jomfru-mail

En mail. Findes der noget lettere at smide af sted efter folk? De tager ti sekunder at skrive og et sekund at fyre ud i webspace, hvorefter de med militærpræcision dumper ned i afsenderens mailboks. Er der sat et komma, et punktum eller en streg forkert, så er det kun en mail. Sprogtonen er let, og hurtighed en dyd.

Indtil i dag.

Når jeg sender en mail, har den normalt en modtager. Med lidt god vilje kan den have et par stykker eller en lille gruppe af modtagere – men normalt snakker vi one-to-one-communication for lige at fyre et totalt overflødigt buzzword af.

For ti minutter siden var der over femten hundrede modtagere, da jeg trykkede: ”send”. For pokker hvor fik det mig til at føle mig som en klodset, uerfaren jomfru. Pludselig er selv det mindste komma til den grummeste formatering af allerstørste vigtighed.

Femtenhundrede modtagere. Det er skægt, at antallet i den grad skræmmer. Jeg har skrevet artikler, der er blevet læst af adskillige flere og produceret tv-indslag som forhåbentlig flere hundrede gange så mange har siddet og set, som der er modtagere af mailen. Men selv om jeg sendte fra en officiel mailadresse, der ikke havde mig selv som direkte afsender, virkede det her mere skræmmende.

Det må have været det jomfruelige aspekt. Glemmer man ikke normalt sin første gang (på nær den første gang)? Det er ikke ligefrem det store at stå og gå mere, og jeg synes heller ikke, at det føles særligt nervepirrende at sidde på en cykel – selv uden støttehjul.

Der er en første gang med alt. Næste gang jeg smider en mail af sted til 1500 læsere, er krilleren i maven nok væk. Man er kun jomfru en gang.