forargelsens død

Artiklen fra Weekendavisen har nu ligget over en uge på mit bord. Jeg har kradset en fed firkant rundt om et par af de sidste linier i det lange interview med forfatteren bag ”American Psycho”, Bret Easton Ellis.

”Lad os være ærlige, jeg kommer aldrig igen til at skrive en bog, der får så stor gennemslagskraft. Det kan dårligt lade sig gøre nu, hvor internettet flytter tingene så hurtigt, og tekster bliver spredt på en anden måde. Kontroverser og skandaler bevæger sig så hurtigt. De bryder ud om mandagen og er glemt igen næste fredag.”

Da American Psycho udkom, lød der et ramaskrig højt nok til at ramme selv vores andedam.
I en længere periode måtte forfatteren gå under jorden, mens kvindegrupper og andre bornerte rasede. Hele fem år efter dens udgivelse blev jeg nægtet at skrive opgave om den i gymnasiet.
- Den bog var frygtelig, fik jeg lært og påskrevet.
Siden er bogen blevet et yndet objekt til fortolkning – også blandt gymnasieelever. Nu lever den ikke højt på aktualitet, men på renomé. Den er blevet en klassiker.

Men er den blevet en klassiker, blandt andet fordi den formåede at provokere så længe? Det tager vel tid for noget at blive til en klassiker. Kigger vi en måned bagud i vores andedam, formåede Jørgen Leths bog også at provokere. Han slog godt nok ikke kvinder ihjel, men gjorde sig til herre over dem i fantasien. Og en uge efter var Leth i pressen og eksekveret og nu glemt. Mon gymnasieeleverne overhovedet husker gamle Leth, når de til foråret skal finde en bog at fortolke?

Jeg har svært ved at komme i tanke om bøger, der har provokeret så meget som American Psycho i nyere tid. Har Bret Easton Ellis virkelig ret? Har internettet i kraft af sin hurtighed og udbredelse virkelig dræbt muligheden for en kæmpe provokation, der holder længere end maksimalt et par uger?

I så fald er det lidt skræmmende. Verden fattes Patrick Bateman’er.