dyner

Der er dage, hvor sengen forlades nogenlunde frivilligt i vanens hellige navn. Så er der dage, hvor hovedpuden blidt hvisker mig i øret, at den anden kind da også lige skal have et farvelkys.
Og så er der de dage, hvor dynen resolut lægger mig i benlås, idet jeg forsøger at forlade sengen. Når jeg endelig får vristet mig fri, hager den sig fast om mit ene ben, og lader sig slæbe henover gulvet, mens den trygler om et sidste put.
Endelig er der dage udenfor kategori. Jeg døber hermed denne morgen: Mont Ventoux.

Det er vist i øvrigt på tide at tage afsked med David Brent:

“I don’t look upon this like it’s the end, I look upon it like it’s moving on you know. It’s almost like my work here’s done. I can’t imagine Jesus going ‘Oh, I’ve told a few people in Bethlehem I’m the son of God, can I just stay here with Mum and Dad now?’ No. You gotta move on. You gotta spread the word. You gotta go to Nazareth, please. And that’s, very much like...me. My world does not end within these four walls, Slough’s a big place. And when I’ve finished with Slough, there’s Reading, Aldershot, Bracknell, you know I’ve got to-Didcott, Yately. You know. My-Winersh, Taplow. Because I am my own boss, I can-Burfield. I can wake up one morning and go ‘Ooh, I don’t feel like working today, can I just stay in bed?’ ‘Ooh, don’t know, better ask the boss.’ ‘David can I stay in bed all day?’ ‘Yes you can David.’ Both me, that’s not me in bed with another bloke called David.”

tanker over morgenavisen

Når jeg betragter min morgenavis, kan jeg godt se, at den er skrevet med vestlige bogstaver og opbygget til at blive læst forfra fra venstre mod højre. Alligevel udøver mine læsefingre samme rutine hver gang forsiden er skimmet igennem. Jeg vender avisen og bladrer mig baglæns gennem nyhederne. Hvorfor?
OK, Politiken gemmer ATS på bagsiden. Det er en rimelig undskyldning. Og Urban har sin til tider morsomme klumme placeret bagest. Men at starte på eksempelvis Berlingskes usandsynligt kiksede bagside, der ikke når ATS til dér, hvor sokkerne starter, giver ingen mening. Alligevel bladrer jeg fast i modsat læseretning uanset hvilken morgenavis, jeg læser.

I det hele taget giver det ofte meget lidt mening at læse første sektion. De fleste nyheder har nettet, tv og radio allerede taget forskud på, og flere nyheder er slet ikke aktuelle mere, selv om sværten stadig er våd. Avisens berettigelse ligger i dens analyser, baggrundsartikler, kronikker og anmeldelser. Al det stof der er knap så nyhedsrelateret. Måske er det netop derfor, jeg lige nu sidder med sorte fingre og savner Weekendavisen.

Og måske er der en god grund til, jeg læser min morgenavis bagfra. Jeg leder simpelthen efter noget andet, end det avisens forside lokker med på side to, tre, fire og frem.

servicemeddelelse

Sådan noget må iAndy.dk også have, tænkte jeg søndag morgen, selv om jeg ikke er helt klar over, hvad man kan bruge det til (kan du se mit badge på brystet med påskriften: ”Hav tålmodighed - jeg er ny her”?).
I al fald kan du nu finde et såkaldt xml-feed af bloggen lige her, eller du kan bruge feedburner. Bemærk det fancy nye feedburner-ikon placeret under arkivet i højre side. Videre kønt er det ikke, nej!

By the way - greetings to the newest member on the blog scene: thor sez - a blog about nothing. Coming all the way from the fine town of Columbia, Missouri - or Mizzouraaaa as the local likes to call it! Who can resist reading a blog about nothing?

brev til mine medborgere

Kære medborgere,

Nogen gange er vi ikke for kloge. Vi handler irrationelt. Jeg er sikker på, at der ude i de mange små hjem stadig gemmer sig lommer af svensk gær fra dengang, der var storstrejke i Danmark. Denne særlige blanding af hysteri og smålighed rammer os fra tid til anden. Senest med dankortgebyret, som blev en endog meget varm politisk kartoffel. Nu har Bendtsen så lavet den til fritter: Bankerne betaler lidt, butikkerne betaler lidt og forbrugerne slipper.

Allerede på tirsdag kan danskerne med stor glæde flænse kortet igen uden at betale mere, end den plovmand deres fois gras, rødvin og cigaretter koster.
Men glæden er kort, som livet er langt. Butikkerne er vakse og hælder regningen tilbage i hovedet på kunderne i form af prisstigninger, og mon ikke bankerne finder et par gebyrer at regulere på, så milliardoverskuddene fortsat sikres?

Helt ærligt – det er ikke de 50 øre, der er problemet. Vi ville aldrig have opdaget det, hvis det var rødvinen, der var steget et par kroner. Det er kun fordi, vi kan se det. Det er kun fordi, at ekspedienten siger: ”Det bliver 199 kr.”, og vi så skal godkende 199 kr. og 50 ØRE(!) på terminalen. At de varer, vi køber, er fyldt med afgifter, gebyrer, tilskud til husleje, el, vand, varme, lønninger + det der, der hedder fortjeneste, det ser vi ikke, selv om vi godt ved det. Hvis vi bare tænker os en lille bitte smule om.

For at få lidt rav i gaden kunne det være fantastisk, hvis butikkerne blev pålagt at specificere ned til mindste detalje, hvorfor hver enkel vare koster, hvad den koster. Så ville samtlige ministre komme på overarbejde for at fjerne underlige gebyrer og ekstreme afgifter.

Sandheden er, at denne dankortgebyrsag kun har lært banker, butikker og politikere en ting, og det er, at det eneste, vi danskere accepterer, er når tingene er skjulte og uigennemskuelige.

Med andre ord kære medborgere – tag jer nu sammen!

Kærlig hilsen

En bekymret borger

filmtips søges

Jeg indser lige, at jeg har været i biografen tre gange i år (hvilket er for lidt), og udelukkende set danske film (hvilket er for ringe). Jeg vælger at kalde dette for post-USA-homesick-disorder. Cinemateket må være mit rehabiliteringssted. Eller Blockbuster.
Er der en eller flere derude på det store net, der kan anbefale noget godt og udansk? Jeg har en idé om, at søndagens oscarshow ikke vil være til meget hjælp i den forbindelse. Ellers vil jeg igen overlade ordet til Mr. Brent. Go ahead, make my day!

“Life is just a series of peaks and troughs. And you don’t know whether you’re in a trough until you’re climbing out, or on a peak until you’re coming down. And that’s it you know, you never know what’s round the corner. But it’s all good. ‘If you want the rainbow, you’ve gotta put up with the rain.’ Do you know which philosopher said that? Dolly Parton. And people say she’s just a big pair of tits.”

another day at the office

Hovedopgave. Jeg står op til dig, og jeg går i seng med dig. Du er det meste af mit liv lige nu, hvilket både gør vores forhold intimt og ulideligt. Men af og til flirter jeg lidt til anden side. For pokker, frigide darling – man må godt samle appetit ude, bare man sover hjemme.
En af mine appetitvækkere er at se: ”The Office”. Har du ikke set den endnu, er du gået glip af noget utroligt skægt, meget britisk og til tider ekstremt pinligt. Se den – se den, bad han indtrængende som en sørgelig reklamefilm - særligt hvis du på et tidspunkt i din karriere har arbejdet på kontor.
Men nu vil jeg overlade ordet til David Brent. Jeg ved, han kan lide det:

“What is the single most important thing for a company? Is it the building? Is it the stock? Is it the turnover?
It’s the people, investment in people. My proudest moment here wasn’t when I increased profits by 17%, or cut expenditure without losing a single member of staff. No. It was a young Greek guy, first job in the country, hardly spoke a word of English, but he came to me and he went ‘Mr. Brent, will you be the Godfather to my child?’.
Didn’t happen in the end. We had to let him go, he was rubbish. He was rubbish!”

surf

I går var jeg i en tøjbutik på Strøget. Eller det vil sige to – for to butikker havde været nødt til at slå sig sammen om lokalerne for at kunne klare den enorme husleje.

Det må forholde sig noget anderledes på Nørrebro. I dag gik jeg forbi en travel-exchange-something-something butik. Jeg tror, det var rejser, de solgte. Deres gul-sorte fortovsskilt meldte i al fald om: ”god service, god priser”, og det er da en slags start. Gennem butiksruden kunne man se den enlige ekspedient, der sad ved sit skrivebord med siden til. Han snakkede i telefon, mens han til offentligt skue lystigt klikkede sig rundt på internettet. Men forespurgte kunden i røret virkelig på pornodestinationer?

Nogen gange fatter jeg ikke, hvordan visse butikker overlever.

tragedie

Avisers første sektion er sjældent hyggelæsning. En nyhed i går ramte særlig hårdt.
En familiefar har formentlig kvalt sin to-årige søn og derefter begået selvmord ved at hoppe ud fra 11. etage. Moderen får nu – helt forståeligt – krisehjælp. Hvor er det en helt enorm menneskelig tragedie. Hvad er der dog gået igennem den mands hoved? Hvorfor slog det så meget klik?
Og hvor er det underligt, at det hele er foregået fem minutter herfra.

Mord og tragedier er begyndt at ske lige omkring mig, siden jeg valgte at flytte fra provinsen til København. Ja, faktisk begyndte det at ske præcist fra den dag, jeg flyttede hertil. Det var juni, det var varmt selv om natten, og jeg havde åbnet mit vindue i stuen ud til storbyen med alle dens for mig nye lyde og mange mennesker. Næste morgen kunne jeg læse, at havde jeg kigget ud af vinduet i stedet for at sove, ville jeg have været vidne til et mord. Et dødeligt knivstikkeri havde fundet sted meter fra min hoveddør.

Et par år senere flyttede jeg til et andet sted på Nørrebro. Nogenlunde det samme skete. Et mord fandt sted den første nat stort set lige udenfor mine vinduer. Siden har jeg ikke flyttet mere rundt på Nørrebro, men så let bringer man ikke fred i kvarteret - folk bliver stadig slået ihjel helt nær ved, hvor jeg befinder mig.

Da den italienske studerende blev slået ihjel ved Blågårds Plads forrige sommer, sad jeg få hundrede meter derfra og snakkede med en anden italiensk studerende på en café på Nørrebrogade. Det var så tæt på – og alligevel så fjernt, så fjernt.

Fem minutter herfra er en evighed. Ikke i tid – men i nærvær. Jeg er omgivet af mennesker indenfor sekunders afstand, jeg ikke aner, hvem er. Sådan er det bare. Bor man i København ved man sjældent, hvad der foregår på den anden side af ens væg. En dag måtte jeg gå en omvej for at komme hjem, fordi store dele af mit kvarter var afspærret. Politiet havde fundet et kæmpe våbenlager på Baldersgade. Efter sigende det næststørste i Danmarkshistorien. Så noget sker der i al fald bag de mange mure, jeg dagligt passerer.

Det er en kliché, at jo større byen er, des mindre kender man hinanden, men det er så rigtigt.
Mord, voldtægter og overfald sker lige uden for vinduet. Lige på den anden side af den låste hoveddør. Jeg er ikke bange – jeg undres bare nogen gange over, hvor lidt man kender det, der geografisk er så nært. Vi lever vores helt eget liv midt imellem alle andres. Kun fordi tragedien med faderen og sønnen stod i avisen, kender jeg til den. Og kun fordi artiklen er specifik med geografi og detaljer, ved jeg, at det skete fem minutter væk og ikke lige udenfor mine vinduer. Ikke denne gang i al fald.

kan jeg få den en forbinding over?

Dankort-sagen udvikler nu helt absurde sidekicks. Det gule sygesikringsbevis bliver fluesmækkerguf og terminalføde. Jeg kan lige se min kommende saldoudskrift for mig:

Netto...................................................114,45 kr.
Bog og Idé.............................................219,00 kr.
Shawarma Palace......................................15,00 kr.
åbent benbrud........INGEN KVALER, SKATTEFAR BETALER

ønskebloggen

I halvanden måned har I måtte trækkes med, hvad jeg har fundet på af underlige ting at skrive om. I dag er det jeres tur. Uden at gøre reklame for det forlods lancerede jeg i morges: ”Ønskebloggen”. Dagens blog er simpelthen skrevet på input fra de, der tilfældigt måtte have kigget forbi i anden anledning.
Den tråd, jeg vil følge, er det noget bredt definerede ønske om at høre om: ”fetich”.

Ja, jeg må tilstå det. I mængden af sadomaniacs, blebærere og folk, der går ind for andre uhyrligheder, finder man også undertegnede. OK, jeg er ikke til sex i mørke fangekældre, og jeg er fortaler for toiletbesøg, men jeg har en fetich, som min mere modne, æstetiske side af mig kæmper for at holde nede og ikke udøve. Jeg er vild med...farvet lys.

Det er ikke seksuelt betonet, men jeg kan mærke en lyst og trang til at købe farvet lys. Trangen er størst, når jeg lige efter Nørreport på vej mod Nørrebro kører forbi Brinck Elektronik. Jeg husker, hvordan en ekskæreste altid sendte mig et skummelt blik, hver gang vi passerede dette lysets mekka. Hun kendte min svaghed, men hun stolede på, at jeg kunne styre den. Det har jeg også nogenlunde kunnet indtil nu. Jeg er for eksempel aldrig hoppet af cyklen eller steget af bussen og bevæget mig indenfor i Brincks univers. Men et par gange er det desværre gået galt med at styre trangen til kikset belysning.

Da jeg lige var flyttet hjemmefra, købte jeg som det første en stor seng. Den var pæn, simpel og diskret, men efter første jul skete der noget, der i de fleste øjne ville se ret mærkeligt ud. En farvet juletræskæde sneg sig rundt om endegavlen. Der hang den et par måneder og lyste mit barnlige sind op, når jeg gik i seng. En dag blev det dog for meget – selv for mig – og den blev pillet ned.

Næste skridt på denne far(v)efulde vej var en rød pære. I flere måneder lyste mit kombinerede sove/arbejdsværelse rødt, hvilket sikkert har set fantastisk ud for naboer. Red Light District i tredje sals højde. Jeg TROR, pæren en dag sprang, eller også blev den skiftet ud, fordi det gjorde for ondt i øjnene at læse, hvis jeg ikke havde min arbejdslampe tæt på.

Der gik flere år efter den røde pære var fjernet, før min fetich endnu en gang overvandt al fornuft. Jeg flyttede på kollegium og fik en fantastisk roommate, der desværre var til at lokke. I vores brede gang/lille stue (man kan have underlige værelseskombinationer som studerende) satte vi...åh, det gør ondt i mit hjerte at fortælle...en discokugle op. Ja, den kunne snurre og ja, der var lyskaster på, som kastede både blåt, gult, grønt og rødt lys.
Lad det være sagt med det samme: Det var et HIT til de mange fester, der huserede kollegieblokkene. Særligt hvis vi samtidig indhyllede lejligheden i stanniol. Skål på det! Men det var en anelse sølle at spise morgenmad en mørk vintermorgen badet i røde og grønne lysstråler. Og det var decideret pinligt, når man havde en date med hjemme. Piger deler bare ikke samme begejstring for lysshows.

Men en dag blev vi voksne og pillede kuglen ned. Det var en næsten ceremoniel handling, for vi vidste godt, at det var afslutningen på noget stort. Af tryghedshensyn fulgte discokuglen mig en enkelt flytning – forsvarligt indpakket i en sort plasticsæk. Men ud kom den aldrig mere. I dag nøjes jeg med at kigge med skjult længsel i isenkræmmeres vinduespartier, der tilbyder neonrør formet som cocktailglas, og mit lysdæmpede hjerte banker kun lidt stærkere, når jeg støder på vidundere grimrianer som denne. Jeg lever nu et normaliseret, sterilt oplyst liv, hvor en 60 watts pære i softtone er det vildeste, der skrues i fatningen.

Puha...ikke mere ønskeblog i denne omgang.

søndage

Ud over at dyrke dårlig samvittighed over hovedopgave er søndage også en glimrende anledning til at kigge i gamle fotoalbums. Særligt, hvis disse meget belejligt ligger på samme computer som de efterhånden mange dokumenter til hovedopgaven.

Denne gang bringer de fangede øjeblikke mine tanker tilbage på halloween, store skyskrabere og genduften af den dejlige stank af storby. Efter at have opholdt mig flere måneder i en universitetsflække var det virkelig et kulturelt og mentalt boost at vende tilbage til travlhed, menneskehav og storbystemning.

Ud over at drikke øl ved siden af den berygtede kirkegård, hvor Chicagos mange likviderede gangstere siges at spøge, at være til et kæmpe Halloween party fordelt på tre fantastiske etager (med deltagelse af alt lige fra monstre, catwomen, perverse boyscouts og et styk pige forklædt som pik) var det lækkert at slappe af på 96. etage af The John Hancock Center med en metropolitan. Her er udsigten:
Se flere albums under iPhoto. Og nu tilbage til virkeligheden.

søm

Jeg tror, Thomas Boberg ramte hovedet på sømmet, da han skrev:

At skrive er at gøre hvad du vil (...)
At skrive er at satse (...)
At skrive er at gøre hvad du skal

red, red bike

Nothing comes from nothing they say - men de tager fejl. For ud af intet dukkede nemlig nøglen til min elskede røde racercykel op. Har du savnet mig, cykel? Det tror jeg nok, du har. Kom, lad os tage en tur ud i det blå mørke.

argh!

Jeg kan ikke leve med dem – men de er godt nok også svære at leve uden. Ledninger. Hvem opfandt disse grå eller sorte sataner, der på kryds og tværs snor sig gennem min lejlighed på jagt efter strøm?

Som snubletråde og øjebæ beskæmmer de min lejlighed. De flår det pæne udtryk og enkeltheden i mine installationer fra hinanden. Mit stereoanlæg alene bruger fire ledninger. Min bærbare computer har foruden strømstik tre lange usb-ledninger tilsluttet, som dvask hænger i ovale cirkler under mit kontorbord til frit skue fra resten af stuen. Fra computerens netport snørkler et sørgeligt gråt kabel sig hele vejen fra stuen gennem gangen ind til soveværelset og op i den ellers diskret placerede kabelboks. Trådløst netværk er eneste redning her – og det gerne i en meget nær fremtid.

I en stofsæk gemmer jeg alle de mange, mange ledninger, der ikke er i brug her og nu. De har rodet sig sammen til en kæmpe vindheks, hvis skrig jeg prøver at dæmpe ved at holde sækken indespærret i et skab.

Jeg elsker det enkle, det minimalistiske, det rene udtryk, men det er åbenbart umuligt at opnå i min lejlighed med mindre jeg vil leve som Amish-folket.
Kan en DTU-nørd ikke lige gå i Gollum-mode i sin kælder et par år og frembringe det trådløse strømnet?

På forhånd tak!

spam

Spam findes i forskellige udgaver. Der findes den irriterende, den møgirriterende og så den værste af slagsen: Det fristende tilbud.

Fra et tidligere benyttet rejsebureau tikkede netop en mail ind med sådan et. Tokyo t/r 5.026,- Hotelværelse per nat fra 368,-

Pludselig ser jeg mig selv sidde som Bill Murray i Lost in Translation med et fortabt men fredfyldt ansigtsudtryk, på en seng i et værelse med en smuk, smuk udsigt. Langt væk fra hovedopgave, sne og larmende 5A'ere. Jeg sidder dér på sengen i en for lille kimono i en by, jeg ikke forstår - på vej ud i det japanske natteliv med en pige, jeg ikke kan få. T-shirten, jeg iklæder mig, er for spraglet til mit look, men alligevel matcher jeg på smukkeste vis pigen med den pink paryk, og sammen fester vi med japanere, karaoke-anlæg og saki ad libitum.

Men virkelighedens verden byder på et anstrengt visakort, en anspændt deadline, og en lejlighed, der gerne vil tage sig pænere ud til aftenens gæster.

Jeg hader spam!

mmmetro

Der er tests enhver heteroseksuel mand frygter at tage. Som denne metroseksuel-test: Straight or gay? Hellere sætte krydset forkert til et folketingsvalg end i sådan en test.
Engang var bøsser noget, man gik på jagt med, som en tidligere landstræner udtalte (den kære Richard Møller er i øvrigt også citeret for at sige: "det er bedre, piger beskæftiger sig med sport, end at de hænger på gadehjørnerne"...).
I dag er bøsser nogen, der invaderer heteroseksuelle fyres hjem for at fortælle, hvor uhjælpelige mænd med hang til kvinder er. En heteromand har ikke styr på noget som helst. Look, mad, indretning. Av! Hårde slag fra fyre med løse håndled.
Modreaktionen stod den umiddelbart ret bøssede journalist Mark Simpson for. Han opfandt den mmetroseksuelle mand. Manden, der rent faktisk kan finde ud af at klæde sig og som dufter godt (den mmmetroseksuelles modsætning er senere døbt retroseksuel - manden, der end ikke bruger hårgele, og hvor al den slags gejl rager ham).

Jeg bruger hårgele. Eller nærmere betegnet en styling voks, som er uparfumeret, og som ikke lukker hovedbunden til. Hmmm... Min eau de toilette-samling har udvidet sig betragtelig, siden jeg som teenager følte mig sej, bare jeg havde en Hugo Boss roll on. Jeg har skrubbecremer, en bred garderobe og går op i, hvordan jeg fylder tøjet ud. Mmmmetroseksuel?
Ikke rigtig. Jeg hader at købe sko, mit hjem kunne godt bruge en indretningsarkitekt, og jeg har endnu aldrig fået en manicure eller ansigtsbehandling.

Egentlig forstår jeg det ikke. At opfinde begrebet om mmmmmetroseksualitet lugter langt væk af billig deodorant. Det er gammel Axe på nye dåser. I 80erne var fyre om muligt endnu mere feminine. Popidoler og punkere kunne gå med make-up. Og Bret Easton Ellis' parodi på de groteske 80'ere, American Psycho, er en lang narcissistisk fortælling om en mand, der går mere op i udseende og appearance end George Michael (selv om Patrick Bateman bruger mere tid på (at slå) kvinder (ihjel) end den bøssede halvdel af Wham!).

Oh well...Når mine skægstubbe bliver fjerdedags, er det åbenbart blot fordi, jeg er doven. Testen viser, at jeg er "a happy and well adjusted hetero man". Not too straight and not too gay. Hvad det så end betyder.

pictures from the past

Er det ikke fantastisk? Mit yndlingsskilt i staterne. Dette her hang på døren ind til socialkontoret, der lå et par hundrede meter fra, hvor jeg boede i Missouri.
Bemærk at der stadig er indlagt den stolte amerikanske ret til at beskytte sig selv - der står nemlig intet om, hvad man ikke må udsætte de offentligt ansatte for udenfor arbejdstid!

afskyelige snemand

Jeg kunne mærke det. Nogen eller noget overvågede mig, mens jeg lå og læste i sengen. Og min antagelse var isnende korrekt. Udenfor har de taget opstilling. Snemænd udstyret med kost og spand.

Denne her uhyggelige fætter med det selvbevidste smil har endda stillet sig, så han har direkte udsigt til mit soveværelsevindue. Jeg tror, det er på tide at finde flammekasteren frem.

nåh ja

gny og gnæg

Man skal aldrig føle sig for fin til at have et mål for dagen. Denne dags mål er at fremme et ord, jeg savner i daglig tale: gny

Jeg citerer ufrit fra ordbogen: "1. stå gny om ng(t) udtryk for at nogen el. noget er genstand for stadig opmærksomhed - der står gny om hans navn - der står stadig gny om hendes optræden i studenterrevyen".

Hvor er det et fint lille ord, der bare ånder og lever for at mindes os om det, der er værd at mindes. Lad os gny lidt mere. Og sige det meget mere. Stå gny om gny.

Og nu jeg er i gang, bør jeg da også promovere det ord, der står i ordbogen lige efter det citerede "gny". "Gnægge". Måske bør vi ikke bruge ordet mere, end vi allerede ikke gør - det er ikke helt så tungelækkert som gny, men generelt bør vi gnægge mere i det her samfund. Vi er blevet alt for politisk korrekte og frelste. Jeg mener - var der bare een politiker, der tillod sig selv på valgaftenen at gnægge over de mange fjolser, der havde stemt på ham/hende? Det ville klæde de fleste mennesker med lidt oprigtig gnæggen.

Hvornår har DU sidst gnægget?

not close

Dagen før dagen. Valentines. Hvorfor har vi kunstige dage, vi dedikerer til noget særligt? Mors dag. Fars dag. Det er rigtig cheesy. Og et dilemma. For skal man være cheesy og markere den, eller et dumt svin og ignorere den?

Anyway - dagen før dagen så jeg en rigtig ikke-kærestefilm. Closer. Jeg ved ikke, om det var meningen, men det var en film, man aldrig rigtig følte sig ind i, selv om temaet var meget interessant. Hver skuespiller forsvarede med blandet held sin figur - men selv om det var de stærkeste følelser, der kom til udtryk - begær, kærlighed, jalousi - så havde alle replikker indlagt distance, selv om de blev forsøgt leveret uden.

Anyway igen - det er temaet, som er interessant her dagen før dagen. Mennesker mødes. Ofte forbandet tilfældigt. Sød musik skabes - men musik er ikke noget, der bare opstår. Det er tænkt. Et spil. Fra det øjeblik en bil kører din drømmekvinde ned foran dig, eller der opstår "a moment", når du er til fotosession hos den kølige, kvindelige fotograf, sættes et spil i gang. Din rolle i forholdet bliver defineret på få øjeblikke. Er du den søde, den ligefremme, den mystiske, det dumme svin? Er du den, der giver eller den, der modtager? Ud fra den rolle man får tildelt og man giver sig selv, går spillet i gang. Det er ifølge filmen uundgåeligt.

I Closer er de alle tabere i det store spil. Julia Roberts har to ægteskaber bag sig. Jude Law ender med at miste alt i modspil med Clive Owen, der er blevet indebrændt og bitter, og nu spiller spillet for spillets skyld. Natalie Portmans karakter er om muligt den største taber. Navnløs redefinerer hun konstant sin egen rolle, og har mistet troen på, at kærlighed er andet end ord. Ord forfører. Men i ordet: "forførelse" ligger også et stort element af bedrag. Og spil. Forførelse er et spil, hvormed man lokker den udvalgte til sig. Er det kærlighed? Bliver det kærlighed? Filmens siger nej. Kærlighed er begær og jalousi. Det er interaktion mellem mennesker, der definerer og redefinerer sine roller mellem hinanden i et evigt spil, hvor man kun kan tabe. Kærlighed er udnyttelse, overtalelse, krig.

Filmen blev ikke klog på kærlighed. Den prøvede, men forstod ikke. I morgen er det Valentines. Cheesy eller ej? Det er et spil. Lær reglerne.

naturkræfter

Sommer og sol. Dejlige, dejlige ord. Smag på dem og deres afledninger. Alt med sol og sommer kan simpelthen kun smage godt. Sol giver varme og varme giver frihed. Man kan gøre, hvad man har lyst til, spise i det fri, nyde grønt græs mellem tæerne og blå himmel over hovedet. Man behøver ikke at have tøj på (mere end vores restriktive lovgivning påbyder i al fald), og livet er let og ubesværet.

Frihed er ikke den første følelse, jeg forbinder med vinter. Man pakker sig ind fra top til tå, enhver aktivitet, der kræver, at man bevæger sig udenfor bliver bøvlet og besværlig. Det er koldt og mørkt og glat, og når den våde sne slår en i ansigtet, kigger man ned i jorden og ikke op i himmelen.

Alligevel er der noget smukt over at mærke vinden bide, høre sneens knasen og langsomt at forvandle sig til en snemand, mens man trodser hysteriske vejrmeldinger.

Jeg tror, at min glæde for det hvide vil holde lige indtil i morgen, når det hele har forvandlet sig til sjap.

naturlove

• Har du sat alt med hvidt over til vask, vil du indenfor en halv time finde en snavset, hvid beklædningsgenstand.
• Har du vasket alt kulørt, vil du indenfor en halv time finde en gammel lottokupon med syv millioner kroner på.

Nåh ja, selv om jeg ikke spiller lotto, har jeg da stadig håbet. Også selv om kuponen sikkert er blevet til lommeuld i de våde cowboybukser.

lysegrønne elefanter

Unreal - never been there. Warcraft - didn't do it. Counter-Strike - forgot to buy the t-shirt.

Jeg må indrømme det. Jeg er ikke den store spillenørd. Det inkluderer, at jeg aldrig har været til et netarrangement, jeg aldrig har haft en rollefigur på et online-netspil, og at jeg i stedet for at eje et motherfuckerstort rumskib af en computer med kæmpe grafikkort og med blæsere, der kan gøre en zeppelin-ejer jaloux, har haft bærbare computere de seneste syv år. En god computer er en computer, man kan smide under sengen, har været mottoet, selv om jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har smidt en bærbar derned - og selv om min seng nu står cirka en centimeter fra gulvet, hvilket gør den manøvre umulig.

Men spil har simpelthen aldrig været den store prioritering for mig. Jo, jeg har smidt billister ud af deres biler i Grand Theft Auto, jeg har vundet Champions League i Championship Manager (der vist hedder noget andet nu), og jeg har fået tilfredsstillet min lyst til at bruge atomvåben i Rise of Nations. Jeg er endda den uopmærksomme ejer af en Playstation 2, som højst får lyset at se et par gange årligt. Men det er alt sammen undtagelser, der bekræfter reglen. Lige nu står det så grelt til, at jeg ikke har et eneste spil liggende på computeren. Og dog. Forleden blev jeg anbefalet et fantastisk spil. Forestil dig en verden fyldt med flyvende, lysegrønne elefanter, med bier så store som pitbulls. Forestil dig, at du er sat i verden til at bekæmpe disse misfostre. Forestil dig, at du er Preben. Lad humane følelser blive i lommen og giv i stedet din gøb muligheden for at blive hørt.

Måske er det det, der er problemet. Min spillemæssige udvikling stoppede et sted imellem Commodore 64 og Amigaen. For jeg morer mig i al fald kosteligt over det her spil. Du kan downloade "Preben" gratis lige her.

Så kom dog an. I'm on a mission!

dyt

Amerikanere og biler. Det er sindsygt. Helt seriøst sindsygt. Man kan tage kørekort allerede fra man er 15 1/2 år gammel. Det er denondelyneme ikke meget, kan jeg godt hilse og sige.
Mens jeg med møje og besvær sjussede mig frem til de 25 rigtige svar på computerskærmen i teoritesten, havde min sidekammerat de største problemer med bare at læse, hvad der stod på skærmen. Den var simpelthen placeret for højt i forhold til hans lave korpus. Han lignede ikke en, der var en dag over 12 år, men det måtte han jo i lovens natur være. Og selv om hans lave ben var naturstrdige i en almindelig bil, ville han sikkert inden længe få et lækkert plastikkørekort udleveret for den nette sum af 23,50 dollars.

"We're sorry sir, but we just raised the price," undskyldte den kulsorte betjent, da han oplyste mig den efter danske forhold helt latterligt lave takst. Over 120 danske kroner - hvad ligner det også? Nu var jeg dog så lettet over at have bestået den femten minutter lange køretest i en af mine venners bil (der en måned senere brød helt og aldeles sammen), at jeg ikke ønskede at brokke mig. Af uransagelige årsager havde jeg glemt at tage sikkerhedssele på under køreprøven, og min kære betjent havde af endnu mere uransagelige årsager ikke lagt mærke til det. Den var vel knap også nok nødvendigt at have på, når mine driving skills nu blev testet med 30 mph på en stillevej. Min parallelparkering var dog helt i top. Jeg havde også lige lært det en halv time forinden.

I alt havde jeg tre køretimer, inden jeg tog kørekortet. Altid sammen med venner - aldrig med en kørelærer. Det tog mig vel alt i alt 25 minutter at tage teoriprøve og kørekort. Ikke noget at prale af - jeg tror, det er ret gennemsnitlig tidsforbrug.
Et par uger senere lejede jeg denne smukke skabning...

...som kom med tre cup holders og firehjulstræk. På en weekend kørte jeg som chauffør knap 1000 miles rundt i Missouri på cruise control og "Route 66" med Depeche Mode bragende gennem bilens højtalere. Ansvarligt? Sikkert ikke. Men i det mindste kunne jeg i modsætning til purken i Sand Lake, Michigan nå pedalerne...

stemmen er kastet

Det gik hurtigt. Den bløde blyant satte et tykt, semigennemtænkt personligt kryds på stemmeseddelen. Jeg er langt fra helt enig med det parti, jeg stemte på, men stoler på, at min kandidat i endnu en valgperiode kan repræsentere en minoritet i Danmark på fornem vis.

Det var det. Ikke mere flæsk. Ude i køkkenet simrer laurbærblade sammen med hakkede, flåede og purerede tomater og oksekød. På tv-skærmen lades der op til blodbad og offentlig lynchning. For andet valg i træk hos Socialdemokraterne. Same O' Same O'.

Aftenens største nyhed er vel, at Marianne Jelved kvitter smøgerne, hvis De Radikale får 18 mandater. Åh, hun er altså en lille spasmager! Men hvad skal hun så bruge håndtasken til? Det ville være en smuk gestus, hvis hun gav den som tillykkegave til Fogh.

et Danmark i dur og mol

I dag stemmer vi. Det betyder, at vi lever i et demokrati - påstår politikerne. Den udlægning giver jeg ikke fem flade ører for - heller ikke selv om det ikke er en gængs mønt mere. Vi lever i et diktatur, som selv Saddam Hussein vender sig i sin fængselshule i afsky overfor. Og hverken Mogens Lykke eller Anders Gedeskæg vil ændre på forholdene, for de kan nemlig lide det, kan de. De er A-mennesker, der elsker at stå tidligt op. Begge vil de regere landet på bondemaner og med arbejdervaner. Så drop håbet. Vi lever i et vaskeægte A-diktatur - styret og dikteret af A-mennesker, der synes, at dagen partout starter klokken seks eller det, der er mere perverst.

Er man B-menneske, er man stemplet. Kan man lide at stå "sent" op, er man en doven hund, selv om man formentlig også går noget senere i seng. Til tider tror jeg, A'erne er lidt misundelige, for særligt familiemedlemmer siger ting som: "Ja, der er nogen, der kan" med slet skjult misundelse i stemmen, når jeg en sjælden gang har haft mulighed for at sove længere end til klokken syv. OK - p.t. skriver jeg opgave og er min egen lille - ret storsindede - døgndiktator. Men selv mit døgnmønster er stille og roligt ved at blive presset ned i den af samfundet dikterede norm. Inden længe er jeg klar til at springe ud som familiefar, der råber af sine unger, når de stadig sover klokken halv syv, og som synes, det er for galt, hvis børnene en dag først møder kl. 10 i skole. Så er halvdelen af dagen jo allerede gået.

Denne "normalisering" stammer tilbage fra dengang, hvor man arbejdede fra det blev lyst til det blev mørkt. Siden har mennesket opfundet lækkert, elektrisk lys. Men den udvikling har vores stændersamfund aldrig taget til sig. Og vrangforestillingen af hvordan døgnet bør opdeles, har skabt utrolig meget...politikerord på vej...ressourcespild.
Når børnene går hjem fra skole, står klasseværelserne tomme til næste dag. Det eneste personale, man kan møde på offentlige kontorer udenfor 8-16 er rengøringsfolket, der sporadisk er på besøg. Virksomhedslokaler står ubenyttede hen, uudlånte bøger er låst inde på bibliotekerne - og sådan kan jeg blive ved.
Fratrukket enkelte steder i industrien og kæden med det misvisende men politisk korrekte navn, "7Eleven", ligger Danmark øde hen efter klokken 16 - i bedste fald klokken 20. Herefter er det umuligt at handle ind i Netto eller Føtex, og ønsker man kundeservice hos sit teleselskab eller hos vandværket, må man pænt vente. Danmark er lukket for service og varmt vand. Der er simpelthen dømt: "Bare ærgerligt, Sonny-boy" over hele landet.

Men hvor svært kan det være at dele arbejdsdagen op i flere bidder? Altså simpelthen skabe et A-hold og et B-hold. Politisk korrekte ord-ekvilibrister kan sikkert finde på mindre diskriminerende ord. Lige nu maler jeg med den brede pensel.
Løsningen er enkel: Når Lille Ole går hjem fra skole, passerer han på vejen Oda, der er på vej i skole for at overtage det tomme, varme skolesæde. Lærer Bente skifter med lærer Bent og således løser vi ALLE problemer med, at der er for mange elever i klasserne, vi fjerner manglen på vuggestuepladser og køerne før lukketid i Netto. Vi udstyrer Danmark med en 24-7-puls, og får så mange folk i arbejde, at selv Haarder vil tigge de indvandrere, der stadig er her, om ikke at tage hjem.

Vi skaber et rotationssamfund. En karrusel af glade mennesker, der står op, så det passer med deres indre biologiske ur. Når A-folket møder på arbejde, kan de selvtilfredse sige: "Hvor var solopgangen smuk", mens B-folket siger: "TV-shop var godt nok kedelig i nat"...OK - der er flere ting, der lige skal rettes til, før planen er helt perfekt - men se visionen. Nyd duften af et øjebliks følelse af forståelse og frihed, inden du går ned og udfører din demokratiske pligt. Inden valgstederne lukker - i dette diktatur.

åh - alle disse valg

Skal jeg stemme på:

Minoritetspartiet - hvis leder er fakkelbærer, og som ønsker at putte alle i Danmark på permanent overførselsindkomst

Enhedslisten - der stadig tror, at EU er af det onde, og ikke under fattige polakker flere zloty

SF - hvis folketingsgruppe tangerer aldersgennemsnittet på et hospice

Socialdemokraterne - som endelig ser ud til helt at have mistet sig selv og fipskægget

Det Radikale Venstre - der føler sig meget socialt ansvarlige, og som meget gerne vil forgylde samfundets rigeste

CD - hvis største mærkesag er at komme over spærregrænsen

Kristendemokraterne - der ikke har forstået, at sammenblanding af religion og politik kun hører hjemme i USA og Mellemøsten

De Konservative - som ledes af en betjent, selv om alle kan se, at det er hende med miljøet, der har skarpløberen

Venstre - der aldrig har lydt mere midtersøgende, end siden de dannede regering med Dansk Folkeparti som faglig garant

Dansk Folkeparti - som vil alle det godt, så længe man er meget, meget gammel og meget, meget hvid i huden

Spørgsmålet blæser som stemmesedlen i postkassen. Vejen til Rådmandsgades Skole har bare at byde på nogle fancy valgplakater, hvis min stemme skal afgives kvalificeret i morgen!

det skald da ikke hedde sig

Reklamens magt er stor. Der gik ikke mange nanosekunder fra offentliggørelsen af vinderen af Det Glatte Lag var kendt, før spørgsmålet løb som en steppeulv på mails og via stønneropkald: "Hvordan bliver jeg en skaldepande?".

Blandt de eksperter, der stod for udnævnelsen, finder vi jødiske Doctor Issehmal. Til daglig servicerer han bl.a. skaldetyper som Stig Tøfting, Flemming Pless og Henrik Qvortrup. Rådet fra Doctoren lyder:

Har man nicht tålmödighet til at lade das aldersprocess gøre Arbeitet for en - og er man imot doping såsom saks und shaver - musst man Kreatin...entschuldigung...Kreativ væren:
Man kanst simpelthen tilføje prikken über korpus uendelige mængden "street respect" - altså Respect an Strasse - ved at benytte en umgang flydende skaldepandeplastic. Hørst man til den dovne typen, kan man nur eine fertige skaldepande køben. Der Net svigter aldrig den, da die Viljen bærer i sich und tegnebogen på sich.

Doctor Issehmals råd: Lad din indre isse få luft lige hier.

one up

Skalde. Skalde ikke. Hver femte år mødes fodboldkommentatorer, eksperter og orakler tilknyttet iAndy.dk for at kåre verdens sejeste skaldede fodboldspiller p.t.

Valget dette fem-år falder på Gravesen, der i Real Madrid ellers er blandt meget hår(d) skaldepande-konkurrence blandt store og små skalder som Zidane og Carlos. Ronaldo er ikke medregnet, da han i øjeblikket er mere glatnakket end skaldet.
Men når man bliver skiftet ind på den defensive midtbane med blot en halv time tilbage af kampen og stadig får scoret et fremragende mål, så har man fortjent iAndy.dks fornemme pris: Det Glatte Lag - der er en forgyldt smørrebrødsbuffet tilberedt af Boserup samt et gavekort til Frisør Hårtab med en pålydende værdi på en skaldet femmer.

Må Spaniens skarpe sol fortsat være Gravers isse nådig.

Gravesen - en omvendt Samson. Da Iceman-lokkerne faldt, steg niveauet til realske højder.

lidt mindre spæd

Hip hurra, det er min månedsdag,
det er i dag den dag, jeg banked' og sagde:
Jeg kommer langvejs fra, mon det nu virker det her?
- hurra det er min månedsdag

Men bare lige for at være nysgerrig. Hvem læser egentlig med?

iandy - nu med tegneplade

nedtur > cykeltur

Ting, der burde være en lov mod blev væk:

• nøgle til cykellås

Hvordan stiller de enkelte partier sig i denne problemstilling? Jeg har en stemme til fals.

omvendt slankekur

Er det en velsignelse eller en forbandelse? Det har jeg aldrig rigtig fundet ud af, men en ting er sikkert - jeg må have et af de der høje stoftskifte, for jeg har altid været meget slank. Ikke noget dramatisk. Mit BMI-tal står på "normal vægt" med god luft ned til "undervægtig", så umiddelbart er alt i orden.
Men jeg kan godt se selv, at der mangler kilo - og det samme kan omgivelserne. Efter gennem stort set hele min opvækst at have vejet lidt for lidt, var jeg endelig kommet op på en vægt, jeg var godt tilfreds med. Men helt absurd oplevede jeg et voldsomt vægttab efter at have boet det sidste halve år af 2004 i burgerens hjemland, USA.

USA består af fed, fed, fed mad. Der ligger en aura af sukker over det meste af maden, man kan købe der. Jeg er på ingen måde for god til burgere, pizza eller andet junk - men alt har en grænse, og jeg endte med nærmest at leve af noget for mig så ukendt som salater. Samtidig holdt jeg mig ganske uamerikansk i god form, og derfor var der røget otte kilo fra den slanke krop, da flyet landede hjemme igen i Kastrup Lufthavn. Det var for meget.

Jeg ankom lige til juletid, så de første kilo fandt let vej tilbage. Men jeg har heller ikke et ønske om at tage på blot for at tage på. Det ville selvfølgelig være utrolig let at hoppe på en Super Size Me-kur, men jeg fik det dårligt af bare at se filmen, så diæten står på en gennemgående fornuftig og solid kost suppleret med nødder og ret lækre weight gainer-bananmilkshakes. Det skal sætte sig ordentligt, så et af de store nytårsforsætter er at komme i bedre form - og yderligere fem-seks kilo op i vægt.

Min kur er semi-selvopfundet - for hvor der i gennemsnit bliver introduceret 78 nye slankekure på ugebladsbasis til enhver tænkelig æble/pære/tærteformet krop, er der et noget tyndere udbud af fedekure. Hvis jeg endelig finder et råd, er det: "Spis mere". Det havde jeg aldrig gættet. Slankekure kunne vel defineres lige så uraffineret med: "Spis mindre", men at bekæmpe den høje del af vægtskalaen har imidlertid udviklet sig til en større videnskab i blade, bøger og på tv.
At tage på hænger derimod uløseligt sammen med styrketræning, hvis man skal tro de specialmagasiner, hvor der faktisk er hjælp at hente - fitnessblade. Og når alt kommer til alt, lyder det også meget fornuftigt. Jeg har bare aldrig været en sucker for at tage 200 mavebøjninger efterfulgt af lidt effektiv jonglering med håndvægte.
Men alt er et spørgsmål om vane og selvbedrag, og de der superglade - og dermed superirriterende - sveddryppende personer i bladene har faktisk ret: Det er ret lækkert at træne. I al fald når man først er kommet i gang.

I dag har jeg min restitutionsdag, hvor jeg ikke må ligge på måtten og vride mig, og det gør mig helt rastløs. Utroligt - men sandt: Jeg er blevet en lille junkie. Dog har jeg ikke - og får jeg aldrig - ambitioner om at gå efter guvernørposten i Californien. Mark my words - and my body!

det har jeg aldrig sagt

Tak til januar. Goddag til februar. 2005 er blevet en måned gammel, og eftersom jeg stadig synes, det er skægt at tjekke besøgstal for denne lille blog, gik jeg den samlede statistik for januar igennem (ja, der er dømt kæmpe OH* - særligt når jeg nu er sproglig).
Men hver gang bliver jeg en smule klogere på de mystiske tal. Mit boost i besøgstal er blandt andet skabt af spinnesiden.dk - hvilket jeg da kun kan sige mange tak for. Og dog. For der er dømt falsk varebetegnelse:

"Kan du lige sige det igen - bare kortere og uden dit og dat". Journalister spinner hele tiden i jagten på den medievenlige udtalelse. Følg en journaliststuderendes oplevelser på Christiansborg.

iandy.dk - tilholdsstedet for jetsetteren, evighedsstudenten og bohemen - er altså blevet til et sted, hvor man kan følge den dit-dattende journaliststuderendes oplevelser på wacky Christiansborg. Jeg vil hermed på det kraftigste tage afstand fra, at jeg nogensinde har sagt "uden dit og dat" til en minister. Det er taget helt ud af kontekst. Og dette er ikke stedet, hvor jeg dagligt udleverer mine klienter på Christiansborg. Diskretion en æressag.

Jeg har i øvrigt allerede bevist, at de ikke lytter til mig derinde. Anders Fogh er tydeligvis ikke begyndt at gro gedeskæg endnu. Og ja, det er jeg ærligt talt lidt skuffet over. Men så må jeg jo bare bruge mine spinnekræfter på Lykketoft i stedet. Mogens: Du har fjernet skæg og briller. Nu må du barbere helt ind til benet. Foretag navneindskrænkning.
Hvem vil ikke have en statsminister, der hedder: "Mogens Lykke"?

* OH
fork. for overspringshandling subst. -en, -er, -erne.
1. det at lave noget for at undgå at lave det, man bør lave = ACTION situationen krævede en hurtig overspringshandling