holder Gud med tyskerne?

Messias. Tænk, at et par forhåbentligt i dag skamfulde engelske forældre engang fik deres dreng velsignet med det navn. Jeg er ret sikker på, at de må have tabt ham ganske hårdt ned i døbefonden lige efter, for jeg har sjældent set en mere ringe dommerpræstation, end den jeg så deres søn udføre i Parken i går.

Her følger en kort opsummering til de frelste sjæle, der ikke så skandalepræstationen i kampen mellem FCK og Hamburger SV:

I en rimelig fair spillet kamp uddeler dommeren elleve gule og tre røde kort – og smider samtidig også HSV’s træner ud. Han dømmer to særdeles ukorrekte straffespark mod FCK, og overser i øvrigt et straffespark til både HSV og FCK.
I overtiden scorer HSV på det sidste af de ukorrekt dømte straffespark, og dermed går København glip af et økonomisk og sportsligt lukrativt UEFA-cup-gruppespil.

OK. Enhver kan have en dårlig dag, men vor kære dommer, der faldt i døbefonden som spæd, har haft rigtig mange dårlige dage. Faktisk er han blevet forment at dømme topkampe hjemme i England, fordi han er vurderet til at være for ringe.
En af hans mere åbenlyse fadæser var, da han smed en spiller ud med et gult kort. Dommer Messias troede, at spilleren allerede havde et gult i forvejen, og gav ham derfor marchordre. Selv om Messias åbenbart er kortliderlig i perverteret høj grad, havde spilleren dog ikke i forvejen fået kort.
I dag er det kun tilladt for Messias at dømme i de lavere engelske divisioner – men det var åbenbart ikke noget, der generede UEFA. Idioti i international klasse.

Der burde være en ventil-ordning. I American Football er man ikke bange for at bruge video. Dvs. at dommere kan få lov til at se en situation efterfølgende på video, før han afsiger sin dom.
Der har været et enkelt forsøg med det herhjemme i en ret kedelig og begivenhedsløs træningskamp mellem FCK og Brøndby. Dommeren var Kim Milton, og selv om netop han af Synoptik tidligere var blevet foreslået en synsprøve...
...efter at have overset to straffespark til FCK i en kamp om mesterskabet mod netop Brøndby, fandt han ikke ordningen nødvendig.

Det er den. Der står millioner af kroner på spil i sådanne kampe. Og foruden pengetab er bitterheden ekstra stor, når man end ikke kan rette den indad. Hvis ens hold spiller en dårlig kamp eller laver dumme fejl, er det ok, at de taber. Så har man kun sig selv at skyde skylden på.
Men når det er dommerens skyld – og det er det altså en gang imellem, selv om dommeren ofte også bare bliver brugt som en dårlig undskyldning – så er det surt, at man ikke gør noget ved det.

Video vil tage lidt ekstra tid, ja. Men ikke meget – for der er i forvejen ofte en lang pause i kampen op til at et straffespark skal tages. Desuden er der intet galt i, at man kan have en fjerdedommer, der udenfor banen kan vurdere situationerne løbende på en tv-skærm og give briefinger til dommeren via en øresnegl eller lignende teknisk instrument. Vi skriver 2005. Det er tilladt at forbedre dommerens muligheder for at dømme korrekt.

I går blev FCK bortdømt. Og ja – jeg er lidt bitter. Nu kan jeg bare håbe på genopstandelse...

i demokratiets navn

Generalforsamlinger i ejerforeninger er fantastiske. Jeg var til et marathon-et af slagsen i går, og de var der alle sammen: Kværulanten på første række, der ville ønske, at alt blev lavet om, men ikke kunne drømme om at stille op til bestyrelsen. Kvinden på rækken efter med en enkeltsag, hun gerne så overskygge alle andre beslutninger. Faderen, der havde lavet et skattefordelagtigt forældrekøb til datteren, og som gerne ville fortælle bygningens beboere, hvordan de skulle køre tingene. Ja, selv om han selv (selvfølgelig) boede oppe i Nordsjælland, ville han endda gerne komme forbi, hvis bestyrelsen havde nogen spørgsmål til ham til det arbejde, der måtte vente forude.

De var der vitterligt alle sammen. Hver og en. Arketyper. Lige fra beboeren, der havde boet her i tredive år, og ikke fattede, at noget behøvede blive lavet om - til den nyindflyttede studerende, der sådan cirka tredive gange lod os vide, at ”det der med fiberkabler, det er fremtiden, og tænk hvad vi sparer ved at få det lagt ind”. Også selv om det ikke var et punkt på programmet.
Der var klirrende flasker (overvejende sodavand, det var jo onsdag) og fraktioner, der løbende udvekslede blikke for at signalere, de holdt sammen. Der var personer ”man ikke kunne lide”, og derfor ikke gad høre på, og der var endda en bolig-mogul, som ejede fire lejligheder i ejendommen og dermed ragede en del stemmesedler sammen ved hver afstemning.

Der var kun tre ting, der skulle besluttes, og det tog tre-en-halv time. OK, det afsluttende punkt ”Eventuelt” tog også ret meget af tiden, men måske var det heller ikke i det halvtredsmandstunge forum, at problemer som: ”hvornår kan viceværten egentlig træffes” og ”min nabo larmede forleden” skulle luftes.

Men debateret og stemt, det blev der. Og vi fik endda valgt nye bestyrelsesmedlemmer ind, selv om jeg aldrig helt fandt ud af, hvem jeg skulle stemme på. Forskellen mellem: ”Jeg hedder Peter og har boet her i to år”, og ”Jeg hedder Jens, og har boet her i to år” var ikke så stor for mig.

Men demokratisk, det var det, selv om vores kære advokat og ejendomsadministrator til sidst knap nok gad tælle hænder eller sedler. Han havde sikkert travlt nok med at ignorere kvinden med enkeltsagen, der følte, at hendes problem så absolut også var hans problem – og i øvrigt udelukkende hans skyld.

På trods af debatterne og de demokratiske afstemninger fik vi dog ikke helt besluttet noget konkret. Beslutningerne var mere i kategorien: "Det skal vi have undersøgt". Derfor skal vi til ekstraordinær generalforsamling inden længe.

Jeg glæder mig allerede.

pixmaniac

Der findes selskaber med dårlig kundeservice, så findes der fupfirmaer, og så findes der Pixmania, der bare ikke kan gøre for det.

Pixmania er et stort netfirma med filialer i langt de fleste europæiske lande. Måske er det allerede i de mange sprog, at filmen knækker. Hvis man på deres danske site går ind under ”kontakt os”, kommer de nemlig med følgende, ikke særligt prangende, salgstale: ”...de laveste priser, inklusiv service”.

Der er helt sikkert noget om det. For deres pris på den projektor, jeg ønskede mig, var ganske lav. Servicen skulle dog vise sig at være lavere – ja, faktisk ikke eksisterende.

Jeg bestiller projektoren en sen aftentime. Varen er på lager, så jeg skulle kunne have den indenfor et par dage. Få øjeblikke senere dukker der også en mail op i min indbakke. Ordren er modtaget.
Det bliver morgen, det bliver nat, og det bliver morgen igen, og jeg beslutter mig for at tjekke, om de nu også har fået sendt den afsted. Jeg tjekker min konto, og opdager, at leveringstiden nu er ”+10 dage”. Med andre ord – varen er ikke på lager.

Det virker underligt, for det var den jo, da jeg afgav bestillingen. Jeg ringer til Pixmanias til tider dansktalende kundeservice, og deres forklaring er, at flere må have bestilt den samtidig. Fair nok – måske er lige netop den projektor helt vildt populær at bestille om natten.
Leveringstiden er ubekendt, og da jeg gerne vil have min projektor tidligere end i ”vi aner ikke hvornår”, afbestiller jeg – hvilket er helt i orden.

Et andet firma har projektoren på lager til en fornuftig pris, og to dage efter hænger den sikkert i mit loft.
Her burde fortællingen så ende. Lykkeligt – med mig og chips i sofaen og en sprød dvd-film på væggen. Men som du kan se, er det er en lang post, så historien ender ikke her. Den starter.

Ti dage efter min afbestilling tikker en ny, ret glad mail ind fra Pixmania. Min ordre er nu på vej. Jeg er bare knap så glad. Det er ikke lige mig og min pengepungs største drøm at have to ens projektorer. Et hurtigt tjek på netbank viser, at Pixmania faktisk allerede tre dage tidligere har trukket de knap 5.700 kr., som projektoren koster.
Det er vist hverken lovligt eller særlig smart, så jeg mailer dem om, at der må være sket en stor fejl, og at jeg forventer, at pengene straks kommer tilbage på min konto, og at de stopper forsendelsen. Pixmania er jo et stoooort firma, og jeg kan se, at min projektor trods alt ikke er kommet længere end Frankrig. Det må kunne lade sig gøre.

Mail retur. Ikke en beklagelse – blot en konstatering af, at de har prøvet at stoppe ordren, men at det ikke kunne lade sig gøre. ”Ordren var kommet for langt i systemet”. Ja, klart – der gik jo også kun ti dage fra jeg annullerede til de meddelte mig, at pakken var på vej.

De næste dage gik med at overbevise dem om, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg skulle vente på, at varen først skulle nå frem til mig, så jeg kunne returnere dem, og derefter vente på, at de kunne modtage den, før jeg fik mine penge krediteret. Trods ihærdig mailkorrespondance og diverse opkald til en kundeservice, der flittigt agerede papegøjer: ”there is nothing I can do, there is nothing I can do. No, I cannot transfer your call, no, I can not transfer your call”, lykkedes det aldrig.

Kommunikation er også en vanskelig ting. Særligt når et langt klagebrev fra en kunde med trusler om politianmeldelse bliver besvaret med følgende:

Kunne de ikke bare skrive: "Kaere kunde, handler du med os, er du fucked op. Du kan ringe, du kan maile, du kan tigge, du kan true. We don't care. Pakken er på vej." Der er kun et, man kan gøre, hvis Pixmania laver en fejl – og det er at vente.

Det vil sige - jeg valgte at gøre brug af min trussel med at kontakte politiet. Min sag var god, men den var endnu ikke omfattet af straffeloven, så jeg skulle ud i et civilt søgsmål, hvis det var.
Det orkede jeg ikke. I stedet igangsatte en mild tæppebombning af mails mod den eneste chef, jeg havde fået navnet på derinde. Efter tre uger gav hun efter og krediterede mig.

Sølle tre uger. Det er jo hurtigt. Selvfølgelig kunne Pixmania allerede få dage efter se, at jeg havde nægtet modtagelse af ordren. Det kunne de se, bare de gik ind på min konto. Som enormt netfirma er det dog rarest, at varen er tilbage på hylden, før man giver kunderne pengene tilbage. Man ved jo aldrig, hvad de finder på. Det forstår jeg godt. Jeg er så forstående. Hvad jeg bare ikke helt forstår, og hvad jeg sådan set gerne ville have haft mig frabedt, var den mail, de sluttede af med at sende mig.

Lige dér blev jeg nemlig lidt sur...

dræberdelfiner

Jeg ved godt, at en naturkatastrofe kan have sideeffekter, men det her er for åndssvagt!

vanedyr

Mit nøglebundt er ganske beskedent. Jeg sætter stor pris på, at der aldrig går pedel i det, så antallet af nøgler bliver holdt nede med hård hånd.
Alligevel er to ens nøgler sneget sig ind. Jeg har nemlig to cykler, der åbenbart har samme låsetype. En racer og en citybike. At mærke den ene med en sprittusch har vist sig nytteløst, da det bliver slidt af hurtigere, end jeg lærer at huske, hvad mærket står for.

Men det burde jo ikke give de store problemer. Nøglen til raceren hænger nemlig ved siden af den store hoveddørsnøgle, og nøglen til citybiken hænger ved den lille nøgle ind til min lejlighed. Huskeregel: lækre cykel ved stor nøgle, gammel cykel ved lille, beskeden nøgle.

Eller det vil sige: Sådan hang de. Af en eller anden årsag skulle jeg forleden have en nøgle ud af mit nøglebundt, og da den blev sat ”forkert” ind igen, skabte det rod i systemet. Nu hænger racercyklen ved siden af den lille nøgle og vice versa.
No problemos. Så skal der bare byttes rundt i systemet. Holdt. Spol tilbage. Omformulér: Så skal der bare byttes rundt på en indgroet vane.
Og det er lettere sagt end gjort, for det skidt sidder fast i fingrene.

Huskereglen er nu, at nøglen til racercyklen sidder ved den lille nøgle, ikke fordi den ikke er lækker, men fordi man cykler hurtigere på racercyklen og dermed har en kortere cykeltid, og den gamle citybike hænger ved den store nøgle, fordi det tager længere tid at komme frem på den.

U see? Huskereglen blev meget længere, og det er responstiden for mine fingre til at finde frem til den rette nøgle også. Det er frustrerende, at hjernen ikke bare adopterer ændringen af en simpel rutine. Normalt plejer jeg ikke at have et problem med at vende mig til forandringer, men her må der simpelthen være en default error.

Jeg trænger til at blive defragmenteret!

orkanstyrke

”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Hvorfor er det lige, at talemåder og ordsprog ofte er så rammende? Det er sikkert fordi, vi kun kommer i tanke om dem, når de passer til situationen. For det var godt nok ikke lige ovenstående sætning, der først poppede op i mit hoved, da jeg sidste uge måtte droppe at tage på den planlagte tur til Jamaica, Gran Cayman, Mexico og...Houston.

I dag – en orkanmelding senere - er jeg faktisk ret glad for, at jeg ikke skal til Houston Lufthavn søndag eftermiddag for at flyve hjem til København.

Krydstogtskibet, jeg heldigvis ikke kom med, har søgt ly i Mexico. Havnen i Galveston, Texas, som skibet var på vej til, er nemlig under evakuering. Allerede nu er byen næsten tømt for mennesker.

I mellemtiden har jeg alt andet end søgt ly. Faktisk fik jeg på to dage tilbudt to jobs, som jeg med lidt besvær fik til at passe med hinanden. Det ene er et vikariat på min gamle praktikplads - det andet en fed fuldtidsstilling.
Oven i al det kontaktede et forlag mig endda om, at de gerne vil have et møde om den lærebog, jeg arbejder med.

Så et eller andet sted kom jeg også ind i en orkan herhjemme – heldigvis af den fede slags.

2200, du!

Ja, for satan da. Endelig. ENDELIG! Nørrebro kommer på landkortet. Nørrebro bliver udødeliggjort.

Det har været så hårdt. Når jeg har nævnt, at jeg bor på Nørrebro, er jeg altid blevet mødt med et: ”Er det i Jylland?”. Men det er alt sammen fortid nu. Nørrebro kommer nemlig nu på celluloid.

Eller for at gøre en kort historie kort, så skyder man netop nu en film/evt. serie i mit hood - faktisk lige udenfor min altandør.
I går morede en kvinde sig til ære for kameraerne med tredive gange at smide en flyttekasse ud over svalegangen på første sal (og gutten, der skulle slæbe den op igen, morede sig sikkert endnu mere). Ogogog den lokale Café Ægir er i den celebre anledning blevet endnu mere mørkelagt end normalt.

Hvis du ikke allerede nu synes, det er dybt tjekket, at Nørrebro sådan går hen og bliver skudt på filmstrimmel, så vent til du hører dette: ROBERT HANSEN blev i går eftermiddag spottet udenfor selvsamme café under filmoptagelserne. Jamen altså altså – Danmarks svar på Robert Downey Jr. (dog uden stil) har valgt at kaste glans over kvarteret med sin tilstedeværelse.

Hvem skulle tro, at en filminstruktør ville vælge Nørrebro som lokation. Eller ”location” som de fine sikkert siger. Hvor får de det dog fra? Det ender jo med, at Nørrebro en dag bliver nævnt i avisen – eller i....TV-avisen!

Næste gang jeg fortæller, hvor jeg bor, forventer jeg, at jeg bliver udsat for et mindre bombardement af spørgsmål (og det er ok, vi nørrebroere er vant til bombardementer). Men ja, det er lidt ligesom at bo i Hollywood, og nej, Robert Hansen er ikke så høj i virkeligheden, men han puttede godt nok noget mistænkelig hvidt pulver i sin kaffe.

Cut!

this means war

Jeg kan sagtens glæde mig på andres vegne, men jeg kan lige så let blive misundelig. Som f.eks. når jeg fumler med mit nøglebundt efter hovednøglen, og samtidig kan kigge direkte ind i min nabos stue, hvor et 42” plasma-tv er ophængt så både han og forbipasserende kan se fodbold, som Gud havde tænkt, det skulle opleves.

Mit eget 32” widescreen virkede derfor lige pludselig meget småt trods dets enorme billedrørskorpus. Men nu gik det hverken værre eller bedre, end at jeg med denne post begik hybris, og faktisk endte med at få mit tv erklæret kaput. Det gav en erstatning retur, der selvfølgelig skulle reinvesteres.

Der var med andre ord dømt nabokrig. Problemet er bare, hvordan man lige topper 42”. TV fåes jo ikke meget større. Men ind sneg sig et kald: ”Use the light, Andy, use the light.”

Status: billedrør i tv er fuldstændig passé, yt, deroute. Og selv om plasma da ser smart ud, er der altså et eller andet truckeragtigt over at hænge +30 kg op på væggen, som glimter og gnitrer. Ligesom jeg altid har haft et æstetisk problem med stationære computere, der ikke kan gemmes væk, har jeg det med store tv-skrumler.

Jeg så lyset og købte en projektor.

Intet – og jeg mener INTET – slår en projektor. I min tre meter og 75 centimeter brede stue blæser min nye projektor et billede op, der svarer til mere end fire gange størrelsen af min nabos plasmaskærm. HA! Hvor er græsset grønnest NU?

For at se det for dig (hvis du da vælger ikke at kigge på billedet nedenunder) kan du tage en tommestok og folde den helt ud. Så har du nemlig bredden på mit billede. To meter. Det er dermed meget let at blæse Kylie Minogue op i oversize, når hun ligger og slanger sig på et strandlagen på mtv. Samtlige dvd-film kommer langt mere til sin ret, og min gamle støvede Playstation har fået nyt liv. Nu skal jeg bare vende mig til at dreje hovedet, når jeg laver en aflevering i Pro Soccer.

Det er lidt svært at tage billeder af noget, der helst skal være i mørke, men
her er Letterman i mere end 1:1. Sammenlign med min dør ud til køkkenet.

Nabokrig er klart sjovest, når man vinder. Nu skal jeg bare have ham til at lægge mærke til nyindkøbet. Måske har han allerede bemærket det. I dag har han i al fald været travlt optaget af at rive en væg ned.
Hvis jeg pludselig ser et fire meter bredt tv-billede på hans væg, når jeg roder efter mine nøgler, bliver jeg nok nødt til at ofre mit køkken, som stuen har væg op til – og måske inddrage noget af opgangen.

Bare kom an – jeg ved, hvor du bor.

alarm

Biiiip-biiiip-biiiip-biiiip.
Der er tre tilfælde, hvor jeg føler mig skyldig – og hvor jeg agerer som en forbryder, der er blevet afsløret:
- hver gang jeg får et brev fra told og skat,
- hver gang jeg ser en politivogn eller politibetjent,
- og hver gang en af de der frygtelige døralarmer går af i en butik eller lignende steder – som f.eks. på et meget stille bibliotek.

Bibliotek. Sjovt jeg lige nævner bibliotek. For der var jeg henne i dag. Mine biblioteksbesøg har efterhånden udviklet sig til at blive en pinlig affære. Sidste gang jeg var der mistede jeg på mystisk vis mit sygesikringskort - efter egen mudrede hukommelse ved Playstation og PC-spil-sektionen. Knap så cool et sted. Hvorfor kunne det ikke have været ved management- eller filosofisektionen, hvor jeg lige havde kigget?
Anyway – kortet er væk, og det er lige godt det samme, for hver gang jeg bruger det på de her smarte lån-selv-maskiner, kommer en lille tegning af en sur bibliotekar frem med en meddelelse om, at jeg skylder 81 kroner, fordi de engang valgte at sende mig en rykkerskrivelse.

Tilbage til biiiip’et. Da jeg i dag entrerede mit lokalbibliotek gik alarmen igang. Med al sandsynlighed fordi der i min taske allerede befandt sig en biblioteksbog. Jeg havde lånt den ved skranken, sidst jeg gæstede stedet, da jeg jo er uden mit gule bevis på, at jeg er den, jeg er. Den lettere mobsede bibliotekar havde sikkert som et personligt vendetta glemt at afkode bogen.

Det er sket før. Jeg har før gået ind i butikker, hvor et eller andet i min taske har udløst en alarm. Her er situationen løst ved hurtigt at sende rette autoritet et ”det er i orden”-vink. "No problemos – husk det lige, når jeg forlader etablissementet, tak!"

Men selv om alarmen gik i gang i dag på biblioteket, var der ingen, der reagerede. Bibliotekarer var der ingen af i nærheden, så jeg forsvandt ind imellem de trygge boghylder. Og kom så i tanke om, at alarmen jo nok også ville bippe, når jeg gik ud igen.

Her startede min indre Emma Gad. Hvad gør man? Laver man en pinagtig henvendelse til bibliotekaren om, at ”noget” altså bippede, men det ikke er fordi, jeg har stjålet noget? Løfter man diskret tasken til hovedhøjde, og håber, at ingen lægger mærke til den aparte taskeposition? Eller håber man, at det var et tilfælde, og at det nok ikke sker på vejen ud?

Den sidste mulighed er selvfølgelig den letteste. Fortrængning kan løse mange indre konflikter. Også selv om det selvfølgelig ikke fortrænger sig en milimeter fra hjernebarken. Men som tænkt som gjort. Under hele mit biblioteksbesøg holdt jeg mig i fornuftig afstand fra bøgerne, og når jeg endelig tog en, holdt jeg den meget synligt fremme, og gjorde i det hele taget alt for at skabe et indtryk af, at jeg kom i fred.

Efter en mislykket fortrængning og en dyb vejrtrækning forcerede jeg igen de grå alarmmonstre, og alarmen gik som ventet i gang akkompagneret af fire blinkende røde lygter. Busted!

Jeg gik tilbage – uden at komme så nær alarmen, at jeg satte den igang igen. To gange på en dag må være nok. Og der skete – intet. Ingen bibliotekarer var i nærheden for at smide mig i benlås med ”husker du Benjamin”-kommentarer.
Tværtimod stod der en midaldrende gut og gloede på mig. Han lignede en, der selv havde været der. Med et skævt smil signalerede han: ”who gives a fuck?”, hvilket jeg valgte at tilslutte mig.
Jeg drejede rundt, gik ud i friheden, og så mig ikke tilbage.

Sig mig – beskytter de slet ikke vores værdifulde, offentlige bogsamling? Er det ikke blandt andet for at få tyveknægte stoppet, jeg betaler mine girokort fra told og skat?

Åh, den skyld.

vaaaaaand

Undskyld, men kunne De undvære lidt vand? Jeg er nemlig helt og aldeles ude af vand til at tage bad eller børste tænder, fordi viceværten/vandmanden/Københavns Kommune endnu engang har drænet hver en dråbe fra haner, wc-kummer og brusehoved. Er så tørlagt, at selv W.C. Fields ville savne lidt h2o til ganen.

Der bliver lukket så ofte for vandet nu, at jeg virkelig er begyndt at nyde, når de klare dråber engang imellem finder vej ud af det københavnske rørsystem. Faktisk har jeg til tider om aftenen fyldt en spand op med vand som nødreserve til morgenbadet.

Jeg ved ikke, om vores ejerforening har en enestående ringe vandforsyning, lavet af non-polske håndværkere i 70’erne, eller om vi bare er blevet så mange på Nørrebro, at der ikke længere er vand nok til alle. Men hamrende irriterende er det i al fald. Jeg fattes ord – og vand.

twisted

Hvis du blander det søde med det sjove, hvad får du så?

Refn contra iAndy

Pusher 3 – I'm the angel of death er langt fra gået rent ind hos anmelderkorpset (og heller ikke hos undertegnede). Det sker jo, når man som instruktør genbruger og fortynder det samme plot som i de to første. Når man så endda klasker en undertitel som ”I'm the angel of death” på, uden at dette på nogen måde kan begrundes i filmen, er man derude, hvor der bare skal tjenes penge for enhver pris.

Refn tager til genmæle overfor den hårde kritik i Politiken. Og man får jo helt lyst til at svare ham. Det være sig hermed indirekte gjort:

Refn: Jeg synes faktisk, det er den bedste af de tre film. De har alle sammen deres styrke, men 3'eren er den mest konsekvente, den mest interessante og den mest eksperimenterende.

Konsekvente? Konsekvent det samme plot, ja.
Interessante? Alt er relativt, så jeg vil nøjes med løst at referere en anmelder, der spørger sig selv: ”Hvad skal vi bruge filmen til?”. Jeg ved det heller ikke.
Eksperimenterende? Håndholdt kamera er set før, plottet er brugt før, karakteren er opbrugt, og i det hele taget er der dømt ”Pusher møder Fear X og falder i søvn” .

Refn: Anmeldelserne er skrevet af en gruppe midaldrende mænd, og hvis de mener det, så fint med mig. 17-18-årige kan forholde sig til filmen på en helt anden måde, og det er jo unge mennesker, der går ind og ser mine film.

Filmen handler om en gammel narkohandler uden tjek på en skid, der må ty til at sprætte folk op, fordi der også skal være lidt ”action” og særligt en masse blod i filmen. Selv jeg mener ikke, at jeg var så hjernedød som 17-18-årig, at det var noget, jeg gad forholde mig til.
Politiken spørger Refn, hvorfor filmen skal være så voldelig:

Jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg laver mine film efter det, jeg gerne selv vil se, siger Nicolas Winding Refn, der blandt andet har kultfilmen 'Motorsavsmassakren' som yndlingsfilm.

Dybt.

Refn: Det er vigtigt, at man laver sine film konsekvent, som man synes, de skal laves. Bagefter må man så håbe, at folk kan lide det, man har lavet«, siger Nicolas Winding Refn, som ikke har noget imod, at filmen deler vandene - og anmelderne.

”Konsekvent det samme” mener du vel, kære Refn.

Refn: Det betyder, at jeg rammer folk, og at filmen har sat sig i dem, når de går ud af biografen. Hvis man kan fremprovokere meget store følelser hos mennesker og hos anmelderne, så har du ramt noget i folk.

Væmmelse er ikke en følelse – det er en tilstand. Det er ikke nødvendigvis kunst, fordi det er rødt. Og den ligegyldighed, der melder sig hos anmeldere og publikum hører vel ikke ind under begrebet: ”store følelser”.

Refn: Jeg kan ikke lave noget, som går på en spekulation om, hvordan folk vil reagere. Det går imod det, jeg selv kan lide ved kultur: Jeg vil gerne have, at folk laver deres kunst, som de selv synes, det skal laves, og så er det min opgave som seer at reagere på det.

Refn, Refn, Refn. Du reagerede jo ikke på din voyeur-rolle som seer, men fordi du var i pengenød. Kunst kan ikke masseproduceres.

Refn: Jo mere vi tvinger os selv til at forholde os til det, vi ser på godt og ondt, desto større en oplevelse får vi.

Jeg håber så, at Politiken her sluttede af med et fejlcitat.
I al fald afslører Politiken, at Hr. Nicolas Winding Refn allerede pusler med en 'Pusher 4'. Det må være efter devicen: ”Kan jeg tjene penge på Pusher 3, kan jeg tjene penge på 4, 5, 6, 7, osv.”.

Jeg vil blot afslutte med at citere BT’s anmeldelse af Pusher 3: ”Når man keder sig så meget som her, ønsker man, at trilogitanken aldrig var opfundet.”

klart!

Nogen gange er jeg rystet over, hvad folk slipper af sted med at sige i pressen. Tag Divisionsforeningens direktør for kvindehåndbold, Arne Josefsen. For et par dage siden meldte FCK Håndbold sig ud af Divisionsforeningen, og nu overvejer selveste Slagelse at gøre det samme.
Det spinder politiken en artikel på her, hvor direktør Arne Josefsen slipper af sted med at sige:

”...det er ikke mit indtryk, at opbakningen til Divisionsforeningen er ved at svinde. Tværtimod.”

Oh my...!