en skål for fremtiden

Der ligger et værtshus på mit gadehjørne. Ikke at der er noget odiøst i det. Strengt taget ligger der et værtshus på næsten hvert et gadehjørne herinde - alle mere eller mindre fyldt op med gamle, højtråbende mennesker. Og stort set alle værtshuse er ens.
Det kan være svært – ja, umuligt - at kikke ind gennem de flerfarvede klinkeruder, men sniger man sig til at kigge ind af døråbningen, eller falder man ligefrem indenfor, får man et indblik i et andet årtusinde.
Lokalet er altid fyldt op med tunge, gamle møbler gerne med grønt velour-betræk. Gulvtæppet er tykt og mørkt af røg og ølpletter. Den ofte ganske centrale bardisk er altid af en mørkebrun træsort, og væggene er fyldt op med billeder, juleplatter og andet oldelir.

Og så er det jeg tænker: Hvordan mon vores generations værtshus kommer til at se ud? Bliver det firserkitch med skakternet gulv, borde med pengesedler gemt mellem to glasplader, og neonlys og javalamper? Eller bliver det 90’er futon og andet asiatisk-eksotisk lir? Måske hænger der et gammeldags plasma-tv på væggen, som man kan varme sig ved, nu hvor resten af verden og ungdommen forlængst er gået over i 3- og 4D-tv.
Vil vi overhovedet have værtshuse, eller bliver spejlcaféer i stedet vores svar på de nuværende mørke juleplatte-befængte tidslommer?

Jeg overvejer at tage ned på burgerbaren og tænke dybere over det til et spil Pacman. Eventuelt slubrende en bananmilkshake!