og alt endte lykkeligt

Jeg fik vist egentlig aldrig fulgt op på historien om min Fujitsu Siemens-bærbar, der blev til en lækker iBook.
Fona var selvfølgelig nogen guttermænd og reparerede min bærbare pc, selv om jeg udtrykkeligt havde givet besked om, at jeg ønskede pengene refunderet - og i øvrigt havde forklaret, at jeg mente, der var noget med, at de skulle kreditere mig, når jeg indleverer computeren til reparation for tredje gang.

Lektien her hedder: Kunde kend din ret.
Jeg kontaktede Forbrugerstyrelsen, som bakkede mig op. Tredje gang man indleverer noget junk til reparation, har man faktisk krav på at få pengene retur.
Og det tog da også kun Fona en enkelt uge og en "ad hoc"-beslutning truffet af butikschefen at refundere det infame beløb, Fujitsu Siemens overophedede lortecomputer i sin tid havde kostet.
Til gengæld refunderede de så hele købet - det vil sige også den tre-årige ekstraforsikring jeg (heldigvis) havde tegnet, da jeg købte afbrænderen.

OK, nu får man ikke beløbet refunderet som sådan. Man får lov til at købe nye varer for samme pris. Så jeg trøsteshoppede ved at købe et 20" Apple Cinema Display. Og helt ærligt - hold da kæft hvor sådan en skabning klæder min lejlighed.
Forsikringspenge til shopping er en fantastisk ting. Mere af det, tak! Faktisk er jeg ret træt af mit grimme tv...og det er der også tegnet en udvidet forsikring på...

kundeservice

Klar besked fra en lille milanesisk butik. Det var da også 31 grader varmt udenfor.

mcfashion

Apropos Milano så jeg i den elegante arkade Galleria Vittorio Emanuelle II ved Duomoen den pæneste McDonald's, jeg nogensinde har set. Det siger selvfølgelig ikke meget, men når facaden først ligner Prada, så er man altså godt på vej som fastfood-kæde.

"Maden" er dog formentlig lige så uspiselig som alle andre steder i verden. Jeg tillod mig at springe over til fordel for en lækker pizza, som kun Leifs Pizzeria på Mimersgade kan matche.

ciao milano

Selv om nedenstående skilt påstår anderledes, var Milano bestemt ikke et rottested.Det var derimod dejligt at komme til et land, hvor forfædrene har forstået at placere sig således geografisk, at man rent faktisk har godt vejr om sommeren. Det kunne vi danere godt have lært lidt af, før vi valgte at kalde vores solmæssigt udfordrede stykke land for dansk.
Hell - hvor stormagterne tog en masse eksotiske ø-grupper, valgte vi at føje Grønland og Færøerne under vor krone. Når de gæve vikinger tog til Italien, var det blot for at hore og hærge. Noget, vi her i nyere tid har valgt destinationerne Spanien og Grækenland til i stedet.

Men Milano er dejlig, selv om jeg ikke synes, Milano er nær så fantastisk en storby som eksempelvis Madrid. Selv om Milano hører til den økonomisk mest udviklede del af Italien, kommer den slet ikke i nærheden af Madrids rigdom og klasse.
Og Milanos ellers meget berømte modekvarter synes ikke af meget i forhold til Paris' gyldne trekant. Milaneserne selv klæder sig da også mere bekvemt end flot.

Min Godfather-inspirerede opfattelse af, at samtlige italienske mænd var iklædt jakkesæt og fin hat holdt i al fald ikke stik, ligesom de italienske signorinas ikke ligefrem er guddommelige, mørke skønheder. Faktisk havde mange af de italienske piger farvet deres hår lyst, hvilket er synd og skam for en skandinav, der er til brunetter.

Men ret skal være ret, og Milano er heller ikke oppe i højeste gear i juli måned. Operaen og San Siro har først noget at byde på fra september, hvor byen for alvor vågner igen.
Det gode vejr, det har de dog, og pasta, pizza og lasagne til overflod.

Viva parmaskinke (i mangel af en særlig milanesisk skinke)!

technology - phone home

Mobiltelefoner – kan man leve uden? Jeg har i al fald ikke kunnet, siden jeg for snart alt for mange år siden købte en lille gul kasse hos Mobilix, som indeholdt en skrækkelig tung, grøn mobiltelefon.

Siden har jeg faktisk haft overraskende få modeller. Overraskende, fordi jeg ellers elsker gadgets. Så snart jeg ser noget nyt, synes jeg, at mit gamle tv er for klodset, computeren for langsom, og iPod’en for lille.

Alligevel er min mobil en Nokia 6610 (uden i’et bagefter), og modellen, jeg havde før, var en Nokia 3210. Jeg er dermed nærmere the missing link i mobilverden end de fleste andre hanner. Alfa som beta.

Det beskyttende plastic foran displayet på min Nokia er revnet en af de tusind gange, jeg har tabt den, og jeg kan uden at bruge vold (mere) skille mobilen ad på to sekunder. Frontpanel og bagklap kan simpelthen tages af uden et klik.
Overvejer da stærkt at skifte den ud, simpelthen fordi den meget snart må gå helt i stykker, men indtil videre har jeg haft den i dens nuværende tilstand i knapt et år.

Selv om den er så gammel, at kamera er ekstratilbehør, kan den det, den skal kunne. Den kan ringe op, man kan ringe til den, og den kan både sende og modtage sms’er. Bravo! Der er endda radio i den, og så kan jeg ikke forlange meget mere. Jeg ønsker simpelthen ikke mere af min mobil.
Hvorfor skal den kunne tage billeder, der ikke kan blæses op i størrelser større end et frimærke? Og jeg er ligeglad med polyfoniske ringetoner, når de stadig lyder af lort (eller i al fald af bip-bip-spil).

OK, bluetooth ER sejt, men det er det rystende antal af gående og cyklende kvinder, der ser ud som om de snakker med sig selv, ikke. Særligt fordi de alle snakker HØJT, mens de zombieagtigt ikke fokuserer på noget, fordi al opmærksomhed sidder i deres øresnegl (DER I PARANTES BEMÆRKET IKKE HEDDER HØRECHOKOLADEBOLLE – DET UDTRYK ER SÅ KIKSET, AT JEG KASTER CREMEDE OVERSKÅRNE EFTER DEN NÆSTE, JEG HØRER SIGE DET).
De nye features i mobiltelefonerne er simpelthen overratede. En mobiltelefon har i de sidste mange år allerede kunnet det, den skal kunne.
Siden SMS’en er der ikke kommet en opfindelse, der for alvor berettiger videreudvikling. Skærmene er for små til, at de kan vise noget alligevel, det lille tastatur gør den ubrugelig som PDA, og selv om de klasker mp3-afspiller, kamera, fax, internet, videokamera og email ind i dem, vil man altid have enheder, der gør jobbet på de områder så meget bedre, at de alligevel ikke kan erstattes.
Hvem vil droppe sin computer, fordi man har internetforbindelse på sin mobil, og dermed i teorien godt kan læse nyhederne på pol.dk på det lille 4x3 cm display?

Endelig er der et stort irritationsmoment ved at købe ny mobil. I det sekund sælgerens dankortterminal har flået et anseeligt antal kroner fra ens dankort, er det et spørgsmål om måneder eller uger, før samme model kan erhverves for en tusindedel – eller en femtedel, hvis ydmygelsen er mindre total.

Derfor skulle fanden stå i, at man køber en helt ny, fancy model. Det tager i det mindste en computer et års tid at falde til det halve, og Apple lancerer trods alt kun en større, mere blæret iPod hver fjerde måned...
Men altså - den der nye Motorola ER overdrevet blæret. Sharp as a razor. En af mine venner har den. OK - den falder ud sådan cirka ti gange under hver samtale, jeg har med ham på mobil, men designet er sq da fedt. Til gengæld har den ikke radio...

feriepost

børnerim

Hvis du mangler noget god letlæsning til tropenætterne, kan "Barske Børnerim for viderekomne Voksne" fra 1952 anbefales. Den er netop genoptrykt til den overkommelige pris af 29,95 kr.
Findes i udvalgte boghandlere som Arnold Busck ved Rundetårn.

Godt gammelt Husraad

Plukker i Skoven du ukendte Svampe,
saa lad først Lillebror smage derpaa.
Dersom han dør under Skrigen og Krampe,
saa bør du selv lade Svampene staa.

Og hvis der ingenting sker med den Lille?
- Tja, saa gik den Portion Svampe til spilde!

den politiske dagsorden - eller manglen på samme

BEKLAGER – INDLÆGGET BLEV LIDT LANGT. BUT REMEMBER: SIZE DOES MATTER!

Er det godt at være politiker i USA? Ja, det er det. Stiller de selv deres egne spørgsmål? Ja, det gør de faktisk. Og sådan kunne et interview med den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld blive ved og ved, for manden stiller gerne sig selv de spørgsmål, han gerne vil besvare, når tv-kameraerne kører.

Kvæg og cowboys
TV2 sendte sent i aftes en bemærkelsesværdig ærlig lang dokumentar/videodagbog (”Journey with George”).
Her viser NBC-journalist Alexandra Pelosi hvorledes pressen – endda efter eget udsagn – er det rene kvæg i præsidentvalgkampen. Eller mere præcist: At pressen er kvæg i texaner-cowboy Bushs valgkampagne.
Hvor de journalister, der følger Gore, er mere aggressive og anklager kandidaten for at have en lukket personlighed, er det lige omvendt i Bushland.
Her husker Bush og Bushs rådgivere journalisternes fødselsdage og fodrer dem med lagkager, margaritas, tequila-shots osv.
Til gengæld følger pressen så præsidentkandidaten mere eller mindre blindt, og dækningen bliver personlig i stedet for politisk.

Charmerer bukserne af
- Bush charmerede bukserne af os, siger en journalist, da Bush først er valgt ind, og det på trods af, at der var mange erklærede demokrater blandt journalisterne.
Hvor vi i Christoffer Guldbrandsens dokumentar om Mogens Lykketoft ser journalisterne diskutere politik, bliver der ikke snakket et sekund politik på samtlige 80 videodagbogminutter i ”Journey with George”.
Vi ser et par tiltag fra journalisternes side, og vi ser en Bush, der i en blanding af charme, manipulation og ren og skær ”hvis-du-spørger-mere-er-det-farvel” afviger spørgsmålene så let, at selv de største nikkedukker må krumme tæer.

Champignonkur
Bush får lov til det, fordi straffen er grum. Følger man ikke spillets regler (altså Bushs regler), er man ude i kulden.
Det minder i voldsom grad om ex-borgmester Brixtoftes såkaldte champignon-kur, hvor besværlige medarbejdere, der stillede spørgsmål ved det, der foregik, blev sat i kælderen, overdænget med verbal lort og lorteopgaver, indtil medarbejderen havde lært, at det var kæft-trit-og-retning. Brixtofte er din ven, hvis du gør, hvad han siger.

Lysepuster og charmetrold
Men ”den, der vinder, har ret”, og således er det svært at klandre Bush for, at han med en charmerende facon - som vi senest så, da han pustede lys ud for vores egen dronning - vinder pressens gunst.
Skylden for den dårlige, ufokuserede journalistik tilfalder alene de, der til tider påberåber sig titlen ”den fjerde statsmagt”. Pressen.
Journalisten bag dokumentarfilmen, Alexandra Pelosi, udtrykker på et tidspunkt frygt for, at det er farligt at bide den hånd, der fodrer en. Alt imens hun propper sig med fødselsdagslagkage.
Men her er det allerede gået galt. Man skal slet ikke fodres af den hånd, det kan tænkes, at man skal bide.

Ideologi og praksis
Jeg ved godt, at en ting er højtravende ideologier – noget andet er praksis. Ønsker man som journalist at være ude i kulden, fordi man har med en politiker at gøre, der kender spillets regler, og som spiller det benhårdt? Tør man gå glip af den historie, de andre har som tophistorie?
Jeg er ung, naiv og har kun arbejdet med journalistik i ”den rigtige verden” i halvandet år, men råber man ikke op, mens man endnu ikke har set sig blind på systemet indefra, gør man det aldrig.

Pack journalism
En enkelt journalist nævnte sagens kerne i dokumentarfilmen i går i to-tre sætninger. Det handler om pack journalism. At man følger de samme kilder, og tror på de samme rygter. Vælger de sikre historier, der ofte er lette at producere. Aviserne – tv som trykt – er hamrende bange for, at konkurrenten har en historie, man ikke selv har.

Undvær fnidder
Jeg tror faktisk ikke, at læserne tænker så meget over, at der er en nyhed, der mangler i den ene avis frem for den anden. Selvfølgelig er det lækkert at servere afsløringer, som den BT stod for, da Brixtoftes champignonfabrik faldt sammen. Og det ville være katastrofalt, hvis man glemmer at dække en finanslov eller ikke har en ministerrokade med i avisen. Det er klart. Men imellem disse store sager er der en masse fnidder, der sagtens kan undværes. Som den netop afsluttede dækning af Bush-besøget.

Sats
Det er et spørgsmål om at turde satse. Pack journalism eksisterer jo kun på grund af frygt. Hvis Bush vidste, at han ikke kunne slippe af sted med at behandle pressen som kvæg, måtte han enten stoppe med at lege cowboy eller fortælle, hvad han egentlig står for. Og det er slet ikke blot et amerikansk problem. Eksempelvis ved ingen danskere – socialdemokrat eller ej - endnu rigtigt, hvad Helle Thorning-Schmidt står for, selv om hun bestemt har været meget i pressen. Den lette historie – om Gucci-Helle – kender vi til gengæld.
Og apropos socialdemokrater kan vi ikke helt finde ud af, hvad Fogh står for. Men vi ved, at vi hellere vil drikke en øl med ham end med Lykketoft.

Ensidig dækning
Den daglige kamp hos medierne om at ramme samme dagsorden behøver ikke at eksistere. Det er ikke interessant at se DR og TV2 slås om, hvem der kan dække Bushs besøg mest overfladisk.
På TV2 begyndte de indkaldte eksperter endda at nævne, at dækningen var ensidig og mere fokuseret på sikkerhed end på reelt indhold. Så er der sq noget helt galt.
Alligevel sloges kanalerne om at være den første med billeder af Air Force One. Af helikoptere. Af morgenkaffe og lagkage. I virkeligheden var der kun en begivenhed, der krævede en live-omstilling: Pressemødet mellem Bush og Fogh.
Men konstant var vi live med på steder, hvor der i-n-t-e-t skete og i-n-t-e-t var at se. Og med mindre pressen benhårdt kalkulerede med, at der ville være et attentat mod Bush, når han steg af og på fly og helikoptere, vidste man også godt, at der i-n-t-e-t ville ske af værdi for seeren – andet end almindelig nysgerrighed hos befolkningen, jeg bilder mig ind kun eksisterer quo, at tv overhovedet bringer billederne.

Bange presse
Når jeg kalder mit forrige indlæg for ”bangeBush”, fordi Bush ikke tør/vil mødes med det danske folk med mulige buh-råb til følge, er det jo i virkeligheden ikke ham, der er en bangebuks. Det er pressen, fordi han slipper af sted med det.
Svend Auken blev helt nostalgisk, da han i går på TV2 huskede tilbage på dengang Bill Clinton var på besøg, og rent faktisk TALTE til os.
Men selv en nostalgisk ex-minister/ex-partileder kan ikke vække de danske medier og få dem til at bruge mere tid på, hvorfor han ikke vil holde en offentlig tale end på, hvor og hvornår præsidentens imponerende fly lander. Det ville være kritisk, det ville tage noget af glansen af resten af besøget, men det ville i det mindste være journalistik.

Blodfattig dækning
Først var det kongehuset, der fik journalisterne til at glemme de journalistiske dyder, nu er det personager, der kun har præsidentielt blod i årene, der får samme stupide dækning.
Hvis Fogh til tider duperer den danske presse, får Bush den til at dåne. Wake up!

bangeBush

Solen er siden i går blevet dækket med tunge skyer, og det er regn og ikke solstråler, der rammer os jordiske væsener. Med andre ord – præsident George Bush er på vej.

Det handler udelukkende om symbolik. Danmark hjalp som et af de få lande USA i krigen mod Irak, og belønningen er et besøg af verdens vigtigste person.

Folket, der har stillet dets døtre og sønner til rådighed i krigen, får dog ikke lov til at høre på Bushs vise ord. Modsat Clinton ønsker Bush nemlig ikke at møde danskerne face to face.
Det er der selvfølgelig en bedre grund til end en stram tidsplan.
Hvor Clinton blev hyllet på Gammel Torv i København, ville Bush med ret stor sikkerhed blive buhet ud. Kun 11 procent af danskerne kan ifølge en ny undersøgelse lide, hvad George Bush foretager sig.

Ligesom resten af Europa støttede den danske befolkning da også så kraftigt op om John Kerry ved sidste års præsidentvalg, at der ville have været tale om en voldsom jordskredssejr, om vi havde skulle vælge ham, der (egentlig) bestemmer over os.

Jeg ville gerne have hørt Bush holde tale i Danmark. Men når nu bjerget ikke vil komme til Muhammed, var det godt, at jeg fik hørt ham sidste år, da jeg boede i Columbia, Missouri.

Under præsidentvalgkampen aflagde Bush vores lille swing-state et besøg. Et såkaldt rally.
Hvor Kerry holdt dem offentligt og lod alle komme ind, skulle man til Bushs rally have billet.

Jeg og to studiekammerater var så heldige, at vi netop befandt os på samme parkeringsplads som hvor det lokale republikanske kontor lå, da Bushs besøg i staten blev annonceret.
Derfor var vi også blandt de absolut første til at forespørge på billetter til rallyet.
Men der var et problem. Vi var ikke amerikanere – og dermed var vi sikkert heller ikke republikanere.

En uendelig striks tante af en ansat skrev modvilligt vore navne, adresser og telefonnumre op. Så ville vi ”få besked” senere samme dag. Selv om vi fedtede med ord som ”allies”, ”big fans” og endda tog imod bumper stickers til bilruden (ikke at de endte der), hørte vi selvfølgelig aldrig fra kontoret igen.
Og da vi henvendte os igen (og igen) blev vi konstant spist af med bortforklaringer.
Sagen var nemlig, at selv om det var frit for alle at komme med, bare man henvendte sig for at få billet, ville Bush KUN omgives af republikanere. Derfor var der et vis sikkerhedscheck forbundet med udstedelsen af billetter.

Heldigvis kendte vi nogen, der kendte nogen, og vupti fik vi sikret os billetterne – helt uden at underskrive en af de ellers obligatoriske sikkerhedsblanketter.

Ved selve rallyet så vi demokrater blive afvist ved indgangen trods det, at de havde fremskaffet sig billetter. Hvordan vagterne vidste, at de var demokrater, fandt vi dog aldrig ud af. Det handlede nemlig om ikke at skille sig ud og stille spørgsmål. Hellere én mindre ved rallyet end en, der kunne finde på at råbe noget grimt, lød mantraet nemlig hos det ekstreme opbud af security-folk.

En metaldetektor og et taskecheck senere fik vi dog lov til at se verdens vigtigste person.

- cirka så meget lovede Bush vælgerne i Columbia, Missouri

Hans besøg varede vel femten minutter, talen var præcis den samme som den, han havde fyret af uger forinden på Det Republikanske Konvent i New York, og som han havde fyret af lige siden og ville fyre af lige så længe valgkampen varede.

Det eneste, de amerikanske journalister gik op i, var nemlig, om der sneg sig en ændring ind i talen. For blev noget vægtet anderledes eller blev der måske endda sagt noget, der ikke helt matchede tidligere udtalelser, ville præsidentkandidaten nemlig fremstå som vægelsindet og utroværdig.

Derfor ændrede præsident og præsidentkandidat Bush selvfølgelig ikke et komma, selv om han sikkert ikke ved, hvordan sådan et ser ud. Publikum klappede, buhede da slemme FN blev nævnt (de støttede jo ikke USA’s beslutning om krig i Irak), og da Bush svinede sin modkandidat Kerry til, røg der klip-klappere i vejret hos det entusiastiske publikum.
Kerry var nemlig en flip-flopper (amerikansk for klip-klapper). Først var han imod krigen, så for, og så imod igen.
Det var ikke hele sandheden, men det betød selvfølgelig ikke noget. Man kunne ikke lade en flip-flopper lede landet.

Journalisterne måtte så finde noget andet at skrive om, og derfor kom valgkampagnen ikke til at handle om holdninger og politik, men om vejr og vind og køreplan.

Og præcis det tema har også været primus motor for dansk tv’s dækning indtil nu. Utallige omstillinger til Kastrup Lufthavn har givet os uendelig ligegyldig info om, hvorledes Air Force One vil lande, hvordan det vil dreje hen til modtagelsesdelegationen, og hvordan Bush bliver fragtet videre derfra.

Det næste døgn vil stå i lige så meningsløs og pinagtig journalistik. Kun fordi der ER en politisk dagsorden, og fordi der MÅSKE vil blive sagt noget i forbindelse med de officielle møder, der bare er tilnærmelsesvist interessant, er det ikke helt lige så hjernedødt som dækningen af et kongeligt bryllup eller forlovelse eller prinsedåb.
Men det er stadig et godt eksempel på, hvordan man de seneste år er begyndt at misbruge mange timer af den bedste sendetid blot der er antydningen af en anledning. Godt, at vi befinder os midt i den årlige agurketid, der alligevel er uden saft.

Nu forlader han flyet – dækket af sikkerhedsfolk, helikoptere og en dansk Fogh.

Welcome Bush! Nice not to meet you.

ak

Det her er sørgeligt på så mange planer...