¡hola!

Forestil dig, at du sidder og drikker en piña colada af en kokosskal på Jamaica
...nej...
Forestil dig, at du åbner en bankkonto bestiger vulkaner på Gran Cayman
...nej...
Forestil dig, at du slikker sol på dækket af et kæmpe krydstogtskib, der vugger rundt langt ude i Caribien. Måske hopper du i poolen, måske spiser du bare endnu lidt godter fra den store gratis buffet.

Årh for pokker – vi lever kun en gang – forestil dig det hele og krydr det med et par dage i skolhede Texas og Mexico om cirka to uger, og du ved, hvorfor iAndy for en periode ikke bliver opdateret så ofte.

(ja - det er skibet, jeg skal med)

fantastisk filmfestival

111 film på 11 dage lovede Copenhagen International Filmfestival. Jeg nåede kun 12 på ni dage, men det var også lige nok til at tage den værste filmappetit.
At være til filmfestival med filmpas er lidt ligesom at tage i Tivoli med tur-pas. Man hopper på de ture, der er tid og lyst til - og måske når man lidt flere end godt er. Bagefter er man rundtosset, mæt og træt. Men godt det var det.

Filmfestivalen diskede virkelig op med en række klassefilm, som ellers ikke ville have set et dansk lærred. Særligt de spanske og franske film overstrålede langt de danske.

Af en eller anden årsag tænker man nærmest instinktivt, at fransk film må handle om kærlighed og café-liv, at spanske er voldsomme og pumpede med testosteron og at tyske film er triste, socialrealistiske og optaget i ghettoer. Og det synes da også at være tilfældet, men fuck, hvor var det skægt og i øvrigt langt bedre underholdning end meget af det, der er hjemmeproduceret – eller ”made in u.s”.
Fordi skuespillerne siger ”je t’aime” eller ”Hände hoch!” betyder det ikke, at handlingen er komplet uforståelig for os nordboer. Spansk humor synes endda at ramme publikum bedre end den amerikanske, som vi ofte finder en kende for plat og søgt.

Men det er ikke kun de europæiske lande syd for grænsen, vi ikke vil lukke ind i vore biografsale og hjerter.Forleden bragte en af gratisaviserne en længere artikel om, at de nordiske nationer ikke går ind for at se hinandens film. Svenske storhits efterlader tomme danske biografsale og vice versa nordøst for Malmøbroen.
Det er sq da sørgeligt, at mange begrænser deres filmlandskab til danske og engelsk-sprogede film. Store filmnationer som Spanien og Frankrig har utrolig meget at byde på – alligevel kender vi højst to instruktører fra hvert land.

Min opfordring til dig er derfor: Drop Spielberg og Refn, og tænk fransk, spansk, græsk, tysk i stedet næste gang du skal i biografen eller lejer dig blå i hovedet hos den lokale videopusher.
Få lidt fremmed – du vil elske det!

film og popcorn

1-6 spande popcorn. 1 er helt og aldeles upoppet, 6 er sprød og salt.

Kiss, Kiss, Bang, Bang (amerikansk) 4 – virkelig skæg og pudsig film, der bringer Robert Downey Jr. tilbage i rampelyset sammen med en oppustet Val Kilmer.

El Lobo (spansk) 5 – fantastisk spændingsfilm i bedste Donnie Brasco-stil. Ulven infiltrerer ETA og ender i et meget farligt magtspil.

Pusher 3 (dansk) 2 – frygtelig flad fortsættelse af Pusher. Det værste er næsten, at instruktøren ikke afviser, at der kommer en 4’er. Hvor mange gange gider den mand fortælle den samme historie?

36, Qaui des Orfévres (fransk) 4 – hårdkogt actionfilm ala Heat med bl.a. Depardieu. Solid og voldsom underholdning med mørke følelser

Netto (tysk) 4 – meget menneskekærlig film om forholdene i Østtyskland efter murens fald og indtoget af smarte vesttyskere, der pludselig gør, at en almindelig østtysker med smag for lokal countrymusik pludselig føler sig kørt noget bag om dansen

Ferpect Crime (spansk) 4 – virkelig underholdende og let fortalt komedie om tøjsælgeren, der forfører kunder og ansatte i ét væk, men pludselig må dække over et uoverlagt manddrab ved at date afdelingens grimmeste og absolut mest psykotiske tøs.

Nynne (dansk) 4 – god, solid komedie med veloplagte skuespillere over hele linien. Se den med din kæreste eller lej den på dvd, mens du trøstespiser.

Allegro (dansk) 3 – tyndt manuskript gør denne film til en doven filmoplevelse. Magien er væk fra Boes hånd.

Iznogoud (fransk) 3 – ok, jeg fejlbedømte nok min alder, da jeg gik ind for at se filmatiseringen af den sindsyge visir, der vil være kalif i stedet for kalifen. Filmen var meget tro mod tegneserien, men lugtede lidt for lidt af Persien og lidt for meget af plastik.

Unconscious (spansk) 5 – meget vellykket og morsom spansk film. ”Sherlock Holmes møder Freud” stod der i filmprogrammet, og det er vist meget rammende.

The Russian Dolls (fransk) 4 – o la la. Med fransk film og russiske piger kan man næsten ikke gå galt i byen/biografen. En selvcentreret mand midt i trediverne prøver at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Særligt sit kærlighedsliv.

The Story of My Life (fransk) 5 – Næsten samme plot som Russian Dolls. Bare skæggere, mere velfortalt og stringent strikket sammen.

film noir i fastfood-format

Kærlighed. Pludselig en dag sætter den sig hos dig på din trappesten og venter på, at du inviterer den indenfor. Den kræver nærvær, eftergivelse og forplantning. Giver man den ikke det, kan den forsvinde fra en. Drukne. Og så gør den ondt, hvis man da ikke som pianisten Zetterström (Ulrich Thomsen) vælger at fortrænge sin fortid.

Christoffer Boes anden film, Allegro, kigger på et nyt aspekt af den smerte og usikkerhed, der følger med kærlighed. Hvor Reconstruction stillede skarpt på valget - på den evige jagt efter det samme i nye forklædninger, lader Boe denne gang de knitrende, mørke billeder gennem København handle om al den kærlighed, der gemmes væk, når den gør ondt.

Sammen med medforfatter Michael Wulff (den ene halvdel af Wulffmorgenthaler) skaber Boe en stor uigennemtrængelig zone i indre København. Herinde gemmer pianistens fortid sig, forklarer den gamle fortæller (Henning Moritzen) os. Og som publikum skal man ikke gætte mange gange, før man ved, at det også kræver smerten, hvis pianisten kunstnerisk skal kunne give sig hen i sit spil.
I de ti år, der er gået siden bruddet med hans underskønne kærlighed (Helena Christensen), har han formået at gemme sig for publikum. Bogstavelig talt give dem blind for øjnene og spille på en scene henlagt i mørke. Nu stjæler fortiden hans talent, der er skabt gennem stædig perfektionisme og afholdenhed fra det, han ikke selv kunne styre.

Symbolikken er tyk, og skulle vi være i tvivl om dele af handlingen skal vi nok få det forklaret igen – og igen og igen. Hvor Reconstruction var fin og let, smertelig og mystisk, klippet i stykker og sat sammen i en mosaik, der gav mening i helhed, er Allegro gennemtykket og tynd.
Det er synd, og det gør filmen kedelig og langtrukken i stedet for sanselig og smuk.
Plottet ligner alt for meget det, vi så i Eternal Sunshine of the Spotless Mind med Jim Carrey. Forskellen er blot, at man i Eternal lader publikum være nysgerrigt i bare lidt mere end de tre minutter, der går, før det hele bliver lige så klart som hovedpersonernes hukommelse er uklar for dem selv.

Jeg havde virkelig glædet mig til et gensyn med Boes fortællerstil. I Reconstruction tog han vejret fra mig. I Allegro tog jeg mig selv i at være ved at falde i søvn. Og for min irriterende sidemand lykkedes det vist faktisk et stykke tid efter, han havde sendt en sms et sted hen, hvor han øjensynligt hellere ville befinde sig.
Der var da heller intet nyt at hente på lærredet. Og selv om det er svært at bedømme på en endimensional figur, var Helena Christensen desværre heller ikke et frisk pust. Ulrich Thomsen spiller uden større besvær endnu en gang den knudrede mand med kort, simpel frisure, og Nicolas Bro får som altid salen til at grine bare ved at åbne munden. Min gabte.

Det kan ikke blive til mere end tre meget små bøtter popcorn. Filmen har premiere 30. september.

nyn en film

Først har jeg et godt råd til alle instruktører, der som efter Jonas Elmers eget udsagn er ved at skide i bukserne før forpremieren på deres nye film: Hæld sprut på publikum så skal det nok blive skægt.

Skægt var det i al fald at se filmatiseringen af Nynnes Dagbog. Om det så var indtagelsen af et par glas rom og sprite inden forestillingen, om det var filmen selv, eller om det var cocktail-partyet bagefter, der bød på et abnormt antal gratis drinks (og en pinlig tv-optræden), skal jeg ikke helt kunne sige.
Jeg har netop endelig fået læst omtalte dagbog, og den stod trods sprutten derfor i så frisk erindring, at jeg godt kunne registrere, at der er lavet en del om i forhold til oplægget.
Anders, Nynnes bedste ven i bogen, hedder i filmen Martin, er blevet blind, og spiller en langt større rolle. Og selv om han ikke fylder meget fysisk, fylder Lars Kaalund den rolle godt ud.

Det gør Mille Dinesen også som Nynne. Hun er nok lidt kønnere og tyndere end jeg forestillede mig, men det må høre ind under kategorien ”glædelige overraskelser”. Ellers er hun Nynne, når Nynne er bedst. Storhedsvanvid kombineret med lavt selvværd. Lige fra scene et, hvor hun fejlagtigt er overbevist om, at hendes kedelige kæreste vil fri til hende i hans tale til sin døve mormor. I stedet ender det med et pinligt optrin, og et hurtigt farvel-og-tak ude i gangen, hvor kæresten (Claes Bang) fortæller, at han har fundet en anden.

Så er der jo ikke andet for end at drukne sig i chips, tv og overforbrug. Som altid. For at forpeste og forvirre hendes ellers meget meningsfyldte tilværelse dukker den pinligt perverterede marketings-danskvand-drikkende Poul Erik Ø (Ole Lemmeke) op, siden følger en kok og mad-fetichist (Jimmy Jørgensen), og det hele ender med...ja, at du nok bliver nødt til at gå ind og se filmen. Om ikke andet så for din kærestes skyld. Har du ikke sådan en, må du leje den på dvd og søbe over dit liv i stedet for.

Nynne er en solid komedie, hvor skuespillerne forsvarer deres figurer med næb og klør. Også selv om hverken kvinder eller mænd fremstilles ret positivt. Faktisk var det som mand ret svært ikke at få ondt over, at I piger/kvinder/darrmer bliver nødt til at date sådan nogle komplette imbeciler som os, hvis I vil have banket bare lidt indhold ind i jeres Gucci-befængte hverdag.

Fire spande popcorn for den solide underholdning. Men lad os blive fri for en toer. Biografpremiere 28. oktober.

pushed

Filmdillen fra 80’erne er kommet tilbage. Blockbuster-film skal have sequals – efterfølgere. Særligt amerikanskerne dyrker denne dille. Og instruktør Nicolas Winding Refn har altid været inspireret af amerikansk film – ja, han har endda selv lavet en derovre. Fear X. En dyster, langtrukken film, der lugtede af Lynch og stank af økonomisk fiasko.
Netop her starter de to efterfølgere på Pusher – hans eneste hit - som Refn lavede som 24 årig. Otte år efter skulle det hit malkes for penge for at dække underskuddet. Det blev til Pusher 2 og 3, der nu kan kæmpe om, hvilken der er dårligst. En ting har de i al fald til fælles: Plottet. Hovedperson indgår stor handel, noget går galt med handlen og herefter er hovedpersonen i problemer. Same O’ Same O’.

Denne gang er hovedpersonen Milo (Zlatko Buric). Ligesom i 2’eren har man måtte ændre hans figur lidt i forhold til Pusher 1, så man kunne lave en film med ham. I modsætning til det indtryk, man har af Milo i etteren, skal han nemlig her ordne det meste selv. Isoleret, let at ydmyge og rimelig ufarlig.
Milo er pusher. Han sælger dope til dealerne. Men den nye generation presser på. De vil ind på markedet, som Milo ellers prøver at styre med semihård hånd. Problemet er, at Milo selv er ved at blive lidt afhængig af sine varer.

Denne dag er ekstra hård for Milo, fordi hans datter (Marinela Malisic – kendt fra Robinson) fylder 25 år, og Milo står for maden. Noget, han er ret elendig til. Faktisk så elendig, at alle hans folk bliver syge efter at have prøvesmagt de indledende øvelser i køkkenet.

Så langt så godt. Den næste time render Milo rundt og prøver at holde styr på, hvor hans store lager af ecstacy-piller og penge er forsvundet hen. Selv om han må formodes at være en gammel ræv i branchen, opfører han sig som en uskyldig jomfru uden pels.

Det havde nok hjulpet at gennemlæse manuskriptet med en kritisk pen. Eller i det hele taget bare at skrive et, for Zlatko Buric har alt for mange og lange scener, hvor hans eneste medspiller er en joint. For genkendelighedens skyld (intet må virke nyt i en Pusher-film åbenbart) spiller den samme enerverende underlægningsmusik hver gang Zlatkos verden er ved at vælte.

Meget længere kommer vi ikke. Dialogen er ikke interessant – hverken, sjov, barsk, nær eller fjern. Blot kedelig og klichéfyldt. Milo-figuren virkede interessant og skræmmende i den oprindelige Pusher-film. Nu er karakteren hurtigt glemt. Måske ville den tynde historie være gået an i en novellefilm, men i den nuværende form er filmen tre gange for lang. Kun et spørgsmål melder sig efter filmen: Hvordan kunne Refn sælge sådan ud? I filmbladet Mifune svarer han selv:

”Jeg lavede filmene for at betale min gæld fra Fear X. Jeg sad med min businesspartner (...) og overvejede, hvad fanden vi skulle gøre. Og så var det vist Kenneth Plummer (dengang adm. dir. i Nordisk Film), der i en sidebemærkning sagde, at han godt ville lave film a la Pusher. Jeg tænkte umiddelbart: ”Det bliver uden mig!”. Jeg kunne ikke se en mening i at lave en efterfølger. Så ville jeg hellere skylde fem millioner resten af mit liv. Det var jeg ligesom også ved at indordne mig under.
Men så kom jeg på, at hvis jeg lavede en treer også, ville det ikke være så meget en efterfølger, som det ville betyde nye vinkler – og det ville være mere radikalt efter mit eget hoved.”

Hvis det er radikalt, Refn, så er det kun fordi, det er radikalt tyndere. Refn fortsætter med at fortælle, at han bedre kan lide de to sidste Pusher-film - men har man først solgt ud, må man vel også gå hele vejen.
Filmen får to sølle spande popcorn uden salt. Og kun fordi Buric altid vil være Buric, og fordi han spiller så godt som det nu er muligt med en karakter, der er tyndere end de maks. tre linier, filmens plot fylder. Det skal regne meget kraftigt, før den film er værd at blive inde for at se. At dreje uden om!

en sand ulv

Pulsen hamrer. Txema har netop taget et ældre ægtepar til fange i deres lejlighed for at have et sted at skjule sig. Det er let at blive paranoid, når man netop er blevet skudt på af ens egne.

Uden at ville det befinder Txema – med kodenavn: Ulven – (Eduardo Noriega) sig pludselig i et gråzoneområde imellem ETA og Francos secret service. Vi er i slutningen af Francos faciststyre, og de politiske bølger går højt.

Txema er en ærekær basker, der et par gange har hjulpet ETA, men som bestemt ikke bryder sig om, når konflikten bliver voldelig. Den indre konflikt registrerer secret service sig, og får ham lettere modvilligt indlemmet som stikker. Herfra går tingene hurtigt.

El Lobo er en sand historie, ligesom Donnie Brasco var det. Hvor Brasco indfiltrerede mafiaen, giver den spanske ulv sig i kast med ETA. Han får kæmpet sig til tops på en blanding af ønske om at stoppe volden og et brændende begær for den dødeligt labre baskertøs Karmentxu (Silvia Abascal), der prøver at forføre sig sin vej op gennem ETA.

Men der er uro og magtkampe i toppen. Ikke bare i ETA men også i sikkerhedstjenesten.
Filmen skildrer benhårdt de magtintriger, der i et faciststyre og i en terrororganisation løses alt andet end demokratisk. Og konstant tager filmen til i styrke. Alle har deres egen dagsorden, og dermed balancerer alle på kanten til at blive elimineret.

Publikum får et særdeles interessant indblik i tiden under Franco, og samtidig fremstiller filmen stadigt højaktuelle emner. Den er rå og langt mere ukalkuleret end sine amerikanske ditto. Og så tør den komme med en pointe, som vi nok ikke ligefrem bliver præsenteret for i de kommende film om 9/11. Sikkerhedstjenester ønsker måske nok at bekrige modstand – men at sikre fred fremover ville også samtidig være at nedlægge sig selv. Dermed bliver det mere end svært for ulven at få sin egen ikke-voldelige dagsorden igennem.

El Lobo kommer desværre ikke i danske biografer. Surt – for det var fem klare bøtter popcorn værd. Slå til når den kommer på dvd.

- This isn't good cop, bad cop. This is fag and New Yorker

Copenhagen International Film Festival hylder i år europæisk film. Derfor valgte jeg at lægge ud med en af de få amerikanske, der er på programmet. ”Kiss, Kiss, Bang, Bang” havde dansk snigpremiere i nat i CinemaxX.

Selv om filmen er amerikansk, tager den en del chancer. Bare se rollebesætningen. De dominerende hovedroller spilles af ex-kokainvrag Robert Downey Jr. og ex-Iceman Val Kilmer. Begge står til en revival efter denne film, selv om den nok ikke går hen og bliver en blockbuster.

”Kiss, Kiss, Bang, Bang” er japansk for James Bond, og det har filmens debuterende instruktør, den garvede manuskriptforfatter Shane Black (”The Last Boyscout”, ”Leathal Weapon 1-4”) meget velvalgt kaldt denne gakkede parodi på en tidlig film noir detektiv-thriller.

Harry Lockhart (Downey Jr.) er en low-life tyv, der ikke er særlig god til sit hverv. Af uransagelige årsager ender han pludselig i L.A. for at blive prøvefilmet. Men næsten lige så hurtigt som han kan nå at få tæsk til et poolparty, agerer han i stedet detektiv for sin genfundne gamle high school flamme.
Sådan er plottet. Evigt skiftende, ret umuligt at gennemskue – og egentlig også overflødigt, hvilket filmen er dejligt bevidst om.
I stedet bliver de mange meter celluloid brugt til at bygge karaktererne op. Lige fra hans bøssede meddetektiv Gay Van Shrike (Val Kilmer) til skuespillerinden Harmony (Michelle Monaghan), der efterhånden har opgivet sin karriere, selv om hun har været med i en øl-reklame.

Replikkerne er hurtige, eksplosive og ofte skægge, og Anders Thomas Jensen ærgrer sig nok over, at han ikke er kommet på et par af de idéer, der gør denne film absolut værd at se. Man ved aldrig helt hvad der venter i næste frame, som når Harmony smækker døren så hårdt i for vores stærkt prøvede tyv/skuespiller/detektiv/Harry, at hans ene finger bliver kappet af.

Selv om filmen deltog ved hovedkonkurrencen i dette års Cannes festival har vi ikke med større filmkunst at gøre. Men historien er fortalt med et stort overskud, skuespillerpræstationerne er solide og underholdningen hjemme. Og selv om filmen engang imellem taber pusten i et par sekunder, formår den altid at få vejret tilbage.

Fire store bøtter popcorn ud af seks til en film i en humorgenre, hvor det ellers anses for farligt at tage for mange chancer, og man dermed alt for ofte ender med flade film. Denne har krusninger.

Filmen får amerikansk premiere 14. september og dansk premiere d. 7. oktober. Den vises også en gang til på festivalen fredag d. 26. august i Dagmar ved midnat.

hvad kan vi li'? Tivoli!

Man må være godt fuld, hvis man mener, der er noget om snakken. For der er ikke sjovest på Bakken. Det kan man kun tro, hvis det er fordi, man er blevet forment adgang til den gamle have.
Tivoli er nemlig stedet – selvfølgelig ikke mindst fordi det for undertegnede altid giver et flashback af dimensioner at være der.

Tag bare Pegasus. Den stolte vikingebåd, der beliggende lige ud for sørøverskibets kanoner har slæbt mig rundt til mange store slag i Vikingebådene.
Jeg sad der for 23 år siden, og jeg sad der i går. Suget i maven er selvfølgelig blevet mindre, men i forhold til hvor længe det er siden, ligner tingene stadig forbløffende meget sig selv. Det er stadig samme, hvidmalede kaffestue, som ligger ved siden af, og hvor min mor og morfar i fordums tid sad og vinkede pligtskyldigt til mig, hver gang jeg susede forbi i min Pegasus.

Det er de samme bjørne, man plaffer ned i skydeteltet overfor, og det koster – inflation eller ej – stadig samme femmer at købe de tyve skud, selv om der siden starten af 80’erne er kommet et hul i mønten.

Det flyvende tæppe er i mellemtiden blevet til Monsunen, og har fået tilført springvand under fødderne. Kålormen blev fjernet, fordi den ifølge mange gæster var for vild. Den eneste brøde i denne verden var ellers, at den bare kørte rundt i ring i ganske hurtig fart, og på et tidspunkt foldede et teltdugen sig ud over passagererne, så disse for en tid kørte i mørke. Mægtig skægt. Men et par gæster følte sig altså klemt, og væk var den.

Siden smed Tivoli dog forsigtig-Per-mentaliteten væk og opførte Dragen, der i endnu højere fart kører passagerne rundt i en cirkel – men samtidig også spinder dem rundt, så en god del af turen foregår på hovedet. Den forlystelse har kostet et enkelt dødsfald, men står der heldigvis stadig.

Senest er Dæmonen kommet til, som er en ganske hurtigt (og desværre også kort) rutschebane, der sender passagererne ud i et helt loop, og derefter i et halvt, som ender i et spin. Endnu en gang mægtigt skægt, og den har officielt endnu ikke kostet andet end kvalmefornemmelser (og sikkert niveauet højere blandt den del af havens fordrukne svenskerbestand, der endnu ikke er forment adgang). Og er det ikke nok, kan man blive smidt over 60 meter ned fra Det Gyldne Tårn.

Nej, Tivoli er stedet. Her er rent og pænt og fyrværkeri og garde. Tivoli scorer seks store soft-ices på mit indre barn-o-meter!
TIP: Kom weekenden efter at industriferien er slut. Det er nemlig stærkt begrænset, hvor mange familiefædre og mødre, der gider at tage purkene med i Tivoli efter første hårde arbejdsuge. Dermed er ventetiden stærkt begrænset, og normalt er vejret perfekt midt i august. Også selv om ”normalt” er død og begravet i år.

aaaargh!!!!

Jeg måtte lige have mig et kært gensyn med gamle et par gamle posts. iAndy er jo snart en gammel opfindelse med mange måneder i arkivet. Men til min skræk opdager jeg, at alle kommentarer før 1. april 2005 er væk - og nej, denne gang er det ikke en aprilsnar. Faktisk er de fleste kommentarer til min apriljoke væk - på nær en.

Et besøg hos haloscan.com opklarede mysteriet. De sletter simpelthen alle kommentarer, der er mere end fire måneder gamle, med mindre man vælger at donere 12 dollars. Hmmm.....
Til gengæld gemmer de alle ens kommentarer, således at disse bliver løsladt, hvis man vælger at foretage donationen. Med andre ord: we have a hostage situation!

Well...nu forhandler jeg normalt ikke med terrorister, men de her sataner plaffer altså koldblodigt kommentar efter kommentar ned, indtil jeg bukker under. Åh, måske skulle jeg også have ladet være med at sælge våben på nettet - men man kan altid være bagklog.

Anyway - før man indgår i en forhandling, skal man kende sine muligheder. Findes der fornuftige alternativer til haloscan derude? 12 dollars er bestemt overkommeligt, men jeg er i forvejen ikke superglad for haloscan.

Smid en kommentar - den bliver alligevel snart elimineret!

i nethimmelen

Der er ingen bånd, der binder mig, og ingen holder på mig, nej,
nu har jeg trådløst net, problemerne pist væk

Det er sq lækkert at kunne slænge sig på sofaen og på nettet samtidig. Og så er det faktisk superlet at installere trådløst netværk.

Jeg havde allieret mig med et styk it-uddannet systemadministrator, og fra det første kabel blev sat i til det sidste blev trukket ud, gik der vel kun fem timer.

Man skal bare huske at kryptere sit netværk, så der ikke kommer fremmede marsboer og henter plutoporno via ens internetforbindelse. Og intet er faktisk lettere i denne digitale it-verden end at kryptere sit netværk. Det skal dog siges, at det straks bliver noget sværere, hvis man også selv ønsker at bruge sin internetforbindelse, efter den er blevet krypteret. Men hey – sikkerhed fremfor alt!

Jeg har tegnet en lille tegning, hvis andre ønsker at blive fri for kabler.

Som I kan se, er det såre simpelt. Mest af alt går det ud på at foretage de samme procedurer igen og igen, indtil det lige pludselig helt tilfældigt virker. Og når det så virker, så gå ikke i panik, når netværket to minutter efter bryder helt sammen. Det er sikkert bare en eller anden, der har inddraget strømstikket fra routeren til sin iBook.

Hvornår bliver strøm i øvrigt trådløst og kabelfrit? Tænk hvor fantastisk det ville være at slippe for batterier og overbebyrdede stikkontakter. Det ville selvfølgelig blive en anelse mere farligt at gå i bad, men døden skal jo have en årsag.

opraab

Saa er det paa Tide at faa lettet en vis Legemsdel og sikret Dig Dit Filmpas. Over Hundrede Film venter på Dig!

Copenhagen International Filmfestival starter om en uge, varer ti dage, og har sat sig selv som mål at tage pulsen på Europa anno 2005.
Ser man på de danske bidrag med titler som "Pusher 3", "Mørke" og "Drabet", ser det godt nok lidt dystert ud fra et dansk perspektiv, men så bløder Helena Christensen forhåbentlig op på det sammen med Ulrich Thomsen i Christoffer Boes "Allegro".

Derimod kommer et anderledes positivt budskab fra Balkan. "Livet er et Mirakel" er en del af filmfestivalens Ex Yugo-serie, og den åbner officielt festivalen torsdag d. 18. august.
Forvent diverse filmanmeldelser her på sitet fra om en uges tid og ti dage frem. Det bliver mørke. Det bliver popcorn. Det bliver godt.

æbleskøn

OK - jeg synes, iPod, iBooks og lignende iTing er lækre. Det kan man vist ikke være i tvivl om, hvis man har fulgt bare lidt med på denne blog.
Men hovedet på bloggen(!) så kender jeg faktisk ikke en eneste iPod-ejer, der ikke har haft problemer med deres lille darling.

Nogen gange låser den og nægter at slukke, andre har oplevet, at den kun virker med hollandsk opsætning, og når iTunes fortæller en, at man har hørt det samme nummer over en milliard gange, er der vel noget galt.

Men alligevel har jeg ikke hørt nogen beklage sig over deres metal og plasticbeklædte skat. Den ER jo maclækker.

Jeg har i sin tid solgt apple-produkter. Hvor styresystemet på computerne nu virker, og er langt mere stabilt end windows, var det dengang en hån mod brugerne. Jeg husker selv, hvordan jeg sådan cirka tre gange om dagen måtte flå strømstikket ud af min grønne iMac, fordi det var den eneste måde, man kunne slukke den på, når den teede sig. I den periode blev jeg ret god til tomgangssnak, så kunderne ikke bemærkede, at den samme type mac, som de tænkte på at købe, netop var crashet for sælgeren.
Men de etablerede kunder havde selvfølgelig samme problemer med meget ustabile systemer. Og alligevel var de altid flinke og rare og forstående og - bedst af alt - indstillet på at købe mere fra samme producent.

Havde mærket været Sony (phony) eller Fujitsu Siemens, var brugerne sikkert blevet rasende - men ikke her. Folk elsker simpelthen mac. Når bare indpakningen er pæn, bliver det lysende æble tilgivet en hel del.

Det er med design som med kønne mennesker. Mandelformede hundeøjne, høje kindben og moderigtige former gør fristelsen meget større.

OK - så giv mig dog en bid af æblet!

tryk på ud

Hvis man gerne vil ind på livet af nogen, prøver man at gøre indtryk. Vil man gerne holde folk fra livet, må det rette ord i så fald være udtryk.
Det er i al fald præcist det, port-montøren har kaldt den knap, der åbner vores nye pigtråd-befængte jernlåger, som er støbt til at holde have og containere væk fra uindbudte elementer.

Men hvilket indtryk mon vores gæster får?