books'n'blogs

Stafetten er grebet.

You're stuck inside Fahrenheit 451. Which book do you want to be?
Nu er jeg ret dårlig til at lære udenad, så ret beset burde en pixi-bog eller andet af Michael Strunge gøre det.
Men siden spørgsmålet alligevel ikke bærer præg af et realistisk scenario vil jeg vælge at udfordre den del af min hjerne og så forestille mig, at jeg kan recitere hele Alice in Wonderland af Lewis Carroll. Det er nemlig et fantastisk univers, og bør bevares til at kunne underholde generationer fremover.

Have you ever had a crush on a fictional character?
Hm... Hvis vi ikke tæller diverse Bond-girls med, så tror jeg det ikke. Men eftersom jeg har læst en del af Ian Flemmings bøger kan jeg vel godt tillade mig at nævne Pussy Galore og Honey Ryder.
Om filmenes fortolkning af disse babes spiller ind, skal jeg lade være usagt.

The last book you bought is?
Michael Jeppesens lune og skæve Før ørerne falder af – sandheden om valgkampen 2005.
Journalisterne i sidste valgkamp får verbale tæsk, mens Jeppesen erklærer sin kærlighed til Mogens Lykketoft (delvist i rollen som faderfigur) og til Holger K. Nielsens meget røde læber.
Flere af hovedpersonerne er som bekendt blevet til bipersoner ude i den virkelige verden allerede før bogens udgivelse, men det er stadig glimrende læsning, der på sin egen - ikke særligt politiske - måde giver stof til eftertanke.

What are you currently reading?
Michael Marshall Smith – Only forward. Jeg har læst den sideløbende med flere andre bøger, og er derfor aldrig rigtig blevet færdig med den. Nu er det maksimale antal af genlån nået, og den SKAL afleveres på biblioteket. Så det er sidste chance for at sluge den spøjse science fiction-historie.
Bogen beskriver et samfund skarpt opdelt i lukkede områder. Hvert kvarter har sine helt egne særlige karakteristika.Her finder man Colour, hvor gaderne skifter farve og mønster efter tidspunktet og de mennesker, der færdes på gaden. Og så er der Red, kvarteret, der får universet i Sin City til at fremstå helt sympatisk og børnevenligt.

Anne Sofie Kragh – Fogh – historien om en statsminister. Ja, ja. Har man læst om Lykketoft, må man også læse om Fogh. Og Anne Sofie Kragh har sin research i orden på vor statsminister, der lever sit liv som var det en stor drejebog.

Five books you would take to a deserted island
Books som i bøger eller værker? Enten satser jeg på at finde en meget tyk paperback – eller også ville jeg på sekundet vælge mit 16-binds værk med alle historierne fra Tusind og Een Nats Eventyr. Der er sikkert et par stykker, jeg ikke fik læst i første gennemlæsning.
Sinbad Søfareren bliver jeg i al fald aldrig træt af at læse om, og så vil han forstå min situation efter at have befundet sig på en øde ø flere gange. – Åh Allah, har du forladt mig?

Bret Easton Ellis – American Psycho. Så glemmer jeg ikke, at der findes mode, mtv, og uzi’er i den frie, vestlige verden.

Albert Camus – Sisyfos-Myten. Det er bedst at være bitter sammen med andre.

Felipe Fernández-Armesto – Årtusindet. De seneste tusind års historie. Jamen, det er da aldrig for sent at læse lidt op.

Og endelig ville lidt kvalificeret faglitteratur om, hvordan man bygger tømmerflåder, producerer nødblus og tilbereder kokosnødder på 1001 måder heller ikke skade.

Who are you going to pass this stick to (3 persons) and why?
Why? Fordi du beder mig om det, dumme kædebrev.

Mettiske Strøtanker
Ulollola og
Thor (Norwegian writers don’t count. I mean - I didn’t mention H.C. Andersen, did I?)

iRriterende

Så skete det. Igen! Uden at hænge bestemte computermærker og modeller ud kan jeg fortælle, at jeg har været alt andet end tilfreds med min Fujitsu Siemens Amilo D1840.
I går måtte jeg for tredje gang indlevere den til reparation for samme fejl. Harddisken er brændt sammen. Det skyldes formentlig, at computeren bliver sådan cirka 300 grader varm, når den har stået tændt i mere end fem minutter.
Faktisk kan man tjekke morgenpost OG stege spejlæg samtidig på en Fujitsu Siemens Amilo D1840.

Ret skal dog være ret. Sidste gang jeg indleverede Amilo D1840 til reparation var det ikke bare harddisken, men motherboard og CPU - og hvad det nu ellers hedder – der var brændt sammen. Kun skærmen virkede - tror jeg. For computeren tændte slet ikke.

Anyway. At stå uden computer i tre uger igen igen krævede selvfølgelig handling uden omtanke.
Derfor spenderede jeg en mindre formue (som forhåbentlig kommer retur, når serviceværkstedet erkender, at min Fujitsu Siemens ikke er værd at reparere på og erstatter det fulde beløb).

Ud over et glohedt dankort er resultatet her: En iBook G4 i ministørrelse. Min gamle 15,4” skærm er nu skrumpet ind til 12”. Det betyder med andre ord, at jeg faktisk nu kan bruge den bærbare som bærbar i stedet for det skrummel til Amilo D1840.
Samtidig larmer den splinternye iBook ikke, og endelig matcher den jo min iPod så fortrinligt.

Der er dog en del hurtler ved at skifte fra PC til mac, og jeg regner også med at investere i en stationær PC som redningsplanke. Bare det at lave et snabel-a er noget af en udfordring.
Men jeg må indrømme, at den der iBook er o-v-e-r-d-r-e-v-e-t blæret, og jeg glæder mig allerede til min næste togtur med min iPod og min iBook. iRule!

(Beware for iAttitude...)

abekattestreger

Det kan godt være, at det bare er mig, der er pylret. Men lad os nu sige, at jeg er en meget, meget vigtig person. En super-VIP. Lad os f.eks. antage at jeg er præsident for USA. Det kan vi da godt gøre, ikke? Det er vist først, når man tager næste skridt og sammenligner sig selv med Jesus, at folk synes, filmen for alvor knækker.

Så altså - som præsident for USA ville jeg nok være en anelse nervøs, hvis jeg om et par uger skulle besøge et land, hvis politikorps rejser det nordsjællandske område tyndt for at bede beboerne om at holde øje med "unormalheder", og som deler løbesedler ud, hvor man beder folk om at hjælpe med til at øge sikkerheden i forbindelse med besøget af "Georg Bush".

Jeg er super-VIP og dermed super-pylret. Men bør man ikke med rette være lidt nervøs, når de personer, der skal beskytte ens liv end ikke ved, hvordan ens navn staves?

Det kan selvfølgelig være, at man blot har givet præsidenten navneforandring for at hjælpe de jyske aner i politikorpset med udtalen. Eller som en ikke særlig pæn hentydning til præsidentens missing link-look. Men hvis George Bush er Georg - hvem er så manden med den gule hat?

- se adskillige George Bush/Georg Nysgerrig-billeder her.

kys til verden

Jeg er syg med at kysse. Og jeg har lægens ord for det! Mononukleose kaldte han det godt nok, men læger er per definition også lidt kedelige og latinske i det.

At være kyssesyg betyder dog også, at man ikke må drikke sprut eller alkohol i flere uger. "Kan du godt det," spurgte lægen. Hvad svarer man i sådan en situation?

a) "Nej, det er mig aldeles umuligt ikke at indtage alkohol på daglig basis," eller
b) "No problemo - jeg agerer bare en anelse mere kedelig end normal til diverse fester og grill-parties."

Det blev en b'er, og eftersom jeg i forvejen altid er langt bagefter de anbefalede 21 genstande om ugen, går det nok.
Lægen frarådede mig også at løbe marathon de næste par måneder, hvilket jeg nok også kan overskue. Jeg ville nok have haft sværere ved at overskue, hvis han havde rådet mig til at løbe et.
Til gengæld er jeg kommet bagud med min mave- og styrketræning, hvilket irriterer mig, og så har jeg ikke været så træt, siden jeg var ugidelig teenager i folkeskolens ældste klasser.

Apropos træt - det minder mig om, at poolen og liggestolen kalder. Åh, det er hårdt at være syg. Kys, kys!

navneleg

Staten har netop stjålet min identitet. I al fald ifølge Dansk Folkeparti. Den særdeles omdiskuterede ændring af navneloven er netop gennemført med 90 stemmer for - og 21 imod.
Jeg ved godt, at det ikke var for at beskytte mig, at DF kæmpede imod lovændringen, men for at holde Mohamed og Ali fra at kalde sig noget dansk. Det ville jo stinke langt væk af integration.

Men ikke kun DF føler sig ramt på en mærkesag. Repræsentanter fra stolte familier som Stoltenberg, Gröning og Breyen m.fl. har samlet over 25.000 protester ind mod ændringen af navneloven. Godt nok er familierne selv langt fra i farezonen, men det er da en fin måde at markere sig på, at MAN har et slægtsnavn, og at MAN er noget særligt. At det så netop er Nielsen, Hansen og Møller, der faktisk bliver "ramt" - eller frigivet - er noget andet. Jeg mangler bare endnu at se en forulempet Hansen i et tv-studie, eller i en annoncekampagne, der raser over, at vi nu bliver en mere.

Min slægt har altid heddet Hansen. Det er vi langt fra ene om, men det har aldrig været et problem. Vi ved nemlig godt, hvem hinanden er, selv om vi kun udgør under en promille af de 248.968 registrerede Hansen'er i Danmark.

Og mon ikke Jesper Langballe eller Pia Kjærsgaard kan finde ud af at frasortere formastelige nye Langballer og Kjærsgaarde til kommende familiefrokoster? Faktisk kan Dansk Folkepartis ånde lettet op. De bliver slet ikke ramt af navneloven. Så Mohammed må vente lidt endnu på at blive navnefælle med sin elskede Pia.

target marketing # 2

Jeg var to minutter fra at spidse min stok...

...men i stedet for at stikke et øje ud på en tilfældig internet-gut, besluttede jeg mig for at logge mig ind på min konto hos forbrugerliv. Det kunne være interessant at se, hvor gammel jeg var sat til at være.
Her viste det sig, at jeg faktisk aldrig havde registreret mine fødselsdata.

Kvalificerede undersøgelser, de foretager. Virkelig! Og vupti - nu er jeg ikke medlem mere.

bloddrama

Jeg lægger mig på briksen. Kvinden i hvidt låser min arm fast mellem sine ben, fordi jeg så "ikke kan stikke af undervejs", som hun forklarer mig det med en kenders mine.
Hun svupper en plastiksnor rundt om min arm og finder nålen frem. Prikket mærker jeg næsten ikke, men så udbryder hun irriteret: "Argh - nu ruller den".
"Nej, det lykkedes. Ja, det sker nogen gange, at åren lige ruller, når man skal have nålen helt ind. De driller, gør de". Og endelig begynder hun at tappe blod.

Er det omvendt psykologi? Det prellede i al fald af på mig.

sygt

Det sker heldigvis sjældent, at jeg bliver syg. Og når det endelig sker, tager det da også et par dage for mig at indrømme det.
Jeg burde nok have indset det tirsdag morgen efter at have ligget en halv nat og rystet under hele tre dyner. Det var dog først onsdag aften efter at have været i biografen, at jeg gav efter. På det tidspunkt havde min krop i et par timer ihærdigt bidraget væsentligt til den globale opvarmning. Herefter blev varme afløst af kulde og koldsved. Noget, jeg aldrig har prøvet at have før - eller kan anbefale.

Næste dag kapitulerede jeg helt, og min krop kollapsede. Dagens sædvanlige struktur blev opløst, og jeg var forvandlet til Ozzy Osbourne. I min forholdsvis beskedne antal timer i vågen tilstand tøffede jeg rundt med hængerøv og et blik, der bare ikke var der. Selv det at vælge glas til at hælde vand op i var en nærmest uoverskuelig opgave. Ikke et kønt syn. Torsdag må med andre ord betegnes som den sygdomsdag, I kvinder elsker at kalde os mænd for ynkelige på, når det kommer til vores håndtering af sygdom - eller mangel på samme.

Fredag fulgte jeg så netop en kvindes råd og ringede til lægen. Det er ikke en disposition, jeg bryder mig meget om. I mine år i Århus fandt jeg aldrig ud af, hvem min læge var, i USA ville jeg aldrig have haft råd, og vel tilbage i København igen har jeg indtil nu ikke haft behov for at kontakte min nye læge.
Men når det nu skulle være, blev det alligevel ikke. Jeg ringede desværre for sent (alt over kl. 9 til en læge er også meget, meget sent), så jeg blev automatisk stillet om til hans kollega, der med dennes reaktioner, og ud fra barnegråden i baggrunden at bedømme, tydeligvis arbejdede hjemme.

Jeg er sikkert ikke særlig strategisk her, for jeg prøvede virkelig at lyde rask, mens jeg beskrev mit sygdomsforløb, som jeg havde et par spørgsmål til.
Lægen svarede lettere arrogant for sig, men toppede efter, at jeg have måtte indrømme, at jeg ikke ejede et termometer (og aldrig har gjort det). Han svarede kort og godt: "Så synes jeg, at du skal se at få købt et, og så kan du finde ud af, om du overhovedet har feber." Hallo! Er det måske ikke svar nok, at det er blevet et par grader varmere i luften de sidste par dage?

Jeg besluttede mig for at sove oven på den mistillidserklæring, og havde det noget bedre, da jeg vågnede. Matas blev aflagt et besøg og et termometer med tysk/spansk-brugervejledning indkøbt.
Hvis jeg forstår: "Das Thermometer unter der Zunge positionieren, und den Mund zu einer korrekten Messung schliessen" korrekt, fandt jeg i al fald ud af, at jeg kun havde 38,6. Det var dog også det tidspunkt de seneste par dage, hvor jeg havde haft det bedst. Men stadig: Feber! Ha! Victory.

target marketing

På en eller anden måde føler jeg mig ikke særlig ramt af denne mail, der tikkede ind i min mailboks -

- mere lidt stødt. Ved godt, at jeg ikke er 18 år længere - men hver ting til sin tid.

varm anbefaling

Selv om sommeren i den grad er over os med temperaturer, der rammer både 16 og 18 grader, kan det være, at du har planer om at søge indendøre i weekenden. Eller måske indensals i en kølig biograf. Lad mig i så fald anbefale Tómas Gislasons "Overcoming".

OK, det er en fordel, hvis du er til cykelsport. En endnu større fordel, hvis du kan lide Team CSC og særligt Basso, Sastre, Voigt og Riis. Og et kæmpe plus hvis du så touren sidste år. Men er de tre ting på plads, kan du godt glæde dig.

Filminstruktør Gislason følger og portrætterer sportsfolkene tættere og mere personligt, end jeg nogensinde har set det før. Særligt den ellers meget lukkede Bjarne Riis er i fokus med Basso og Sastres personlige kriser følgende lige efter.
Holdet skal forholde sig til dødsfald (Sastres nære ven, Jimenez), kræft (Bassos mor) og Riis selv kæmper med stress.
På tætteste hold følger vi udviklingen op til og under tour de france, hvor hotelværelserne mere og mere ligner lazaretter som touren skrider frem og styrtene bliver flere og mere voldsomme.

Kamera og microports (trådløse mikrofoner) synes med overalt. Vi overhører dele af en samtale mellem Ivan Basso og Armstrong, hvor Armstrong som en gestus til Bassos kræftsyge mor (og som en del af det taktiske spil) fortæller, hvilke to steder han har tænkt sig at angribe i bjergene. Riis beordrer Sastre og Basso til at følge Armstrong tæt, og det inkasserer Basso en første- og en andenplads på de to etaper. Og Armstrong den samlede sejr.

Der er dog mere følelser end der er cykelløb i filmen. Og så er der masser af humor. Særligt tyske Jens Voigt kan ikke opholde sig i billedet i mange sekunder uden at joke. Tysklands disciplinerede svar på Jesper Skibby.

Havde Tómas Gislason skruet ned for eller helt undladt al den tekst, der undervejs i filmen ustandseligt skal kommentere, hvad vi i forvejen kan se på billederne, ville filmen have været endnu mere gribende. Men kommentarerne irriterer. De er som oftest overflødige, og ofte leveres de i et alt for højt tempo til at man reelt kan læse, hvad der står. Eller også er dele af den hvide tekst skrevet på hvid baggrund, hvilket er komplet uforståeligt med Gislasons ellers store billedforståelse in mente.

Men glem teksterne og lev dig i stedet ind i slaget om touren, og Riis' og rytternes individuelle kamp for at overvinde sig selv og sejre som hold. Den film er mindst en bjergtrøje værdig.

deep throat

Jeg så "All The President's Men" (igen) forleden. En ægte filmklassiker, der med intensitet fortæller, hvordan journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post med flid og jernvilje fælder præsident Nixon.

Enhver journalist er afhængig af gode kilder til sådan en historie, og Bob Woodward havde da også "en god ven" - som han først beskrev sin hemmelige kilde. Senere omdøbte en redaktionssekretær på New York Post kilden til "Deep Throat".
"Deep Throat" er siden blevet et journalistisk begreb (men har dog også beholdt sin oprindelige betydning, man sikkert kan finde mange interessante ting med, hvis man googler på det). Det er den hemmelige kilde med insiderviden, som andre bestemt ikke ønsker offentliggjort.
En deep throat-kilde bliver betragtet som alt lige fra at være en illoyal paria til at være demokratiets og ytringsfrihedens redningsmand.

Verden havde i al fald set anderledes ud i dag, hvis ikke det havde været for Mark Felt, der i en alder af 91 nu endelig er sprunget ud som Mr. Deep Throat of Watergate.
Vanity Fair (og ikke The Washington Post - til avisens store ærgelse) bragte historien for en uge siden. Og det er virkelig en fantastisk historie, jeg varmt vil anbefale dig, at du læser.
Tænk i den grad at have været med til at skrive og ændre verdenshistorien, og så ved end ikke ens egne børn om bedrifterne.
Jeg synes selv, at jeg er god til at holde på hemmeligheder, men det her er exceptionelt. Ja, det er næsten godt nok til en ny film. Denne gang uden at Deep Throat er affilmet som en lang skygge i en parkeringskælder.