da Jesus blev til en løve
Det kan være svært at se faresignalerne. En lille uskyldig bod opstillet på Gl. Torv kan dække over et milliardforetagende. Også selv om skiltet: ”Vil du vide mere om dig selv?” er skrevet med sprittusch, og manden, der bare gerne vil snakke med dig om livet, ser flink ud. På det opstillede bord ligger det egentlige budskab - gemt i en bog med ”Dianetik” skrevet på forsiden. Scientology kan godt finde ud af at gå på listefødder.Disney benytter sig mere af store, klodsede andefødder. Og Disneys nyeste kommercielle filmudgave af "Narnia" bliver da også meget åbenlyst brugt til at formidle ”kristne værdier” (for man skal åbenbart være kristen for eksempelvis at elske sin næste).
Sitet her er da også åbenlyst kristen, selv om man ikke lige kan se, at det er ellers dejligt åbne Indre Mission, der står bag. Men det er ikke kun Indre Mission, der klæber sig til filmen. Luthersk Missionsforening planlægger at udgive materiale om filmen, Katolsk Orientering præsenterer forfatteren C.S. Lewis i sit nyeste nummer, og Sammenslutningen af frikirker er også med på bølgen, skriver kristendom.dk.
I USA har mange hundrede præster været på kursus i Narnia, skriver MetroXpress, mens folkene bag Narnia i England har uddelt 20.000 undervisningssæt til kristne grupper. Narnia skal altså promotes via religiøse grupper.
Yikes! Jeg havde næsten glædet mig til den film modsat resten af det eventyr-gejl, der har kørt længe. Tolkien har aldrig rigtig sagt mig noget – ud over de første 30-40 sider af Hobitten, der var fantastiske. Og Harry Potter mener jeg stadig, at jeg er for gammel til at læse, på trods af at børn i alle aldre (særligt pigebørn) sluger historierne om den bebrillede tryllekunstnerdreng råt. Selv faldt jeg i søvn i biografen.
Nej, Narnia var mit eventyrland, da jeg var kid. Jeg kæmpede mig fra pixibøgerne over i de store værker, og havde et særligt forhold til hver af de syv bøger i serien. Her var menneskeædende kæmper, marskmuler, stolte løver og skræmmende hekse. Nu er Løven Aslan blevet til Jesus, mens den onde, hvide sneheks er Satan selv.
Da jeg blev ældre fandt jeg godt nok ud af, at C.S. Lewis var blevet stærkt religiøs i sit voksenliv, men jeg er jo af god ateistisk opdragelse, og tror det bedste om folk. Så jeg føler mig ikke hjernevasket. Narnia-serien er gode bøger med gode historier. Om der skjuler sig et budskab eller to, som kristendommen forsøger at kræve rettighed til, må være derved. Men når man lancerer en film som et religiøst manifest, er jeg meget i tvivl, om jeg gider indløse biografbillet.
Troldene i Harry Potter har de kristne til gengæld været meget imod. Så måske skulle jeg tage Bondam-brillerne på og få læst lidt Potter-prosa.



<< Home