...

Jeg er smart... Jeg kan sige fuck og skrive provokerende ting i min klumme... Og så bruger jeg hellere tre punktummer end et efter en sætning, fordi det lissom viser, at man liiige skal tænke lidt dybere over al det smarte, jeg skriver.

OK, jeg er ikke synderligt begejstret for Morten Løkkegaards klummeskriverier i MetroXpress. Uden at kende mandens cv til bunds er klummeskriblerier sikkert også en ny foreteelse for den tidligere tv-ankermand, så det er ok, at der lige skal ryddes ud i dårlige vaner, før stilen er endeligt på plads. Og klummerne indeholder bestemt bastante meninger – resten kommer han nok efter.

Men hvad er der med de tre punktummer? Jeg husker, at jeg selv med stor iver satte dem efter stort set alt, hvad jeg skrev i de mindre klasser i folkeskolen. Det så eddersmart ud eller var knæhøj karse, eller hvad man rendte og sagde dengang. Måske var det bling bling?

Tre punktummer har da også en effekt. De prøver at fortælle læseren, at noget ikke er helt forløst. At der stadig er noget tilbage at tænke over, trods læseren har læst sætningen til ende.
Men bør det ikke næsten være et krav til hver sætning? En sætning slutter forhåbentlig sjældent ved punktum.

For mig er det at sætte tre punktummer i enden af en sætning en uskik på linie med overdrevent brug af udråbstegn. Min første lærer på Journalisthøjskolen sagde det så godt, at han fortjener et citat:
”Skal der tre fede udråbstegn efter ens sætning, er det fordi, man sætningen i sig selv ikke er skrevet skarpt nok,” sagde han, og det citat tillader jeg mig at forlænge med:
”...og sætter man tre punktummer efter hinanden, indikerer man, at man ikke tror, at læseren selv tænker videre.”

Just my five cents...