iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->Lady Madonna<!-- BlogbotTitleEnd -->

6.11.05

Lady Madonna

Wauw! Det er næsten ikke tilladt stadig at lade sig overraske eller imponere over Madonna, men det er svært at parkere kæben mange andre steder end nede ved brystet efter at have set hendes performance ved MTV Europe Music Awards forleden.
Hun ejede det show fra første sekund – og de dybe rytmer fra hendes nye hit startede da også allerede længe før Madonna selv viste sig. Gemt fra showets start i en disco-sølvkuppel blev tankerne ledt tilbage til U2’s entré i Parken i 1997 under deres Pop Mart-tour.

Men hvor U2 er en ufarlig kvartet af mangemillionærer, der ikke har turde forny sig siden netop deres Pop Mart-tour, tør Madonna i den grad trykke den af.
Med megahittet: ”Hung Up” hylder Madonna 70’ernes disco – og i særdeleshed Abba. Kylie har tidligere søgt mod samme disco-popstil, men hvor Kylie nøjes med at flirte med stilen, går Madonna et par baser længere. Uden at skele et sekund til, at hun om et par år runder de 50.

Den eneste grund, at Madonna lod den fysiske scene stå, efter hun havde forladt den, var så der var plads for de efterfølgende kunstnere til at bukke, neje og skrabe for hende.
Det gjorde Robbie Williams da også, da han senere måtte udbryde: ”She’s absolute legend. She makes us all look like amateurs”.
Og det lignede de da også i sammenligning. Denne gang behøvede Madonna ikke at kysse Britney og Aguilera (selv om sådanne kys altid er velkomne!) for at bringe sig selv i fokus. Madonna er Dronningen. Resten kan spise krummerne fra hendes taffel.