god morgen

Der kan være dage, hvor det er meget svært at tage sig selv særlig seriøst. Eksempelvis sådan en dag, hvor man vågner ufrivilligt utidigt som klokken fem. Jeg er IKKE morgenmenneske. Fat det dog, du indre vækkeur. Og nej, jeg er ikke morgensur - heller ikke to timer efter. Jeg ved nemlig, er så glad for, sætter så stor pris på, at dagen i dag er helt unik. Denne dag er nemlig den første dag i resten af mit liv. Præcis ligesom i morgen.

Og hermed er mandagen budt velkommen.

EDIT: Torun Ellingsgaard på tv og et langt, varmt brusebad kan redde enhver morgen. Selv mandagsmorgener der starter o-five hundred.

åh, hvilke minder

Mmmm.... Hvad er bedre på en sløv søndag med tungt hoved end at foretage overspringshandlinger - såsom at kigge i fotoalbummet frem for at kigge på de bøger, mapper og papirer, der stirrer ondt på mig fra vindueskarmen? Det skulle da lige være at poste lidt udvalgte billeder her på nettet. Åh...hovedopgaver er altså Fandens værk. Can't live with them - can't finish without them.

Men nu er der mulighed for at se billeder fra Roskildefestivalen, en tur til London og lidt fra USA - blandt andet med vores allesammens Bush.
Kig ind på iPhoto - og hey - god søndag derude!

burning down the house

I aften er jeg en radiator. Jeg har prøvet det før, men forstår ikke helt konceptet bag.
Anyway - måske bliver jeg lige straks klogere. Kahluaen er kørt i stilling - housewarming here I come!

snemænd viser vejen

Markedsføringen slog fejl. Sådan da. I mandags lagde jeg tre billeder ud, der skulle booste trafikken på denne unge blog op til hidtil usete højder. Britney Spears, Starwars og Harry Potter var det sikre trekløver. Og antallet af besøg stiger da også dag for dag. Alligevel har snemanden, jeg sendte ud i cyberspace aftenen forinden, fået flere hits end trekløveret. Britney slået af en snemand? Kan det virkelig passe - eller læser jeg bare statistikker som De Radikale citerer Bertel Haarder?

Kigger jeg mere grundigt på statistikken, ser jeg, at den såkaldte "entry page" som flest er kommet ind på foruden selve hovedsiden, er mit indlæg om journalister som spindoktorer. Det giver vel mening i disse tider, hvor spindoktorer betragtes som det eneste, der kan redde Lykketoft efter overraskende dårlige valgprognoser de sidste uger.

Men det betyder altså med andre ord, at det, der giver flest hits, er de indlæg, hvor man behandler et aktuelt emne. Hallo - det var aldrig meningen! Fra nu af er dette sted dedikeret til de eksklusive. Til jetsetteren, evighedsstudenten og bohemen, der ønsker et lille afbræk i hverdagen. Ikke mere leflen for den brede masse, der alligevel bare vil læse akuelt og relevant stof. Basta. Med kæde på!

(Pia Kjærsgaard, Anders Fogh Rasmussen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Lone Dybkjær, Connie Hedegaard, Holger K. Nielsen, Marianne Jelved, Henrik Qvortup....oh no...SOMEBODY STOP ME!!!)

ikke mere geil

En epoke er måske så meget sagt, men noget ER slut. Den fancy spacy bar, der altid har stukket ud med sin placering i ingen- og allemandsland, lukker. Det er nu rart med brunchsteder/caféer/diskoteker, som ligger næsten ud foran ens hoveddør. Aber geil nicht mehr. Supergeil er sat til salg.
Hvornår og hvordan det lige skete, ved jeg ikke. Men onde tunger vil, at det kan blive en shawarmabar, der rykker ind i stedet. I så fald vil der ligge tre af den slags indenfor sådan cirka 25 meter. Og jeg tør slet ikke tænke på antallet, hvis man udvider radius til 100 meter.

Geil - Supergeil var et underligt sted. Brunch om dagen - fest om natten. Måske. Det var ikke et sted, man kunne satse på at besøge. Man kunne ikke sige: "Lad os geile den i aften" og så tro på det. For det var slet ikke sikkert, at der var åbent. End ikke på en fredag. Og var der lys derinde, kunne det være, at det blot var en privat fest, der var i gang. Det var umuligt at sige på forhånd.
Men kom man ind - fik man virkelig adgang til disse hellige gemakker, var det et aparte syn, der mødte en. Selve stueplanet ud mod Nørrebrogade var som oftest fuldstændigt mennesketomt. Selv den oplyste bar. Men nedenunder - i kælderen - levede et underligt folkefærd. Her var et mylder af meget, meget fulde mennesker stuvet sammen på et ufatteligt lille område.
De få gange jeg har fået adgang til dette Geil Galimatias, har folk i alle aldre sejlet rundt i så enorme ruse, at det fik Café Louise til at ligne et afholdssted. De geilede gæster havde mistet fornemmelsen for tid og rum og gled nu rundt mellem bar og borde som bløde gobler uden mål eller retning for dets færden i det hav, de var endt i.
Hvad personalet puttede i drinksne, fandt jeg aldrig ud af. Synet var - på trods af fascinationsmomentet - så skræmmende, at det ikke blev til andet end en enkelt øl, de få gange jeg forvildede mig derned i en sen nattetime.

Nu er slut. Det sidste gule "Geil? Supergeil" er rullet over stedets sølvskinnende indgangsparti. Jeg forventer det erstattet med "Warma? Shawarma" snarest muligt.
Mon man kan få sin shawarma som del af en brunch, hvis man spørger pænt?

Tak til et underligt tysk site for lån af billede.

80...90...100!

Man er vel en blogger-wannabe. Hermed følger 100 ting. Retten til ændringer forbeholdes. Liv og sindstilstand har det med at ændre sig. Heldigvis da.

faresignal

Man kan købe sin båndspaghetti sort, og hakkede tomater findes i en gul udgave. I'd like to call that The Danger Dinner.

kattens

Pussycat, Pussycat, Woah...Woah...Tom Jones elskede helt klart en god mis, og selv om jeg sjældent får smidt trusser efter mig offentligt, så har vi i al fald denne ting til fælles.
Lige siden jeg var helt spæd har jeg været vant til at have katte omkring mig, og jeg er vild med dette selvcentrerede, kælne dyr. Men efter jeg flyttede hjemmefra for snart mange, mange år siden, har jeg levet et rigtigt hundeliv - til tider på værelser, der ikke var en kat værdig. Nu er situationen anderledes, og det trækker godt nok i ens indre Tom, når denne mis blinker til en søndag eftermiddag:

Hun er pragtfuld, hedder Dagmar, er min mors, og skal have killinger til efteråret, hvis alt går vel. Jeg er forlods blevet tilbudt en, og det er umådeligt fristende. Men det betyder altså også, at man lige skal kigge 15-20 år ud i fremtiden.
Selvfølgelig er katte noget mere fleksible end luftetrængende hunde, men en impulsiv to-måneders smuttur til Madrid bliver noget mere besværlig. De sidste fem år har desuden budt på hele ti flytninger. Godt nok skulle den flytningestrøm være stoppet nu, men livet er som katten lunefuld. I forvejen har jeg meget svært ved at forholde mig til de mange lys på lagkagen, selv om det stadig er cremen nedenunder, der tæller. Skal jeg nu virkelig forholde mig til, hvordan mit liv vil forme sig så lang tid frem?

Går man baglæns og trækker de mulige tyve katteleveår fra min alder, ville min største bekymring dengang være, hvor længe der var til min næste Matador Mix. Tyve år er næsten en menneskealder for mig. Selvfølgelig ved jeg godt, at det ville kunne gå. Enkelte ting ville bare være lidt mere besværlige - og visse ret umulige.
Det ville være fantastisk at blive mødt af sådan et sæt øjne i entréen, når man træt kommer hjem fra arbejde. Men på den anden side elsker jeg også min frihed og på bare at flirte med tanken om at vågne op i en smuk, gammel lejlighed på Bodadores i Madrid, spiste tapas på Plaza Mayor, se storkamp på Bernabeu og slutte endnu en vidunderlig aften af med et glas rioja på en af de mange udendørscaféer. Men ok - shawarma, Parken og fadøl har da også sin egen skæve charme. Kattecharme?

the andy, the bad and the ugly

I'm a good guy. 99% i al fald. Vi hænger altså ikke lige på træerne. Vi sidder og skriver en post :)
Tjek dig og dit navn her - eller få din opgavetekst vurderet, hvis du også sidder og bander og skriver på sådan en. Hm...bander good guys? Fandeme så!

kraftigt solarium

Det er farligt, det skidt. Et solarium (og en Matas) er gået op i rør og flammer på Indre Nørrebro. Det minder mig om en dårlig joke (jeg underligt nok kan huske) fra den frygtelige firserfilm: "Revenge of the Nerds", som man skal være under teenagealderen for at begejstres over.
Ted McGinley (den dovne nabo til Peggy og Al Bundy i Vore Værste År) er solariedreng og præsident for Alpha Beta. Han mindes sin far, der brændte ihjel i et solarium:
- Han døde, som han helst ville. Uden tan line.

Hvorfor pokker kan jeg ikke huske noget brugbart i stedet?

listen

Depeche Mode - tjek, tjek, tjek
David Bowie
Pet Shop Boys - tjek
Madonna
Erasure - (23.3)
Eurythmics - tjek
Kylie - tjek
U2 - tjek
Fatboy Slim - tjek

Går alle ikke rundt med en liste over grupper, bands, musikere, de SKAL have hørt? Min liste er meget lidt avanceret, og bærer mest af alt præg af, at min musiksmag satte sig grundigt fast i 80erne og starten af 90erne, og siden da kun har rokket sig lidt - men stadig med størst kærlighed til de, der bed sig først fast.

Nu var jeg kun 12-13 år, da 80erne blev til de for mig mere musikfattige halvfemsere (men føj, hvor blev filmene samtidig meget bedre). På daværende tidspunkt havde jeg gennemlyttet kassettebånd med Depeche Mode købt som kopivarer i Polen (ja, det var før mp3), jeg havde lånt helt ned til Robert Palmer på biblioteket, og havde fra radioen optaget Kim Schumacher og Studie 80-something. På min hvide sony walkman spinnede der altid et eller andet 90 minutter memorex-bånd - millimeter fra båndsalat - med Banarama, Bangles, Blondie, Beach Boys, Boston... Konstant var der speak henover numrene, og selv den imiterede jeg fra sædet på min smarte blå cykel, når jeg kørte med aviser eller lavede, hvad man nu ellers lavede efter en fem-seks timer lang skoledag.

Ellers var musik på vinyl, og min rejsegrammofon (!!!) var som mr. walkman hvid - men ret elendig. Til gengæld kunne den afspille plader lige meget hvor dybe ridser, de havde. Jeg boede bare i en dansk provinsby, hvor Guns N'Roses hørte til det mere avancerede, der var at købe. Og så avanceret følte jeg aldrig behov for at være.
Hvor ville min lille verden have set meget anderledes ud, hvis bare internettet var opfundet dengang. Jeg synes, det var så besværligt at finde nyt. Det var så let at hoppe med på den velkendte vogn. Og så lød det jo godt. Hvem bliver IKKE glad af et Pet Shop Boys-nummer? Jeg spørger bare.

Siden har nye venner, kærester og et par Roskildefestivaler forsøgt at udvide min musikalske horisont. Jeg har fundet ud af, at jeg er til både funk, techno og house ligesom guitarspil og følelser i overflod. Det sidste års tid har blandt andet budt på "ny"opdagelser som Ed Harcourt, The Thrills, Tower of Power, Interpol og Jeff Buckley, og jeg ved, at andre står derude i kø for at blive fundet og hørt. Men hvor jeg ellers på andre kulturelle områder føler, at jeg er ganske godt med og en gang imellem lidt på forkant, så halter jeg konstant bagefter med musikken. Hvor fedt er det at finde ud af, at Buckley er så absolut fantastisk, når han døde i 1997? OK - chancen for at opleve en koncert med ham, var vist også så som så alligevel.

Menmenmen - selv om Erasure snart kan streges, er der et par store navne tilbage på den ældgamle liste. Madonna skal nok snart opleves, eftersom hun har et lidt belastet forhold til sin fortid. Det er vel begrænset, hvor længe hun som erklæret spirituel fortsat vil spille: "Material Girl". Hun gjorde det dog på sin sidste turné, der desværre gik uden om Danmark.

David Bowie...han undslap mig på Roskildefestivalen, og jeg dør fattigere, hvis jeg ikke når at få hørt ham, inden han stiller glasøjet. Men skulle det ikke lykkes at opleve The Duke live, så ved jeg, at han alligevel vil være der for mig. Det har han altid været.

STOP!

We'll be together again
I've been waiting for a long time
We're gonna be, We're gonna be together again
I've been connected to the right line
We'll be together
And nobody ain't never gonna disconnect us

YES!...billetten til Erasure-koncert i Vega er sikret! Smilet på min mund ender p.t. en anelse højere end mine roterende øjne.

Denne post er skrevet med hænderne i to meter og fyrres højde.

EDIT: Ja, der er udsolgt til koncerten 24.3 - men Vega er cool og ligeledes er Erasure, så der er ekstrakoncert d. 23.3. Billetter kan købes her: http://www.billetlugen.dk

blogflæsk med billeder til

Blogs. Hvilken mærkværdig opfindelse. Det startede med, at vi skulle se, hvad der skete med folk, som først havnede på en øde ø - og siden på forsiden af Se og Hør. Dernæst blev nogenlunde de samme mennesker placeret i et kedeligt, grimt hus, hvor selv de kulørte medier til sidst mistede interessen for dem.
Nu følger private personer på kryds og tværs med i andre private menneskers noget mere autentiske liv. Og det er efter min mening også langt mere interessant. I det mindste støder man her på personer med noget på hjerte, som alleroftest nøjes med at stemme sig selv og tilværelsens ulidelige tilfældigheder hjem.

Selv er min blog helt spæd, og den vælter stadig fortumlet rundt, når den forsøger at kravle. Men hvem følger dens unge genvordigheder? Et mere nøje kig på besøgsstatistikken for stedet her viser, at særligt to ting har lokket folk til blogpludderen. Det være sig henholdsvis billedet fra Dollars og billedet fra Top Gun.

Selvfølgelig er det knap så smigrende, at det er disse 80er-sværvægtere, der holder bloggens besøgstal oppe. Kvalitetshits fremfor kvantitetssurf. Men i disse valgtider hvor hver stemme tæller, skal man ikke føle sig for fin til lidt flæsk - eller undlade at forsøge at aflæse folkestemningen. Så som sagt som gjort. Og velkommen til :)

it's snowtime

Det er vintertid...i provinsen. Her er det visuelle bevis:

På Nørrebro er kun de allerkoldeste biltage dækket af et filtertyndt lag sne.

Konklusion: Det er bare varmere i byen. Alligevel er her flere grønlændere...

så kan jeg lære det - på forskud

forventet indhold af fjerde weekend i 2005:

lørdag
gl. elevfest
mad af endnu ukendt karakter
vodka
kahlua
sødmælk

søndag
hovedpine
togtur

note til mig selv:

Dette bliver din sidste fest/bytur i provinsen for det næste år...mindst!

give away

De bedste ting i livet er som bekendt gratis, hvis det da ikke er en iPod eller en jordomrejse (god kombi i øvrigt). Jeg er i al fald ret glad for min gratis mailkonto hos google. Der er plads til 1000 mb, den er hurtig, og den er logisk bygget op. Samtidig udvider de tjenesten på en forsvarlig måde ved kun at tilbyde nye konti i et antal, hvor de selv kan følge med.
Men nu har efterhånden langt de fleste af mine venner og i min familie en gmail-konto, så skulle du sidde og mangle, har jeg ret mange invitationer liggende. Smid mig en mail - eller en kommentar. Først til fad!

journalisten som spindoktor

For lidt over et år siden stod jeg i et pænt, lyst ministerkontor. Foran mig stod ministeren selv. På sofaen i lokalet sad hendes rådgiver - eller spindoktor om du vil. De piskede hinanden op til det forestående interview, der skulle foreviges på kamera. Bekræftede den anden i hvor lidt der var i den historie, jeg lavede til aftenens nyhedsudsendelse. Helt sikkert et spil for at få mig - journalisten - til at skifte vinkel eller i al fald få sympati for deres sag. Det var ikke særlig elegant, og det virkede absolut ikke. Ministeren var hverken klar eller overbevisende, da kameraet først blev tændt, og hendes optræden skaffede formentlig ikke stemmer.

Nu er det ikke al spin, der er lige elegant, og spin er vel knap nok spin, når det foregår så åbenlyst. Men det skal siges, at det er første og eneste gang, jeg har oplevet en rådgiver - eller spindoktor - optræde så synligt som her. Min opfattelse er, at ligesom andre politikere klarer landets ministre ofte interviewsne helt selv, og mest af alt bruger rådgiveren som en god sparringspartner. Det synes jeg ikke bare er en fornuftig idé - det er også nødvendigt.

Faktisk agerer journalisten langt mere ofte, end de fleste sikkert tror, spindoktor. Vi gør det ikke for politikerens skyld - men for vores egen. Du ser sjældent en interviewbid i et tv-indslag, der er mere end 10-15 sekunder langt. Så kort formulerer politikere sig meget sjældent fra naturens hånd. Selv ikke de hvor det at give et interview er en daglig begivenhed.

Som oftest foregår et interview med, at journalisten spørger, politikeren svarer, og så spørger journalisten:"kan jeg få dig til at sige det igen - bare endnu kortere og kun om det og det?". Politikeren leverer så sit svar igen i en kortere og mere komprimeret form. Som oftest endda på en mere appetitlig og veloplagt måde, fordi politikeren nu ved, hvad han eller hun skal sige. Og gør politikeren ikke det - bliver det taget om igen.

I det ekstremt hurtige medie som tv er, leverer journalisten altså oftest en enorm hjælp til politikeren for at denne kommer til at fremstå godt. Tanken bag, er at journalisten gerne vil have, at problemstillingen kommer til at fremstå klart og præcist, at man får så meget indhold med som muligt, og at seeren ikke skal forvirres af elementer, der ikke er tid til at forklare nærmere.

Journalisten går selvfølgelig aldrig ind og fortæller, hvad politikeren bør mene eller sige. Kun hvordan. Men også det - at forme et budskab - bliver meget ofte kritiseret som spin. Som en amerikanisering af den danske politikerstand. Well, my friends..sidste efterår interviewede jeg guvernøren fra Iowa i forbindelse med den amerikanske valgkamp. Og mit andet spørgsmål var ganske rigtig gættet: "Could you please say that again - just shorter and without mentioning this and this?".

valg skal der til

Personligt er jeg rimelig ligeglad. Når man først har betalt 100 kr. i gebyr for at hæve en amerikansk check, synes 50 øre i gebyr for at flå sit dankort i Føtex overkommeligt. Men eftersom emnet tidligere har været behandlet, må det hellere slås fast med syvtommer-søm: Dankortgebyret er (næsten) dødt. Længe leve ministeren. Måske havde det ligefrem givet ekstra stemmer, hvis ministeren havde sagt det for en uge siden.

Når det er slået fast, må jeg hellere spørge: Er jeg den eneste, der allerede på tredjedagen er en smule træt af store dele af valgkampen? Følgende ting vil vi i al høre om til ulidelighed de næste dage:

• politikerne lover gaveregn (er det så pokkers underligt? Hvad er alternativet for politikerne i en valgkamp, når der nu er bred enighed om, at bæltet ikke behøver at stramme så meget, at det gnaver?)
• politikerne er fulde af løgn og holder alligevel ikke, hvad de lover - ofte sagt i voxpops uden henvisning til noget konkret eksempel.
• "Det er op ad bakke" for Lykketoft, men "alt kan ske" siger Fogh, så måske er der alligevel spænding (nej!) i et valg, der synes alt andet end tæt.
• og endelig: alt hvad alle politikere siger, er spin. Spørg bare Klaus Kjøller. Det gør samtlige medier i al fald.

testamentet

Nørrebrogade er igen truet. Ikke af stenslyngende unge, arbejdsomme indvandrere eller dobbeltdækker-barnevogne. Nej, denne gang er brokvarteret truet af et dødsfald. Alex Brask Thomsen. Han døde for knap to uger siden, men først nu er det blevet offentligt kendt. Det store spørgsmål må være, hvad testamentet gemmer af ubehagelige overraskelser. I sidste årti fik den gamle milliardær jo ikke opfyldt sit ønske om at få omdøbt Nørrebrogade efter sig. Begrundelsen for afslaget var blandt andet, at man ikke opkaldte veje efter nulevende personer. Hvorfor også generelt ære folk mens de er i stand til at opleve det?

Anyway - nu er den forhindring ryddet af vejen, og hvis kommende overpamper Ritt er pengegrisk nok (uha, uha), så kan elskede Nørrebrogade ende med at hedde Brask Thomsen Allé eller - hvis det for alvor går galt - Nørrebraskgade.

Jeg vil hermed erklære Foreningen for Bekæmpelse af Braske Navneændringer af Nørrebrogade for dannet. Tilmeldinger er unødvendige. Dens medlemsskare vil bestå af det tavse flertal. Dog skal der være et forhandlingsgrundlag. Here it goes:

Assistens Kirkegård til Brasks Hvile - 1,3 mia. kr.
Dronning Louises Bro til Alex Thomsens Brak - 614,9 mio. kr.
Runddelen til Alex Corner - 250 mio. kr.

Take it or leave it!

i en valgtid

Hvor er jeg heldig. Jeg er netop hjemkommet fra USA, hvor jeg kunne følge præsidentvalgkampen på nærmeste hold. På et tidspunkt nåede jeg endda så tæt på den ene kandidat, at jeg kunne skyde ham...

...med mit kamera. Om Bush her viser størrelsen på sine hidtige succeser, sin sympati for folk uden sygeforsikring eller noget mere personligt skal være usagt.

Og nu – få dage efter den sidste flyttekasse er pakket ud herhjemme i Danmark - starter næste præsidentvalgkamp, selv om Jelved og Pia sikkert gerne så, at det blev kaldt noget andet.

Jeg skal nok nå at blive træt af at se d’herrer Lykketoft og Fogh, hvis jeg ikke allerede er det, men Foghs retorik er stadig dybt interessant at følge. Den mand er lavet af samme materiale som 80'ernes Reagan: Teflon. Alt preller af på statsministeren, og det på en for danske forhold ganske elegant – og særdeles effektiv måde.

Foghs absolutte modsætning, den gamle pande som alt klæber fast til, Lykketoft, kom i går med sit første mindeværdige og allerede stærkt citerede udsagn: “Det er op ad bakke”. Hvornår har oppositionen i en valgkamp sidst været den, der stod for skud?
En af gårsdagens utallige politiske kommentatorer fortalte, at det er Lykketofts uheldige titel og rolle som finansminister, der stadig klæber på ham. Men hvad var det så lige Fogh var engang? Skatteminister. Med moms på.

Hvis jeg var spindoktor for Fogh, ville jeg råde ham til at gro et gedeskæg over de næste par uger og så som afsluttende replik i sidste valgdebat sige: "Jeg har, hvad Mogens mangler". Han kunne også under stor hujen i Øksnehallen rive skægget af, men generelt bør man som spindoktor fraråde siddende statsministre at flå i ting ved sådanne lejligheder.

servicemeddelelse

OK, jeg har ikke den store idé om, hvor mange eller hvor få, der besøger denne lille nystartede blog. Men jeg har fundet ud af, at det har været meget besværligt og krævede registrering for at efterlade en kommentar her på bloggen, og det har jo aldrig rigtig været meningen.

Det burde der nu være rettet op på. Vis din mening - også før 8. februar!

pas på derude

Man ved, at det er en af de dage, man bør være i forhøjet alarmberedskab, når man er millimeter fra at blive kørt ned af en kørestol på vej til bageren.

forudsigelse

Mon ikke min morgenavis Politiken er den avis, der kommer tættest på en forudsigelse om den kommende tid her i Danmark med følgende forsiderubrik: "Nedtælling til et blodigt valg"?
Artiklen er godt nok skrevet af en journalist i Basra, men en gang imellem hjælper det jo at se tingene lidt udefra.

gider du også at åbne slikposen for mig?

Hvis du en stille mandag aften synes, at der skal lidt gang i den, men ikke orker at bevæge dig udenfor, er hjælpen nær. Her kan du for bare 1295 kr. få bragt Long Island Ice Tea bland-selv-mix (nok til 23 cocktails) til din dør indenfor en time. Er du mere til en pose Haribo, kan du også få sådan en leveret. Og hvem giver ikke gerne 40 kr. i levering fremfor at bevæge sig ned i Netto/den lokale grønthandler/7Eleven?
København - findes det findes det her.

korrektion

Er siden sidst blevet belært om, at man kan drikke snaps i både øl (i stedet for jägermeister forståes) og i diverse sodavand. Jeg stoler på det, og føler ikke trang til at udvide min horisont yderligere i denne retning.

det er jul, det er....cool?

Årets sidste julefrokost finder sted lige straks for mit vedkommende. Eller er det årets første? Der er noget meget mærkeligt med julefrokoster midt i januar. Om man nogensinde kom i julestemning ved juletid, så er den i al fald på nuværende tidspunkt erstattet af udsalgs-epidemi og januar-traumer.

Jeg husker, hvordan julefrokoster for mig virkelig ændrede karakter sådan cirka fem år tilbage, da samtlige af de julefrokoster, jeg var til det år, indeholdt “alternativ julemad” med en overvægt af middelmådig mexikansk take-out. Måske er det rart med lidt fornyelse – men når glæden ved jul i forvejen har devalueret alvorligt, siden jeg var kid, så bidrager en buritto ikke meget som hjælp til at bringe den rette julestemning frem. Og da slet ikke når snapsen var erstattet med tequilla.

Snaps. Endnu en underlig størrelse (70 cl. som oftest, men du kære læser ved, hvad jeg mener, fordi du læser mine tanker). Jeg kender virkelig INGEN, der (officielt) drikker snaps udenfor jule- og påskesammenhæng. Jeg kender ingen drinks, der kan mixes med snaps, og jeg har aldrig følt lyst til en snaps udenfor sæsonen. Indenfor er en anden sag.

I år er det business as usual. Intet varer ved for evigt – heller ikke alternative julefrokoster. Dog er der i år den forskel, at der nu begynder at poppe babyer op hos det gamle slæng.
Af en eller anden årsag er jeg som oftest nyerklæret single (i år ingen undtagelse), når de sene julefrokoster finder sted (uden sammenhæng i øvrigt), så dette års skred over i par-julefrokoster med barn kan meget muligt være en ny dimension på den stolte tradition, jeg ikke helt er klar til. Også selv om mørbradbøfferne er tilbage.

Well...skål anyway. Nu ikke noget med at bide over.

udødeligt

Når man når dybest ned i flyttekasserne, dukker der også tit dybe ting frem. Eller i al fald underlige. Som Poul Malmkjærs bog: "Udødelige ord" - med kendte og ukendtes menneskers sidste ord.

Klap venner, komedien er forbi.
- sagt af Brendan Behan (irsk digter og dramatiker, 1923-64)

Det billede hænger skævt.
- sagt af lovløse Jesse James (1847-82) før han blev skudt af et af sine bandemedlemmer, mens han var igang at rette på et billede.

og endelig mit yndlings-citat. Det er smukt på en stille måde:

Jeg går lige udenfor, og det varer nok lidt.
- sagt af John Oates (engelsk opdagelsesrejsende - 1880-1912)
Oates var med på Scotts fatale sydpolsfærd. Han led af voldsomme forfrysninger og udmattelse og vidste, at han forsinkede ekspeditionen. Ekspeditionens øvrige deltagere ville ikke efterlade ham, så han så ingen anden udvej end at gå ud i snestormen.

Pludselig virker det danske vejr knap så koldt.

klar...parat...film!

Ved du hvilke tre Hollywood-produktioner, Ridley Scotts bror, Tony Scott, først instruerede? Eller hvilken Hitchcock-film, Christoffer Reeve var med i en genindspilning af?

Well...jeg vidste kun det sidste. Og svaret på det og mange, mange flere og langt sværere spørgsmål sikrede desværre kun vores lille to-mandshold en meget beskeden pladsering – dog med langt ned til nummer sjok og meget tæt på de fleste andre - i årets første filmquiz på Restaurant Sult ved Cinemateket.

Men selv om vores hold også var noget mindre end de fleste af de andre, så må vi vel bare bide i den sure filmspole og indrømme, at der ikke ruller lige så meget celluloid på det indre lærred som hos vinderholdet: “We believe we can Per Fly”. Det skal dog lige siges, at det hold blandt andet bestod af instruktøren af “Mine søsters børn i Ægypten”. Ikke at den film fik solgt flere end 293 billetter den første uge, den havde premiere (det var så også et spørgsmål i quizen...og hvem mon gættede DÉT?), men det giver altså alligevel lidt street-credibility at have en instruktør på holdet, der også var på holdet til biografaktuelle “Fakiren fra Bilbao”.

Men vi nåede vores erklærede mål: Ikke at blive nummer sjok. Og det lykkedes os faktisk at slå vinderholdet, da det galdt om at gætte rækkefølgen på stillbilleder fra diverse film. So watch out, winners. We believe we can beat Per Fly. Hehe...

I øvrigt var Christopher Reeve med i den rærlige genindspilning af Rear Window, der ellers er en af mine yndlings Hitchcock-film, og Tony Scott instruerede drengerøvs-klassikeren Top Gun (fornuftig Hollywood-debut), Beverly Hills Cop II (Eddie Murphy på vej ned, Gitte Stallone på vej...op?) og Revenge (det vil vi også have). Hvordan kan man, når man er udstyret med et x- og et y-kromosom, glemme instruktøreren på Top Gun? Meget, meget pinligt.

I’ll never close my eyes...anymore...when I watch that film...and there is nooooooooooooo tendern.....don't play it again, Tom!

de bedste ting i livet

Hvis de bedste ting i livet er gratis, hvorfor koster en iPod så penge?

I nat introducerede Apple bl.a. en ny iPod. Mindre er åbenbart bedre, så den nye smarte gadget er en iPod shuffle. En endnu mere miniudgave end iPod mini var. Denne her kommer uden display og stort set uden plads til sange. Samtidig prøver Apple at sælge deres nye misfoster med, at den er uforudsigelig, fordi den - trommesolo - selv finder ud af, hvad den vil spille.
Med andre ord...Apple har introduceret en mp3-afspiller, der stort set kun kommer med shuffle-funktion. Nu er det så lige pludselig smart, at der ikke er plads til så mange sange på den. For så er der en lille sandsynlighed for, at du når at finde det nummer, du egentlig gerne vil høre, før bus- eller løbeturen er forbi.

Apple - jeg elsker jer for min iPod med plads til 40 gb fed musik og lagrede billeder. Jeres computere er designet flot, selv om det stadig er mac og mærkeligt (been there, done that). Men skrab nu ikke bunden og fornærm jeres brugeres intelligens med tingeltangel, der ikke er æble-logoet værdigt.

0,50 gode grunde til at fjerne dankort-gebyret

Det er så sandt, så dansk. Som Else Olsen i en voxpop hele morgenen på TV2s morgennyheder sagde det: "Jeg synes, det er ekstremt dårligt for os forbrugere". Vi danskere - særligt i voxpops og korte læserbreve - kan generelt ikke lide nye regler, og i særdeleshed ikke nye gebyrer.

Altså – jeg havde da helst været foruden endnu et gebyr. Det er klart. Selv tror jeg, at jeg i gennemsnit bruger mit dankort* en gang om dagen, hvilket betyder max. 15 kr. om måneden (ikke alle butikker kræver gebyr). Det er i Nørrebro-valuta en shawarma. Mon ikke tarmsystemet klarer sig foruden?
Og mon ikke også folk udenfor Nørrebro overlever. Det er en pakke gær dagligt mindre i indkøbsvognen (hvilket de fleste danskere i forvejen kun køber i strejketider). Endnu har jeg dog ikke set eller læst en af de ekstremt dårligt behandlede forbrugere mene, at det ødelægger månedsbudgettet, og at der nu ikke bliver råd til at holde ferie. Den nedre region for den slags udtalelser går vel også ved skatteændringer, der fjerner 100 kr./mdr. for et samlet familiebudget. Hvordan det alligevel lykkes os at forbruge mere end 15 milliarder kroner i december måned er nisse** til at sige.

Der er dog en absolut halvgod grund til at fjerne gebyret. Så slipper vi for at høre mere om det for et stykke tid. Sådan gik det bare ikke. Men måske får vi lidt ro, når man "kulegraver" projektet. Jeg er bare så dum. Jeg troede, at man allerede havde kulegravet det hele de par år, der gik med at forhandle. Dermed lærte jeg noget nyt i dag. Hvad mon i morgen bringer?

*jeg ejer ikke et dankort for tiden. Eftersom jeg var i USA, da de gamle kort blev skiftet ud, fik jeg aldrig et nyt. Det fandt jeg ud med et "afvist – kode 61" d. 29. december. Så kan jeg lære det. Skål og godt nytår!

** nisse = decemberslang for "ikke". Alt hvad der kun giver logik i selve jule-måneden.

Familien Danmark fremme med risene

gebyrer op
gebyrer ned
dem vil vi ikke have
og får vi dem alligevel
så laver vi ballade

Bliver de danske forbrugere fri for at betale 50 øre? Vi venter i spænding. Ventetiden kan evt. slås ihjel med genudsendelsen af Dollars på TV.

knæhøj

Karse er fantastisk. Når jeg klipper en tyk tot karse og fordeler det på kødpølsemaden, føler jeg en barnlig glæde. Måske er det fordi, det minder mig om madpakken i børnehave og folkeskole. Måske er det fordi, det vel er det første og eneste, jeg har fået til at gro selv.
Det er da også fantastisk, at der ikke skal mere end frø, vat og vand og et par dages tålmodighed til at få lidt ekstra krydderi på livet.

Dagens gode råd fra et andet sted på nettet: Smider du 4 kr. efter en bakke forproduceret karse i din lokale Netto, så kom lidt jord under. Det gør karsen mere kraftig i smagen. Men har man sådan tilfældigvis jord liggende, er man vel også typen, der gror karse selv. Eller er det blot en fordom hos en, hvor de grønne fingre stopper ved alt, der ikke kan gro på vat?

repeat and rewind

Pullover, butterfly, woggin, scottcurls. Fitness er for de indforståede. Men et ord går som oftest igen: Repetitioner. Ja, nogen gange bliver det endda helt simpelt kaldt gentagelser. Hvor er det befriende ærligt. Men hvorfor som oftest skjule det faktum, at det meste her i livet er gentagelser, repetitioner?

verden på standby

Det er søndag. Adskillige virksomheder har nok seriøse økonomiske tømmermænd efter lørdagens samlede 195.354.300 kr.-resultat til de snart forhåbentligt ikke så fattige i Asien. Imponerende, selv om resultatet nok bliver noget lavere, når girokortene med de lovede beløb først skal indbetales.
Med risiko for at starte med at lyde politisk ukorrekt (get used to it), så er jeg liiiige (læs: stort set siden nytår) ved at få for meget af nyhedernes fokusering på indsamlinger, initiativer og mobile hospitaler. Misforstå mig ikke: Katastrofen er forfærdelig, enorm og al den hjælp, de katastroferamte kan få, er herlig. Medierne har sat alle sejl til, befolkningen har bakket 100% op og resultatet er økonomisk fantastisk. Godt så. Så er det slået fast.

Men hvorfor skal resten af verden altid sættes på standby, når en enorm krise indtræffer? Vi har snart set og hørt ikke bare de, der var der, og de pårørende, der fik brevkort derfra, vi har også set stort set samtlige typer nødhjælp blive pakket og stakket og sendt af sted. I den bedste sendetid. Mens afrikanere stadig dør i næsten lige så skrækindjagende stort antal, mens et valg hastigt nærmer sig i Irak og mens der stadig er små og…nåh ja…for det meste små problemer herhjemme.

I går – samtidig med Den Store Indsamling – blev de indenlandske nyheder blæst i gang igen, men det er som om, at kun orkan-vejrudsigter (og vejrudsigter generelt) kan blæse mindre presserende nyheder om skriveredskaber til Asien væk. Selv om det er pokkers fedt, at folk kan vise empati og er villig til at ty til pengepungen, så har det hele her til sidst fået et skær af kollektiv selvglæde. Vi skal ikke skamme os over at give, men vi skal være bevidste om, at vi ikke redder verden af den grund.

Lidt for ofte synes det som om, at der kun er plads til et problem ad gangen på Moder Jord, der så faretruende skubber sig selv og dens plader rundt på turen rundt om solen (eller er det solen, der drejer rundt om jorden? Jeg vælger at stole på, at B. S. Ingemann her tog fejl).

For at sige hvad jeg vil sige på en linie:
Glem ikke Afrika, WWF og din næste. Også selv om nyhederne for tiden er lige lovligt ensidige.

svar på tiltale

ok…jeg må indse, at skærmen ikke svarer selv. Det havde ellers været let. Men let er for mælk og engang Mader. Og med denne lidet kønne joke på skrift – og ganske platte i tale - erklæres bloggen hermed officielt for åbnet. Så officielt som det nu bliver, når der ikke er så mange, der kender dens eksistens. Måske jeg skulle smide et banner ind på siden?! Måske det ville være meget dumt? Men når diverse radio- og tv-kanaler konstant kan reklamere for sig selv, kan jeg vel også. Lad mig i al fald allerede nu reklamere for næste blog. Det kan kun blive bedre.

hallo...

...banker på skærmen. Virker det?