rap

Forår er flirt og flette fingre - kys og kram. Det er den tid på året, hvor man finder en at bygge rede med, og så er det den tid, hvor poolen bliver fyldt op.
Men undskyld mig Hr. og Fru And – er I ikke gået forkert?

kongehuset i frøperspektiv

Nejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnej!

OK. Kronprinsen har fået og halvhjertet kysset sin frø. Lillebroderen har allerede smidt sin frø tilbage i andedammen. Ham dér som er prinsefar, men som er sur over ikke at være overprins mere, han har vist endda endelig forliget sig med at humpe bagest. Med andre ord – selv om alle landets nyhedsredaktioner gerne reserverer halvdelen af spaltepladsen og hele sendefladen til enhver kongelig begivenhed, synes det ikke rigtigt som om, der er mere at skrive om. Ja, Niels Helveg Petersen dristede sig vist ligefrem til at antyde, at de mange kongelige tafler var lidt spild af tid.

Men nu er der en ny slørhale på vej. Sådan en af den slags der vokser op og med tiden bliver Danmarks kommende tudsekonge eller salamanderdronning. Alene det, at det kommende kronprinsebarn kan være af det ene eller andet køn vil nok fylde en halvtreds avisforsider de næste mange frygtelige måneder.

Jeg har som sådan ikke det store mod kongehuset. Selvfølgelig er det en anelse patetisk, at vi stadig leger, vi har et monarki, når vi godt ved, at det i virkeligheden er Færøerne, der demokratisk bestemmer, hvad vores statsminister hedder. Det kan da også undre mig, at vi gladelig smider millioner af skattekroner efter vor problemfyldte kransekagefamilie, når vi normalt får mere end almindelig ondt i røven, hvis regeringen en sjælden gang tillader sig at bruge penge på at huse en arabisk familie på flugt fra tortur og henrettelse.

Med købmandsfornuft prøver jeg at bilde mig selv ind, at de mange millioner skattekroner til kongehuset nok tjener sig selv ind i omtale og gennem promovering af danske virksomheder i Kina og lignende sympatiske handelsnationer. På den konto mangler jeg faktisk at se lidt merchandise. Staten kunne godt tjene lidt penge på kopi-kongekroner og Frederik-kludedukker. Men lad det ligge til en anden harm post.

Hvad jeg har noget imod er, at medierne hamrende ukritisk dækker stort og småt i kongehuset. Hvis medierne så i det mindste kritisk debatterede, om kongefamilien opfylder deres royale pligter, eller satte fokus på områder, der trænger til at blive strammet op og ændret på. Men det er ikke det, den ellers trofaste vagthund kigger på. I stedet observerer den blot, og følger nøje med i alt hvad der sker – med en detailviden - om hatte og slør og fjerne familiemedlemmer - det ville klæde os journalister bedre at have i andre måske mere samfundsmæssigt væsentlige sammenhænge.

Jeg er med på, at kongehuset handler om følelser og traditioner. Som Egon i Olsen Banden-filmene kan vi godt lide, at der hersker orden. At tingene er som de altid har været. For ellers går det galt, som når Egon Olsen kigger i vinterkøreplanen for statsbanerne i stedet for i den nye sommerkøreplan.

Vi vil ikke se sandheden i øjnene. Men toget er for længst kørt fra kongefamilien. Selv vores dronning, der bestemt ikke er dum, har svært ved at redefinere sin rolle i et embede, som ikke har noget som helst magt tilbage. Ja, som de eneste danskere har kongehuset end ikke stemmemagt eller ret til offentligt at ytre en politisk mening.

Derfor er der for medierne kun tilbage at dække, hvorvidt vores prinser og prinsesser er sympatiske, tager sig godt ud, og går rigtigt. Om de smiler sødt og kysser blødt. Kører lidt for stærkt, eller ryger lidt for meget.

Og nåh ja – om vores kommende konge eller dronning skal hedde Ingolf, Gandalf, Gerda eller Froggy.

Kvark!

UPDATE: I rest my case. Gokgok!
UPDATE2: kvinder og sport...og kongehus. Ikke en god kombi. I al fald er der åbenbart flere, der tror på, det bliver en dreng, når oddset er højere...eller noget.

tak for beskeden

efter at have postet dagens indlæg fik jeg af blogger.com denne meddelelse:

Ja ja, jeg skal nok forbedre mine indlæg. Men tak for kommentaren!

soap dok

Spørger du ti tv-journalister, hvad de helst vil arbejde med, vil halvdelen svare ”dokumentar”. Det siger min egen imperalistiske, ikke-dokumenterede undersøgelse i al fald.
At lave dokumentar er noget særligt, men med antallet af (seriøse) danske tv-kanaler in mente, er det ikke fordi, der er mange journalister, der får mulighed for at udfolde sig indenfor denne genre.

Dokumentarer er lange og oftest dyre at producere. De skal gerne sætte dagsordenen, og der skal enten vises noget nyt og afslørende, eller også skal man grave mange lag dybere i det emne, man tager op. Derfor er det normalt fedt at se dokumentar. Og derfor gjorde det decideret ondt i øjnene at se denne dokumentar i går.

I femogfyrre frygtelige minutter blev seeren vidne til almindeligheder serveret på stribe. ”Priser på boliger er steget meget de seneste år”, ”afdragsfrie lån/pauselån kan være farlige”, ”det er øv at være førstegangskøber”.

Summary for de, der ikke så med: Man følger forskellige unge par, der skal købe boliger i Københavnsområdet. De er alle rimeligt velstillede og har lejligheder i forvejen. Nu vil de have noget større, men ønsker ikke at sidde for hårdt i det, selv om de gerne vil sikre sig en af de mere lukrative adresser i Danmark. Alle er de lidt sure, når de får fremvist lejligheder af ejendomsmæglerne. For pænt ser det da ud – men behøver det at være så dyrt?

Man møder også et ældre ægtepar, der skal sælge deres hus, og som er overraskede over, hvor meget det er værd i dag.
Derudover er de ikke særligt ophidsende tv-billeder krydret med ejendomsmæglere, der fortæller, at det er sælgers marked, og enkelte kloge hoveder (eksperter), der som sædvanligt mener, at det er farligt at sætte sig for hårdt i det, når man køber hus.

Der var selvfølgelig ingen at drage til ansvar for, at ”et almindeligt hus” i ”dagens Danmark” (en rigtig lækker floskel) nu koster 2,5 mio. kr. Jo, ”politikerne” kunne hænges ud, men man hørte ingen politikere udtale sig i programmet.
I stedet brummede man bare lidt over, at Bendt Bendtsen sikkert også boede godt, og derfor måske endda kunne drage fordel af stigende boligpriser - selv om det udsagn prompte blev slået hen med, at sådan tænkte ”politikerne” dog nok ikke. Hvorfor så bruge tid i programmet på så grov en anklage?

Mit eget bud er, at man simpelthen blev nødt til at tage alle udsagn med, da dokumentaren reelt ikke fortalte mere, end de historier med samme emne af et minut og tyves længde, som kan ses hver anden aften i nyhederne på enten DR eller TV2 selv. Den eneste forskel var her, at man her fulgte FLERE førstegangskøbere - og at man havde krydret det tredive gange for lange program med spændingsopbyggende musik. Det sidste var en absolut nødvendighed – for så var der i det mindste noget, der havde suspense.

Om igen, TV2-dok.

thumbs down

Jeg faldt over en lidt ældre artikel på berlingske.dk, som jeg fik helt ondt i tommelfingeren af at læse.
Nutidens unge er åbenbart gået sms-amok. De værste sms-addicts afsender op til 4.000 sms’er om måneden. Wauw.

Prøv at regne lidt på det. Lad os opfinde en fiktiv addict. Lise. Lise er 16 år. Det er sådan midt imellem 8 og 25 år, som ifølge artiklen skulle være storforbruger-årgangene.

• På en måned er der typisk 30 dage. Omregnet til timer er det 720 timer per måned til at afsende de 4000 sms'er.

• Normalt sover en gennemsnitlig teenager som Lise otte timer i døgnet. Ergo 240 timer uden sms’er.

• Lise går i skole cirka 32 skoletimer om ugen. Vi går her ud fra, at lærerne har øjnene og respekten med sig, og at Lises tommelfinger, ligesom når hun sover, må hvile her. En skoletime varer 45 min. På en måned uden feriedage er det 120 timer om måneden uden sms.

• Dertil er der tidspunkter, hvor det må være meget svært at sende sms’er. Det være sig, når man er i bad, tager tøj på, spiser (med begge hænder), spiller bold eller badminton og skriver mails på nettet. Lad os være beskedne og trække to timer fra i døgnet, hvor Lise bare ikke kan sms’e. Vi lader forældrene betale mobilregningen og kalkulerer ikke med fritidsarbejde.

De 4.000 sms’er skal dermed sendes i de 300 timer om måneden, hvor man ikke sover, er i skole, eller spiser mad og bader. Det giver 13,33 sms’er i timen – eller omregnet: Lise skal sende en sms hver femte minut i al resterende fritid - alle ugens 30 dage! Hvordan kan man overhovedet nå at opleve noget, når man skal smide en besked af sted hver femte minut? Og hvad kan man skrive om, hvis man ikke oplever noget?

Vi må få en generation med meget skadede tommelfingre. Thumbs down generationen?

pølse

Nogen gange synes mit liv kedeligt. Indtil videre har jeg - så vidt jeg ved - ikke mødt nogen marsboere (men et par stykker fra Venus), jeg har aldrig fundet en lottokupon med syv millioner kroner på, og så er det her aldrig sket for mig.
Jeg ved det. Det er lutter pølsesnak.

croutoner på spil

Foråret er da i den grad over os. Sol og hvide ben slås om at lyse Nørrebro op. Lur mig om jeg ikke i går duftede grillbøffer to steder. OK – tror man profeterne, er det vist at tage sommeren lidt på forskud, men forkølelsen skal jo have en årsag.
Men apropos forår og grill - hører salat sig jo til. Og derfor vil jeg gerne denne sene eftermiddag (vær velkommen til at svare asynkront med datoen) spørge my fellow bloggers på Nørrebro og andre med lokalkendskab: Hvor forefindes en god og billig grønthandler? Gerne mellem Runddelen og Nørrebro Station.
Jeg indrømmer gerne, at jeg er spoiled, men siden jeg sidst boede på Nørrebro, har salatmafiaen sat prisen uklædeligt op, og kvaliteten er ofte så som så hos mine lokale grøntpushere. Jeg vil have min caesar-, min chef-, ja, bare min helt almindelige grønne salat BEDST og BILLIGST! Smid et tip af sted og jeg kvitterer med en crouton!

bag lås og slå

Når et stille øjeblik bliver afbrudt af, at man hører en nøgle pusle ved låsen til ens hoveddør, og man ved, at man er den eneste, der har en nøgle til den hoveddør, og at man selv sidder i stuen og ikke står ude på opgangen og roder efter nøgler, og man så hører, at personen – eller personerne – ude på gangen, bliver irriterede, og begynder at flå i dørhåndtaget, og at man går ud, og åbner op, og ser to grumme tyveknægte, som har klædt sig ud som et ægtepar, der ser ud som om, de er dumpet ned fra Hellerup af, og som på dagens tyve/stjæle/plyndre/røvertogt har taget deres barn med, som ikke forstår, at det ikke er her, nøglen passer til, og at røverpakket undskylder med at være gået forkert, selv om man tydelig kan se, at de gik efter at komme ind i min lejlighed for at stjæle mit dyre toiletpapir, mit 60 kg tunge tv, og min Badger Golden Champion-øl i køleskabet, er det så lige dér i det øjeblik, i mødet med folk, der vil en ondt, at man tænker, man nok bør beskytte bolig og øl og tilbringe lørdag aften hjemme, forskanset fra omverdenen måske med en enkelt anden sjæl, der forstår en, og som man kan dele en fantastisk god film med, nu hvor tv og dvd-afspiller ikke blev stjålet af onde Hellerup-lookalike-tyve?
Jo, det er det.
God weekend - og husk at låse hoveddøren.

net-op

Nettet er fantastisk. Det er intet mindre end verdens største indkøbscenter. Bare indenfor det seneste års tid har jeg købt to digitalkameraer, en printer, en scanner, adskillige bøger, dvd-film og gaver, og sikkert en masse andet som jeg allerede har glemt, over nettet. Mit mobilabonnement kører over nettet ligesom de fleste af mine banktransaktioner. Spiller jeg på en kamp, kunne jeg ikke drømme om at bruge andet end en bookmaker på nettet osv.
Nettet er fantastisk, fordi det er simpelt og hurtigt at bruge – og så er det billigt. Man kan let spare mange procent af en vares pris ved at handle på nettet. Selvfølgelig kan man det. Butikkerne behøver jo ikke at eksistere fysisk og salgskonsulenter kan der ofte spares kraftigt på. Prisen er da også - foruden tillid - det vigtigste for de forbrugere, der handler over nettet.

Derfor er det mig også så meget mere uforståeligt, at noget af det mest udbredte på nettet, musikfiler og film, bliver solgt så pinagtigt dyrt og på så pinagtige vilkår, som tilfældet er i Danmark.
Det er efterhånden velkendt, hvor stor en joke det er at købe et musiknummer digitalt her i landet.
For det første er der ofte sat en ublu pris på de enkelte musiknumre – set i forhold til hvad albummet ville koste på cd. Man køber en vare, der ikke umiddelbart kan videresælges (interessant problemstilling i øvrigt – kan man sælge en mp3-fil?), og varen får man leveret i en meget rå udformning uden den fornemmelse af at eje noget, som et cd-hylster og et cover giver en.
Dernæst er der selvfølgelig farcen med, at man så ofte ikke kan afspille de indkøbte numre på sin iPod, fordi det filformat, musikken bliver leveret i over nettet, ikke understøtter sådanne tekniske mainstream-maskiner.

Nuvel. De problematikker kender de fleste netbrugere. Nu har TV2 så lanceret Sputnik, der består af to dele. En del, hvor man kan se udsendelser bragt på TV2 og TV2 Zulu, og en del, hvor man kan leje film over nettet. Lad mig for nemhed og længdes skyld holde mig til at kritisere den sidste del: Leje af film.

Jeg er bybo. Min nærmeste Blockbuster forefindes i tre minutters absolut moderat gå-tempo. Skulle jeg forfalde til Playtime, tager det vel fire minutter. Åbningstiderne er bestemt fleksible de steder, og de fleste film kan erhverves for 25 kr. for to døgns leje. Lejer man flere på en gang, er der ofte favorable tilbud. Jeg ved, jeg er privilegeret, og at der sikkert findes pletter på landkortet uden lignende mulighed – men det er altså en meget god sjat af Danmarks befolkning, der bor i byer med en videobutik, der byder på nogenlunde samme vilkår og priser.
Sputnik tager næsten som udgangspunkt 40 kr. for alle film – for et døgn. Reconstruction og Pulp Fiction er altså ikke premierefilm mere, TV2.
Alligevel prøver man at sælge en vare til 15 kr. mere. En vare med åbenlyse ulemper:

• man har kun filmen i et døgn
• afhængig af teknisk udstyr får man næsten med sikkerhed filmen leveret i dårligere lyd- og billedkvalitet over nettet
• der er intet ekstramateriale ved leje på nettet, mens det ofte findes til overflod på nyere dvd-udgivelser

Blockbuster og Co. bruger masser af penge til sine fysiske lokaliteter, for personale og på at have sine varer i en fysisk udgave. TV2 Sputnik kan ret beset klare det hele med god serverplads og båndbredde, et par hardcore nørder og en delegation til at forhandle aftaler hjem med distributører.

Hvorfor er det, at nettet stadig er i sin vår i Danmark, når det gælder prisfastsættelse på ikke-fysiske varer? Jeg undrer mig (igen).

jeg, en ikke-avislæser

Der er så meget, jeg ikke forstår. F.eks. fandt jeg i dag ud af, at min avis, Weekendavisen, ikke er en avis. Den meget omdiskuterede portostøtte er blevet fjernet fra det-jeg-engang-troede-var-en-avis. Regeringen siger nemlig, at en avis skal udkomme mindst fem på hinanden følgende dage hver uge for at være en avis.

Så blev jeg det klogere. Og mere uforstående.

at skrive ansøgninger

(til denne vejledning skal bruge et styk drømmejob-opslag, en computer med humørsyge, printer uden toner og adskillige stimuli såsom coca cola og vingummi)

• sæt dig ved computeren
• rejs dig og hent noget i køkkenet
• sæt dig igen
• band
• skriv en standardsætning tørrere end omslaget på en rulle marie-kiks
• band igen
• slet sætningen og skriv en ny, der denne gang starter med: ”Jeg vil hermed” eller ”På foranledning af…”
• formuler verbalt et par vederstyggelige ukvemsord på foranledning af ovenstående
  
• print ansøgningen ud og spil basketball med den
• band, når du misser papirkurven
• sig som Kevin Costner i gangsterfilmen The Untouchables: ”Let’s do some good”, inden han afslører et hemmeligt lager af paraplyer i stedet for at buste Al Capone, og sæt dig ned igen og skriv en ansøgning, der bryder alle standarder
• send den af sted med lukkede øjne og krydsede fingre
• vent syv til ti dage
• band eller syng meget højt – alt afhængig af udfaldet

Yabadababold

Fuck, det var en fed fodboldsøndag.
Ja, faktisk var den så god, at jeg næsten ikke ærgrede mig over, at jeg ikke var i Parken for at se det hjemlige fodboldbrag. Og jeg blev næsten ikke misundelig på den ven, der ringede midt under Real Madrid-kampen...på sin mobil...fra Bernabeu!

tak, weekendavisen

I går sluttede flere ugers lovprisning af den nu afdøde pave. Han gjorde åbenbart verden til et bedre sted, fik væltet Sovjetunionen, sikrede verdensfreden, og var vist i det hele taget en hyggelig gammel mand.

Jeg er ikke teolog, slet ikke katolik og ej heller bosat i Rom. Men når jeg tænker på paven, tænker jeg på de enorme skandaler, der har omgivet den katolske kirke de seneste årtier. Fra pavens modstand mod p-piller og kondomer, hvilket ikke har gjort problemerne i Afrika mindre, til mafiaskandaler. Desuden var der vist et par pædofilisager eller ti blandt præsterne, som Vatikanet ikke håndterede allersmartest.

Nåh! Det er ikke ligefrem det negative billede, der var mest i fokus under mediehypen omkring hans død. Men i denne uge tog Weekendavisen figenbladet fra munden og bringer et oversat essay af Hans Küng.
Küng er en af de største nulevende katolske teologer, og er bl.a. rådgiver for FN i teologiske spørgsmål. Hans essay bliver bragt under henvisningen: ”Pavens død. Endelig kan den katolske kirke genvinde troværdigheden.”. Her beskriver Küng pavens "ni mest iøjnefaldende selvmodsigelser".
Hele artiklen er meget læseværdig, men jeg vil nøjes med at citere en passage:

”Trods alle de gode hensigter, der kom til udtryk i Det Andet Vatikankoncil, blev det middelalderlige romerske system, et magtapparat med totalitære beføjelser, genetableret. Biskopperne blev rettet ind på geled, præsterne blev overbebyrdet, teologerne fik mundkurv på, menighederne blev frataget deres rettigheder, kvinder blev diskrimineret, nationale synoder og kirkegængeres anmodninger blev ignoreret, og desuden fik man sexskandaler, forbud mod fri diskussion, liturgiske indskrænkninger, bandlysning af lægprædikanter, opfordring til angiveri og begrænsninger af den hellige nadver.
Resultatet er, at den katolske kirke fuldstændig har mistet den enorme troværdighed, som den nød godt af under Johannes XXIII og i kølvandet på Det Andet Vatikankoncil.”

Hele artiklen kan læses her - men det kræver desværre netabonnement.

googlet

Var jeg ikke en lille ord-ekshibitionist, havde jeg nok ikke en blog. Så lad mig slå en ting fast: Jeg er glad for besøg her på iAndy.
Men når det så er slået fast, er jeg til tider skræmt, forvirret eller blot overrasket over, hvad der bringer folk herind.
Her følger et udpluk af de ting, folk har googlet på for at komme til iAndy:

gravide maver
frosne agurker
natalie portmans tits
rubbish fetich
+verdens +kraftigste +lyskaster
ussel mammon
mørke bøsser
kæft,trit og retning+folkeskolen
førerbunker i dag
downloade gratis sex film
I am a amish boy
softice maskin
hip hurra karaoke online
ansigtsbehandling, nørrebro
dtu selvmord
lær parallelparkering
fool in love
øjebæ nørrebro

Den sidste går jeg ud fra ikke var personligt ment.
Altså - jeg er ret overbevist om, at iAndy ikke er stedet, hvor du finder svar på dine spørgsmål. Ja, til tider er det ligefrem mit håb, at du ikke gør det. Men velkommen til – og god fornøjelse anyway.

NatFilm-blues

Åh NatFilm
Jeg ville nyde dig
men gjorde det ej
I stedet valgte jeg det nemme
blev simpelthen hjemme
Åbenbart er livet mere end celluloid
jeg fandt i al fald ikke tid

Åh festival
Så lad mig dig glæde
ved at tage et sæde
Forevig min fredag med en historie
og jeg kan pudse min glorie
For det er som fløde i kaffen
film skal ses i biografen

æøå

Der er åbenbart stadig problemer med at vise de korrekte tegn på iAndy. I den anledning har jeg søgt inspiration her og der hos mine navnebrødre på nettet, men det synes som om, der generelt er et problem med at vise forståelige tegn på sider navngivet iAndy.

Og nu viser siden heller ikke det rigtige antal kommentarer efter hvert indlæg. I'm telling you, this place is going down the drain.

forår og fodbold

I denne uge stråler tv-metrologerne om kap med solen, mens de nævner tal som ”19” og ”20”. Og lige pludselig er det jo næsten udholdeligt at se de alenlange vejrudsigter, der i ulideligt repetitionsrate kører på samtlige danske public service-kanalers hovedkanaler. Selv MTV viser de mest populære musikvideoer færre gange.

Men for nu er det i orden, for der er som sagt dømt forår - og det har fodboldholdene Brøndby og FCK mærket, hvor alt er ved det gamle.
I superligaens tre første forårskampe er det lykkedes Brøndby at skrabe siger og skriver to point sammen, mens FCK har taget et ægte løvespring på ni point. Hvor de blege gulblå har scoret et enkelt mål i foråret, har de strålende hvidblusede scoret ti. Nuff said!

Denne uge byder på hele to opgør mellem disse to danske fodboldgiganter (med giganter menes kun en anelse dårligere end hold fra Norge og Sverige).
Normalt plejer jeg altid at befinde mig på tribunerne til disse brag. Eller det vil sige til bragene i Parken. Der er jo ingen grund til aktivt at opsøge en depression ved at bevæge sig ud i de omgivelser ”Danmarks Stolthed” spiller i.

Men i år vil jeg fejre foråret og forhåbentlig endnu et spring mod mesterskabet ved at se kampen på tv. Det er nemlig så uheldigt, at mit andet yndlingshold, Real Madrid, et kvarter før opgøret mellem FCK og Brøndby er forbi, løber på banen mod Barcelona. Se det er, hvad man som tilskuer kalder et luksusproblem.

På søndag vil jeg derfor hylde forhåbentlig FCK og Real Madrid – og i al fald fjernbetjeningen. Foråret er kommet - indenfor. Det er i orden at smile, Jarnvig!

angreb

Jeg må indrømme, at jeg er noget rystet. Jeg vågnede i nat ved, at jeg hørte et brag inde i stuen. Skyndte mig derind og fandt mit ene stuevindue smadret. Jeg var meget groggy, og der gik lidt tid, før jeg fattede, hvad der var sket. Derfor var der heller ingen at se, da jeg gik ud på min altan for at spejde efter ballademagere. Da jeg fejede glasskår op, fandt jeg den så. På gulvet bag sofabordet lå en mursten. OK, det er Nørrebro – men alligevel! Det er sq da for meget.

Jeg kunne ikke lige overskue at gøre andet ved vinduet i nat end at klistre en sort plasticsæk op. Ikke et kønt syn. Til morgen fandt jeg heldigvis via viceværten en glarmester, der kunne rykke hurtig ud.
Det var faktisk først, da vi rykkede rundt på sofabordet for at gøre plads til glarmesteren, at jeg fandt sedlen. Den havde åbenbart siddet på murstenen, men var faldet af. På den stod der: ”Lorte-homofob”. Jeg fattede ikke lige beskeden først. Troede gerningsmanden, at jeg var homoseksuel, men var bare ikke klogere, end at han mente, det hed: Homofob?
Så kom jeg i tanke om det. I forbindelse med den Erasure-koncert, jeg var til, havde jeg her på bloggen kaldt mig selv for: ”homofob til husbehov”.

Altså – jeg har intet imod bøsser. Har bekendte, der er bøsser, og det er fint med mig. Selvfølgelig skal bøsser have alt lige fra stemmeret til ret til at gifte sig. Hvad jeg mente i det indlæg var, at jeg ikke kan klare at se, når fyre opfører sig særdeles feminint. Det er pinligt.

At NOGEN åbenbart har taget det meget nært, beklager jeg, men SEND MIG EN MAIL i stedet for at smadre mit vindue midt om natten, og jeg vil med glæde forklare mig. Nåh!

Nu synes jeg ikke ligefrem, jeg flasher mit navn og adresse her på bloggen, men jeg fandt et par indlæg, der afslører mit fulde navn og til dels min adresse, og SÅ mange er der heller ikke med mit navn på Nørrebro.
De indlæg er nu slettet, og jeg vil være mere varsom med, hvad jeg skriver i fremtiden. Ikke med hensyn til, at jeg ikke ligefrem bryder mig om at høre på fyre, der tillægger sig falset-stemme, når de præsenterer et nyt nummer, men med at jeg ikke vil skrive ting, der gør, at folk kan finde frem til mig. Det er trist, at det skal være på den måde. Og helt ærligt – jeg troede ikke, bøsser kunne kaste!