sushi eller ej

OK. Nu har jeg spist sushi i flere prislag. Fra Føtex køledisk til dyrere takeout - til endnu dyrere sushi-restaurant. De små kombipakker af kold ris, rå fisk og tang er jo voldsomt smarte og stadig trendy i mangel på nyere etnisk fastfood. Samtidig er det sundt og æstetisk pæn spise. Og hamrende dyrt.

Men!

Smager det godt? Jeg ved godt, at jeg endnu ikke kan skrive ”japansk sushi-mester” på listen over leverandører til min sushi-buffet, men jeg synes hurtigt, at sushier smager meget ens.
Selvfølgelig kan man smage forskel på, om det kommer fra en køledisk eller direkte fra køkkenet i en sushi-restaurant. Men den dominerende smag i en sushi for mig er stadig den kolde ris.

Måske ved jeg bare ikke, hvordan man spiser sushi rigtigt. Jeg er ikke en mester til at håndtere fem centimeter brede sushier med to tynde pinde, og jeg kan helt sikkert ikke finde ud af at dosere soya og wasabi rigtigt. Hver gang jeg forsøger mig med en af smagsforstærkerne, synes jeg ikke min sushi smager af andet. Og det er altså væsentligt billigere at få noget, der kun smager af soya i den lokale kinesiske grill end på en sushi-restaurant.

Jeg ville gerne kunne lide sushi. Se dem som de lækreste lækkerbiskener. De er jo stylede, hyppede og serveret i minimalistiske omgivelser. Og de efterlader en med en særdeles behagelig mæthedsfornemmelse.

Så hvad er galt? Er sushi virkelig bare kolde ris i nye klæder, eller er det undertegnede, der gør noget helt forkert - ud over at stikke mig selv i øjnene med spisepindene?

blomstrende Bill Murray

Gået i stå? Bill Murray i "Broken Flowers"

"I’m not in a rush,” fortæller passageren taxachaufføren. Og det er han heller ikke. Don Johnston (Bill Murray) er nemlig gået helt i stå.
Når han er hjemme, og hvis det står til ham selv er han det det meste af tiden, sidder han i sin brune lædersofa i sit fine hus i det middelpæne kvarter. Rig på fortidig succes. Fattig på nutidig. Kæresten har netop forladt ham, fordi hun er træt af, at hun ikke er den eneste kvinde i hans liv. Men når telefonen ringer, er det altid hans etiopiske nabo, der er i den anden ende. Modsat Don har naboen Winston (Jeffrey Wright) fast kvinde og en børnebesætning stor nok til at fylde rollelisten i Sound of Music.

Dons liv virker tomt. Hvad han har er penge og tid. Og et brev. Et lyserødt brev har fundet vej frem til ham. Indholdet synes dog mest at pirre nabo Winston, der har en ret udtalt drøm om at være detektiv fremfor familiefar. Brevet er skrevet på maskine, adressen med rød kuglepen, og indholdet er skræmmende for en Don med mange uddelte visitkort på samvittigheden. Han er far. Og nu er hans 19-årige søn draget ud for at finde ham. Det vil hans gamle flamme lige advare eller i al fald oplyse ham om. En flamme uden navn. Og dermed en invitation tilbage til en fortid, Don egentlig ikke har det store ønske om at blive konfronteret med.
Men lige så passiv Don er, lige så aktiv er hans nabo, og lettere modvilligt begiver han sig på en af Winston tilrettelagt rejse gennem USA – på jagt efter skrivemaskine og lyserøde effekter – udstyret med lyserøde blomster som afvæbende våben mod gamle flammer.

Som i Apocalypse Now bliver tilskueren trukket dybere og dybere ind i den store jungle. Her er det følelser og forhold, der trænger sig på i en distanceret og dog uendelig nær fortælling.
Bill Murray er intet mindre end eminent. Han forfiner sin figur fra Lost in Translation i denne sære og dybt fascinerende film af instruktør og manusforfatter Jim Jarmusch. Historien er fortalt langsomt med en ensom stemme. Don og tilskueren bliver vidne til forskellige liv, der er fortsat uden ham.
Umiddelbart lugter historien af High Fidelity, hvor evigt selvsmagende John Cusack prøver at forstå sig selv gennem sine gamle erobringer, som han opsøger en efter en. Men bare rolig – i ”Broken Flowers” er der ingen pinagtige skuespillerpræstationer og kvinderne bliver ikke spillet af typer som Iben Hjejle, men rigtige skuespillerinder som Jessica Lange og Sharon Stone. Vi er ikke ude i mainstream-misk-mask men i en øm reflektion.

Snyd ikke dig selv for denne fantastisk søde, skæve, skægge og supervelspillede film. Und dig selv et par timer i en biografsal, mens du og Don prøver at komme lidt tættere på nutiden ved at finde fortiden.

"Broken Flowers" var nomineret til Den Gyldne Palme i Cannes, og vandt Grand Prix-prisen samme sted.

der står en ko - lad vær' at glo!

Det er en gammel nyhed, at hunden ligner deres menneske - og omvendt. Men nu er den analogi rykket et stykke længere ud på landet.
Den meget fokus på intelligenskvotienter i diverse tv-shows har nemlig flyttet sig fra TV2 på Kvægtorvet helt ud i de danske kostalde - med dertilhørende social isolation for de individer (her: kvæg), der ikke er den saftigste bøf på panden.

Se nyheden her. Jeg foreslår, at vi indfører specialstalde og su doku-træning for de stakkels taberkøer, så de kan komme op på kødvognen igen.

De er gale, de køer!

pop væk

Jeg har hørt og også selv erfaret, at der nogen gange popper reklamer op, når man åbner iandy.dk. Det er da frygtelig smart, selv om jeg personligt hader pop-ups. Og hvad værre er - jeg tjener ikke nogen penge på de reklamer, og aner ikke, hvordan de er blevet plantet her.
Er det tak fra blogger.com for at bruge deres ustabile service, eller kan jeg være ramt af en særlig reklamevirus? Anyone?

samtidsskikkelse

”De, der kommer i medierne, er per definition samtidsskikkelser. Men hvad gør dig til en samtidsskikkelse? Er det, at du fornyr din samtid? Sådan bliver det set af samtiden. Det er bare ikke forklaringen!

Forklaringen er, at hvor du end er, så indeholder du en helt speciel evne til at absorbere samspillet af udviklingstendenser omkring dig. I den synkronicitet, der opstår der, bidrager du pludselig på et tidspunkt, hvor den startende kraftstorm løber i alle retninger, hvor kraftpilene begynder at rette sig ind.
Pludselig fanger du på et bestemt tidspunkt – per intuition, held, dygtighed – præcis dét, som skaber kritisk masse. Tændstik til bålet, eksplosionen.

Pludselig er pilene rettet ind, og så går det, som er et udviklingskloster, til pludselig at blive et vedligeholdelseskloster. Og et vedligeholdelseskloster er ikke interessant for innovatører eller spydspidser at være i. Straks er de ude igen – og hvad er de så på jagt efter: en ny udviklingsstorm!”

Klaus Riskær - citeret i ”Berømmelsens Anatomi” af John de Summer-Brason

Bond, Bløde Bond

Det blev en dreng. En hvalp. En frø.
Nej, jeg snakker ikke om prinser og prinsesser og medier, der er gået i selvsving, men om den nye James Bond.
Kandidaterne har været mange, Clive Owen var oplagt i en metro-tid uden rigtige Bond’er, men valget faldt på en semiukendt, ung, blond fløs, der ikke giver drenge noget at se op til, eller pigehænder noget at dykke ned under trussekanten for. Se selv:

Hej, jeg hedder Daniel Craig, jeg er den nye Blonde Bond.

Jeg har været rigtig Bond-nørd før i tiden. Kunne som selvfølge rækkefølge og årstal for alle film - foruden skuespillernavne, dialoger, og intime detaljer om Bonds babes.

Det var et magisk univers at bevæge sig ind i for en knægt på vej mod de usikre teenageår. Lækre piger var her en selvfølge, smarte biler et must, og de kække gadgets kunne let skyde hovedet af folk.
Bond var en vaskeægte mandschauvinistisk helt. Og hvis ikke den hårde historie og de lækre babes tilfredsstillede husarerne, gjorde filmenes special effects det. I en tid, hvor actionfilm ellers normalt havde handlinger tyndere end suppe og ofte end ikke var et beta- eller vhs-bånd værdigt, havde Bond frit spil.

Men actionfilmene tog revanche. Budgetterne blev enorme på b-markedet og branchen fik lokket a-skuespillere til, mens det oprindelige materiale til Bond-filmene langsomt begyndte at slippe op. Forfatteren Ian Flemming havde ikke skrevet flere Bond-bøger, og man begyndte at redefinere Bond-figuren i en tid, hvor sikker sex og non-smoking blev in, samtidig med at muren faldt og koldkrigsagenter blev yt.

Bond blev simpelthen gjort politisk korrekt i en tid, hvor ellers netop Bond-figuren kunne have bevist, at den var hævet over tid og sted. Smøgen røg og kvindeforbruget blev sat ned til 1-1 ½ per film. Men Bond er ikke blød. Eller trofast. Eller sidder på en strand og tuder, og tvivler på det, han har gang i.

Og så er han altså heller ikke grim. Før nu! Måske hænger det sammen med, at han er skiftet fra Smirnoff til Finlandia vodka og kører i BMW fremfor Aston Martin.

Bond er færdig som gårdsanger – eller i al fald som min helt. Jeg kan ikke skelne de sidste tre Bond-film fra hinanden, og jeg er rasende træt af, at man prøver at pille ved en stereotyp.

Jeg forudser, at den nye Bond-film vil flirte med mistanken om, at Bond lider af forstørret prostata, at han før filmens enlige knald må styrke sig med et par oversize viagra-piller, og at selv hans sigte er skidt.

Og endelig har jeg en grum mistanke om, at den kommende Bond-pige bliver Oprah Winfrey...

censureret

Fucking hore, pis og lort, rend mig i røven, knep mig i øret.

Lige nu aktiverer jeg din basale ganglie. Det er et punkt dybt i forhjernen, som groft sagt ligger på højde med midten af panden. Det er det punkt, der koordinerer kroppens bevægelser, og det har foruden forbindelse til den del, der forstår og skaber tale, også et tæt samarbejde med det limbiske system, hvor menneskelige følelser (særligt de handlingsbestemmende) ligger. Ifølge videnskabsfolk er dette punkt kilden til enhver form for bevidsthed – den fri vilje, som vi mennesker så ofte prøver at påberåbe os.

Crap.

Alle sprog har bandeord, skrev Politiken i søndags, og beretter videre hvordan videnskabsmænd nu bruger bandeord som et middel til at undersøge de intellektuelle sider af hjernen med de mere dyriske områder, der styrer vores følelser.
Lyden af bandeord gør bogstaveligt talt folk ophidsede. Forsøgspersoner med varmeelektroder på arme og fingerspidser viste samme reaktioner på bandeord som ved seksuel ophidselse.

Slap me, bitch!

Måske er det derfor, Kate Burridge, der netop sammen med en kollega har skrevet en bog om det taburiserede sprog, er kommet frem til, at den tabuiserede betydning af et ord altid trænger enhver anden betydning, det kunne have haft, til side.

Lort!

Særligt kropslige funktioner og udspring ryger hurtigt i den kategori. Hvis der er mange ord for sne på Grønlandsk, hvor mange udtryk har vi så ikke for vores mest yndede kropsdele? Skal vi være høflige (og det dikterer en anden del af hjernen jo), så prøver vi at finde på pæne udtryk til grimme steder – som eksempelvis toilettet. ”Toilet” kommer faktisk af ”lille håndklæde” på fransk. Men efterhånden blev toilet i stedet navnet for porcelænskummen, og så var det ligesom sket med at være rigtig fint. Nu siger de pæne damer i stedet, at de skal pudre næsen – eller, hvis man er meget direkte, at man skal på badeværelset.

Men ikke alle er høflige, selv når de skal skide. Der findes mennesker, som lider af coprolalia, som er en sygelig og ukontrollabel trang til at bande. ”Patienter kan for eksempel kendes på en konstant grimassering eller på hele tiden at skubbe deres briller op på næseryggen eller udstøde en strøm af små grynt eller hvin,” skriver Politiken. Jeg tror faktisk, jeg har haft et par lærere med coprolalia, så.

Der bliver ofte gjort grin med mennesker med denne konstante trang til at bande (wonder why...), men for de, der er ramt af coprolalia, er det faktisk den værste del af deres lidelse. Banderierne kan være provokerende og personlige, rettet mod race, seksuel identitet eller kropsbygning hos en forbipasserende (jeg har en teori om, at alkohol kan udløse coprolalia).

Vi husker bandeord. Bandeord er gode kroge til hukommelsen. Shakespeare kunne knap nok nedfælde en strofe uden af bande.
Hvem husker du selv bedst? Preben Møller Hansen eller Gert Petersen?

Kraftedeme!

jeg fattes z'er

Søvn er overvurderet, siger min chef. Mit svar: "Zzzzzzzzzzz".

Det' ikke Leth

Først var det Frevert (eller ikke Frevert), der med særdeles racistiske udtalelser satte sindene i kog. Nu har Jørgen Leth med sin bog: ”Det uperfekte menneske” holdt dampen oppe. Leth HAR dog skrevet bogen, så i det mindste kan vi nu diskutere indhold – måske.

Konsekvenser er der i al fald rigeligt af. Hvor Frevert får ”orlov” i en måneds tid for at ville sende muslimer i russiske fængsler, nu hvor man ”officielt” ikke kan dræbe dem herhjemme, har Leth mistet eller opgivet stort set alt verdsligt.

Tripple-A-svækkede TV2 fyrede ham som medkommentator til Tour de France, mens Leth kom Udenrigsministeriet og Det Danske Filminstitut i forkøbet ved selv at droppe titlen som dansk konsul på Haiti og ved at droppe hele sit filmprojekt: ”Det erotiske menneske”.
Tilbage står det for Leth nok mest smertelige spørgsmål, om han får lov til at vende tilbage til sit elskede Haiti. Embedsmænd fra den voldelige ø fortæller, at Leth kan risikere op til ti års fængselsstraf, hvis han vender hjem.

Frevert ville som politiker gerne kunne slå muslimer slået ihjel, Leth havde ”som kunstner” kønslig omgang med unge piger.

OK. Det er her filmen knækker. Hvornår er man kunstner, og hvornår er man ikke? Hvornår udfordrer man det bedre borgerskab, og hvornår bryder man straffeloven eller et moralsk kodeks?

Leth udtaler selv, at han burde have vidst, at hans beskrivelser – eller udmeldinger, som han kalder dem - ”i for vidt et omfang ville blive opfattet for konkret i forhold til, at bogen også er et kunstnerisk værk”. Ekstra Bladet leder konkretiserer med overskriften: ”Farvel til den gamle gris.”

Er Leth en gammel gris? Den korte version af det er selvfølgelig et rungende ja. Han var 58, da han indledte forholdet til sin koks 17-årige datter. 41 års aldersforskel er vel dybest set noget griseri.
Leth og hans kolleger i den danske filmbranche prøver at ophøje det til noget kunstnerisk. I en pressemeddelelse fyldt med fine ord slår Vinterberg, Fly, Trier og kompagni deres holdning fast: ”Vi bevæger os med denne kynisk-populistiske smædekampagne mod en regulær offentlig knægtelse af ytringsfriheden med den deraf følgende tilintetgørende virkning på mulighederne for kunstnerisk virke.”.

En leder med overskriften ”Farvel til den gamle gris” er ikke bare kynisk-populistisk. Den er dum, og leder tankerne tilbage på Kim Larsens ”Midt om Natten”, hvor bz’erne kalder skattefar for ”fars gris”. Men Ekstra Bladet har altid kategorisk befundet sig udenfor pædagogisk rækkevidde. Også selv om det nu faktisk er en fars gris (betonbloks-kopulator Hans Engell), som leder slaget mod alt, der er som avisen selv.

Hvad der er mere interessant er, at alle jo længe har vidst, at Leth var ”en gammel gris”. Ligesom han rent faktisk selv har skrevet sin egen bog – modsat nutidens politikere – har Leth også i mange år stået inde for, at han har skiftet sin erotiske fascination af intellektuelle hvide kvinder ud med den unge, sorte kvinde.

Han fortalte det til Weekendavisen i 2001, og missede man den artikel, findes den nu i bogform under titlen: ”Forførerne – Interview og Essays”. Det har den gjort i flere år, så både Udenrigsministeriet, TV2 og Det Danske Filminstitut har forlængst kunne fyre ham på det grundlag.

I virkeligheden handler det ikke om, hvorvidt Leth er en gammel gris eller ej. Det handler om, at man i dag er blevet pokkers bange for at skade sit eget brand. Når den meget lange artikel i Weekendavisen kun drypper et par sure debatindlæg af sig, behøver man ikke at slå den store paraply op.

Hvor filminstruktørerne med deres pressemeddelelse ønsker debat, ønsker det etablerede magtapparat fred. Den, der lever skjult, lever godt. Det handler om ikke at ramme en betonblok. Det handler om ikke at sige eller skrive – eller i det mindste ikke at stå ved - det, man mener.

Debatten drukner i handlinger. Nyhederne kommer ikke bare hver dag, men hvert sekund. Derfor skal der handles hurtigt. Og hvor der handles, der spildes som bekendt. Offeret er debatten. I stedet leger vi flaskeleg, hvor det for enhver pris handler om ikke at være den, flasken peger imod.

Synderen er den, der ikke tier stille. Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus ville gerne stå ved, at han sammen med Frevert, har skrevet, hvad han har skrevet. Nu står han til fængselsstraf, mens Frevert koncentrerer sig om kommunalvalg.
Leth ville stå ved sin kunstneriske ret til at bruge sig selv som objekt i sin søgen efter seksualiteten. Nu må han i stedet søge andre græsgange (og kun dér, hvor der er græs).

Jeg ser et lille håb forude. TV2 bliver nemlig nu kritiseret for at have handlet for hurtigt ved at droppe Leth som sportskommentator.
Hvor ville det være lækkert, hvis det blev gjort til en dyd ikke altid at handle i affekt.

dep.rimerende

Det startede faktisk rigtig godt, men endte med hverken at blive en dreng eller pige. Depeche Modes lille ny: ”Playing the Angel” har ikke mange sikre hits.
Albummets lovende start består af det veloplagte nummer: ”A Pain That I’m Used To”, som vækker næsten ti-år gamle minder, hvor ”Ultra” fik Depeche Mode tilbage på verdenskortet.

Næste nummer: ”John The Revelator” fører endda i taktslag endnu længere tilbage til de tider, hvor Depeche-plakater var obligatoriske på ethvert teenageværelse. Men så stopper det også.
Og ganske sigende er det først ved ”Precious” at publikumet til det særdeles velbesøgte pre-release party på Culture Box i Indre København liver op igen. Dernæst følger en lang, sej kamp med monotone, dystre numre med titler som ”Damaged People” og ”The Darkest Star”.
Stemningen i det overfyldte lokale bliver lidt bedre til sidst. Der kommer mere liv i musikken, men publikum har generelt tabt fokus. Opvarmningen var også benhård med halvanden times fede remixes fra dengang, bandet virkelig kunne. Med singlehittet: ”Precious” har Depeche Mode bevist, at de stadig kan, men der er stadig meget langt op til deres største klassikere.

Ret skal være ret – højtalerne på Culture Box var et full frontal angreb på ens trommehinder. Bassen virkede overdimensioneret selv i forhold til et mere voldsomt houseparty, og et par af numrene ville sikkert gøre sig langt bedre uden. Til gengæld hjalp den ekstreme bas gevaldigt på opvarmnings-remixene. Særligt et cicada-mix af ”World in my eyes”, som jeg ikke har hørt før, borede sig fra det bølgende gulv direkte op gennem skosålerne og ind i benmarven.

Om bare ni dage udkommer ”Playing the Angel”. Jeg tror, jeg – igen – springer over. Og håber, at de kan finde ud af at krydre koncerten til februar med numre af en lidt ældre dato. Depeche Modes numre er nemlig som god vin. De ældes med ynde. Med eller uden bas.

kanontilbud

Ja, det kan I sagtens skrive, når butikken allerede er tom!

#1

Ting uden hale behøver ikke at have en ende.

en knitrende oplevelse

Pengeautomater. Hvilken fantastisk opfindelse. Det er altid lækkert, når der går automatik i penge.

- Hej, jeg er en maskine. Jeg gør, hvad du befaler.
- Hej maskine, jeg skal have penge.
- Jamen selvfølgelig skal du det. Og det er lige det, jeg er her for. Hvor meget skal du bruge?

Et klik og ud kommer et bundt sedler. Ikke sådan nogen nussede nogen, som man får i Netto eller Kvickly, når man hæver til nærmeste tusinde. Nej, de her har ikke en fold. I USA er det vist hver ottende pengeseddel, der har rester af kokain på sig. Sedler fra en pengeautomat ligner noget, læger kan tørre hænder i, før de foretager en hjerteoperation. Altså - en operation er dyr nok i forvejen - men for eksemplets skyld.

Hvordan gør de det dog? Jeg forestiller mig, at alle bankerne har en Joakim von And-type ansat. Sådan en, der dagligt vasker en masse penge rene (i non-Cayman Island-style), hvorefter han nøjsomt stryger hver enkelt seddel helt ud til det yderste vandmærke.

Pengeautomater. De er verdens ottende vidunder. Hvor er det bare ærgeligt, at der skal være penge på kontoen for at se dem i funktion.

slangedans

Muligvis har Dansk Flæbepartis Louise Frevert en emotionel ik på niveau med en mavesur slange, men når det kommer til PR og til disciplinen at trække i land, besidder både parti og eks-pornoskuespillerinden en helt fantastisk kreativ intelligens.

OK, Miss Frevert fik solstik i den sene septembervarme, og kom på sin hjemmeside med kreative forslag til, hvordan kriminelle muslimer skulle behandles, nu hvor man ”officielt” ikke må slå dem ihjel.
Som rejekælling står man selvfølgelig ved sådanne udtalelser - og uddyber dem endda gerne. Ingen spaltet tungesnak her - hun var racist, og stolt over det.

Pludselig blev det dog alt for koldt i det politiske klima, og Frevert indså, at det var på tide at skifte ham. Ingen hjemmehæklede gulvtæpper i kongeriget Danmark er dog store nok til at feje sådan en sag ind under (og guderne – nej, undskyld – Gud forbyde, om man skulle bruge et persisk af slagsen). Men kan man ikke bruge hækling til noget, må man spinne.

Først trækker lille, frække Frevert udtalelserne tilbage. Det kan man godt. I disse tider er det meget populært ikke at mene, hvad man mener.

Men øv – snogene i pressen vil åbenbart have mere blod. Jamen, så må den særdeles fulde sandhed da frem. Den lille søde mavedanser skrev skam slet ikke de indlæg. Hun aaaaanede ikke, hvad det i det hele taget var for noget, der havde stået på hendes hjemmeside, og som hun først i detaljer forsvarede i Politiken, og siden trak tilbage. Det var i stedet den særdeles kendte Ebbe Talleruphuus (3 hits på google), der i titel af webmaster, havde kommet til at lukke galskaben ud.

Og dermed betragter Dansk Fupparti for sagen som afsluttet. Klart. Mon ikke sådan noget først går, når vi lever i et diktatur?

Jeg foreslår, at et kanonudvalg ser på sagen!