memory bits

Når ens computer begynder at te sig underligt, ved man, det er på tide at træde i karakter og fortælle den, hvem det er, der bestemmer. Med andre ord – formater skidtet og start på ny.
Men før man formaterer, er det meget smart at tage backup af sine ting. Lidt ligesom solcreme er backup ellers et fy-ord, men når det nu ikke er en ond virus – men en selv, der vælger at slette al indhold, er backup vel i orden.

Det gode ved at tage backup er, at man finder ud af, hvor meget skidt, der bare ligger og fylder på ens computer. Og samtidig får man et kært gensyn med dokumenter og billeder, vis eksistens ellers var glemt. A trip down the bit memory lane.

Her er jeg en tur på vej ned af et rullebånd i Chicago Lufthavn. Hvorfor ser der ikke sådan ud i Kastrup?
Lufthavnsbilleder er ellers ikke det skæggeste i verden. Derfor har jeg valgt at lade jer slippe med dette ene og i stedet lagt mine gamle billeder med American Football op. Last season, I know - but anyway.

Flyv fluks ind på iPhoto og se flere snapshots fra USA.

rød mand redder dagen

Apropos trafiklys. Vi kan alle få det for varmt, og ved Nørreport St. har dette trafiklys valgt at tage en slapper:

Men frygt ej! Rød Mand^tm (se sidste post) træder til og agerer levende lysregulering.
Desværre skinner jeg op i begge retninger, så der kan forventes en pæn stor trafikprop i området mellem Vesterport St. og Søerne. Nu ikke noget med at gå i Michael Douglas/Falling Down-mode. Også selv om prisen på halvliter colaer er ret pebret i området!

farven rød

OK – det her er meget lidt maskulint, men jeg er begyndt at tro, at der er en grund til, at en eller anden fims har opfundet solcremen.
Jeg er faktisk blevet så overbevist om dette, at jeg seriøst overvejer at smøre bare et tyndt lag solcreme på arme, ben og mave, næste gang jeg spenderer en halv weekend på at ligge ved poolkanten.

Men indtil da må jeg de næste par dage leve med at agere levende stoplys. Rød mand – passér ej gaden!

københavnerwaltz

Der står både cola og cola light på podiet foran ham. Alligevel vælger skaberen af neo-realismen, Kenneth Waltz, at trodse amerikansk import og drikker kildevand i stedet. Og ligesom colaen får den kolde skulder, får Bush det også denne dag på Rosenborggade i København, hvor Waltz eksklusivt holder foredrag igen i Københavns Universitets lokaler for statskundskab.

Sidste gang Waltz betrådte det samme auditoriumgulv var han – ifølge Waltz selv - ung. I al fald var han femten år yngre, og verden så meget anderledes ud dengang. Den kolde krig var netop vundet, og siden har USA forsøgt at redefinere sin rolle politisk i en ny, varm verden.

For en gammel neorealist som Waltz er den største frygt en dominerende stat. Stater vil altid prøve at balancere magten – om de vil det eller ej. Derfor ser verden ikke med milde øjne på Bush. Men Waltz er nu heller ikke for begejstret for Bush og USA’s enegang.

I september 2002 lod han og 29 kolleger en stor annonce indrykke i New York Times med seks grunde til, hvorfor USA ikke burde gå i krig med Irak. Nu er det bare så uheldigt, at Bush Jr. er erklæret ikke-avislæser - og i det hele taget kan den siddende administration vist ikke rigtig lide Waltz, selv om han er erklæret konservativ.

Ifølge Waltz selv var det i al fald kommet ham til øre, at en meget højtstående person ”vi ville kende, hvis han ellers fortalte os navnet” til et internt møde havde sagt:

”Damn it! Kenneth Waltz may be right, but don’t tell anybody that I’ve said that!”

Men nu fik vi det at vide. Altså hvad den højtstående person havde sagt - ikke hvem der havde sagt det. Og i går hviskede Clinton både Fogh og Helle ting i øret. Måske er det imponerende opbud af store amerikanske personligheder i disse dage i virkeligheden et avanceret amerikansk angreb. Vi skal charmeres og overtales til at kunne lide dem ved at lade os vide, at der findes andre indflydelsesrige amerikanere end Bush.
Waltz kom i al fald til at afsløre, at han næsten havde mistet stemmen, efter han var kommet til København, hvorefter han drak endnu mere kildevand fra den danske plastikflaske.
De er snedige, de amerikanere!

en dråbe nær poolen

Sommer og sol og duften af pool. Sådan en søndag skal tilbringes på langs nær vand med klor i. Når himmelen nu nådigt er åben og blå, er man et skarn, hvis man ikke ligger og beundrer den. Ikke en eneste ond sky - ikke skyggen af de mere kedelige vejrprofetier om en vejrmæssigt kedelig pinse. Og dog.

Mens jeg lå der fuldstændig afslappet på min liggestol med ørerne fyldt af Erasure - The Circus landede en dråbe vand på min kind. En stor tung en af slagsen.

Jeg vågnede op af min døs og kiggede lettere forvirret rundt og til sidst op på den blå himmel uden at få øje på noget, der kunne forklare, hvorfra denne enlige dråbe var kommet.
Den må simpelthen tilhøre det ikke særligt kendte vejrbegreb lokale dråber.

mæh

Geder du lige?

must have

Top fem uundværlige gadgets

5. elektrisk fluesmækker
sommeren MÅ være lige om hjørnet, så skynd dig at sætte smæk på din fluesmækker. God til at lave ildfluer med.

4. powerball
museskader er såååå meget sidste årti. I det nye årtusinde skaber vi håndledsskader meget hurtigere, og du kan endda slå rekord, mens du nedbryder din hånds førlighed.

3. VHS Rewinder
måske er VHS ligesom museskader lidt passé. Til gengæld kan du tilføre din VHS-samling (hvis du altså er så utjekket, at du stadig har en) lidt nyt liv med denne særlige maskine, vis mission i livet er at spole dine bånd tilbage.
Mon egentlig børn i dag ved, hvad ”rewind” betyder?

2. space ant farm
glem kuperede hunde, siameserkatte og krokodiller. Kæledyr fås ikke mere eksklusive end disse myrer dækket af NASA-udviklet spiseligt blåt plasma.

1. iPod
- well, that’s a given!

bikers delight

5A-busser på Nørrebrogade er for cykler, hvad vejbump er for biler. Konstant stopper de gule kæmper for at losse ignorante passagerer ud på cykelstien - og for at blive fodret med nye kommende vejbump til senere stop.
Bliver man fanget i det gule helvede – og det sker let, eftersom busserne kører vagtparade hele dagen – kan man forvente at få kørt bremseklodserne ganske varme.

På Gothersgade derimod er der meget få busser til at agere vejbump. Derfor har man fra kommunal side valgt at grave halvdelen af cykelstien op blot for at dække hullerne med metalplader, vis eneste mål i livet er at skære dækkene på forbipasserende racercykler op.

Men ud over det var det en fantastisk cykeltur hjem.

fantastiske film

Har man sagt serier, må man også sige film - skuespillerne er alligevel alt for ofte de samme. Men så er det også slut med top fem’er over levende billeder.
Film er en underlig størrelse. Den ene dag er det kun ”The Big Lebowski”, der holder, den næste skal det helst være kryptisk og kroget. Derfor er dette blot en liste over de film, jeg gennem tiderne har været mest imponeret over, da jeg så dem, og som jeg alle stadig ville kunne se med stor nydelse.

Here we go!

Top fem film

5. Casino
Ud over at have det bedste soundtrack har denne 178 minutter lange film det hele: Sex, vold/mord, gambling, umulig kærlighed, bandeord ad libitum - og så leger min yndlingsinstruktør Scorsese i denne film mere med billederne end i hans andre film (muligvis undtaget hans nyere med Leonardo Di Caprio – som jeg af gode grunde ikke har set).

4. Reconstruction
Den er dansk – den er fantastisk. Christoffer Boes debutfilm. Wauw! Glemte at trække vejret en halv times tid, da jeg så den i biografen. Og det var end ikke fordi, jeg var på date.

3. Apocalypse Now
Føl krigen. Mærk døden. Fantastisk film, der fører en langt ind i krigshelvedet.

2. The Godfather
Nej, det er ikke et skide originalt valg, but The Godfather is da film. En film, der trods genkig på genkig stadig kan få mig til at gispe efter vejret, når Michael Corleone går ud på toilettet for at finde pistolen bag cisternen, er altså verdensklasse. Er i øvrigt nummer et på imdb.com - men det siger ikke så meget med Shawshank Redemption som 2'er og Lord Of The Rings som 3’er in mente.

1. Taxi Driver
Da jeg så denne film første gang, måtte jeg se den igen dagen efter – og dagen efter igen. Tror, jeg så filmen fire gange i træk. Det kunne man godt gøre, når man er lille, men når man er blevet bare lidt ældre (omkring de 20 – og dermed MEGET voksen…), er det ikke normalt.
Det er en af de første Vietnam-film, selv om krigen kun bliver nævnt en gang. Fantastisk flot. Yes, u are talking to me!

Boblere: Der er alt for mange, men lad mig tage de oplagte: Rear Window, GoodFellas, Léon, Arven, Heat, Doc Hollywood og – nåh ja – The Big Lebowski.

sit nice

De er alle vegne – undtagen her. Top fem-lister over stort og småt, hot and not, in and out. Rundstykke – det var ikke med vanilje.
Hermed følger ugens første top fem liste:

Top fem sitcoms

Lige så elendig jeg er til at få set de der kontinuerlige danske tv-serier som Krøniken, Edderkoppen, Nikolaj og Julie, Strisser på Samsø, Rejseholdet – u name it, har med sikkerhed højst set et afsnit eller to - lige så god er jeg til at få set amerikanske og engelske sitcoms.

Når sitcoms er bedst, kan de fjerne alle bekymringer - i al fald i cirka 22 minutter. Danmark aldrig har produceret en god sitcom - og NEJ, Langt fra Las Vegas STINKER næsten lige så slemt som Madsen & Co. Faktisk er det kun den meget nye Klovn, der indtil nu har vist potentiale.
At producere en sitcom er en hård disciplin, vi bør lade vore gamle allierede om. Mange udenlandske sitcoms falder selvfølgelig også igennem - men enkelte overlever diverse pinlige pilots og bliver til klassikere.
Her følger de fem største:

5. Frasier
Engang var det her vel yndlingsserien, men fik på et tidspunkt en overdosis, og så slap seriens indbyggede temaer i øvrigt også op længe før serien sluttede. At lade Niles få Daphne var en dødssynd.

4. Men Behaving Badly
Nogen installerede åbenbart webcams de første år, jeg ikke boede hjemme, og lavede det til en sitcom – shame on u!

3. The Office
- og så hyrede de en masse af de folk, jeg har været ansat med, og lavede en serie om dem. David Brent is Da Master!

2. Spin City
Som barn af 80erne voksede min generation op med Blomsterbørns Børn. Så blev vi lidt mere voksne, og det samme blev Alex P. Keaton. Han fik job som underborgmester i New York, og det var faktisk hylende morsomt – indtil en anden grum 80’er skuespiller, Charlie Sheen, og heksen over alle dårlige sitcom actresses, Heather Locklear, kom og ødelagde serien.

1. Friends
Chandler, Joey, Monica, Phoebe, Rachel and Ross. What’s to say?

Boblere: Seinfeld, Sams Bar, 'Allo 'Allo, Absolutely Fabulous.

Uden for kategori: The Simpsons - at sammenligne tv-serier indeholdende almindelige dødelige med denne udødelige serie, ville naturligvis ikke være fair. Homer ville jo æde dem alle til morgenmad. Mmmmm - sitcoms!

Tjek i øvrigt denne site om sitcoms.

play a new one, sam

Musik er minder. Tekst og lyd kan bringe tankerne langt tilbage. Jeg har mange numre, jeg af den grund holder af, mens andre bringer mig i dårligt humør, fordi de får mig til at tænke på noget, jeg ikke ønsker at tænke på mere. Yndlingsmusik kan derfor risikere at blive bandlyst.

I dag var jeg og min iPod på togtur. Den forlystede sig på sit helt eget togsæde med at spille tilfældige numre, og ud af tilfældighederne valgte den lille hvide jukebox at sætte et af de bandlyste numre på.
Jeg opdagede det bare ikke.
I stedet glædede jeg mig over genlyttet, nød de minutter nummeret varede, og først da det var spillet til ende, kom jeg til at tænke på, hvad nummeret engang havde betydet for mig, og at det bare ikke betød det samme mere.

Selv om livet er repetitioner, gentagelser, er der også ting, der forsvinder, ophører. Musiknummeret er nu klar til at blive associeret på ny - forhåbentlig ikke med en gentagelse til følge.

Time goes by.

play it, sam

Papirsklip, Midt om Natten, Tarzan Mama Mia. Hvordan sker det lige, at jeg får Kim Larsens gamle slagere på hjernen?

Nogle fester ender bare i nostalgitrip frem for byture. Og det skal der også til en gang imellem.
Heldigvis var der også lidt mere kvalificeret nostalgia i form af Beastie Boys vs Herbie Hancock, Daft Punk, Depeche og New Order. Rart at få rusket op i gamle numre, der eller var glemt og borte fra ens indre playliste.

svirp

Jeg føler i dagens anledning lyst til at citere Lars Hjortshøj:

Andre kalder det et møgvejr. Jeg kalder det et pisvejr, fordi det pisser ned.

Vejret har i sandhed foldet sig sammen til et vådt håndklæde, som nu igenigen klasker sommertrængende danskere bagi. Jeg er sikker på, at vore forfædre, der fandt disse våde jagtmarker attraktive, har været små masochister.

Costa del Sol eller Tistrup. Vælg selv.

andy the shark

Straight flush, full house, three of a kind. Jeg har så absolut ingen af delene. Men jeg går all in.

Pokerdillen er over Danmark. Se bare BT og Ekstra Bladet - eller for den sags skyld en af de adskillige blogs om emnet. Når TV2 Lorry bruger sendetid på at bringe et interview med en pokerspillende Stig Rossen, er blåstemplet fundet frem. Poker – særlig varianten Texas Hold’em – er blevet Familien Danmarks nye kortspil.
Og ifølge en ny dansk pokerbog gør vi det godt. Sammen med amerikanerne er danskerne blandt de mest vindende folkefærd i internettets mange pokerrum.

Den mest vindende dansker finder man dog på de dyre gulvtæpper i verdens fineste casinoer. Mad Man, Dangerous Dane eller Gatling Gun Gus kaldes han – selv om kommentatorerne mest omtaler ham som Gus Haaaansen.

I virkeligheden hedder han Gustav Hansen og kommer fra Havdrup lidt uden for Roskilde – men lad os holde os til det interessante. Gus er professionel pokerspiller. Sådan en af de, der vinder millioner af kroner. Ja, millioner af dollars. Som den første i verden har han vundet tre World Poker Tour-turneringer. World Poker Tour er tv-transmitterede turneringer, der kan ses mange steder i verden. Dermed er Gus faktisk blevet lidt af en verdensstjerne.

Det er jeg ikke. Jeg har læst mig igennem et par bøger, er blot dybt fascineret, og sidder i et lille skummelt virtuelt rum på nettet langt fra flotte casinoer og langt fra cigar-os og whiskysjusser. Rundt om mig har jeg fem modspillere. Modstanderne er af kød og blod, men jeg kan kun læse deres navn, måske deres hjemby, og se hvor meget de har tilbage på kontoen. Hvor meget jeg kan rippe dem for.

Den ene er bulgarer, den anden englænder, og de tre andre ved jeg ikke hvor er fra. Englænderen er mildest talt elendig. Jeg har i den grad regnet ham ud, men til mit held bliver han ved med at skyde flere dollars ind i spillet. Min status er novice, og jeg har derfor sat mig i et af de på papiret billigste rum, hvor blindsne (tvungne indskud) kun er 5/10 cent. Til gengæld er loftet højt. Man kan skyde så mange penge ind, som der er i puljen. Det kan hurtigt blive til ret store beløb.

Jeg har spillet et par gange før – med blandet held, men uden særligt tab. Nu har jeg deltaget i et par (gratis) turneringer, og bøgerne burde hjælpe mig på vej. Poker er en farlig elskerinde. Jeg skrev engang en artikel om en fyr på min alder, der sad i milliongæld efter at have spillet poker på noget så simpelt som en spillemaskine.
Poker er utrolig vanedannende. Det er spillemarkedets kokain. Et fint stof, der alt for let fænger. Jeg holder mig det bevidst, og går også kun ind i spillet med ti dollars. Når de er tabt, er de tabt - hvis de altså vel og mærke tabes.

Et meget kendt citat indenfor poker er: ”If you can’t spot the sucker within the first half hour at the table, then you are the sucker”. Heldigvis har jeg som bekendt spottet ham denne aften. Han er fra Essex i England, og han er til at læse som en åben bog. Jeg bluffer ham bagover, og lader ham føle smerten med gode hænder, når han vover at følge med mine aggressive bud, der hurtigt ryger op i mange dollars. Efter et par timers hård kamp takker jeg af for aftenen.

Jeg endte med at lave mine ti dollars om til hundrede. Ingen applauser. Min engelske ven er for længst skredet. Evigt skiftende pokermakkere gør det at spille på internettet til en endnu større prøvelse. Hver gang bliver man nødt til at læse deres handlinger – og deres mere eller mindre pæne kommentarer i besked-feltet. Der er ingen mimik at afkode. Men på trods af det er det overraskende let at læse folk. At se hvordan de spiller.

Poker på nettet er fantastisk skægt. Det giver et lille adrenalin-kick, når man styrer bordet, og man bliver irritabel, når tingene går en imod. Som når en sikker straight bliver slået af et fuldt hus.

Jeg vil absolut kun anbefale poker til folk, der tror, de kan styre det. Som med alt andet spil skal man kun spille penge, man kan tillade sig at tabe. Ja, man skal faktisk betragte pengene som tabt, det sekund man vælger at indsætte dem på sin konto.
Den førnævnte entusiastiske danske bog om poker skriver, at branchen herhjemme forventer, det om et par år vil være lige så normalt for unge at spille poker på internettet, som det er at spille lotto om lørdagen.
Jeg tror, det er en overdrivelse. At spille netpoker vil blive populært, men det tager mere tid at sætte sig ind i end lotto, og gevinsterne er trods alt væsentligt mindre end de 20-30 mio. kr., lotto lokker med. Fordi man vinder 100 dollars en aften, ender man jo ikke på en sandstrand den næste dag.

Selv har jeg aldrig spillet lotto om lørdagen, men har bestemt oddset om søndagen. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg har gjort det med overskud. Det har jeg i al fald med poker. Næste dag vinder jeg yderligere halvtreds dollars, og vælger at føre dem over på min konto. Altså bankkonto. Den trænger vist også til det.

The shark has left the sea.

sneboldfight er yt - vandkamp in

På skeen er der jordbærkage, i øregangene dunker fed funk og over hele kroppen bager solen.
Tak, tak, tak kære Vestenvind og Golfstrøm. I er et godt par. Stay shiny!

lad tankerne vandre

Det er næsten…nej, det er faktisk fuldstændig umuligt at være den mindste smule morgensur, mandagstvær eller bare en anelse træt forlods af ugen, der følger, når den starter med en svømmetur i poolen. Dyk, crawl, butterfly, delfinsmut. Yeah, yeah, yeah.

OK, vejret kunne være varmere. Ja, man kunne endda mene, at det burde tage sig sammen og nyse et par rigtig varme sommerdage op.
Men lukker man øjnene rigtig hårdt, og lader tankerne vandre rigtig langt, kan man godt i et splitsekund bilde sig selv ind, at man er her i stedet for her.

Man får bare let ondt i øjnene, når man åbner dem igen…

crap

Hvornår lærer jeg det? Danske film er ikke, hvad de har været.

Her er scenariet: Iben Hjejle er en hysterisk, selvhævdende - og selvretfærdig – kælling og Kim Bodnia er en indesluttet, hård negl. Set før?
Den dvd-aktuelle film Inkasso er lige så forudsigelig som den er hurtig glemt. Ligesom i Pusher skal Kim Bodnia skaffe penge. Det skal Iben Hjejle også. Hun er ludoman og overspiller rollen i fin overensstemmelse med det ringe manuskript.

Danske folkekomedier kan for tiden åbenbart kun finde to centrale omdrejningspunkter: Penge og kikset kærlighed. Denne film har dem begge. Så for at få det tynde og forudsigelige manuskript til at glide ned har instruktør Lasse Spang Olsen drysset filmen med kendisser og med skuespillere, der er bedre end dette. I flæng kan nævnes Erik Clausen, Ole Ernst, Jens Okking, Brian Nielsen, René Dif og Casper Christensen.
For mange kokke fordærver maden – og for forskellige krydderier gør den decideret usmagelig og underligt kønsløs.

Det hjælper slet, slet ikke, at Lasse Spang Olsen uden synderlig omtanke har proppet en masse Lisa Nilsson-musiknumre ind i filmen, der i perioder bliver brugt som behagelig underlægningsmusik, og til andre tider til at illustrere voldsscener med. Og nej – det hjælper heller ikke at bringe voldsscenerne i slowmotion. Det gør om muligt bare det hele endnu mere kikset.

Gennem 90erne blev vi beriget og forkælet med lækre, danske film. Nu er den hjemlige scene præget af middelmådige film med meget middelmådige instruktører som Anders Thomas Jensen, Hella Joof og Lasse Spang Olsen – og evigt lurende bagved står producer Reinar Grasten med endnu en Anja og Victor-film i ærmet.
Jeg sætter hermed al min lid til Per Flys ”Drabet” og Christoffer Boes ”Allegro”. Save us from this misery!