionsløs Bill Murray jager tabt kærlighed i smuk film.
3. Drabet – flot, flot afslutning på Per Flys trilogi. Da capo, Fly!
4. El Lobo – der er dømt spansk Donnie Brasco.
5. Overcoming – flot dokumentarfilm om cykelholdet CSC.
6. Der Untergang – det er tysk, det er ondt, det er stærkt.

Kategori B: Bedste nummer i 2005
1. Hung Up – Madonna – hun er grandma of pop, men hun sætter stadig teten.
2. Do You Want To – Franz Ferdinand – the brits brager igennem.
3. Precious – Depeche Mode – DM er tilbage - kostbart.
4. Don’t Phunk With My Heart – Black Eyed Peas – but you do, but you do.
5. Don’t Cha – Pussycat Dolls – fed video, fedt nummer, frygtelig meget spillet.
6. Ooh la la – Goldfrapp – hun bliver stor. Rigtig stor.

Kategori C: Største skandale i 2005 (ARGH – der er mange!)
1. dækningen af prinsefødsel – for langt, for tyndt, for meget!
2. Louise Frevert – hun er beskidt i munden. Både på plakater og på nettet.
3. Triple A – nej, TV2. En musikvideo er ikke nødvendigvis virkelighed.
4. Nicolas Refn – du ER kommerciel, og du HAR solgt ud.
5. Messias – joke af en dommer. Slog egenhændigt FCK ud af UEFA-cuppen.
6. HCA-året – HCA blev til en grim ælling. Jeg skal ikke høre mere om HCA LÆNGE!
- og lige på falderebet:
7. Post Danmark – snailmails er slimede!

Du skal nu afgive din stemme. Det foregår ved at sende en mail til:

iandyiawards@gmail.com

Bare skriv titlerne eller bogstaven for kategorien og nummer. Eksempel: Broken Flowers, Precious og Post Danmark eller: A2, B3, C7. Det er ikke nødvendigt at stemme i samtlige kategorier.

Din stemme skal være afgivet senest 11. december kl. 11:12. Vinderne findes umiddelbart efter og skal nok få besked på en eller anden måde (er der nogen, der har Madonnas mobilnummer?).

Let the voting begin!

helvedes til service

- Om der findes en Gud ved jeg ikke, men Helvede eksisterer i al fald, og det hedder Post Danmark.

I går får jeg en postanmeldelse på, at jeg skal hente en pakke fra Tyskland på Nørrebro Postkontor. Den skal hentes mellem 16/11 og 23/11 - ellers ryger den retur til Tyskland.

Og det kunne de så i dag bekræfte var sket. Fejlen er min. Jeg er nemlig desværre ikke i besiddelse af en DeLorean fra Back To The Future, og er således ikke i stand til at opfylde Post Danmarks krav.

Burn in hell!

klokken er 19 + 1 time

Et ur er en mands eneste smykke. Håndværkere, der iklæder sig halskæder, har blot ikke fattet, at man kan placere sine sorte penge i andet end smykker. Og fyre med ring i øret – uanset hvilket – nyder at spise bananer på mere end et plan. En mand. Et smykke. Et ur. Nej, Mads Christensen, ikke et på hvert håndled. I jyder har vel trods alt heller ikke en kornfed tegnebog i hver baglomme, vel? Et ur på et håndled.

Jeg er glad for mit ur. Det er for lækkert, og er et ægte impulskøb fra Heathrow Airport i England. Nogen gange opfører det sig også som om, at det er i en anden tidszone. Det kan ud af det blå miste en time. Ikke to. Ikke tre. En time. Det er sket to gange nu, og jeg aner ikke hvorfor. Uret ER originalt, og selv om jeg har haft dyrere ure, var det da ikke superbilligt.

Knappen på siden af uret er næsten mere underlig. Manualen forklarer, at man med knappen kan skifte mellem to tidszoner med det, men man kan ikke indstille den anden zone, der skiftes til. Og det er svært at se på uret, hvilken zone man befinder sig i. Derfor mister det også en time, hver gang jeg fejlagtigt trykker på den knap. Dvs. lige nu mister det så to, fordi uret i forvejen er kommet en time bagud.
Med andre ord gælder om nogenlunde at vide, hvilken time dagen er i, før jeg kigger på mit ur. Men det er for lækkert et ur.

kongen

Sidste indlægs debat endte i nostalgi og bib-bib-spil. Those were indeed the days. Men det er bare svært at forklare ungdommen, at det her: var bedre end det her:
- som er et screenshot fra det nyeste King Kong spil efter Peter Jacksons nye film om den store abe med det store hjerte (eller: ”Historien om en kvinde, der troede, at hun kunne redde den store, misforståede, behårede bisse, som tæskede alt og alle, han kom i nærheden af”).

Konklusionen er klar: De er faneme forkælede, de møgunger. Så må vi aldrende i stedet mimre a trip down memory lane. Her er der bib-bib-spil i overflod. Du ved – RIGTIGE spil - uden al det grafikgejl!

hvem har aben?

Hvis det gode, gamle burgerbar-spil Donkey Kong symboliserer livet, så er de tønder, den store abe kaster efter os i jagten på at befri prinsessen, symbolik for deadlines. Konstant kommer de rullende ned mod os. Lige fra vækkeuret kimer til kroppen slukker.

Deadlines. Så snart man har undgået at blive ramt af den ene, er den anden på vej. Rullende i rasende højt tempo med katastrofe som konsekvens ved sammenstød.

Oprindeligt betød "deadline" en grænse, som fængselsfanger ikke måtte overtræde. Egentlig en glimrende analogi på ordets nuværende betydning. Deadlines holder en fanget. Låst til stol, bord, job, mål.

Det værste er, at jeg har brug for deadlines. Hvis der ikke var de forbandende tønder at hoppe over, ville der ikke være noget i at jagte målet. Kun når der er forhindringer, falder jeg ikke i søvn.

Men nu er dagens sidste tønde undgået. Sejren er sød. Belønningen er søvn.

forandring fryder

Av. Nogen gange kan jeg godt få ondt i røven. Særligt hvis jeg har tilbragt en hel aften på min kontorstol, der er alt andet end komfortabel.
Når sandheden skal frem, er det end ikke min stol. For ni år siden fandt jeg den på min kusines loftrum, og da jeg stod og manglede en stol, lånte jeg den. Lige siden har den fulgt med mig til nye lejligheder og nye landsdele. Faktisk som noget af det eneste.
Sammenligner man min første lejlighed anno 1997 med min nuværende her otte år senere, er nærmest alt skiftet ud. Alt! Altså på nær min kontorstol og så mine fire grimme spisebordsstole, der dog er degraderet fra at stå i stuen til at have fået køkkenet som sidste værested, inden containeren æder dem.

Det er skægt at tænke på, hvor stor rotation der er i ens materiel. Computer og tv er skiftet ud flere gange, end udviklingen berettiger. Tøjet er (heldigvis) skiftet fuldstændigt ud fra den største jakke til den sidste enlige sok. Selv al mit køkkengrej, der i starten hovedsageligt bestod af left-overs fra min morfar, er blevet fornyet.

Og lader jeg et øjeblik tankerne svæve otte år frem, er jeg ret sikker på, at mit materielle gods - i mit til den tid lækre hus med udsigt til havet - vil være skiftet helt og aldeles ud. Altså på nær min kontorstol. Noget skal man jo have ondt i røven over.

- We are the voters, who says: ”NI”

I alt ni mennesker på Nørrebro føler noget for cykelkulturen. Tirsdag satte disse ni mennesker heroisk deres demokratiske kryds det eneste rigtige sted – på Cykel Logisk Institut. Ni stemmer. NI! Come on.
Hvad skal der nu blive af den ultra-letbane, vi var blevet stillet i udsigt?
Og skal tyranniet mod cyklister fortsætte i fire år endnu? 5A’ere får frit spil sammen med rødt lys og vejafspærringer til at gøre livet surt for os hårdtcyklende cyklister.

Ni. Det kan simpelthen ikke passe. En fintælling må være på sin plads!

det er os der står herude og banker på - må vi ikke nok godt blive valgt ind?

- Anders Fogh bestemmer ikke det hele selv; han bliver nødt til at spørge andre, forklarer en far sine to små purke på vej væk fra valgstedet. Jeg har lyst til at vende mig om og råbe: ”JA, HANS SPINDOKTORER!!!” efter trioen – bare sådan for at børnene ikke går og bliver helt blåøjede af politik.

Anyway. Når man får udstukket de kilometerlange stemmesedler (ja, hov – der var to. Glemte vi ikke at debatere regionsvalg?) er Kierkegaards vise ord bare ikke nok. Ethvert valg inkluderer et fravalg, sagde han. Men der er godt nok langt flere fravalg end reelle valg på de lister.
Det er egentlig meget simpelt: Ritt er en player, Pind en sjover og Bondam mere snerpet end en bøsse kan tillade sig at være.

Mit valg blev derfor udenfor kategori. Og kan vi SÅ få den ultra-letbane!

forargelsens død

Artiklen fra Weekendavisen har nu ligget over en uge på mit bord. Jeg har kradset en fed firkant rundt om et par af de sidste linier i det lange interview med forfatteren bag ”American Psycho”, Bret Easton Ellis.

”Lad os være ærlige, jeg kommer aldrig igen til at skrive en bog, der får så stor gennemslagskraft. Det kan dårligt lade sig gøre nu, hvor internettet flytter tingene så hurtigt, og tekster bliver spredt på en anden måde. Kontroverser og skandaler bevæger sig så hurtigt. De bryder ud om mandagen og er glemt igen næste fredag.”

Da American Psycho udkom, lød der et ramaskrig højt nok til at ramme selv vores andedam.
I en længere periode måtte forfatteren gå under jorden, mens kvindegrupper og andre bornerte rasede. Hele fem år efter dens udgivelse blev jeg nægtet at skrive opgave om den i gymnasiet.
- Den bog var frygtelig, fik jeg lært og påskrevet.
Siden er bogen blevet et yndet objekt til fortolkning – også blandt gymnasieelever. Nu lever den ikke højt på aktualitet, men på renomé. Den er blevet en klassiker.

Men er den blevet en klassiker, blandt andet fordi den formåede at provokere så længe? Det tager vel tid for noget at blive til en klassiker. Kigger vi en måned bagud i vores andedam, formåede Jørgen Leths bog også at provokere. Han slog godt nok ikke kvinder ihjel, men gjorde sig til herre over dem i fantasien. Og en uge efter var Leth i pressen og eksekveret og nu glemt. Mon gymnasieeleverne overhovedet husker gamle Leth, når de til foråret skal finde en bog at fortolke?

Jeg har svært ved at komme i tanke om bøger, der har provokeret så meget som American Psycho i nyere tid. Har Bret Easton Ellis virkelig ret? Har internettet i kraft af sin hurtighed og udbredelse virkelig dræbt muligheden for en kæmpe provokation, der holder længere end maksimalt et par uger?

I så fald er det lidt skræmmende. Verden fattes Patrick Bateman’er.

Imbruglia does Copenhagen

Dear ms. Imbruglia,

Thank you for a sweet concert at Vega yesterday.
I didn't know half the numbers you played, but you sure have a great smile!

XXX

Andy

pop...pop...pop-blocking

Muhahaha. Jeg tror, at det mod alle odds er lykkedes mig at blive fri for de irriterende pop-ups. Webstats4u var synderen. De leverer åbenbart gratis statistik til hjemmesider mod samtidig at snige pop-ups ind, der skræmmer gæster væk. Fra nu af er det kun mine skriverier, der gør det!

Og skulle du stadig støde på de små kryb, siger du bare til. I declare this zone for pop-free! Altså...med undtagelse af Madonna...og hvad de ellers hedder!

tre mærkelige mænd

- upræcis fantomtegning.

Han er iført store, mørke solbriller, hue og Karl Stegger-mave, og han ligner noget, der lige er trådt ud af en Olsen Banden-film.
”Jeg skal på wc,” forklarer den fyrreårige mand, som om, han ikke ved, at der er noget helt galt. Alarmen hos Føtex bipper ellers så højt, så ingen burde være i tvivl. Det er vagten heller ikke, og med hastige skridt er han på vej mod manden, der lige så godt kunne have haft en stribet fængselsdragt på.
”Hvor ligger wc’et?” fortsætter han, mens al opmærksomhed efterhånden vandrer ned fra solbrillerne mod den store sorte taske, han har i hånden. Ingen indkøbskurv. I fuld fart ud af Føtex uden om kassesystemet.
På vej på wc? Tro på det, store mand.

Har man ikke mod på en slagter, kan Føtex’ delikatesse-afdeling måske assistere. Men næste mærkelige mand, der ligner noget som selv fire-toget fra Jylland ikke ville slæbe med ind, har langt fra så store mad-ambitioner.
”Hvor har I dåsemad,” spørger han delikatessemedarbejderen, der er ved at pakke fiskefiletter sammen.
”Dåsemad?” spørger den unge ekspedient prøvende, uforstående overfor at manden ikke leder efter noget særligt – blot dåsemad som fællesbetegnelse.
”Ja, hakkebøf og den slags,” siger den mærkelige mand olmt, mens han ligner en, der bestemt ikke kunne tænke sig at sætte tænderne i noget, som ikke har set det indre af en konservesdåse.

Den sidste mystiske mand i Føtex denne lørdag eftermiddag markerede sig blot ved ikke at have en næse. Den var væk. Et ansigt bliver meget aparte uden tilstedeværelsen af en næse. Der var således ikke platform til et par mørke solbriller, men da der i hans indkøbskurv lå friske fødevarer, havde han i det mindste smagsløg.

Mon nogen egentlig iagttog mig?

en skål for fremtiden

Der ligger et værtshus på mit gadehjørne. Ikke at der er noget odiøst i det. Strengt taget ligger der et værtshus på næsten hvert et gadehjørne herinde - alle mere eller mindre fyldt op med gamle, højtråbende mennesker. Og stort set alle værtshuse er ens.
Det kan være svært – ja, umuligt - at kikke ind gennem de flerfarvede klinkeruder, men sniger man sig til at kigge ind af døråbningen, eller falder man ligefrem indenfor, får man et indblik i et andet årtusinde.
Lokalet er altid fyldt op med tunge, gamle møbler gerne med grønt velour-betræk. Gulvtæppet er tykt og mørkt af røg og ølpletter. Den ofte ganske centrale bardisk er altid af en mørkebrun træsort, og væggene er fyldt op med billeder, juleplatter og andet oldelir.

Og så er det jeg tænker: Hvordan mon vores generations værtshus kommer til at se ud? Bliver det firserkitch med skakternet gulv, borde med pengesedler gemt mellem to glasplader, og neonlys og javalamper? Eller bliver det 90’er futon og andet asiatisk-eksotisk lir? Måske hænger der et gammeldags plasma-tv på væggen, som man kan varme sig ved, nu hvor resten af verden og ungdommen forlængst er gået over i 3- og 4D-tv.
Vil vi overhovedet have værtshuse, eller bliver spejlcaféer i stedet vores svar på de nuværende mørke juleplatte-befængte tidslommer?

Jeg overvejer at tage ned på burgerbaren og tænke dybere over det til et spil Pacman. Eventuelt slubrende en bananmilkshake!

og jeg som troede, kommunalpolitik var kedelig

Kommunevalg rimer på gab. Det hele er jo afgjort alligevel her i København. Ritt vinder, og tillykke med det. Så gi’r hun nok en lejlighed, en lejlighed, en lejlighed. Eller også tager hun en...til!
Anyway – kommunevalg er faktisk ikke gab. Det er gisp, grin eller dybt godnat. Tjek bare listen over opstillede i Københavns Kommune. Her finder du Hampepartiet, hvis enlige medlem har følgende tre mærkesager:

1) Fri cannabis!
2) Bevar Christiania!
3) Se de to ovennævnte punkter.

Knivskarpt – og knægten er kun 40 år gammel.
Hvis man ønsker solskin fremfor hashtåger, kan man vælge SunshinePartiet.
Et alternativ til Dansk Folkeparti kan være Aktive Pensionister eller partiet: Den Lille Mand. Partiet Mobilmasts mærkesag er skægt nok at stoppe opsætningen af mobilmaster, De Unge Pragmatikere vil kun støtte forslag, der kan lade sig gøre, hvilket man næppe kan være uenig i, Cykel Logisk Institut vil have en ultra-letbane, der ifølge den åbenbart kreative Holger René Jørgensen er en særlig type meget let og smal sporvogn, som skal erstatte de store, tunge busser.

Endelig er der et parti, der må være meget, meget svær at komme udenom for enhver ikke-pragmatiker: Kærlighedspartiet. Er det ikke smukt?
Bedøm selv - for nu overlader jeg ordet til Kærlighedspartiforkynder Allan Anarchos (Amor?), som her fremfører sin første mærkesag:

spring ud spring ud
på dine skæve ben
ta det sidste hop
giv dig tid til KÆRLIGHED
mere medmenneskelighed i metropolis
legalisér cannabis
mærk pulsen
fra københavns hjerte
utopien
som realiseres i åbenhed
og i smerte
experimentet
FRIstaden

Touché...eller bare tåget.

Lady Madonna

Wauw! Det er næsten ikke tilladt stadig at lade sig overraske eller imponere over Madonna, men det er svært at parkere kæben mange andre steder end nede ved brystet efter at have set hendes performance ved MTV Europe Music Awards forleden.
Hun ejede det show fra første sekund – og de dybe rytmer fra hendes nye hit startede da også allerede længe før Madonna selv viste sig. Gemt fra showets start i en disco-sølvkuppel blev tankerne ledt tilbage til U2’s entré i Parken i 1997 under deres Pop Mart-tour.

Men hvor U2 er en ufarlig kvartet af mangemillionærer, der ikke har turde forny sig siden netop deres Pop Mart-tour, tør Madonna i den grad trykke den af.
Med megahittet: ”Hung Up” hylder Madonna 70’ernes disco – og i særdeleshed Abba. Kylie har tidligere søgt mod samme disco-popstil, men hvor Kylie nøjes med at flirte med stilen, går Madonna et par baser længere. Uden at skele et sekund til, at hun om et par år runder de 50.

Den eneste grund, at Madonna lod den fysiske scene stå, efter hun havde forladt den, var så der var plads for de efterfølgende kunstnere til at bukke, neje og skrabe for hende.
Det gjorde Robbie Williams da også, da han senere måtte udbryde: ”She’s absolute legend. She makes us all look like amateurs”.
Og det lignede de da også i sammenligning. Denne gang behøvede Madonna ikke at kysse Britney og Aguilera (selv om sådanne kys altid er velkomne!) for at bringe sig selv i fokus. Madonna er Dronningen. Resten kan spise krummerne fra hendes taffel.

livets store lotteri

Jeg har abstinenser. Overvejer at købe en lotto-kupon. Det er nemlig lørdag, og jeg har fri. Dermed er jeg helt afskåret fra hverdagens store DSB-lotteri.

Flashback. Fredag morgen. Tvivlen melder sig. Med heroisk hjælp fra HT har jeg nået Nørreport St. lige tids nok til at nå s-togenes linie B. Men jeg når kun lige akkurat at se toget på vej ned af trapperne, før det har forladt perronen et minut før tid. Shit. Skal jeg nu satse regionalt, eller tør jeg spille kortet med et s-tog til Hovedbanen? Sidstnævnte vil åbne mulighed for et IC-tog, og måske kan jeg endda fange den lige vel hurtige linie B. Hovedbanen it is.

Som mit s-tog stopper, starter linie B på modsatte side af perronen. Den linie er for hurtig for mig i dag.
Bx er på vej. Måske. Bx er BS.
Men om to minutter melder der sig et eksprestog med endedestination Esbjerg. Ikke lige det tog, man skal falde i søvn i, men den kan bringe mig hen til næste ønskede destination. Endda i særdeles fornuftig tid. Hvis toget altså i dag har personale nok med til at betjene toget. Tirsdag blev alle passagerer indtil Roskilde bedt om at skifte tog, eftersom toget var forsinket på ubestemt tid. De gamle skinner forhindrer åbenbart også DSB-personalet i at møde til tiden.

Anyway – der er ikke to tirsdage på en uge, så jeg satser. All in på IC3-tog. Og fanget.

Linie Bx forlader Hovedbanegården længe før IC3-toget sætter igang. Bullshit. Forsinkelsen i Esbjerg-toget bliver først annonceret et kvarter efter, at det skulle have været kørt. Speakeren slutter af med at ønske fortsat god dag. Nar. Tre minutter efter sætter toget endelig i gang.

Nitte igen. Det kan kun være lettere at vinde i aften!

iChange

Den opmærksomme læser har allerede lagt mærke til det. Noget har ændret sig på iAndy. Noget er ikke, som det plejer at være ude i højre side.
Jeg ved det, kære læser. Forandringer kan være ubehagelige, de kan skabe en følelse af usikkerhed. ”Hvorfor nu det,” er et helt relevant spørgsmål at stille. Og jeg kan kun afværgende svare: ”Jamen, det kunne ikke være anderledes”. Min iPod er blevet skiftet ud med en ny model af et ukorrent mærke.

Apples markedsandel er gigantisk på bærbare musikafspiller-markedet. De ejer cirka halvdelen af markedet, og næsten to tredjedele hvis man kun kigger på musikafspillere med harddisk. At se en person, der hører musik med andet end hvide hørebøffer, er nærmest overraskende.
iPod er gået fra at være eksklusivt til at blive en klassiker. Og det er også en fantastisk afspiller. Men nu er det slut. Vores veje måtte skilles.

Forklaringen er teknisk og nørdet. Lige så simpel iPod er med at gøre, lige så besværlig er den det for mig. Når man putter sin musik over på den lille hvide dåse, sker det via programmet iTunes, som automatisk lister musikken for dig på alle mulige og – for mig – umulige måder. Jeg syntes simpelthen ikke, at jeg hurtigt kunne finde det, jeg ville høre. Samtidig er man med iPod bundet til kun at bruge en computer. Jeg har aldrig rigtigt tilgivet iPod, at jeg måtte formatere den, bare fordi jeg fik ny computer. Men apple opererer simpelthen ikke med, at et menneske anno 2005 kan skifte computer – eller eventuelt har to til rådighed.

Det gør iAudio. For iAudio er ikke bare en bærbar afspiller, det er også en bærbar harddisk. Når du tilslutter den computeren, dukker der en mappe op på dit skrivebord, og her kan du proppe alt det over, du lyster. Den læser det meste. Lige fra næsten ethvert tænkeligt musikformat til film. Man kan endda slutte den til et stereoanlæg og hive cd’er direkte over på afspilleren uden om computeren. Bye, bye iTunes. Endelig er der en smart voice recorder, som forlængst burde have været standard i iPod’en. Bye, bye iPod.

Jeg er blevet marginaliseret. På godt og ondt. Mine hørebøffer er blevet sorte og anderledes, men afspilleren virker nu, som jeg ønsker det. Det nye design ligner en blanding af en iPod og min Razr, hvilket både er tjekket og lidt irriterende, når jeg får fat i et nummer med Franz Ferdinand, i stedet for taxamotor.