iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->sol, strand og kokospalmer<!-- BlogbotTitleEnd -->

13.12.05

sol, strand og kokospalmer

Min mailboks er fyldt med eksotiske billeder. Her er vandfald og asiatiske søer, nærbilleder af kobraer, der tirres af slangetæmmere, frække abekatte og billeder fra det caribiske hav.

Jeg kan slet ikke forklare dybden af akut depression, når jeg får tilsendt et billede af en ven med en kæmpe kvælerslange om halsen. Jeg vil også. Altså ikke nødvendigvis i genstridig nærkontakt med en kvælerslange, men jeg vil i al fald UD!

Det hjælper slet ikke på depressionen, at jeg i tide og utide bliver ringet op via skype af en god ven, når han engang imellem finder hul til indernettet ude i verden. Normalt ringer han fra en lille café på Jamaica eller i Texas eller Mexico, mens han spiser noget, han ikke kan navnet på. Det er heller ikke altid, at han lige kan huske, hvor han er i verden.

Det kan jeg til gengæld. Jeg sidder her, hvor jeg plejer at sidde. Og mine fødevarer er ikke mere eksotiske, end hvad Føtex og Netto har at tilbyde. Men ok, som Urban i dag kan berette, gør supermarkederne hvad de kan for at gøre København lidt mere sydlandsk.

Men kan jeg ikke bare få sol, strand og en enkelt kokospalme sendt herop i stedet for en dødsensfarlig brasiliansk bananedderkop?